Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegetarisk spaghettiArkiv

lørdag

8

oktober 2016

22

KOMMENTARER

squash”spaghetti” med kikærter, kartofler og chili

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

årets billigste ret – glutenfri “spaghetti”

squashspaghetti-3

Retten har skylder jeg min ven, grøntsagspusheren Peter, stor tak for. Peter og Fruen skulle for nylig på ferie, og pusheren havde været på et økologisk gartneri kort forinden og ladet sig friste over al fornuft af så store mængder økologiske grøntsager, at familien ikke kunne nå at spise alle de skønne sager, før de rejste. Det kom mig til gode, og da jeg bl.a. stod med en favnfuld squash, måtte jeg lede godt og grundigt i den kreative skuffe efter en god idé, for jeg har lavet rigtig meget med squash i den seneste tid.

En af mine livretter – hvis maden skal være lynhurtig – er spaghetti med kikærter, terninger af kartofler og chili. Det er en ufattelig enkel ret, men meget, meget lækker, synes jeg. Den er bevis på, at det helt enkle ofte er det skønneste.

Og hvorfor så ikke lave squashene om til “spaghetti”? Mange mennesker tåler ikke gluten, og det kan man så komme uden om ved at “høvle” grøntsager som squash, gulerødder, pastinakker etc. til “spaghetti”. Det gøres med en såkaldt spiral slicer, som jeg dog ikke selv har. Så jeg bruger et mandolinjern og håndkraft, se opskriften nedenfor.

 

squashspaghetti

billig mad

Denne ret er virkelig, virkelig billig, men et par af bloggens læsere har for nylig skrevet, at de synes, jeg bruger meget dyre råvarer. Det er jeg selvfølgelig ikke enig i, for her handler det om vegetabilske, økologiske råvarer næsten hele vejen igennem. Og de er langt billigere end animalske produkter. Skal man vurdere, om mine retter er dyre eller billige, må man holde dem op imod, hvad en tilsvarende kødret koster. Og her vinder mine retter stort. Man får 1 kg letfordøjelige og klimavenlige proteinprodukter som bønner, kikærter eller linser for ca. 40 kr. De tilsvarende proteiner hentet fra kød er mange gange dyrere. Især hvis man tæller det hele med. Det er der mange, som ikke tænker over.

Hvis man spiser kød, må man nemlig ikke glemme, at prisen desuden er tårnhøj andre steder end i ens egen pengepung.  Der er en “pris”, som naturen, klimaet og dyrene betaler. Og den er tårnhøj! Det vil tage generationer at rette op på alt det svineri, vi forårsager med produktion af dyr.

Det koster på alle parametre at sende proteinerne igennem dyrene. Foruden vores egen natur ødelægger vi jorden og livsgrundlaget for fattige bønder i Asien og Sydamerika, som dyrker den soja, vi putter i dyrene. Og så har jeg slet ikke nævnt transporten og dyrenes lidelser. Vi kan ikke være det bekendt!

Jeg hører meget gerne fra jer derude, hvad I synes om prisniveauet på de retter, jeg udvikler.

.

squashspaghetti-1

squash”spaghetti” med kikærter, kartofler og chili

150 g kikærter

400 g kartofler

3/4 kg squash

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

1 chili eller efter smag

2 spsk kokos- eller olivenolie

2 dl soja-, kokos- eller mandelfløde

2-3 spsk chilisovs

lime- eller citronsaft

1 bdt persille

 

Læg kikærterne i blød ca. 8 timer. Kog dem i nyt vand 15-20 minutter og afdryp dem.

Kog kartoflerne møre. Afkøl og pil dem. Skær dem i små terninger.

Høvl squashen i tynde skiver på et mandolinjern og skær skiverne i tynde ”spaghetti”strimler. Eller brug en ”spaghetti”maskine til grøntsager.

Hak løg, hvidløg og chili (fjern kernerne) og svits de tre ting i olien til løgene er let gyldne.

Tilsæt fløde og chilisovs. Smag godt til med salt, chili og citrussaft.

Vend kartofler og kikærter i sovsen.

Hæld kogende vand over squashen i en sigte. Afdryp ”spaghettien” og fordel den straks i fire tallerkener.

Læg sovsen ovenpå og drys med persille.

 

squashspaghetti-2

 

Share

lørdag

10

oktober 2015

0

KOMMENTARER

hjemmelavet tomatpesto & pasta med kikærter

Skrevet af , Posted in hovedretter

 .

