Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegetariske pølserArkiv

søndag

8

december 2019

6

KOMMENTARER

pølsegryde med svampe og spidskål – 8. låge i julekalenderen

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

decembers hurtigste hverdagsret

En ny travl december-uge med mange gøremål ligger foran os. Det ser lidt gråt ud derude, så vi må have fat i den indre sol.

Der kom heldigvis lige en rødhåret juleengel forbi med idé til en lynhurtig og lækker ret i den travle december. Hun gjorde opmærksom på, at december ikke KUN er lækre og udsøgte retter til julefrokosten og juleaften. Der er også dage, der kalder på mere almindelig mad, og ikke mindst noget, der er hurtigt og sundt – og velsmagende.

Alt hvad der kan laves i én gryde eller én pande er som regel hurtig mad, men det betyder ikke, at det ikke er lækker mad.

Med den nemme pølsegryde bliver du desuden tanket op med en masse sunde næringsstoffer. Det kan der være brug for i en måned, hvor nogle af os kan komme til at overspise af det usunde!

.

en grydefuld sundhed

Man kan næsten se på fotoet, at denne ret strutter af sundhed. Og så er den billig. Jeg har brugt de mest almindelige vintergrøntsager som kartofler, gulerødder og kål – og så har jeg drysset med lidt friske blade af rosenkål, men du kan sagtens komme hele eller halve rosenkål i retten også. Så bliver den ekstra sund. Der er stort set frit slag med hensyn til hvilke grøntsager, der bruges. Et par håndfulde hakket grønkål er fx også godt.

En røget smag hører til en pølsegryde, og det kan man få enten med røget paprika eller flydende røg. Jeg har brugt flydende røg i et par tidligere retter, og der har været en del interesse for, hvordan man bedst får røgsmag i maden. Hvis man kan finde en paprika med stærk røgsmag, er det formentlig at foretrække. Det er en smags sag,  om man vil bruge den kemiske flydende røg. Hvis du vil være sikker på, hvad du indtager, så læs her om, hvad røgen indeholder.

.

tofupølser

Der fås flere forskellige slags plantepølser på markedet. Det er individuelt, hvilke man foretrækker. Jeg har her brugt tofupølser. Bryder du dig ikke om denne form for køderstatning, kan du sagtens vælge kogte bønner, kikærter eller linser i stedet.

.

pølsegryde med svampe og spidskål

(4 personer)

150 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

250 g markchampignon

2 spsk citronsaft

½ kg kartofler, hvide og/eller søde

300 g gulerødder

2-3 dl grøntsagsbouillon

2 tsk tørret timian

½ kg hvidkål eller spidskål

2 tsk røget paprika

1-2 dl plantefløde

6-8 plantebaserede pølser, jeg har brugt tofupølser

evt. 1-2 tsk flydende røg

salt, friskkværnet peber

evt. lidt afdryppet planteyoghurt

frisk timian

.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er gyldne.

Skær svampene i kvarte og tilsæt dem sammen med citronsaften. Svits et par minutter mere.

Skær kartoflerne i terninger og gulerødderne i skiver. Kom dem i gryden og tilsæt bouillon og timian.

Lad grøntsagerne simre 5 minutter.

Skær kålen i terninger og tilsæt den sammen med paprika, fløde og pølser. Du kan evt. skære pølserne i mindre stykker.

Lad retten simre endnu 5 minutter.

Tilsæt evt. lidt flydende røg. Pas på, det bliver hurtigt for meget, så start med 1 tsk.

Smag godt til med salt, peber og røg.

Du kan evt. dryppe med lidt yoghurt. Drys med frisk timian – og servér gerne kogt quinoa eller hele korn som perlebyg eller perlespelt til pølsegryden.

.

 

.

Share

onsdag

30

marts 2016

16

KOMMENTARER

brunkål på den kloge måde

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

brunkål er mormormad med sund fornuft

brunkål.1

Her er et bud på vinterens sidste udkald for hvidkålen. Det store faste hoved har klaret sig godt gennem hele vinteren, men mon ikke vi alle længes efter de nye grøntsager?

Men vi må vente lidt endnu, og hvidkålen står fint distancen i denne gamle ret, faktisk en slags fattigmandskost før i tiden. Der er stor interesse for mormormad i øjeblikket. De yngre generationer vil spise boller i karry, forloren hare, brunkål og lignende gamle retter. Det er mad, der traditionelt for forbundet med kød, men de kan sagtens laves med vegetabilske produkter.

Jeg synes, det er sjovt at modernisere de gamle retter, og her er så et bud på, hvordan man kan spise en dansk klassiker på den bæredygtige og fedtfattige måde.

