Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

veganske pandekagerArkiv

tirsdag

3

december 2024

6

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 – luk op for låge nr. 3

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

julemandens pandekager

Her er solid mad, der passer til en julemand i kanefart.

Rødbeder mætter godt og rækker langt. Disse pandekager er skøn basismad i december.

Samtidig er rødbeder billig mad, og det kan man måske også have brug for i den dyre december. Samtidig er rødderne blandt de absolut sundeste fødevarer, vi kan spise.

.

rødbeder og peberrod – god gammel bondemad

Vi har dyrket rødbeder i Danmark i hundredvis af år, og rødbeden har, ligesom kartoflen og gulerødderne, fyldt utallige sultne maver gennem tiderne.

Tidligere havde vi i Danmark ikke meget at krydre maden med. Men peberrod har vi haft, og den har været brugt som smagsgiver i umindelige tider. Og peberrod passer perfekt til rødbeder.

Rødbeder kræver temmelig lang tid at koge eller bage i ovnen. Her er sparet på energien på den måde, at de rå rødbeder rives og blandes i pandekagedejen.

.

pandekager med brombær

Brombærsæsonen er desværre forbi, men du kan i stedet bruge blåbær – eller helt udelade bærrene.

Hvis du tilbereder pandekagerne med sukker i stedet for salt, kan de serveres som dessert med brombærsyltetøj. Steg i givet fald pandekagerne tyndere end du ellers ville. Jeg har lavet pandekagerne temmelig tykke, fordi det er madpandekager.

Men måske skal retten være endnu mere mættende?

.

pandekager med svitset grønt

Hvis pandekagerne skal udgøre en mættende hovedret, så svits de grøntsager, du har på lager, som tilbehør til pandekagerne.

Du kan bruge løg, blomkål, broccoli, hvidkål, svampe – eller hvad du har i grøntsagsskuffen. Så undgår du også madspild. For ekstra proteiner kan du tilsætte en brik kikærter, linser eller bønner.

Jeg har desuden drysset med valnødder og hasselnødder.

Svits findelte grøntsager hurtigt i lidt olie på panden, når du har bagt pandekagerne.

I stedet for forslaget nedenfor med kikærtemel og havre, kan du bruge den pandekagedej, du plejer, og blot tilsætte de revne rødbeder.

.

rødbedepandekager med peberrodscreme og grøntsagsmix

(8-10 tykke pandekager)

100 g kikærtemel

100 g havremel (evt. hvedemel)

50 g havregryn

ca. 3 dl vand

1 tsk salt, friskkværnet peber

300 g rødbeder

100 g løg

1 spsk spidskommenfrø, evt. fennikelfrø

olie til stegning

evt. blanding af grøntsager til topping

frisk koriander eller persille

evt. 1 brik kikærter, linser eller bønner

peberrodscreme:

2 dl havre cremefraiche eller anden cremefraiche

1 dl havrefløde eller anden fløde

reven peberrod efter smag (kan erstattes af ingefær)

citronsaft

1 bdt persille

.

Rør dejen sammen af de to slags mel, havregryn og 3 dl vand. Tilsæt salt og lidt peber.

Lad dejen hvile en times tid, evt. til næste dag.

Riv rødbederne fint på et rivejern, eller findel dem i en foodprocessor.

Hak løgene fint.

Rør rødbeder og løg i dejen sammen med spidskommen eller fennikel.

Dejen vil formentlig være for tyk på dette tidspunkt, så tilsæt vand, til dejen er som en almindelig pandekagedej.

Steg 8-10 pandekager med en diameter på 14-15 cm. Du kan også lave færre og større pandekager.

Olien skal være godt varm, når du hælder dejen på panden, ellers hænger den i – og vend først pandekagen, når overfladen bobler lidt op og ser tør ud.

Steg pandekagerne på begge sider.

Svits hurtigt de grøntsager, du ønsker at servere til pandekagerne.

Rør creme fraiche og fløde sammen og tilsæt fintreven peberrod efter smag. Smag godt til med peberrod, citronsaft, salt og peber.

Servér cremen til pandekagerne sammen med de svitsede grøntsager. Drys med frisk koriander eller persille.

Nedenfor er retten også drysset med friske valnødder.

.

.

Share

fredag

6

oktober 2023

6

KOMMENTARER

mexikanske pandekager med bønnefyld og avocado

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

 pandekager for voksne

Alle elsker pandekager. De fleste er vilde med de tynde disko’er, der kan nydes enten med sødt eller salt. Pandekager er comfort food for både små og store. Her serveres de dog med et skud mexikansk chili, så de er lidt mere for voksne.

