squashtærte med jordnøddebund
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
squash og tomater i sprød tærtebund
Hvis du er så heldig selv at dyrke squash og tomater, kan det knibe med at få ideer nok til anvendelse af de leveringsglade frugter. Skal du ud og købe dem, er de også billigst lige nu her i august. Faktisk kan man få en stor squash for en flad femmer.
en produktiv plante
Squash gror lystigt nærmest hvor som helst. På et tidspunkt dyrkede jeg dem i store potter. Det gik fint, og så kunne jeg også bære dem væk fra dræbersneglene. Det er nemlig også deres livret.
nyd også blomsterne
I Italien har man mange lækre retter med både selve squashen og med blomsterne. Blomsterne spiser man enten fritteret eller med forskelligt fyld.
Fyldte squashblomster er en lækker forret, og det er synd at lade de smukke blomster gå til spilde. Se fx squashblomster med kantareller og nødder eller nøddefarserede squashblomster.
tærtebund med jordnøddesmør
Jeg har til tærten valgt en bund med jordnøddesmør, fordi jeg ville lave en helt vegansk tærte. Jeg har brugt hvedemel, men glutenallergikere kan bytte det ud med glutenfri havremel og kikærtemel eller fuldkornsrismel.
Låget på tærten er med cashewcreme og gærflager, hvilket giver en slags “oste”sovs. Selv om du måske plejer at bruge æg, fløde og ost til en tærte, så prøv alligevel denne her. Jeg synes den smager skønt!
Vil du hellere have en “gammeldags” tærte, så prøv ternet squashtærte med oliven.
squashtærte med jordnøddebund
tærtebund:
100 fuldkornshvedemel
100 g hvedemel
100 g jordnøddesmør
1 dl vand
cashewcreme:
50 g cashewnødder
2 dl mandel-, kokos-, sojafløde eller anden fløde
2 spsk HUSK (loppefrøskaller)
2 spsk gærflager (kan evt. udelades)
olivenolie
tærtefyld:
400 g squash
200 g løg
250 g små tomater, fx blommetomater
1/2 dl sesamfrø eller chiafrø
en håndfuld timianstilke
Lav først cashewcremen (eller ”oste”sovsen): findel cashewkernerne. Brug gerne en stavblender. Tilsæt fløde, HUSK, et drys salt og peber samt gærflager. Blend blandingen et minuts tid.
Lad ”sovsen” stå, mens du laver bunden:
Ælt de to slags mel med jordnøddesmørret. Tilsæt et lille drys salt og så meget vand, at dejen bliver tilpas blød til at kunne rulles ud.
Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform eller andet ovnfast fad. Pres dejen op ad siderne med en gaffel og prik bunden.
Sæt formen i en 200 grader varm ovn og forbag bunden ca. 8 minutter.
Tilsæt så meget vand til ”sovsen”, at den bliver som en bechamelsovs. Tilsæt 2 spsk olie. Smag til med salt og peber.
Skær squash, løg og tomater i skiver. Bevar så vidt muligt løgene i hele skiver.
Læg grøntsagerne taglagt i rækker på den forbagte bund. Dryp med lidt olivenolie og sæt fadet i ovnen 15 minutter.
Tag fadet ud og fordel ”sovsen” over grøntsagerne. Pres nogle timianstilke ned i overfladen og drys med sesamfrø eller chiafrø.
Bag tærten færdig, til den er gylden på overfladen, 15-20 minutter.
Drys med lidt frisk timian på tærten. Servér gerne en enkel icebergsalat til med fx et par håndfulde kogte kikærter eller bønner, snittet løvstikke og hvidløgsdressing.
Hej Kirsten.
Hvad er gærflager og hvor kan man købe dem?
Hilsen Dorte
PS. Er vild med dine opskrifter.
Hi Dorte,
Jeg har beskrevet gærflager her: http://wp.me/p5bjYH-2Iz. Du kan købe dem i helsekostforretninger, men de er ikke absolut nødvendige. Jeg bruger dem som smagsgiver.
