Disse wraps er nogenlunde uundværlige for de picnic-elskende iranere.
Der findes utallige slags brød i Iran, og disse fladbrød er, hvad jeg vil kalde madpakke-brød. Hvis en dansker ser en skive rugbrød, vil han straks begynde at stable forskellige ingredienser op på brødet. Når en iraner ser et fladt brød, vil han omgående mose fetaost ud på brødet, drysse med krydderurter, radiser og andre grønne sager, rulle brødet sammen og spise det som en slags sund hotdog.
Det er denne type “madpakke-brød” der er opskrift på her.
.
Disse wrap, “omslag” eller tortillaer laves med gær og steges gyldne på en pande. Hvis man synes, det er for besværligt, kan hvedetortillas købes færdige.
på bageri i Iran
På min rejse i Iran var jeg heldig at få mulighed for at besøge adskillige bagerier. Det er her det basale brød bages, nærmest i døgndrift.
Som det ses, trilles dejen først til kugler, før de rulles tyndt ud og bages. Her foregår det i ovn.
Brødene er så efterspurgte, at de kan købes på ethvert fortov.
iranske picnicwraps
½ tsk gær
2 dl lunkent vand
1 tsk salt
½ tsk sukker
50 g fuldkornshvedemel
ca. 225 g hvedemel
olie til stegning
Opløs gæren i vandet. Tilsæt salt, sukker og fuldkornshvedemel. Lad blandingen stå 10-15 minutter, til det begynder at boble.
Rør hvedemelet i og ælt dejen godt igennem. Den skal være smidig og blank.
Kom lidt olie i en skål og lad dejen hæve heri til dobbelt størrelse, 1-2 timer.
Tril en lang pølse af dejen og del den i 8 lige store stykker. Tril dem til kugler og lad dem hæve endnu ca. ½ time.
Rul kuglerne ud med en kagerulle til helt tynde cirkler med en diameter på 18-20 cm.
Steg dejen på en godt varm pande. Vend dem når overfladen bobler op.
Steg brødene, til de har mørke pletter på begge sider.
Opbevar brødene under et fugtigt klæde, indtil du skal rulle dem sammen om et fyld.
hjemmebagte wraps
De hjemmebagte “pandekager” er langt mere lækre, end dem du kan købe i supermarkedet. Og så er de oven i købet nemme at bage.
iranernes yndlingswrap
Her er en typisk iransk snack: tynde fladbrød smøres med fetaost og rulles sammen om krydderurter og radiser. Ofte vil der også være skiver af agurk og tomat i wrappen. Jeg har suppleret med ramsløg.
forslag til fyld i wraps
Smuldret feta, krydderurter, radiser, skiver af tomat og agurk, salatblade eller ramsløg
Moset avocado med sorte bønner (eller kidneybønner) og strimlede, tørrede tomater, salatblade
Grøn hummus med skiver af artiskokker i olie, kerner af granatæble, radicchiosalat
Kogte linser og gulerødder i tændstikstore stykker vendes i sød chilisovs sammen med rosiner og smuldret feta- eller gedeost
Jordnøddesmør og salatblade, edamamebønner (eller andre bønner) og finthakket peberfrugt og chili vendes i tartarsmør
Guacamole, grillet peberfrugt og sorte bønner
hvis wrappene trilles ind i pergamentpapir, er de nemme at transportere
Hvis du vil være sikker på at følge med i de nye opskrifter her på bloggen, så tilmeld dig E-mail abonnementet, se et stykke nede i spalten th. Så får du besked, når der er nye lækker-bidder.
Hvis du vil afmelde abonnementet, så gå ind samme sted – og send desuden en mail til mig: kirsten.skaarup@privat.dk
Lige nu er squashene på toppen – og de kan købes for næsten ingen penge. Jeg vil lave squashfrikadeller i Frihuset, og du kan også på skærmen tirsdag få opskrift på denne lækre forret med squash:
Alle gode økologiske kræfter er gået sammen om at arrangere den økologiske uge, som starter i morgen.
Der er masser af spændende arrangementer, fx mulighed for at besøge økologiske gårde, der er økologiske markeder i København og Aarhus, der er mulighed for at smage på maden på restauranter og lign. – og meget, meget mere.
Gå ind på den økologiske uges hjemmeside. Her kan du se alle arrangementerne og du kan også tjekke hvilken slags økolog, du selv er – og måske finde en fin økologisk præmie.
Efter den tørre sommer har det knebet med vilde svampe. Men så kom regnen, og nu titter de små lækkerbidder igen frem i skove og ved hegn.
Rørhattene på billedet gror ved en lille sti nedenfor mit sommerhus. Jeg bliver altid overvældet af, at jeg kan hente en gastronomisk oplevelse lige uden for døren.
De vilde svampe, hvad enten det er kantaraller, rørhatte eller andre svampe, kan spises på utallige måder. Hvis det skal være nemt og hurtigt, så er en pastaret med svampe en god idé.
Nu er der både brombær og hyben – og lige straks hasselnødder, hvis ellers de hurtige egern har levnet nogen.
Den vilde høst kan naturligvis syltes, men frugterne kan også nydes rå i salater. Prøv dem i en salat med perlebyg eller perlespelt sammen med masser af mynte eller persille. Så bliver det en slags dansk taboulleh.
Eller prøv en ægte taboulleh og byt agurk og tomater ud med hyben og brombær – og tilsæt evt. også hakkede, friske hasselnødder.
Her er en rigtig klassiker. Alle, der har rejst i Grækenland har lært denne enkle og nemme salat at kende.
For mig er denne salat indbegrebet af Grækenland! Og den er oplagt at lave i eftersommeren, hvor der er masser af tomater, agurker og peberfrugter i drivhuset.
. blomkålsbøf med mild kokos og stærk karry Blomkålen konkurrerer med sellerien om at være på menuen, når animalsk baserede restauranter serverer plantemad. Det kan […]
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy