Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Månedlig Arkiv: maj 2022

mandag

30

maj 2022

0

KOMMENTARER

salat af små nye kartofler, avocado og radiser – og en kartoffelmad 

Skrevet af , Posted in salater

.

forsommerens bedste kartoffelsalat

Det er med de nye kartofler som det er med asparges: det er lige nu, og den næste måneds tid, de begge er superlækre. De kan nærmest spises som slik, eller som her i en salat – eller på et stykke højtbelagt smørrebrød, se nederst.

I denne salat er faste små kartofler blandet med avocado, radiser, terninger af agurk, dild og blomster af ramsløg.

.

nyopgravet er bedst

De nye kartofler er bedst, hvis man har mulighed for at få dem direkte fra jord til bord. Så kan man gnide skallen af med fingrene. Har kartoflerne ligget en dag eller to i supermarkedet, må man have grøntsagskniven frem.

Nye kartofler bliver nemt kogt for bløde, hvis man ikke er over dem. Hold øje og sluk for varmen i god tid. Lad kartoflerne mørne færdige i kogevandet.

.

radiser, dild og kartofler er et godt mix

Jeg tror, du kender det: hvor blev smagen af i dild og radiser? Køber man de to ting i et supermarked, har jeg på fornemmelsen, at de er vold-drevet frem, nærmest natten over. Dilden hverken dufter eller smager af dild – og radiserne mangler den skarpe karakteristiske radisesmag.

De heldige dyrker selv disse to skønne venner til kartoflerne.

.

du kan udbygge salaten

Hvis du laver salaten, når de nye ærter er fremme, vinder den ved et par håndfulde nybælgede ærter. Du kan også tilsætte hakkede valnødder og/eller ristede boghvedekerner.

.

salat af små nye kartofler, avocado og radiser 

(4 personer)

½ kg små nye kartofler

2 faste avocadoer

1 bdt radiser

½ salatagurk

ramsløgblade og -blomster eller andre grønne blade

1 bdt dild

dressing:

5 spsk olivenolie

limesaft

1 fed hvidløg

ca. ½ spsk dijonsennep

salt, friskkværnet peber, evt. ahornsirup

Kog kartoflerne netop møre. Sluk i god tid og lad dem mørne færdigt i det varme vand. Afkøl kartoflerne og skær dem evt. i skiver.

Skær avocadoerne i små terninger og vend dem straks i limesaft.

Skær radiserne i meget tynde skiver.

Skær agurken i små terninger.

Snit ramsløgbladene eller evt. andre grønne blade.

Bland alle grøntsagerne.

Rør dressingen godt sammen. Tilsæt presset hvidløg, og smag til med sennep, salt, peber og evt. lidt sirup eller rørsukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Drys med rigeligt klippet dild og evt. ramsløgblomster.

.

.

en lækker kartoffelmad

Det er værd at huske på de nye kartofler som lækkert pålæg her i forsommeren.

Her er et eksempel fra min nye bog “Grønt smørrebrød”. Kartoflerne er pyntet med mayo, hakket løg, nye ærter, estragon, tallerkensmækker og andre krydderurter, oliven og ristede boghvedekerner.

Jeg har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger på bogen. Hjertelig tak til alle jer, der har skrevet. Det glæder mig rigtig meget.

.

verdens første bog om grønt smørrebrød

Bogvægten skriver om bogen:

Ingen har som forfatter og eventyrer Kirsten Skaarup præget det kødfri danske køkken. Nu viser Kirsten Skaarup atter engang vejen med opskriftsbogen ”Grønt smørrebrød”. Det er en formidabel kogebog til alle, der både har kærlighed til det klassiske smørrebrød og til klima, dyr og deres sundhed. Med ”Grønt smørrebrød” får du en skatkiste af smukke og smagfulde ideer til, hvorledes det traditionelle danske smørrebrød kan konverteres til et lige så lækkert et af slagsen på plantebaseret vis. 

Smørrebrød kan udmærket rumme et smagfuldt og lækkert pålæg uden at det vel at mærke er animalsk. Det kan tilmed serveres både visuelt smukt og indbydende i sine grønne klæder. Kirsten Skaarup har i de senere år fået som kendetegn, at hun har en unik æstetisk sans. Hendes smørrebrød er raffineret i både smag og udtryk. Der venter således læseren og hjemmekokken en spændende oplevelse med ”Grønt smørrebrød” i hånden!