Og hvor er jeg glad for, at du kan bruge mine opskrifter. Tusind tak! Jeg håber, at du også bliver glad for denne tærte.
Kh Kirsten
Den ser helt fantastisk lækker ud. Jeg er ellers ikke den store tærte spiser, men denne her vil jeg prøve
Det lyder godt, Viveva. Jeg er næsten sikker på, at du ikke bliver skuffet. God fornøjelse!
Kh Kirsten
Hej Kirsten. I dag har jeg lavet din tærte med tomater. Tærtebunden blev blød. Jeg brugte peanutbutter med crunch. Kan det være forklaringen? Jeg forbagte bunden som jeg skulle. Kh Janne
Hi Janne,
Det er virkelig træls med en blød tærtebund. Jeg snakkede netop i går med to bekendte om, hvor trist det er, når en tærte har blød bund. Desværre kan jeg ikke give dig noget perfekt svar. Det KAN være det grove jordnøddesmør, men jeg er ikke sikker. En anden mulighed er, at din ovn er anderledes end min. Måske skal du forbage bunden lidt længere. Den skal være temmelig fast, når du lægger fyldet i. Jeg håber, du får bedre held næste gang, hvis du vover dig ud i endnu et forsøg.
Kh Kirsten
Vi har begge dele i haven og drivhuset, bare en skam cashewnødder er så dyre….
Kære Dorit,
Det lyder dejligt at kunne høste sine egne grøntsager i drivhuset.
Og ja, cashewnødder er dyre. Du kan evt. skifte dem ud med solsikkefrø eller sesamfrø.
Kh Kirsten
Fantastisk. Jeg har lige ved en fejl fået leveret 23 flotte, økologiske porrer og min mand snakkede om porretærte. Jeg må prøve denne, da jeg ikke er så begejstret for tærter med æg og ost 🙂
Hvor skønt, Fenja!
Tærten bliver bestemt også god med porrer. Og her er hverken mælkeprodukter eller æg i tærten.
Hvis du har brug for flere ideer med porrer så se fx de grillede porrer: http://wp.me/p5bjYH-25l, porrer bagt med låg af rösti: http://wp.me/p5bjYH-1HH og porrepaté: http://wp.me/p5bjYH-IY (du kan udelade hytteosten og bruge HUSK i stedet for æg).
God fornøjelse.
Kh Kirsten
Tusind tak for dine forslag. Det lyder lækkert det hele 🙂
Det glæder mig!
Kh Kirsten
Kære Birthe.
Tusind tak for en vidunderlig tærte.
Jeg legede lidt med bunden. Så i stedet for at rulle den ud samlede jeg den, efter at al væsken var suget op, med en ske direkte i tærtefadet og det fungerede fint.
Efter forbagningen lagde jeg squash direkte på bunden derefter tomater og bunden var dejlig sprød.
Endnu en gang tusind tak for altid meget inspirerende opskrifter.
Med kærlig venlighed
Siff
Kære Siff,
Mange tak for din søde hilsen. Jeg bliver altid glad, når andre får glæde af mine “opfindelser”. Jeg har hørt fra en enkelt, som havde problemer med “toppingen” – derfor er jeg ekstra glad for din gode tilbagemelding.
Og som du har bemærket, bliver denne bund med jordnøddesmør mere sprød end sædvanligt.
Kærlige hilsener fra
Kirsten
Din tærte ser fantastisk ud og med super nemme ingredienser 😀 Tak, den prøver jeg den her eller næste uge med mine gule squash fra haven! 😛
Hi Mette,
Jeg håber, du får en vellykket tærte. Jeg har fået mange gode tilbagemeldinger men også en enkelt, som mente, at “toppingen” ikke blev fast nok. Skriv gerne tilbage, hvordan det gik med DIN tærte!
Kh
Kirsten
ps: hvis du spiser æg, kan du tilsætte et æg eller to til “toppingen”.
