Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

fredag

29

juni 2018

6

KOMMENTARER

pestotærte med nye kartofler og asparges

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

nyd den sidste aspargesfest

Heldigvis er der endnu asparges i butikkerne, oven i købet danske og økologiske. De kan passende nydes i en tærte sammen med nye kartofler. For nu er det sidste udkald!

Jeg har lavet tærtebunden lidt anderledes end normalt. Jeg har delvis brugt rugmel, der passer så godt sammen med kartofler (rug og kartofler sammen giver essentielle proteiner – derfor er også en rugbrødsmad med kartofler et genialt lille måltid). Som fedtstof har jeg valgt pesto sammen med plantefløde og vand. Det giver smag til bunden af basilikum, ramsløg eller hvad pestoen nu er lavet af.

Du kan finde opskrift på pesto her, men du kan også vælge den nemme løsning og købe pesto på glas. Eller du kan vælge en helt anden form for tærtebund, se fx glutenfri majstærte, fransk galette, bund med jordnøddesmør, glutenfri bund med tahin og olie eller bund med nøddesmør og sojafløde.

.

asparges kræver knofedt

Hvis du synes asparges er en dyr fornøjelse, er det værd at huske på, at det er enormt arbejdskrævende at dyrke asparges, i al fald de hvide. For at stænglerne skal forblive hvide, dyrkes de under en jordvold. Denne dækkes med tung sort plastic, som skal fjernes to gange om dagen, når aspargesene skal stikkes. For 80 år siden var det åbenbart kvindearbejde. Til gengæld er de sluppet for den tunge plastic!

.

op i dagens lys

Dette pragteksemplar af en asparges var jeg så heldig selv at stikke på Samsø for et par år siden. Jeg var med til at fjerne den vildt tunge overdækning på de nærmest kilometerlange jordvolde. Når de friske skud, der har kæmpet sig gennem jorden er stukket, skal det hele dækkes til igen. Det kræver kræfter! Til gengæld er nydelsen stor.

Når de hvide asparges er hvide, er det netop fordi de vokser under jorden og ikke udsættes for sollys. De grønne asparges stikker bare hovedet op over den flade jord og får lov at vokse sig høje, mens solen skinner på dem og danner det grønne klorofyl. Sådan arbejder naturens eget kemiske værksted.

Foruden mange andre gode egenskaber anses asparges for at være rensende og afgiftende i kroppen.

.

mere mad fra den sorte muld

Små nye kartofler veksler i rækker med asparges i denne tærte. Kartoflerne vokser også under jordvolde uden at de to ting ellers har meget med hinanden at gøre – bortset naturligvis fra velsmag! Og så er de to sommerens største stjerner, som stråler i enhver ret.

.

tærte med nye kartofler og asparges

(4 personer)

tærtebund:

100 g rugmel

ca. 150 g hvedemel

1 dl pesto (hjemmelavet eller købt)

1 dl havrefløde eller anden fløde

1/2 dl vand

salt

olivenolie 

fyld:

400 g små nye kartofler

300 g asparges, hvide og/eller grønne

50 g valnødder

1 1/2 dl havrefløde eller anden fløde

4 spsk gærflager

50 g fuldkornsmajsmel

ca. 1 1/2 dl vand

evt. lidt sort salt, friskkværnet peber

Lav først tærtebunden: bland de to slags mel og tilsæt pesto, fløde og 1 tsk salt.

Rør dejen sammen og tilsæt så meget vand at dejen kan æltes sammen. Lad dejen hvile en halv times tid.

Kog kartoflerne 3-4 minutter og lad dem stå i vandet endnu ca. 5 minutter. Afdryp kartoflerne og skær dem i skiver.

Skræl hvide asparges. Grønne skal kun skrælles nederst på stilkene.

Hak valnødderne fint og rør dem i fløden sammen med gærflager og majsmel. Tilsæt så meget vand at blandingen er som tyk pandekagedej. Smag godt til med salt og friskkværnet peber.

Rul dejen ud og læg den i en stor, smurt tærteform.

Prik dejen med en gaffel og forbag tærtebunden i en 200 grader varm ovn 8-9 minutter.

Fordel valnødde-”cremen” på tærtebunden og læg kartoffelskiver og asparges skiftevis i et pænt mønster på tærten.

Pensl overfladen med olivenolie og bag tærten færdig endnu 20-25 minutter.