Til en start introduceres læseren kort for det at arbejde med plantebaseret smørrebrød. Her er pointen, at der skal være det helt rigtige samspil mellem teksturer og smagsnuancer. Forfatteren giver en lille guide til nogle af de særlige ingredienser, der benyttes i bogens køkken. 

Fortsættes her…

Tak til Nønne Lønne Votborg for den fine anmeldelse.

Share

fredag

27

maj 2022

0

KOMMENTARER

frittata med nye kartofler og asparges – nemt og lækkert

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter

 -c-c.

let sommerhusmad

Hvad serverer man for uventede gæster? Ja, det kunne fx være denne lynhurtige ret med to af forsommerens lækreste grøntsager, små nye kartofler og asparges.

Selvfølgelig er det allernemmeste – og måske lækreste – valg at servere letdampede asparges solo, blot med olivenolie og krydderurter, eller en dressing smagt til med sennep og hvidløg.

.

asparges fra legendariske Søren Wiuff

Min aspargesglæde er svømmet over, og jeg er kommet til at købe en hel del asparges hos den berømte aspargesavler, Søren Wiuff – og så er gode råd dyre. De skønne stængler skal nemlig nydes, mens de er nye og friske.

.

frittata eller tærte?

Jeg kalder en smule kækt retten for frittata, men det er lidt af en tilsnigelse, for en frittata er en slags italiensk omelet med masser af æg. En frittata kan dog også sagtens laves uden æg, se fx her.

I en rigtig frittata ligger grøntsagerne gemt i dejen, men jeg syntes, det var synd at dække disse nye smukke godbidder til, så man kan nemt argumentere, at det mere er en tærte end en frittata.

Men smagen er der ikke noget i vejen med, hvis jeg må være så ubeskeden.

Jeg har brugt fast tofu i retten, men du kan også bruge silketofu, så skal du blot tilsætte mere mel – eller havregryn – så dejen bliver tilpas i konsistensen.

Det sorte salt – kala namak – har en svovlagtig smag, der minder om æg. Det kan evt. udelades, hvis du ikke lige har det på hylden.

.

alternativer

Hvis du synes, det er synd at bage aspargesene, kan du bage bunden alene og servere den som en slags “brød”-tilbehør til let dampede asparges.

Og så er der jo også den klassiske aspargestærte.

.

aspargestærte

En aspargestærte med cashewcreme er også en lækker sag.

.

frittata med nye kartofler og asparges

(4 personer)

frittatadej:

200 g fast tofu, kan erstattes af silketofu, se ovenfor

3 dl havrefløde

2 tsk gurkemeje

100 g polentagryn (groft majsmel)

100 g kikærtemel eller havremel

2 spsk gærflager

2 tsk sort salt  (kala namak), friskkværnet peber

 

½ kg små nye kartofler

800 g asparges, hvide, lilla og/eller grønne

olivenolie

krydderurter

 

Blend alle ingredienserne til dejen. Den skal være helt glat.

Hvis du bruger silketofu, tilsættes mere mel eller lidt havregryn. Dejen skal være så blød, at den nemt kan bredes ud på et stykke bagepapir.

Smag dejen til med salt og peber.

Kog kartoflerne 4-6 minutter afhængig af størrelsen. Afdryp dem.

Skær kartoflerne igennem, med mindre de er meget små.

Skræl hvide asparges. Skræl evt. lilla og grønne nederst på stilkene.

Bred frittatadejen ud på et stykke bagepapir i en ovnfast form. Glat dejen ud med en spatel.

Læg kartofler og asparges i dejen i et pænt mønster.

.

Dryp med olivenolie og drys med krydderurter efter smag og behag. Jeg har brugt persille, purløg, løvstikke og salvie. På den bagte frittata har jeg drysset med dild.

Sæt frittataen i en 190 grader varm ovn og bag den 25-30 minutter. Dejen skal være helt bagt.

Foruden dild, kan du også drysse med salvieblade stegt sprøde i lidt olie på panden.

Servér gerne en skål grøn salat med friske ærter og radiser til.

 .

.

servér med friske aspargesstrimler

Med en tyndskræller kan du høvle tynde strimler af friske asparges og lægge på retten.

.