Tak for en fantastisk opskrift. Jeg har været fan af dig i mange år, mine vegatariske festmiddage er fx ganske slidt, men det er dejligt at du bliver ved at udvikle og forfine dine opskrifter. Tak.
Kære Caja,
Tusind tak for det. Hvor er det sjovt, du stadig har den gamle festmiddage. Den er tudsegammel ligesom hende, der skrev den, men jeg er stadig meget optaget af at udvikle nyt og lave vegetar/veganermad, der SMAGER.
Kh Kirsten
Hej Kirsten!
Tak for opskriften den smagte fantastisk! 😀 Jeg købte mig dog til en bund for at spare tid og så puttede jeg en god slat revet muskatnød i sovsen! Det blev den ikke dårligere af og så må jeg lave din bund snarest 😀
Super god tærte!
Hi Mette,
Hvor er det godt at høre, Mette. Heldigvis kan man altid købe sig til en bund, men jeg tror, at du også bliver glad for jordnøddebunden. Tak for tippet med muskatnød. Det er et dejligt krydderi, som jeg vil komme i toppingen næste gang.
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Kan jeg bruge mandelsmør i stedet for jordnøddesmør?
Kh Helle
Kære Helle,
Ja, det kan du sagtens. God fornøjelse!
Kh Kirsten
Kan tærten fryses? Jeg vil så gerne lave den i forvejen, så jeg ikke står midt i maden, når gæsterne kommer. Og hvor mange mennesker kan blive mæt af én tærte?
Kære Lis,
Jeg forstår godt, at du gerne vil lave gæstemaden til i god tid. Det gør jeg også altid selv. Jeg har ikke prøvet at fryse denne tærte, så jeg kan ikke give dig noget vandfast svar. Hvis jeg var dig, og det er praktisk muligt, ville jeg gøre det hele klar dagen i forvejen: jeg ville lave dejen, rulle den den ud og lægge den i formen. Og så ville jeg lave de andre ingredienser klar også og sætte det hele i køleskabet til næste dag. Så vil det kun tage dig kort tid af “samle” tærten.
Bunden mener jeg godt du kan fryse, hvis du foretrækker frysning. Men jeg er lidt usikker overfor fyldet. Hvis du har tid, så lav en lille prøve og sæt den i fryseren.
God fornøjelse med gæstemaden!
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Tak for alle dine skønne billeder, historier og vanvittig lækre opskrifter 😀
Du er min nye madhelt !
Kh Lise
Kære Lise,
Selv tak. Fornøjelsen er helt på min side! Og så må jeg ærligt sige: jeg ELSKER at være madhelt. Men det forpligter, så jeg håber, at jeg også fremover kan leve op til forventningerne.
Kh Kirsten
Hej Kirsten.
Efter en rejse til middelhavet er jeg blevet helt vild med squashblomster. Men! Hvor kan man få dem herhjemme – og kan man mon få dem friske når man nu ikke lige selv har et lod jord?
Mange hilsner Helene
Kære Helene,
Af en eller anden grund er brugen af squashblomster ikke slået igennem i Danmark. Og det er SÅ mærkeligt, for planterne producerer jo lige så mange blomster som frugter. Og så er blomstrene både lækre og smukke. Jeg har aldrig set dem hos grønthandlere i Danmark, men måske fås de i sæsonen i Torvehallerne i København, men det hjælper jo ikke dig, hvis du ikke bor i København.
Det bedste er, hvis du kender nogen, der dyrker squash. Du kan sikkert få en masse blomster forærende, netop fordi de fleste danskere ikke bruger dem.
Kh Kirsten
Hej Kirsten,
Hvor tykt/tyndt skiver du dine squash? Jeg er bange for at de afgiver for meget væske eller ikke bliver bagt færdigt… Fordi den skal vel være helt blød, ikke?