Det er en tilsnigelse at kalde disse pandekager for mexikanske, for faktisk er de indiske. De er bagt med kikærte- og rismel ligesom de indiske dosaer, der er uden hvedemel og æg. Retten er således en krydsning mellem det mexikanske og det indiske køkken.

..

snyde-tacos

Retten er en kopi af de mexikanske tacos, hvor pandekagen vil være bagt med majsmel. Det er også muligt at købe færdige, sprøde tacos, og dem kan man sagtens bruge, hvis man ikke vil bage pandekagerne selv.

.

råvarerne findes ved vejsiden

Mexiko kvinder.blog

På markeder og langs veje i Mexiko træffer man kvinder, der ofte har gået mange kilometer tidligt om morgenen for at bringe deres grøntsager til  byen.

De vigtigste næringsmidler i Mexiko er majs, bønner, kartofler, avocado og andre grøntsager. Nogle af dem finder du i denne ret, der indeholder gode proteiner fra to slags bønner.

.

mexikanske pandekager med bønnefyld og avocado

(4 personer)

pandekager:

200 g kikærtemel

100 g rismel

50 g havregryn

4-5 dl vand

2 tsk salt

olie til stegning

fyld:

2 dåser kidneybønner a 250 g (eller 200 g tørrede, udblødte og kogte bønner)

100 g løg

4 fed hvidløg

chili efter smag, gerne habanero eller chipotle

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk olivenolie

1 dåse små hele tomater (Mutti) eller 250 g friske sherrytomater

evt. 2 dl tomatpuré

100 g edamamebønner (købes frosne i supermarkedet)

1 limefrugt

råsukker, salt

2 avocado

evt. planteyoghurt

frisk koriander

mexikanske-pandekager-blog-1

mexikanske-pandekager-blog.3

Pisk de to slags mel og havregrynene i vandet. Sørg for at alle klumper er opløst. Tilsæt saltet.

Lad gerne dejen stå tildækket i stuetemperatur til næste dag. Men du kan også blot lade dejen stå et par timer.

Steg 14-16 små tynde pandekager af dejen. Dette kan evt. gøres dagen før, du vil servere retten.

Også bønnefyldet kan tilberedes i god tid eller dagen før: afdryp bønnerne fra dåse – eller kog udblødte bønner, se om kogning af bønner her.

Hak løg og hvidløg. Snit chilien (fjern kernerne). Du kan også købe habanerochili og chipotle på dåse eller tørrede.

Svits løg og chili i olien, til løgene er let gyldne.

Tillsæt dåsetomaterne med det meste af væden – eller kom de friske tomater i sammen med tomatpuré.

Kom kidneybønner og edamamebønner i retten og lad den simre 5-10 minutter. Smag til med salt, chili og limesaft. Tilsæt evt. også et lille drys sukker.

Hvis du har bagt pandekagerne og lavet bønnefyldet i forvejen, så varm begge dele op i en 200 grader varm ovn 10-15 minutter.

Del imens avocadoerne og tag kødet ud. Skær det i skiver og vend det straks i limesaft.

Servér pandekagerne portionsvis med bønneblandingen på toppen. Pynt med avocadoskiverne og drys med frisk koriander.

.

mexikanske-pandekager-blog.2

.

Share

fredag

3

januar 2020

20

KOMMENTARER

indiske dosaer med spicy kokos-rødbeder – nemt og billigt i januar

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

skyd året i gang med stærke krydderier

Som den første ret i januar foreslår jeg de lækre indiske pandekager, dosaer. De belaster hverken pengepungen eller klimaet. Oven i købet er det en kalorielet og velsmagende ret. Den er dejligt krydret og giver varme i kroppen.

Det nye år starter med smagen af ansvarlighed. Den kommer her i vinterhalvåret bl.a. fra dansk dyrkede rodfrugter. Hovedingrediensen i denne ret er rødbeder, og det er en rodfrugt, der har været dyrket i Danmark i århundreder.

Allerede i marts 2019 havde vi i Danmark opbrugt den kvote, der var til hver enkelt af os af jordens ressourcer. De følgende 9 måneder plyndrede vi planeten. Skal vi ikke gøre det lidt bedre i år? Det er mad-aktivisme at vælge flest mulige råvarer fra vores eget område.

