Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

tirsdag

13

december 2022

0

KOMMENTARER

den grønne julekalender, låge nr. 13 – brændstof til kolde og travle dage

Skrevet af , Posted in forretter, supper

 

Nogle følgere har problemer med at læse teksten på telefonen. Hvis du oplever det, så gå ind her: www.kirstenskaarup.dk

🎄 🎄 🎄 🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄

..

nemt, hurtigt og billigt til rugbrødsmotoren

Selv om december er en måned med fest og farver, er de fleste dage trods alt hverdage. Rigtig travle hverdage for mange. Derfor er der behov for powerfood at tanke kroppen op med. Det kan denne linsesuppe fra Uzbekistan. Her ved de, hvor skønt billig mad kan smage.

For jeg har ikke glemt sparetemaet. Også her rammer suppen perfekt. Du får virkelig gedigen mad for små penge.

 .

valnødder på markedet i Samarkand

Smag på ordet Samarkand. For mig giver det mindelser om sol og sommer, koboltblå flisebelagte moskeer, himmelstræbende minareter og et vidunderligt gæstfrit folk.

Det er værd at hive uzbekernes foretrukne smagsnuancer ind i et dansk køkken på en hvinende kold decemberdag.

.

guf fra Centralasien

Hvis der er to ingredienser, som kendetegner maden i Uzbekistan og de omkringliggende lande, er det nødder som valnødder og pistacienødder og tørret frugt som abrikoser.

Begge dele er med i denne enkle men skønne suppe. Og så signalerer de to ting jo også dansk jul.

Granatæbler er også hverdagsmad på disse kanter, så vil du have et ekstra julerødt, knasende drys til suppen, så sæt en spsk kerner på hver portion.

.

Suppen er dejlig chunky, fordi kun halvdelen pureres.

Portionen er beregnet som en mættende forret. Skal den være en hovedret, så lav portionen knap dobbelt så stor.

Suppen kan fryses.

.

forskellige slags linser

I princippet kan man bruge alle slags linser, men for farvens skyld anbefaler jeg de røde linser th. Desuden koger de hurtigere ud end de grønne og sorte linser.

.

linsesuppe med abrikoser, valnødder og gulerødder

(4 personer – forret)

100 g løg

4 fed hvidløg

1 spsk spidskommenfrø

4 spsk olivenolie

300 g gulerødder

75 g tørrede abrikoser

250 g flåede tomater med væde (fra brik eller dåse)

200 g røde linser

ca. 1 l grøntsagsbouillon

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

50 g valnødder

timian og persille

.

Hak løg og hvidløg.

Rist spidskommenfrøene i en tør gryde, til de dufter.

Tilsæt olien og de to slags løg. Svits til løgene er bløde.

Skær gulerødder og abrikoser i små terninger og kom dem i gryden sammen med tomater, linser og bouillon.

Læg låg på gryden og lad suppen simre 20 minutter.

Purér halvdelen af suppen og hæld den tilbage i gryden. Tilsæt mere bouillon, hvis suppen er for tyk.

Smag godt til med reven citronskal og citronsaft samt salt og peber.

Hak valnødderne.

Servér suppen portionsvis drysset med valnødder, persille og timian.

.

.

sidste chance for rabat

Mangler du ideer til julens frokostbord, er der masser af forslag i min smørrebrødsbog.

Bogen har været på tilbud hos Saxo den seneste uge. Tilbuddet udløber i morgen, den 14. december, så du kan lige nå en bæredygtig julegave – måske til dig selv?

“Grønt smørrebrød” koster kr. 249,95. Hvis du benytter rabatkoden nedenfor, får du 20% rabat.

Rabatten gælder indtil den 14. december.

Du finder “Grønt smørrebrød” her hos Saxo.

Koden er: kirsten – og den skal først opgives, når du kommer helt frem til betaling.

Koden kan ikke kombineres med andre koder. Den giver ikke automatisk fri fragt og kan ikke bruges, hvis du i forvejen får Saxo Premium-fordelspris.

.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.