Hi Marie,
Skiverne skal være 2-3 mm tykke. Du skal ikke være bange for, at de ikke bliver bagt, og da jeg lavede tærten, afgav de ikke nogen særlig væde. Hvis du følger opskriften, burde tærten blive O.K.
God fornøjelse!
Kh Kirsten
Hej Kirsten
Hvad har jeg dog gjort forkert??
Min “ostesovs” blev til “tapetklister” og ubrugelig.
Har du nogle bud på hvad der kan være sket?
Kh Jette
Hi Jette,
Ja, sådan er hilsen er jeg jo ikke glad for. Men tak for den alligevel. Det er nyttigt for mig at høre om andres erfaringer med opskrifterne, især de dårlige.
Jeg vil gerne, at det hele altid lykkes, men det er svært for mig at sige, hvad der er gået galt. Det eneste jeg kan komme i tanker om er, at du måske har bagt tærten i for kort tid. Der er jo forskel på ovne, og måske skulle tærten bages lidt længere i din ovn end i min.
Det fungerede for mig, så opskriften burde være O.K. Hvis du spiser æg, og hvis du har mod på at prøve igen, er du stensikker på et godt resultat, hvis du tilsætter 2 æg og udelader HUSK.
Kh Kirsten
Hej Kirsten,
Er igang med at lave tærten, men mangler angivelse af, hvor mange personer den er til, men går ud fra 4? Skal nok vende retur, hvordan det går.
Kh D
Hi Deborah,
Ja, alle mine opskrifter er til 4 personer. Desværre er det ikke skrevet ved alle opskrifter.
Jeg håber, tærten blev lækker, og jeg glæder mig til at høre fra dig!
Kh Kirsten
Hej Kirsten
Tærten blev rigtig fin, og smagte dejligt. Jeg regnede godt med 4 personer. Vi var 3 og der er 2 fine stykker tilbage, så det passede fint. Jeg serverede miso-ristede kartofler og kikærter og en salat til, så der var ingen undskyldning for, ikke at blive mæt. Mine gæster var vilde med det, så det var dejligt. Jeg ville gerne have haft tærten lidt mere gylden, så jeg skulle have ladet den blive i ovnen lidt længere. Jeg kan ikke med loppefrøskallerne, så jeg brugte en 2 tsk. agar-gar og tænker at 1 var nok faktisk. Jeg blandede lidt vegansk-købeøst i også, men det var ikke nødvendigt. Tærten blev en smule for tør til mig eller også skal jeg lave mere “ostesauce” næste gang. I et almindeligt tærtefad, som jeg brugte er mængden af squash og løg for meget. Det kan ikke være der. I et STORT tærtefad, ville det kunne, men så skal mængden af dej også op. Men alt i alt velllykket. Til dessert fik vi hjemmelavet vegansk gulerodskage med ostecreme (kommer på bloggen), som blev den bedste jeg har smagt overhovedet. Det sagde de også i stalden, hvor de fik resten.
Hi Secrets & Leeks,
Mange tak for din udførlige beskrivelse af dine erfaringer med squashtærten. Det er altid dejligt at høre om andres oplevelser med en opskrift, fx er det godt at høre, at agar-agar virker i stedet for loppefrø. Og med hensyn til dej kontra fyld, er der altid lidt variationer, fx tykkelsen af dejen, fadets størrelse etc. Hvis jeg får overskydende fyld, bager jeg det som regel separat i en lille skål.
Og det lyder fantastisk lækkert med din gulerodskage. Jeg vil holde øje med den på din blog – det vil sikkert mange af mine læsere her også.
Kh Kirsten
Kære Kirsten. Jeg fandt min gamle kogebog Vegetariske postejen, pateer og pier frem i dag og opdagede at den var skrevet af dig. Tak for at åbne mine øjne for grøntsagernes fantastiske smagsvariationer. Det var virkelig en kogebog der gjorde indtryk på mig.
