byens bedste burgerboller
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in bøger
.
halvdelen af en burger er bollen

Jeg kender ingen børn, som ikke elsker en burger. Det er værd at huske på, nu hvor skolen snart starter igen. Ganske vist er en burger ikke supernem at transportere som madpakke, men bollen kan evt. deles og de to halvdele smøres hjemmefra med det valgte “smør”, fx mayo, moset avocado, nøddesmør, peanutbutter, remoulade etc. – og bøffen lægges imellem de to stykker. Så kan resten som tomat- og agurkeskiver, salatblade og andet tilbehør transporteres for sig selv.
På den måde kan den glade spiser selv “bygge” burgeren færdig. Og endelig kan burgeren jo også nydes efter skoletid.
.

klassiske burgerboller
(4-5 boller)
20 g gær
2 dl lunkent vand
1 dl lun sojayoghurt eller anden yoghurt
1 tsk sukker
1 tsk salt
4 spsk olivenolie
100 g fuldkornshvedemel
ca. 250 g hvedemel
1 spsk maizena- eller majsmel
2 spsk sesamfrø
.

Rør gæren ud i det lune vand og tilsæt yoghurt, sukker, salt og olie.
Rør fuldkornsmelet i sammen med ca. 200 g hvedemel.
Rør dejen sammen og tag den ud på køkkenbordet. Ælt den glat og smidig med så meget hvedemel, som den kan tage.
Lad dejen hæve tildækket til dobbelt størrelse, 2-3 timer.
Ælt dejen igennem igen og del den i 4-5 dele. Tril dem til runde kugler.
Læg dejstykkerne på bagepapir på en bageplade og tryk dem lidt flade til store runde boller.
Lad bollerne efterhæve ca. 1/2 time.
Rør maizena- eller majsmel ud i 2 spsk vand og pensl bollerne med det. Drys sesamfrøene på og tryk dem lidt ned i dejen med fingrene.
Sæt pladen i en 250 grader varm ovn og skru ned til 220 grader.
Bag bollerne gyldne, 10-15 minutter.
Læg et fugtigt viskestykke over bollerne, så de bevares bløde.
.
burgere med frikadeller

Her er burgerbollerne lagt sammen med mandel/svampefrikadeller, salatblade, tallerkensmækker, tomatskiver og dildolie.
Se opskriften på frikadellerne her.
Der er opskrift på mange andre burgerboller og burgere her på bloggen. Hvis du søger efter “burgere” i spalten th. under “Søg efter opskrift her”, får du mange forskellige forslag.

Skønt at du netop tager dette op, nu hvor skolestart står for døren.
Det ser som altid super appetitligt og indbydende ud.
Luca kommer hjem fra Camp True North i dag (udover at være super spændt på, at høre om ugen, er jeg faktisk også super spændt på, hvad de får at spise. Om de har fat i den ernæringsmæssige side også. De videnskabs camps og spejder camps han har været på har ihvertfald ikke haft fat i den side – og det ku’ jeg jo godt ønske mig, var en del af de ellers så spændende “pakker” )
Kærlige knus
Annie
Det glæder mig, hvis du kan bruge burgerideen, Annie. For det kan sagtens være, at Luca er i”underernæring”, når det drejer sig om noget, der kunne minde om mormors fantastiske livgivende mad. Man skal desværre ikke bilde sig ind, at verden er så ren og grøn madmæssigt, som vi er en del, der kunne ønske os. Men forhåbentlig kommer den opvakte dreng hjem med en masse nye viden og indsigt. Det er jo også vigtigt!
Held og lykke med “madpakkerne” – og
mange kærlige hilsener fra Kirsten
Hej Kirsten
Rigtig god blog, eller er det uddrag af en ny bog du har på tapetet?
Jeg bruger jo flittigt din anden bog.
Har du erfaring med hvilken fedt/olie, der er bedst at stege i?
Jeg synes det i dag er vanskeligt, at få den sprøde og gyldne
Hej Anne Grete Rasmussen, tidligere lektor på Ankerhus
Kære Anne Grete,
Dejligt at høre, at du kan lide min blog. Tusind tak. Det meste på bloggen er opskrifter udviklet specielt til dén. Men det sker også, at der kommer opskrifter, som senere havner i en bog. Faktisk arbejder jeg i øjeblikket på en bog om plantebaserede burgere. Billederne af burgerboller og burgere er beregnet til dén bog.
Med hensyn til olie, synes jeg selv bedst om at stege i kokosolie eller i koldpresset jomfruolivenolie. Hvis du ikke er veganer, får du måske bedst det sprøde og gyldne med smør?
Kh Kirsten
Hej igen
Jeg er ikke vegetar, men synes at naturen/miljøet fortjener at vi nedsætter vores forbrug af animalske produkter betydeligt.
Grunden til mit spørgsmål om hvilket stegefedt, der giver sprød/lys skorpe er, at jeg mener vi stegte sådanne frikadeller da jeg gik på husholdnings seminariet. Måske det var panden af aluminium, der var betydende.
Men tak for dit svar!
Jeg er ved at samle materiale til en bog om husarbejde. Vil gerne lave den virtuel, og sælge den som e-bog.
Kender du nogle der har forstand på det?
fortsat god sommer
Hej Anne Grete
Hi igen Anne Grete,
Det er dejligt med ETHVERT tiltag, der skåner naturen. Den har hårdt brug for det.
Jeg har spurgt en bekendt, der er it-kyndig, om hun kan hjælpe dig med en e-bog, og det mener hun, at hun kan. Hun siger også, at hun simpelt hen kan hjælpe dig på vej, så du evt. selv kan sætte bogen op. Jeg sender hendes telefonnummer til dig pr. mail. Desværre kan jeg ikke selv finde ud af det tekniske i forbindelse med e-bøger. Ellers havde jeg gerne hjulpet dig.
Hav selv en god sommer.
Kh Kirsten
Kan jeg bruge lidt mindre gær og lade bollerne hæve koldt natten over?
Mvh
Jette
Kære Jette,
Jo, du kan sagtens halvere gærmængden og lade den hæve natten over. Du kan også lade være at lune produkterne. Det er måske nemmere.
God fornøjelse!
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Bøger
Seneste Opskrifter
Funktionsdygtig Altid aktiv
Præferencer
Statistikker
Marketing