Kirstenskaarup.dk

vegetarisk og vegansk mad

mandag

30

september 2019

4

KOMMENTARER

squashtærte med peberfrugt og mandelcreme + salat med grønne bønner

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

tærte med to af havens herligheder

Her sidst i september er der stadig rigeligt med squash og bønner ude i haverne. Og måske dyrker du også peberfrugter, hvis du har et drivhus.

Her har jeg lavet et “rend-sammen” af de tre enkle og velsmagende frugter/grøntsager. Og så har jeg muntret salaten yderligere op med Henriks saltsyltede pomeranser. Henrik er min gode ven og dedikeret plantespiser. Hvis du vil stifte bekendtskab med Henriks kreative madlavning, så følg ham på Instagram under navnet Green Dogville. Her kan du næsten dagligt få nye ideer til nytænkende og velsmagende mad hentet direkte fra haven eller drivhuset – og lige nu også fra skovbunden. Henrik og hunden Ramses II er nemlig ivrige svampesamlere.

.

mandler i stedet for æg

Hvis du spiser æg, kan du lave den sædvanlige æggemasse, som man bruger til en tærte.

Hvis du er ren plantespiser, så kan denne æggemasse nemt erstattes af finthakkede mandler, nødder, frø eller kerner efter smag og behag. Der ligger flere forslag til tærte”creme” her på bloggen, bl.a. med cashewnødder. Her har jeg valgt en mandelmasse til at binde fyldet sammen med.

Tærtebunden er glutenfri og lavet med boghvede- og havremel. Men du kan selvfølgelig vælge en hvilken som helst slags bund til tærten.

.

ingen tærte uden salat!

Hvis en tærte skal udgøre et helt måltid, kræver det som regel en salat som tilbehør. Her har jeg blandet grønne bønner med bladselleri, icebergsalat, lidt peberfrugt, jeg havde tilovers fra tærten, samt små bitte terninger af saltsyltede pomerans (kan nemt erstattes af saltsyltede citroner).

.

squashtærte med peberfrugt og oliven 

(4 personer)

tærtebund:

100 g glutenfri havremel

100 g boghvedemel

1 tsk salt

2 spsk tahin

1 dl plantefløde

ca. 1/2 dl vand

mandelcreme:

75 g mandler

2 dl plantefløde

4 spsk gærflager (kan evt. udelades)

2 spsk loppefrøskaller

1 tsk sort salt, friskkværnet peber eller chili

fyld:

1/2 kg squash

1 stor rød peberfrugt

1 håndfuld sorte oliven uden sten

olivenolie

en håndfuld forskellige krydderurter

.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bland de to slags mel og 1 tsk salt. Tilsæt tahin og plantefløde. Bland så meget vand i, at dejen kan æltes sammen til en fast klump. Lad dejen hvile en halv times tid.

Findel mandlerne i en food processor og tilsæt fløde, 2 spsk gærflager, loppefrøskaller, 2 tsk salt, 1 tsk peber eller finthakket chili efter smag.

Skær squashene i skiver og peberfrugten i ringe.

Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform. Forbag bunden i en 190 grader varm ovn 8-9 minutter.

Tag formen ud af ovnen og hæld mandelmassen i bunden.

Arrangér squashskiverne og ringene af peberfrugt i et pænt mønster sammen med de sorte oliven. Dryp med olivenolie og drys med de sidste 2 spsk gærflager.

Bag tærten færdig, til overfladen er gylden, 25-30 minutter.

.

 

 

.


salat med saltsyltede citrusfrugter 

Saltsyltede citrusfrugter er fine til at give karakter til mange retter, fx bruges de meget i marokkanske taginer, men også i salater giver de et fint bidrag til smagsalliancen.

Du kan dog sagtens udelade citrusfrugterne i denne salat, hvis du ikke har mod på at gå i gang med saltsyltningen. Tilsæt evt. i stedet et par spsk finthakkede cornichoner.

Se opskrift på saltsyltede citroner her. Samme opskrift gælder for andre citrusfrugter. I de saltsyltede pomeranser, jeg har brugt, er der kommet stjerneanis i lagen.

.

salat af grønne bønner, bladselleri, peberfrugt og pistacienødder

(4 personer)

250 g grønne bønner

1 rød peberfrugt

3 stilke bladselleri med blade

1 salathoved

4 spsk finthakket syltet citronskal eller pomerans (kan udelades)

25 g pistacienødder

dressing:

4 spsk olivenolie

2-3 spsk citronsaft (evt. væde fra citroner eller pomerans)

1/2-1 spsk dijonsennep

1 fed presset hvidløg

salt, friskkværnet peber, agavesirup

 

Læg bønnerne i kogende vand og kog dem 3-4 minutter. Overhæld dem med koldt vand. Afdryp og afkøl bønnerne.

Skær bønnerne i mindre stykker. Skær peberfrugten i små terninger.

Snit sellerien i tynde skiver. Hak bladene og nødderne.

Bland alle ingredienserne.

Rør en dressing af olie og citronsaft. Smag godt til med sennep, salt, peber og sirup.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

 

.

Print Friendly, PDF & Email
It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

4 Kommentarer

  1. Viveca

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.