Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Daglig Arkiv: december 18, 2023

mandag

18

december 2023

22

KOMMENTARER

fem små velkomst-hapsere inden julemiddagen

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad, nytår, vegansk julemad, vegansk nytårsmad

.

hallo COOP – har I en god smag i munden?

Kære COOP,

I har sikkert ikke tænkt over det – måske ved I det slet ikke? Det er trist, og derfor bliver jeg nødt til at fortælle jer, at der absolut ingen magi eller Disneysjov er for de op mod 18 millioner slagtesvin, der lægger ryg til den flæskesteg, I sælger til 9,95 pr. 1/2 kg.

Her er tale om dyr, der er blevet pint og plaget i deres (heldigvis) korte liv. I burde vide, at man ikke kan producere dette billige kød uden store lidelser for dyrene, klimaet og naturen.

Som kæmpe-aftager af svinekød, er jeg sikker på, at I kan få adgang til de fabrikker, hvor højtudviklede dyr mishandles hver eneste dag – for at kunne sælges billigst muligt i jeres butikker. Hvis I ser dyrene i øjnene, oplever I måske, at det er levende, følende og nysgerrige væsener, det drejer sig om.

Det kød, som I sælger til denne latterligt lave pris, har yderligere andre gigantiske omkostninger: ikke blot de mange intelligente væseners lidelser, men også de enorme beløb, det koster at genoprette natur, grundvand, ren luft, rent hav etc. Vi bliver nødt til at medregne alle beløb i denne absurde produktion. Det betyder, at disse 9,95 i virkeligheden bliver til mange tusind kroner pr. 1/2 kg, når alle omkostninger regnes med. Det har I sikkert ikke tænkt over.

Men det giver en rigtig god smag i munden at tage hensyn til dyr, natur og klima.

.

jul uden lidelse

Heldigvis er der andre måder at fejre julens kærlighedsbudskab på – og nu er det lige før, det er dagen før dagen …

Så du har sikkert tjek på julens mange arrangementer, men skulle du mangle ideer til det, jeg kalder små hapsere, er her et par forslag.

Det er hyggeligt at byde sine gæster velkommen med et glas og en lille godbid. Her er forslag til fem forskellige små serveringer.

Lækkerbidderne fungerer også fint nytårsaften til et glas bobler og dronningens nytårstale.

.

rillette af jackfruit

Rillette betyder trevlet. I madens verden har det hidtil været lavet af kød af and, gås, svin etc., der simrer i timevis og derefter trevles. Det er hverken kærligt eller bæredygtigt, og derfor er det godt, vi har jackfruiten, for den fungerer fremragende i trevler.

Servér rilletten ved stuetemperatur med ristet brød til.

.

rillette af jackfruit

(4 personer)

50 g skalotteløg

2 fed hvidløg

1 dåse jackfruit, ca. 280 g netto

50 g kokosolie, evt. olivenolie

2 laurbærblade

salt, peber, ahornsirup eller anden sirup

citronsaft

1-2 spsk friske timianblade

ca. 1 spsk sennep

evt. 1-2 spsk cognac

2 spsk hakkede kapers

cornichoner

tynde skiver af ristet surdejsbrød

.

Hak de to slags løg.

Del jackfruiten i strimler. Hak de tykkere stykker.

Smelt olien og tilsæt laurbærbladene. Svits dem et øjeblik og tilsæt løgene. Lad løgene simre 3-4 minutter.

Kom jackfruiten på panden. Drys med lidt salt og peber og tilsæt ca. 1 spsk citronsaft.

Svits jackfruiten 4-5 minutter.

Blend 3/4 af jackfruiten og rør resten i.

.

du kan med fordel blende rilletten lidt mere end den på billedet. Den skal være som en grov postej

 

Smag godt til med salt, peber, sirup, citron, timian, sennep, evt. cognac og kapers.

Servér rilletten med cornichoner og tynde skiver ristet brød.

.

.

rødbederuller med peberrodscreme

Til de små rødbederuller høvles tynde skiver af rødbede på et mandolinjern. Regn med 3-4 ruller pr. person.

Bring lige dele vand, eddike og sukker med et drys salt og peber i kog. Lad sukkeret smelte.

Læg skiverne i den varme lage og lad den koge op. Afkøl rødbederne i lagen.

Smag havre cremefraiche til med fintreven peberrod, salt og peber.

Læg 1/2 spsk af cremen på enden af hver skive og rul dem sammen. Hold rullerne sammen med en cocktailpind.

Drys med lidt dild og/eller timian

På billedet er rullerne serveret med friske kirsebær. Det kan vi ikke gøre på denne tid af året, så erstat kirsebær med blåbær – eller udelad bærrene.

.

indiske løgfritter

Du kan tilsætte krydderier og krydderurter til dejen efter smag. Og så skal fritterne serveres kort tid efter, de er bagt, da de hurtigt bliver bløde. Du kan dog varme fritterne op i ovnen, hvis du har bagt dem i god tid. Så bliver de sprøde igen.

Fritterne hedder på indisk bhajia, og i Indien steger man dem i fritureolie. Jeg foreslår bagning i ovnen. Så sparer du en del fedtstof.

.

sprøde indiske løgfritter (bhajia)

(10-12 stk.)

200 g løg

1 ½ dl vand

75 g kikærtemel (heraf evt. 25 g rismel)

2 spsk citron- eller limesaft

1-3 tsk stødte krydderier som spidskommen, koriander, gurkemeje, kardemomme

hakket frisk chili eller tørrede chiliflager

frisk reven ingefær, evt. frisk koriander

salt, friskkværnet peber

 

Snit løgene i tynde ringe eller både.

Rør vand, kikærtemel og citronsaft sammen. Dejen skal være som en tyk pandekagedej.

Tilsæt krydderier, chili og ingefær efter smag. Hvis du bruger kardemomme, skal du højst bruge 1 tsk stødt.

Smag til med salt og peber.

Lad gerne dejen hvile en times tid.

Tilsæt løgene og vend godt rundt, så du er sikker på, at alle løg er dækket med dejen.

Brug en ske og sæt skefulde af løgdejen på bagepapir på en bageplade.

Bag løgfritterne gyldne i en 190 grader varm ovn ca. 20 minutter.

Servér fritterne straks, da de forholdsvis hurtigt bliver bløde. Du kan dog varme dem op i ovnen, så de igen bliver sprøde.

.

shawarmaspyd med karljohan-mayo

Hidtil har shawarma bestået af stykker af kød, der presses sammen til store “tårne”. Den model holder selvfølgelig heller ikke mere, så her er mit bud på en shawarma af selleri.

Se opskriften her.

.

toast med svampe

Denne lille servering med flødestuvede svampe anrettes på ristede skiver af surdejsbrød.

Du kan pynte med persille og sprøde rødbedechips – eller andre chips.

.

Share