11. oktober 2015

 

smag på det ægte Indien

Chettinad

Danmark – et vegetarisk u-land

Skyldes det mon vores 30 millioner årligt slagtede svin i Danmark, at det er så svært at opdrive en restaurant, hvor man kan få et gedigent måltid mad uden kød og fisk?

Jeg har for nylig været i Riga i Letland, og her har de allerfleste restauranter adskillige vegetarretter på menuen. Det samme gælder England, Tyskland, ja alle andre europæiske lande. Der er en del restauranter i Danmark, der ikke har fornemmet, at vinden er ved at vende. Flere og flere vælger kødet fra, men her i landet får jeg altid tilbudt, at de kan fjerne kødet fra pastaen. Jamen, jeg er DØDtræt af pasta. Jeg går ikke ud og spiser for at spise pasta. Det kan jeg lave på 10 minutter herhjemme.

Forleden spiste jeg i Meyers Madhus i Lyngby. Jeg var på forhånd overbevist om, at her måtte man bestemt have flere grønne retter på kortet. Men nej!

Altså: der er ikke andet for end at vende blikket mod Indien. Det er nemlig et madmæssigt I-land. Inderne har i årtusinder spist vegetarisk, og nu kan man nyde 100% vegetarisk indisk mad på Godthåbsvej i København. Restauranten hedder “The South Indian”, og her serveres dét, restauranten kalder street food. Det var naturligvis min indiske rejsefælle Gunhild, der altid har et øje på hver finger, der gjorde mig opmærksom på den dejlige restaurant, hvor vi sammen lod den indre indiske film køre, mens vi nød den autentiske mad.

Logo-positiv

 

verdens bedste pandekager

Sydindien er madmæssigt især kendt for deres dosaer, pandekager. Og dem kan man få hos “South Indian”, oven i købet fuldstændig autentiske.

En stææææærk suppe med 64 forskellige krydderier var også så uforfalsket indisk, og den straks sendte mig tilbage til solbeskinnede Kerala.

Mange indiske restauranter serverer mad, der er tilpasset Europa. Det gør de ikke på “South Indian”. Her er det som at være tilbage til potter og pander, der  svinges over åben ild og krydres med rund hånd.

 

indiske masala dosa

masala-dosa-pc3a5-fad-2

Det er ganske nemt at lave de sprøde pandekager selv. De består af rismel og kikærtemel. Masala dosa betyder pandekage med kartofler. I min udgave er der lidt flere grøntsager, og den fyldte pandekage passer fint som hovedret.

Se opskriften her.

 


10. oktober 2015

 

skønt og hjemmelavet – pasta & pesto

tomatpesto.2

jeg kan lige nå endnu en hip tomatopskrift – eller to

Hvis man har et par tomatplanter, er det nu allersidste udkald for årets sidste frugter, som passende kan havne i en skøn pesto, der kan bruges til alt fra dips til supper og sovse. Fx er pestoen en hurtig sovs til pastaretten nedenfor.

Hvis du plejer at købe din tomatpesto på glas, så får du en glædelig overraskelse, når du prøver denne hjemmegjorte. Pestoen har en dyb smag af sol og sommer.

Se opskriften her.

 

pasta med smagstæt tomatsovs

pasta-m-tomatsovs

Pasta er en af verdens hurtigste retter at lave – og en af de mest elskede. Der er ikke forfærdelig meget næring i almindelig pasta – det er kun hvede og vand – så brug gerne fuldkornspasta. Hvis du lider af glutenallergi, er det en fin løsning af lave “pasta” af fx gulerødder og squash. Se opskriften her.

 

pasta med kikærter & tomatsovs

1/2 dåse kikærter (eller udblødte og kogte)

1 portion tomatpesto

350 g spaghetti eller anden pasta

25 g små sorte oliven

frisk basilikum

evt. tør ost

 

Hvis du selv koger kikærterne, så start med det. Måske har du en portion kogte liggende i fryseren. Så er retten ekstra hurtig. Ellers afdryp ærterne fra dåsen.

Lav pestoen.

Kog pastaen i rigeligt letsaltet vand. Se kogetiden på pakken.

Afdryp pastaen og servér den i fire dybe tallerkener. Drys kikræterne på og fordel tomatpestoen øverst.

Pynt med sorte oliven, basilikumblade og evt. reven ost.