Share

mandag

23

maj 2022

2

KOMMENTARER

forårsfest: aspargesfrikassé med nye kartofler og svampe

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, småretter, supper

.

nuuuu er de her: de nye kartofler og asparges

Så er de ankommet: kongen og dronningen af grønt. De nye kartofler og aspargesene. Hvert eneste år er glæden og smagsoplevelsen lige stor.

Her er en ret med begge de royale grøntsager. Nogle vil kende retten, for jeg har præsenteret den før. Jeg har imidlertid fået så mange positive tilbagemeldinger på den, at jeg synes, den er værd at minde om, nu hvor den store grøntsagsfest starter.

.

nye kartofler og asparges er en fest

Fejringen af de to forårsbebudere kalder på en festmiddag. Det gamle mormor-porcelæn måtte frem og danner en passende baggrund for de to lækkerier.

.

hvordan nydes kongen og dronningen bedst?

Faktisk synes jeg, den største nydelse af de små nye kartofler og aspargesene er at spise dem naturel, kogt til perfektion – gerne med tilbehør af en trestjernet olivenolie og friske krydderurter.

Netop den helt rette kogning er afgørende for både nye kartofler og asparges. Tykke asparges lægges i kogende vand og koges ca. 3 minutter afhængig af tykkelsen. Tynde asparges koges ca. 2 minutter.

Nye kartofler kan nemt overkoges, og det er ærgerligt. Så forsvinder al nydelsen. Så hold falkeøjet åbent, når du koger nye kartofler. Tjek dem efter 5 minutter og sluk for varmen i god tid – og lad kartoflerne blive helt gennemkogte – men stadig faste! – i kogevandet.

.

sukker eller salt i kogevandet?

Og a propos kogevand: nogle påstår, at både kartofler og asparges bør koges i vand tilsat sukker i stedet for salt. Det lokker sødmen frem i begge slags grønt. Jeg har anbefalingen om sukker til kartoflerne fra en kartoffelavler på Samsø – og kokken Erwin Lauterbach siger, at også asparges bør koges med sukker i vandet. Men afprøv det selv. Måske synes du bedre om salt i kogevandet.

.

frikassé er en slags suppe – rigtig farmormad

Det gamle mormor-porcelæn kalder på en gammel farmor-klassiker som frikassé. Min farmor var verdensmester i frikassé, ganske vist i en helt anden udgave end min. Min farmors var med kød og masser af fedtperler på overfladen.

Men tiderne skifter: nu er kødet erstattet af svampe. Jeg har valgt de lækre shiitakesvampe, men du kan bruge alle mulige andre svampe.

Er frikassé så en forret, en frokostret eller en hovedret? Ja, det afhænger naturligvis af portionernes størrelse. Den nedenstående opskrift er nærmest midt imellem en forret og en hovedret. Den er ikke helt mættende nok som hovedret til fire personer, så servér endnu en lille ret, hvis alle skal være mætte. Eller brug frikasseen som en fyldig forret.

.

aspargesfrikassé med nye kartofler og svampe

(4 personer)

200 g små nye kartofler

4 forårsløg

2 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

200 g shiitakesvampe eller andre svampe

400 g asparges

50 g bælgede ærter

2 dl grøntsagsbouillon

2 dl havrefløde eller anden fløde

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber, rørsukker

evt. maizenamel

ramsløg og/eller kørvel

 

Læg kartoflerne i kogende vand tilsat 1 tsk sukker. Kog dem 5-10 minutter afhængig af størrelsen. Fjern gryden fra varmen, når kartoflerne er halvkogte. Lad dem stå i det varme vand, til de er næsten kogte. Afdryp kartoflerne.

Snit forårsløgene og hak hvidløgene. Svits dem i olien nogle minutter.

Skær svampene i kvarte og tilsæt dem. Svits endnu 3-4 minutter.

Skræl aspargesene og skær dem i mindre stykker. Kom dem i gryden sammen med ærter, kartofler, bouillon og fløde.

Tilsæt lidt citronsaft og lad frikasseen simre endnu et par minutter.

Smag godt til med citronsaft, lidt reven citronskal samt salt og peber.

Hvis du ønsker frikasseen lidt jævnet, så tilsæt 1-2 spsk maizenamel rørt ud i fløde.

Servér frikasseen portionsvis drysset med lidt ramsløg eller kørvel.

.

.

Share