Kh Karin
Kære Karin,
Hvor er det sjovt, at du har den gamle bog. Den er fra før, der var farvebilleder i bøger. Nu er jeg jo lige ved at lægge sidste hånd på min nye “postejbog”: “Klimakærlige frikadeller, bøffer, postejer og pateer”. Og jeg skal da lige love for, at der er sket en del på madfronten, siden den gamle bog udkom. Jeg håber med den nye tidssvarende bog at få mange i tale, for aldrig har vi vel haft mere brug for et alternativ til animalske proteiner end lige nu.
Kh Kirsten
PS: Og det glæder mig rigtig meget, at du har haft glæde af den gamle bog.
Hej Kirsten
Nu har du lige foreslået denne lækre tærte til påsken 2021 🙂
Vi har en lille jordnødde-allergiker på 7 år herhjemme – så kan jeg tilføje noget andet “smør” til dejen i stedet for jordnøddesmør?
Mvh Hanne Rose
Hi Hanne,
Det glæder mig, at du har lyst til at prøve tærten.
Du kan sagtens erstatte jordnøddesmørret med alle andre former for fedtstof: alle former for nøddesmør, vegansk smør, almindeligt smør, olie etc.
God fornøjelse!
Kh Kirsten
Mange tak for en (som sædvanlig) lækker opskrift. Det hele var virkelig så godt, både den sprøde bund med smag af jordnødder, fyldet og sovsen. Det var enkel og “ærlig” mad. Bunden nem at ælte sammen og nem at rulle ud. Det kan godt være lidt svært at finde en tilfredsstillende erstatning for ægge/osteblanding når man laver vegansk tærte, men den her kan absolut anbefales! Jeg er endnu aldrig blevet skuffet over dine opskrifter!
Kære Heidi,
Sikken en dejlig hilsen. Rigtig hjertelig tak. Det både glæder og motiverer med så megen ros!
Kh Kirsten
Endnu engang har det været en fantastisk succes, at følge en af dine opskrifter. Denne tærtebund bliver helt sikkert en klassiker her i huset. Den er nem at arbejde med, og smager utroligt godt. Fyldet er simpelthen så velsmagende og – ja, jeg lavede dobbelt portion, og det fortrød jeg ikke.
Kære Sara,
Hvor er det dejligt at høre. Tusind tak. Det glæder mig SÅ meget!
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Ny bog om dansk nationalklenodie
Klimakærlige opskrifter med plantefars
Supper & Co.– superfood supper
powerfood revolutionen – detox kroppen, boost immunforsvaret og få masser af energi – netop solgt til udgivelse i Tyskland
det æltefri grydebrød
den lille grønne for madpakkespisere
Supper
Text 0
Text 0
Text 1
Text 0
Text 0
Salater
Hovedretter
Brød
Text 0
Text 1
Text 2
Text 3
gulerodsbøffer
indisk curry med auberginer og cashewnødder
bagt blomkål m quinoa og svampe
simregryde med svampe, æbler og rosmarin
ovnbagt rodfrugtmos med linser
majsbøffer med svampe
spidskålsruller med linsefyld og sennepssovs
squash- og tomattærte med jordnøddebund
burgerbøffer af squash m kantareller
grillet polenta m kulørte tomater og “oste”sovs
spidskålssalat med mango og blåbær
grønt-i-grønt squash-lasagne
sommerens hit: hot “chicken” wings – BBQ på den kloge måde!
romerske broccolikarbonader
spidskålssalat med fersken og dild
romersk bønnesalat
gulerods- og bønnepaté
mandelfrikadeller
porrepaté med valnødder
valnøddefalafler i tomatsovs
nøddefrikadeller med lilla spidskålssalat
boller i karry anno 2016
squashfrikadeller med tilbehør
indisk curry med kokosbrød
spidskålssalat med brombær og valnødder
kartoffelsalat med valnødder og dild
tagine med fennikel, oliven og dukkah
glutenfri kerne-knækbrød
spinatlasagne med svampe
Tilmeld
To find out more, including how to control cookies, see here: Cookie Policy