indisk curry med blomkål, aubergine og sorte bønner
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
mad i en fart, nemt, hurtigt og lækkert …

… det ønsker de fleste af os – og alt det finder man i en indisk curry. Her er virkelig smæk på smagen, og retten er hurtigt lavet.
.
blomkål og aubergine i curry’en

Blomkål og aubergine er to grøntsager, der ofte bruges i indisk mad. Men du kan vælge stort set den eller de grøntsager, du synes om. Blomkålen kan fx byttes ud med broccoli eller squash – og du kan tilføje kartofler.
.
krydderier i kilovis

På et indisk marked står man ikke og fedter med et lille glas paprika, chili eller kardemomme – nej, her sælges de skønne krydderier fra sække.
Masala betyder krydderiblanding på hindi, og i Indien finder man næsten lige så mange forskellige krydderiblandinger, som der er husholdninger.
Den indiske blanding, som vi bruger mest i Danmark, er formentlig garam masala, som mange af os har stående på krydderihylden.
Du skal endelig ikke opgive retten, når du ser mængden af krydderier. I denne opskrift har jeg brugt en hjemmeblandet masala med flere krydderier end i en garam masala, men du kan sagtens nøjes med en færdigblandet garam masala. Så lad dig ikke forskrække af de mange ingredienser i tikka masala’en. Den er blot et eksempel på kompleksiteten i en indisk curry, men mindre kan sagtens gøre det. I øvrigt kan tikka masala også købes færdig på glas. Disse blandinger vil formentlig være anderledes end mit forslag.
.
med ris og yoghurt

Både ris og yoghurt er med til at balancere de mange stærke smagselementer i curry’en. Desuden kan du servere indiske pandebrød til, se opskriften nederst.
.

curry med blomkål, aubergine og sorte bønner
(4 personer)
tikka masala blanding (kan købes færdig eller erstattes af garam masala):
1 tsk stødt koriander
2 tsk sød paprika
1 tsk reven muskatnød
2 tsk stødt gurkemeje
1 tsk stødt kardemomme
3 tsk stødt kanel
3 tsk stødt spidskommen
1 tsk friskmalet peber
et nip chiliflager
grøntsager:
400 g auberginer
2 spsk olivenolie
400 g blomkål, broccoli eller squash
100 g løg
1 spsk reven ingefær
1 brik eller dåse sorte bønner (afdryppet vægt ca. 230 g)
1 brik eller dåse hakkede tomater (ca. 390 g)
2-3 dl kokosmælk
salt, agavesirup eller rørsukker
50 g pistacie- eller ristede cashewnødder
frisk koriander
evt. planteyoghurt
.

Skær auberginerne i små terninger. Svits dem ved rask varme, til de er gyldne og gennemstegte. Hvis du steger dem hurtigt ved høj varme, suger de ikke så meget olie. Sæt auberginerne til side.
Del den valgte kål i små buketter – eller skær squash i terninger.
Skær løgene i både.
Svits løgene i 1 spsk olie, til de er let gyldne. Tilsæt ingefær og blomkål.
Kom afdryppede bønner, tomater og kokosmælk i gryden sammen med krydderierne, og lad curryen simre 6-8 minutter.
Tilsæt de stegte auberginer og varm dem igennem.
Smag curryen godt til med salt og sødt – og måske flere krydderier.
Drys med frisk koriander og hakkede nødder ved serveringen. Giv løskogte ris eller indiske brød til. Lidt kølende yoghurt passer også fint til curry’en.
.

.
chapati – indiske pandebrød

chapati – indiske pandebrød
125 g hvedemel
75 g fuldkornshvedemel (grahamsmel)
1 tsk salt
ca. 1 1/2 dl vand
.
Bland de to slags mel med saltet (du kan også nøjes med kun hvidt hvedemel).
Tilsæt vandet lidt ad gangen, indtil dejen er fast nok til at ælte. Ælt dejen til den er glat og elastisk.
Lad dejen hvile tildækket en halv times tid.
Del dejen i 5-10 stykker, afhængig af, hvor store du vil have dine chapatis (eller afhængig af din pande).
Tril stykkerne til kugler og rul dem tyndt ud på et godt melet bord.
Steg brødene et ad gangen på en godt varm pande. Dejen svulmer op, så tryk den ned i panden med en spatel. Vend brødet og steg det på den anden side. Chapatierne er færdige, når de har brune pletter.
Læg et fugtigt klæde over de stegte brød, så de bevarer blødheden.
.

.









1000 tak igen for dejlige opskrifter, Kirsten.
Varme hilsner fra Annette Blicher Hansen
Kære Annette,
Selv tusind tak – og tak for din søde hilsen. Den glæder mig.
Kh Kirsten
Hej Kirsten
Din carry ser forrygende ud og må prøves. Er det muligt at lave en form for extra krydderi i evt i olie som kan serveres ved siden af. Og som man kan tilsltte hvis man gerne vil have den mere stærk. Min svigersøn elsker alt der er stærkt men jeg vil jo gerne at vi andre ved bordet også kan være med, så heg ikke behøver at skulle lave 2 varianter.
På forhånd tak Jacqueline
Kære Jacqueline,
Tusind tak. Det glæder mig.
Jeg vil anbefale, at du laver en chiliolie som denne: https://wp.me/p5bjYH-8mt. Den har masser af smag og power, og kan serveres som tilbehør til mange andre retter.
Rigtig god fornøjelse.
Kh Kirsten
Lyder virkelig lækkert. Jeg er bare i tvivl om hvor meget af krydderi blandingen jeg skal bruge til retten …..men jeg må prøve mig frem for har planer om at lave den her til aften 😊. Tak for alle dine super lækre opskrifter 😊
Kære Lena,
Tusind tak. Det glæder mig meget, at du synes om mine ideer.
Du har sikkert i mellemtiden lavet suppen, og du har ret: man må smage sig frem. Der kan være meget forskellige holdninger til, hvor mange krydderier der skal bruges.
Kh Kirsten