sidste udkald til rødderne – rodfrugtsuppe med spirer og drys
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in supper
.
giv liv til de gamle rødder
Nu synger vinterens rødder på sidste vers. Udnyt dem i denne enkle suppe.
Du tager simpelt hen de rodfrugter, du har, og koger dem til denne delikate suppe. Vil du have den samme skønne røde farve som på billederne, er det dog nødvendigt, at du bruger mindst én rødbede. Men ellers kan du vælge mellem alle slags rodfrugter. Jeg vil tillade mig at kalde det en vellykket rodbehandling.
spirer på toppen
Spirer tilfører ekstra næringsstoffer til suppen. Selv om spirerne er små, så strutter de spæde bønne- og frøspirer af enzymer, klorofyl, vitaminer og mineraler. Mange flere næringsstoffer end der er i moderfrøet eller -bønnen. Så drys spirer på så mange retter som muligt. Læs mere om de gode egenskaber, spirerne besidder.
Og så er det både sjovt og nemt af dyrke sine egne spirer. Hvis du vil være sikker på førsteklasses frø og bønner af økologisk kvalitet, kan jeg anbefale, at du kigger ind hos Friske spirer.
I denne tid er det også en god idé at blende ramsløg med i suppen – eller drysse med friske, snittede ramsløg.
rodfrugtsuppe med spirer og nøddedrys
(4 personer)
100 g løg
4 fed hvidløg
2 spsk kokos- eller olivenolie
600 g rodfrugter: kartofler, søde kartofler, rødbeder, persillerødder, selleri, pastinak etc.
8-9 dl grøntsagsbouillon
1/2 spsk tørret timian
1-2 spsk reven ingefær
1-2 dl plantemælk
limefrugt eller citron
4 spsk dukkah
friske spirer, her er brugt hvidkløverspirer, evt. ramsløg eller krydderurter
Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er let gyldne.
Skær alle grøntsagerne i små terninger og kom dem i gryden sammen med bouillon og timian.
Læg låg på gryden og lad suppen simre 15-20 minutter. Rør ingefæren i og sluk for varmen. Lad suppen afkøle lidt.
Purér suppen og tilsæt plantemælken.
Smag suppen til med salt, peber, ingefær og citrussaft.
Varm suppen op og servér den portionsvis drysset med dukkah og friske spirer, evt. koriander eller anden krydderurt efter smag.
servering i små glas …
Du kan servere suppen i små henkogningsglas med låg og evt. lægge nøddedrysset på låget. Så kan man selv dosere. Her udgøres det grønne af koriander i stedet for spirer.
… eller i skåle – velbekomme!