 

.

Share

tirsdag

5

juni 2018

14

KOMMENTARER

orientalsk inspireret pasta med blomkål og løg (glutenfri)

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

spicy fettuccine med blomkål og løg

superlet sommerret

Det dejlige sol- og sommervejr kalder på let mad. Let for maven – men også nemt og hurtigt at tilberede.

Denne hurtig-ret kom til verden, fordi jeg havde fået en pose fettuccine af bønner forærende. Fettuccine er den lidt brede, flade form for pasta, som fås både med hvede alene eller tilsat spinat.

Jeg er ikke nogen stor fan af pasta. Det er jo bare mel og vand, selv om der efterhånden fås sundere udgaver, fx af boghvedemel eller som denne pasta lavet af bønner. Det betyder, at den også kan nydes af gluten-, æg- og laktoseallergikere.

Faktisk var jeg ikke særlig positivt indstillet, da jeg dumpede pastaen ned i det kogende vand. Derfor tænkte jeg, at en barbeque-stærk sovs til fyldet af blomkål og løg kunne give personlighed retten. Så det havde jeg parat, da pastaen var kogt.

Og jeg blev glædeligt overrasket over pastaen. Den er ikke blot lækker, den har et godt “bid”, og den indeholder  flere proteiner og færre kulhydrater end hvedepastaen. Du kan selvfølgelig sagtens bruge den vanlige fettucine – eller for den sags skyld ALLE slags pasta. Vælg i så fald én med spinat, mest for farvens skyld.

Bønnepastaen fås i tre udgaver: grøn, orange eller sort. Jeg har brugt den grønne. Du kan også købe pastaen i supermarkeder. Jeg tror, min er fra Irma.

.

kloge hoveder er fyldt med antioxidanter og andre gode sager 

Dette smukke hoved indeholder masser af antioxidanter, der modvirker inflammation i kroppen. Som alle kåltyperne er det i det hele taget super-sundt og ser ud til at forebygge kræft. Spis gerne kål hver eneste dag året rundt. Det er en kæmpegave til din krop. Og der er mange typer at vælge imellem.

.

fettuccine med en hilsen fra Østen

Hverken pasta lavet af hvede eller denne bønnepasta har vildt meget smag i sig selv. Derfor synes jeg, det er en god idé at servere pastaen a la en orientalsk servering. Du kan lave barbecue-sovsen mere eller mindre stærk efter smag og behag.

Jeg har lagt lidt creme fraiche på toppen og drysset med sorte sesamfrø. Men denne tilføjelse kan du sagtens udelade. Og har du ikke sorte sesamfrø så brug de brune – eller drys med hakkede saltede jordnødder.

.

orientalsk inspireret pasta med blomkål og løg

(4 personer)

BBQ-sovs:

2 spsk tamari (soja)

4 spsk chilisovs

1-2 spsk reven ingefær

1 spsk ahornsirup

2 tsk røget paprika

1-2 spsk reven ingefær

friskkværnet peber

pasta:

200 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk jomfruolivenolie

1 lille blomkål, ca. 1/2 kg

400 g fettuccine (enten hvede med spinat eller bønnefettucine)

evt. 1 dl havre-creme fraiche eller planteyoghurt (kan udelades) 

3 spsk fintsnittet koriander (evt. persille)

salt, peber, citronsaft

sorte sesamfrø (kan udelades)

.

Rør først sovsen sammen og smag den godt til. Hvis du vil have den stærkere, så tilsæt lidt mere chili, enten frisk eller tørret, evt. også ingefær.

Skær løgene i tynde både og steg dem gyldne på en pande med olien.

Skær blomkålen i tynde skiver. Brug også de pæneste grønne blade.

Kom blomkålen på panden og hæld sovsen over. Svits et par minutter. Blomkålen skal stadig have bid, så den skal nærmest kun varmes igennem.

Kog fettucinen i rigeligt kogende vand med et drys salt. Kog pastaen efter anvisningen på pakken.

Afdryp pastaen og fordel den på fire tallerkener. Læg grøntsagsblandingen over, drys med hakket koriander og servér straks.

Hvis du vil have lidt ”creme” på toppen, så rør creme fraichen med koriander (eller persille) og smag til med citronsaft, salt og peber.

Drys evt. med seamfrø.

.

 

. 

