Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Daglig Arkiv: juni 21, 2024

fredag

21

juni 2024

6

KOMMENTARER

stegte auberginer med hyldeblomsthummus og brændte løgskaller

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

hylden kommer med en duft af midsommer 

Midsommer og duftende hyldeblomster hører uløseligt sammen, og mens vi mest bruger de skønne blomster i det søde køkken, har jeg her brugt hyldeblomstsaft til glasering af japanske auberginer – og drysset med de små hvide blomster.

Hyldeblomster kan nydes på mange måder: man kan glæde sig over synet af de smukke blomster, man kan fryde sig over duften, man kan lave hyldeblomstdrik, -te etc.

Glædelig Sct. Hans.

 

mange typer auberginer

Auberginer kommer i mange former, farver og faconer. Fra de små runde hvide, der har lagt krop til det engelske ord “eggplant”, over trinde lilla frugter, ensfarvede eller stribede – til disse lange japanske auberginer.

Jeg har fået dem af plantepusheren Peter, som har næse for at finde de mest usædvanlige grøntsager. Faktisk er det muligt, at du ikke kan støve netop disse frugter op, men de kan nemt erstattes af en af de andre typer aubergine.

.

midsommermagi med hummus

Som tilbehør til auberginerne foreslår jeg hummus, som kan laves med enten kikærter eller de dansk dyrkede Ingridærter.

Hummus’sen er også smagt til med lidt hyldeblomstsaft.

Brændte løgskaller fuldender smagssymfonien sammen med frø af ramsløg, som endnu kan høstes, hvis man er heldig.

.

stegte auberginer med hyldeblomsthummus og brændte løgskaller

4 lange japanske auberginer, 500-600 g, evt. alm. auberginer

olivenolie

1 portion hummus, evt. lavet af danske Ingridærter

friske hyldeblomster (kan udelades)

2 mellemstore gule løg

ramsløgfrø (kan erstattes af kapers)

glasering:

2 tsk lys miso

2 spsk tamari

2 spsk ristet sesamolie

1 spsk agavesirup eller anden sirup

2 spsk koncentreret hyldeblomstsaft + ekstra til hummus’en

1 spsk reven ingefær

citronsaft

Lav hummus’en og smag den til med lidt hyldeblomstsaft og måske lidt ekstra citronsaft.

Rør alle ingredienserne til glaseringen sammen:

Rør misoen ud i 2-3 spsk varmt vand og tilsæt resten af ingredienserne. Smag glaseringen godt til med citronsaft, tamari, sirup og evt. mere ingefær.

Skær auberginerne i tynde skiver på den lange led. Lad skiverne sidde fast ved stilkenden.

Læg auberginerne i godt varm olie på en pande og spred skiverne ud, så de alle bliver stegt. Pres dem ned i panden med en spatel.

Steg skiverne gyldne på begge sider. Det er vigtigt, at de bliver gennemstegt.

Smør glaseringen på skiverne, mens de er varme, og fold dem lidt sammen, se fotoene.

Du kan stege auberginerne i god tid, og varme dem i ovnen inden serveringen.

Skær løgene igennem og del dem i skaller. Steg kanterne gyldne i lidt olie på panden. De kan også steges i forvejen.

Servér auberginerne portionsvis med hummus og de stegte løgskaller.

Drys evt. med ramsløgfrø eller hakkede kapers og friske hyldeblomster.

Servér fx en salat af nye kartofler til retten – eller grillede majs eller et godt stykke brød.

.

.

Share