 

Share

fredag

10

april 2015

6

KOMMENTARER

grøntsags”spaghetti” på bund af auberginer

Skrevet af , Posted in hovedretter

12. april 2015

.

trængsel i baghaven

musvit

Der var travlhed i min baghave – en lille skov – i går. Små og store forsynede sig med kerner og frø – og de første skud på de små buske.

I dag skutter både musvitter og rådyr sig i kulden.

 

rådyr

.


11. april 2015

.

store ramsløg-weekend

ramsløg

Jeg tjekkede det lige i går: nu er ramsløgene så store, at man kan få til både pesto og suppe. Jeg skal lige nu i gang med en broccoli/ramsløgsuppe, der er en ren booster for helbredet.

Og når man er ude at samle ramsløg, kan man lige så godt nippe nogle små nye skud af skvalderkål med til salatskålen eller suppegryden. Her er en salat med de nye skud, der er nærmest sprækkefærdige af vitaminer, mineraler og andre fantastiske stoffer, der sætter gang i en vintertræt krop.

 

spidskålssalat med ramsløg og skvalderkål

spidskålssalat m skvalderkål

1/2 lille spidskål

2-3 håndfulde små skud af skvalderkål

20-25 ramsløgblade

50 g hasselnødder

1 dl tørrede tranebær (kan erstattes af rosiner eller blåbær)

kapersvinaigrette:

5 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft

2 spsk hakkede kapers

1/2 spsk fintreven skalotteløg

 

Snit spidskålen papirtyndt. Snit de vilde planter.

Skær nødderne i flager og rist dem gyldne på en tør pande.

Bland kål, vilde planter, nødder og tranebær med hakket persille.

Rør en dressing af olie, citronsaft, kapers, løg og et par spsk vand. Smag godt til med salt og peber og evt. et nip sukker.

Hæld dressingen ovr salaten og vend rundt.

 


 

10. april 2015

.

alternativ til italiensk klassiker

 

grøntsagsspaghetti

Spaghetti er en af verdens mest populære retter, elsket af både små og store.

Spaghetti er normalt lavet af hvede og vand – enklere kan det dårligt blive. Men mange kan ikke tåle gluten, som jo findes i hvede. Derfor er det en god idé at bytte hvedepastaen ud med “spaghetti” lavet af grøntsager. Jeg har her brugt gulerødder og squash, men du kan også bruge andre faste rodfrugter som persillerod eller pastinak. Selleri er også en mulighed, men så bliver “pastaen” kortere.

Pastasovsen er af tomat med terninger af aubergine.

grøntsagsspaghetti.2

grøntsags”spaghetti” med svampe

350 g gulerødder

400 g squash

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

250 g svampe, gerne små bøgehatte

citronsaft

2 tsk oregano

frisk timian

tomatsovs:

300 g aubergine

1 lille skalotteløg

1 stilk bladselleri

2 spsk olivenolie

1 dåse hakkede tomater

2 tsk tørret timian

2 tsk kanel (kan udelades)

et nip chiliflager (kan udelades)

 

grøntsagsspaghetti.3

Lav først tomatsovsen: skær auberginen i små terninger og læg dem i saltvand en halv times tid.

Hak løg, hvidløg og bladselleri og svits grøntsagerne i olien 3-4 minutter.

Afdryp auberginerne på et klæde eller køkkenrulle. Svits dem med ved god varme. Tilsæt evt. en smule mere olie. Men spar på olien. Auberginer suger al den olie, de kan få!

Hæld tomaterne ved, når auberginerne er gyldne, og tilsæt timian og evt. kanel og chili. Læg låg på gryden og lad sovsen simre over svag varme, mens du laver ”spaghettien”.

Start med at høvle gulerødder og squash i lange strimler på et juliennejern. Du kan høvle dem tynde som spaghetti eller i bredere bånd som fettuccine.

Skær løgene i tynde både og hak hvidløgene. Svits de to ting i olien til løgene er let gyldne. Tilsæt svampene og steg for rask varme et par minutter. Tilsæt 1-2 spsk citronsaft, oregano og et drys salt og peber.

Kom ”spaghettien” på panden og varm grøntsagerne igennem. De skal ikke være særlig møre, blot gennemvarme. Smag til med salt og peber.

Smag også sovsen til med salt, sukker og citronsaft og fordél den i fire dybe tallerkener. Sæt en portion ”spaghetti” i sovsen på hver tallerken og pynt med lidt frisk timian.

 

grøntsagsspaghetti.1

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på ikonet share/save nedenfor. Her skal du trykke på “print friendly”, så kan du klikke billederne væk og kun printe teksten ud.

 

Share