festmiddag i august – UFO-tårn med sauce verte
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in festmad, hovedretter
.
rødderne er klar til fest
Dette lille tårn vil gøre sig godt som gæstemad. Det er skiver af den lille glaskål og pære, lagt sammen med en valnøddefars.
De små gulerødder er egentlig mest ment som dekoration, og de kan evt. udelades. Eller du kan skære større gulerødder i tynde stave.
.
fra foderroe til sofistikeret UFO
Da jeg var barn, var det almindeligt at spise stuvede kålrabier (eller kålroer som de også kaldes). Kålrabier blev ganske vist dengang mest brugt som dyrefoder. Det var nogle store gule roer, der vejede flere kilo. De havde en sødlig smag og var sunde. De rakte langt og var billige. Faktisk smagte de også godt.
Det er ikke så almindeligt at spise kålrabi mere, men ofte forveksles den gamle roe med den lille glaskål, som er brugt i denne ret. Det er en meget mindre “roe” med blade, der sidder på nogle lange, lige stængler. Det får grøntsagen til at ligne en lille UFO.
Glaskål kaldes også knudekål og glaskålrabi.
Ovenfor er det lilla glaskål, men den findes også i en limegrøn udgave som nedenfor. Begge slags kan bruges i denne ret.
Du kan erstatte glaskål med en lille selleri.
.
Glaskål er kaloriefattig, men til gengæld med et fint indhold af C-vitaminer, magnesium og kalk. Det er rigtig “knogle”mad.
.
gulerødder med tamarind
Jeg har bagt de små gulerødder i en pasta af tamarind, som købes færdig i supermarkedet eller i orientalske butikker. Tamarind har en syrlig smag.
I Afrika og Asien bruges tamarind meget til at tilføre mad en syrlig smag. Tamarindtræet hører til bælgplanterne, og det er de bælgagtige frugter, man bruger. I troperne ser man dem på markederne, tørret og presset tæt sammen til en blok. Man udbløder så bælgene, når man skal bruge dem.
Navnet tamarind stammer fra arabisk, ”tamar-hindi”, som betyder indisk daddel. Der er dog bestemt ikke noget sødt ved tamarind, tværtimod!
Som syrlig smagsgiver kan citron erstatte tamarind.
.
køb dansk – køb økologisk
Det kan – desværre – ikke siges ofte nok: hvis vi vil undgå mindst mulig gift i vores fødevarer, skal vi købe dansk, og vi skal købe økologisk.
Fødevarestyrelsen er netop ude med helt nye fund af nervegiften chlorpyrifos i importeret hvede, ris og krydderier. Der er især tale om ris fra Bangladesh, og hvedekerner og knækket hvede fra Indien.
Stoffet er forbudt i EU.
Men det er jo i øvrigt helt galt, hvis vi i Danmark spiser importeret korn. Vi har masser af korn. Vi har så meget, at 80% af det bliver brugt som dyrefoder.
.
sauce verte som tilbehør
Sauce verte – eller grøn sovs – er et godt tilbehør til de små UFO-tårne. Se opskriften nedenfor.
.
UFO-tårn med valnøddefars og tamarindbagte baby-gulerødder
(4 personer)
100 g løg
250 g champignon
2 spsk olivenolie
1 spsk citronsaft
100 g valnødder
4 spsk rasp
tamari (eller trøffelolie eller -pasta), friskkværnet peber, salt
evt. et par spsk havrefløde
2 faste pærer
2 glaskål eller en lille selleri
evt. 4 tynde træspyd
estragon eller anden krydderurt
bagte gulerødder:
250 g tynde nye gulerødder
1 spsk tamarindpasta
1 spsk olivenolie
1 tsk citronsaft
1-2 tsk rørsukker
Hak løg og svampe og svits dem i olien 4-5 minutter. Tilsæt citronsaften.
Blend blandingen let med en stavblender.
Hak valnødderne fint og rør dem i farsen sammen med raspen.
Smag godt til med tamari og peber. Eller vælg trøfflolie eller -pasta. I så fald smages der til med salt i stedet for tamari.
Hvis farsen er for fast, røres lidt fløde i.
Skær pærer og glaskål (skræl glaskålen) i tynde skiver på et mandolinjern. Beregn 6-7 skiver glaskål til hver portion. Der skal bruges flere skiver pære end kålrabi.
Smør lidt valnøddefars på skiverne af glaskål og læg dem sammen, skiftevis glaskål og pære.
Sæt ”tårnene” på bagepapir på en bageplade. Stik evt. et tyndt træspyd gennem lagene, så de ikke skrider under bagningen
Skrab gulerødderne og læg dem i en lav ovnfast form.
Rør tamarinden med olie, citronsaft og sukker. Smag til.
Smør gulerødderne med tamarindpastaen.
Sæt glaskål og gulerødder i en 200 grader varm ovn.
Bag gulerødderne 8-10 minutter – de små tårne ca. 30 minutter. Glaskålen vil bevare en vis sprødhed.
Drys evt. med en krydderurt.
Servér gerne en sauce verte til retten.
.
sauce verte
(4 personer)
1 dl havre cremefraiche
ca. 1 dl havrefløde
ca. 1 spsk sennep
2 spsk hakkede, syltede agurker eller squash
5 spsk finthakkede krydderurter: persille, purløg, timian, løvstikke, merian, estragon, mynte etc.
salt, friskkværnet peber
Rør cremefraichen med så meget fløde, at konsistensen bliver passende.
Tilsæt sennep, agurker og krydderurter.
Smag sovsen godt til med salt, peber og evt. mere sennep.
.
.