.

rødbederne kan spises med andet tilbehør

Hvis du vil slippe for at bage pandekagerne, kan du i stedet servere et tilbehør af kogt, dansk dyrket quinoa. Det kan også være en salat som quinoasalat med kikærter, der ses på fotoet nedenfor. Den indeholder også edamamebønner, så det er en dejligt mættende og proteinrig salat.

Du kan også vælge et tilbehør som løskogte ris, men de er knap så klimavenlige. Ris kan i øvrigt byttes ud med hele kogte korn som hvede, spelt eller rug. Disse kornsorter er en fremragende erstatning for ris.

.

quinoasalat med kikærter

.

dosaer med spinat

I Indien bages pandekagerne udelukkende med kikærtemel og rismel. De er som regel store som møllehjul, tynde og lidt sprøde. Mine dosaer her er lidt tykkere og meget mindre, end dem man får i Indien. Til gengæld har jeg tilsat et par håndfulde spinat, som giver både farve og ekstra næringsstoffer.

.

ægte indiske dosaer

Her er et billede af ægte indiske doser. I Sydindien er masala dosa (pandekager med brasede kartofler) klassisk morgenmad. Jeg elsker disse pandekager, der serveres med en eller to slags stærkt krydret dip. Så er dagen ligesom skudt i gang!

Her kan du se, hvordan en inder bager dosaer. Det foregår som regel på en stor jernplade.

.

bønne- eller linsemel i ægte dosaer

De originale indiske dosaer laves med linse- eller bønnemel – foruden kikærte- og rismel. Jeg har udeladt dette i opskriften, fordi jeg mente, det kunne være besværligt at skaffe linse- eller bønnemel. Men efter jeg har udgivet dette indlæg, har jeg fået rigtig mange kommentarer, dels fra nogle, der synes at retten smager skønt, dels fra nogle, der efterlyser en original indisk opskrift på dosaer.

Hvis du vil lave pandekagerne så indiske som muligt, så erstat noget af kikærtemelet med linsemel eller bønnemel. Bønnemel finder du i indvandrerbutikker. Linsemel fås i COOPs butikker eller hos Rawfoodshop.

Lad gerne dejen fermentere 2-3 dage, før du bager dosaerne.

.

indiske dosaer med spicy kokos-rødbeder

(4 personer)

dosaer:

150 g kikærtemel (heraf evt. 50 g linse- eller bønnemel)

50 g rismel

4-5 dl vand

1 tsk salt

1 stor håndfuld spinat, frisk eller frosset

kokosolie til stegning

rødbedecurry:

¾ kg rødbeder

150 g løg

6 fed hvidløg

1 chili eller efter smag

5-6 kardemommekapsler (eller 1 tsk stødt kardemomme)

½ spsk sorte sennepsfrø

4-5 kaffirlimeblade (kan udelades)

4 dl kokosmælk

citronsaft

½ spsk bouillonpasta

2-3 tsk garam masala eller ca. 2 tsk karry

2-3 spsk reven ingefær

salt, friskkværnet peber

frisk koriander og/eller purløg, hakkede saltede jordnødder

.

Bland de to slags mel og tilsæt vand til en konsistens, der er lidt tyndere end en almindelig pandekagedej. Tilsæt salt og spinat (hak evt. spinaten først). Pisk det godt sammen. Du kan med fordel røre dejen sammen dagen før, du bager pandekagerne.

Kog rødbederne møre, 30-40 minutter afhængig af størrelsen. Hvis du har ovnen tændt, så bag rødbederne i ovnen.

Afkøl og pil rødbederne. Skær dem i små terninger.

Hak løg, hvidløg og chili.

Tag frøene ud af kardemommekapslerne og stød dem i en morter.

Kom frøene i en tør gryde og rist dem sammen med sennepsfrøene, indtil de dufter.

Tilsæt 2 spsk kokosolie og kaffir-limebladene sammen med løg, hvidløg og chili.

Svits løgene 4-5 minutter, til de er bløde.

Kom kokosmælken i gryden og lad den simre et par minutter med 2 spsk citronsaft og bouillonpastaen. Tilsæt også garam masala, ingefær og et drys salt.

Lad kokosmælken tykne lidt og tilsæt rødbederne.

Smag godt til med salt, peber, garam masala, citronsaft og ingefær. Det er meget vigtigt, at curryen er godt stærk.

Steg 4 meget store pandekager af dejen – eller 8 mindre. Dejen skal være temmelig tynd.

Rul fyldet ind i pandekagerne – eller fold dem blot sammen omkring fyldet. Drys med frisk koriander og/eller klippet purløg og hakkede jordnødder.

.

 

.

Share