Share

torsdag

31

maj 2018

17

KOMMENTARER

porrepaté med valnødder – nyd den med de nye kartofler

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

..

paté med valnødder er perfekt til de nye kartofler

En paté, en postej, frikadeller eller bøffer er danskernes foretrukne hovedretter. Men de BURDE ikke være hovedretter, de burde være et lillebitte tilbehør – hvis de altså er lavet af kød. Helt andeledes er det med plantebaseret mad. Her kan du med god samvittighed spise disse retter ad libitum – eller så længe livremmen holder!

Denne paté består, foruden af porrer, af edamamebønner, valnødder og kornflager, som leverer proteinerne.

.

valnøddens velsignelser

Det er en god idé at inkludere mange valnødder i kosten. De kan nydes i alt fra brød, salater og hovedretter til kager og desserter.

Valnødden ligner en lilleput-hjerne, og man har altid ment, at nødden var god for hjernen. Nu har forsøg bevist, at valnødder rent faktisk kan forebygge degeneration af hjernen.

Senest har forskerne kigget på valnødder i forbindelse med tarmfloraen, og det ser ud, som om en gruppe molekyler, der kaldes urolithiner, der frigives ved tarmbakteriernes fordøjelse af valnødder, er gavnlige for vores celler og tarmens immunforsvar. Du kan læse om Tudsskriftet GT,undersøgelsen i det medicinske tidsskrift GUT.

Hvis du bor i Københavns-området, vil jeg anbefale dig at købe dine valnødder og valnøddeolie i Løs Market i Saxogade i København. Jeg har tidligere nævnt butikken, hvor alt købes i “løs vægt”. Og helt specielt vil jeg sige, at butikkens valnødder fra Grenoble er af en helt særlig kvalitet, og også valnøddeolien er stærkt afhængighedsskabende!

.

kom porrer i pateen

.

årets første gyldne guldklumper

For mig er det højtid i øjeblikket. Ikke blot fordi fuglene synger, solen skinner og alt det grønne endnu er nyt og jomfrueligt. For mig er det også højtid, fordi det er TIDEN for asparges og de første nye kartofler. Gastronomisk bliver det ikke større for mig. Jeg bliver ofte beskyldt for at bruge for mange ingredienser og lave for indviklede retter, men her har jeg noget, hvor vi alle kan være med: de førte nye, nyopgravede kartofler nydt med lidt god jomfruolivenolie, en god håndfuld krydderurter og lidt sort lavasalt (almindelig salt er også fint!) på toppen.

Det bliver næppe nemmere eller mere lækkert!

.

porrepaté med valnødder

(4 personer)

2 spsk chiafrø (kan erstattes af hørfrø)

250 g edamamebønner (kan erstattes af andre kogte bønner, fx kidneybønner, hvide bønner, kikærter etc.)

150 g løg

600 g rensede porrer

2 spsk kokos- eller olivenolie

50 g valnødder

100 g sojaflager eller kornflager (havregryn, hvede- eller rugflager)

1 tsk reven muskatnød

1 bdt persille

1 dl plantefløde eller anden fløde

2 spsk citronsaft

rasp efter behov

2-3 spsk tamari (soja)

salt, friskkværnet peber

.

Sæt chiafrøene eller hørfrøene i blød i 3-4 spsk vand  6-8 timer.

Tø edamamebønnerne op og purér dem i en food processor. Kør de udblødte frø med. Hæld det i en stor skål.

Skær 20-30 hele skiver af en porre. Sæt dem til side.

Hak løg og resten af porrerne og svits dem i olien, til løg og porrer er bløde og let gyldne.

Bland porrer og løg i bønnemassen.

Hak valnødderne fint og tilsæt dem sammen med flager, muskatnød, hakket persille, fløde og citronsaft.

Rør farsen godt sammen og tilsæt rasp, hvis farsen er for lind. Smag til med muskatnød, citronsaft, tamari, salt og peber.

Lad farsen hvile en halv times tid og vurdér konsistensen igen.

.

Læg farsen i en smurt ovnfast form. Pres porreskiverne ned i farsen og pensl godt med olie.

Bag pateen i en 200 grader varm ovn 30-40 minutter – eller til overfladen er gylden.

.

frikadeller af porrefarsen

Du kan også stege bøffer eller frikadeller af farsen. Både pateen og evt. bøffer eller frikadeller er velegnede til madpakken.

.

Share