Den klassiske brunkål laves med smør og sukker på samme måde, som når man laver brunede kartofler. Jeg har erstattet de to ting af lidt olie plus blåbærsirup.

 .

hvidkål har hovedet fuldt af gode stoffer

hvidkål

Der er meget godt at sige om hvidkålen. Den har hovedet fuldt af vitaminer og mineraler, og så er det billig mad. Der er ufattelig mange potente stoffer i hvidkål i forhold til prisen. I gamle dage kaldte man hvidkål for de fattiges medicin.

Hvad man ikke vidste dengang er, at hvidkål er spækket med fytokemikalier som thiocyanater, indoler, lutein, zea-xanthin, sulforafan og isothiocyanater. Disse stoffer er meget kraftfulde og forebygger flere forskellige former for kræft. Og så balancerer de kolesterolbalancen.

Mange forsøg har vist, at kål er virksom som kræfthæmmer. Det skyldes især det store indhold af antioxidanter, den antiinflammatoriske virkning og mængden af glukosinolater, som næsten kun findes i kål. Det svovlholdige stof, som også giver kålen dens karakteristiske smag, bruger planten til forsvar mod sygdomme og skadedyr. Og måske har disse stoffer samme virkning i kroppen.

Der er A- (beta-caroten), B- (især folat), C- og K-vitaminer i kål. K-vitamin er vigtig for knoglerne og ser ud til kunne hindre skader i hjernen og er dermed aktiv i forebyggelsen af Alzheimers.

Kål indeholder mange mineraler som kalk, kalium, mangan, magnesium og jern.

 

 brunkål.3

brunkål på den kloge måde

1 spsk spidskommen eller alm. kommen

150 g løg

3 spsk kokos- eller olivenolie

1 hvidkålshoved (godt 1 kg)

1-1 1/2 dl blåbær- eller ahornsirup

1/2 dl tamari (soja)

400 g kartofler

1 håndfuld friske timianstængler

3 laurbærblade

10 veganske pølser (200 g), evt. røget tofu eller kogte bønner

citronsaft

rugbrød

 

brunkål

Rist kommenfrøene i en tør gryde, indtil de dufter.

Skær løgene i tynde både og kom dem i gryden sammen med olien. Svits løgene, til de er klare.

Snit hvidkålen fint og tilsæt dem sammen med sirup og tamari. Svits et par minutter.

Skær kartoflerne i skiver og kom dem i gryden sammen med timianstilkene (gem lidt til pynt), laurbærbladene og et godt drys friskkværnet peber. Sørg for at kartoflerne er dækket af kålen.

Lad kålen simre under låg 20 minutter. Vend rundt i den engang imellem.

Tilsæt pølserne (eller tofu, bønner eller hvad du har valgt) og lad retten simre endnu 10-15 minutter.

Smag til med sirup, salt, peber og citronsaft.

Servér rugbrød til brunkålen plus evt. lidt god jomfruolivenolie til at dyppe brødet i.

 

brunkål.2

Share

fredag

12

juli 2013

0

KOMMENTARER

fyld til burgere

Skrevet af , Posted in frokostretter

fyld til burgere



burgere af godt brød smøres med

moset avocado

mayonnaise smagt til med sennep

svampecreme

hummus

jordnøddesmør

_______________________________________________________________________________________________________________

burgerne lægges sammen med

bønnefrikadeller eller andre plantefrikadeller (kartoffelfrikadeller, squashfrikadeller, linsefrikadeller etc.)

falafler (”kugler” af mosede kikærter)

skiver af svampepaté eller anden plantepostej/-paté

grillede skiver af aubergine

grillede peberfrugter

grillede skiver af squash

store grillede svampe

artiskokbunde

+ salat, tomat- og agurkeskiver, radiser, skivede oliven etc.


I helsekostbutikker kan du desuden købe forskellige former for plantebaserede burgere, “pølser” og mange slags smørepålæg.

_________________________________________________________________________________________________________________________


eksempler på kombination af burgere

1. brødet smøres med jordnøddesmør, og burgeren fyldes med grillet aubergine + grillede svampe + salatblade + tomat- og agurkeskiver

2. brødet smøres med moset avocado, og burgeren fyldes med en skive plantepaté eller en bønnefrikadelle + syltet agurk, et par løgringe, friske agurkeskiver og salatblade + evt. spirer

3. brødet smøres med pesto, og burgeren lægges sammen med flåede peberfrugter, en stor grillet svamp, agurkeskiver og salatblade


Share