Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

tomaterArkiv

mandag

29

juli 2013

0

KOMMENTARER

langtidsbagte tomater

Skrevet af , Posted in tilbehør

langtidsbagte tomater

Langtidsbagte tomater er en udsøgt lækkerbisken.

De bagte tomater kan indgå i mange slags retter, men de er også lækre som en lille »haps« til en drink inden middagen.

Bag gerne tomaterne en dag, du alligevel har ovnen tændt. Ellers er det alt for energikrævende.

Sæt pladen med tomater ind i ovnen lige før det, du allerede har i gang, er ved at være færdigt, og skru ned for varmen.

Skær små tomater igennem, gerne blomme- eller cherrytomater. Fjern kernerne og læg tomaterne på bagepapir.

Gem gerne kerner og væde og brug væden i en rå tomatsuppe. Si evt. væden gennem et klæde for at fjerne kernerne.

Drys tomaterne med tørrede krydderurter som basilikum, oregano, timian etc. Drys med salt og sukker (sukker er vigtigt for at få den runde smag frem i tomaterne).

Rør olivenolie med rigeligt presset eller hakket hvidløg og dryp olien over tomaterne.

 

tomater til bagning

Bag tomaterne ved 110-120 grader, til de er »skrumpet« og halvtørre, 1 1/2 – 2 timer.

Hvis du vil spare mere på energien, kan du bage tomaterne ved lidt højere temperatur. Du kan også sætte pladen nederst i ovnen samtidig med at du fx bager knækbrød og skrue ned til 110 grader, når knækbrødet er bagt.

Tomaterne kan holde sig i et glas i køleskabet 1-2 uger.

 

ideer

Du kan finde opskrift på tærte med langtidbagte tomater her – og på snack med langtidsbagte tomater og kapers her.

 

tomattærte 5

kaperssnack.2

 

Share

mandag

29

juli 2013

0

KOMMENTARER

fyldte auberginer – imamen der besvimede

Skrevet af , Posted in hovedretter

imamen der besvimede af begejstring

 fyldte auberginer – imamen der besvimede

4 store auberginer

olivenolie

400 g løg

1 hvidløg

300 g tomater (evt. 1 dåse tomater)

1 bdt persille

50 g pinjekerner

 

Fjern stilkene fra auberginerne og skær dem igennem på langs. Hæld kogende bouillon i et lavt ovnfast fad.

Pensl overfladerne på auberginerne med lidt olivenolie og læg dem i fadet.

Bag auberginerne i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

Hak løgene. Del hvidløget og hak feddene.

Tag auberginerne ud af ovnen og skær rundt langs kanten, så »indmaden« kan tages ud. Skær auberginekødet og tomaterne i små terninger og svits dem sammen med løg og hvidløg i et par spsk olie 5-6 minutter.

Snit persillen og bland den i fyldet sammen med et drys salt og peber. Smag til. Evt. også med et nip sukker.

Fordel fyldet i de udhulede auberginer og drys med pinjekernerne.

Sæt auberginerne i ovnen endnu ca. 30 minutter. Læg folie over fadet, hvis kernerne bliver for mørke.

Servér en eller to salater til.

tip

Når denne ret på tyrkisk hedder “imamen der besvimede” er det, fordi en imam, der fik retten serveret, blev så begejstret for smagen, at han besvimede! Jeg synes også den er skøn – prøv selv.

 

Share

tirsdag

23

juli 2013

0

KOMMENTARER

panzanella – toscansk brødsalat

Skrevet af , Posted in salater

Panzanella er en rigtig italiensk klassiker, som jeg her har tilsat de store hvide bønner, butter beans eller limabønner.

Det vigtige i salaten er brødet. I Toscana bruger man usaltet brød, og legenden siger, at det skyldes toscanernes sparsommelighed. De ville spare den store saltskat og bagte derfor brød uden salt.


Skær 6 solmodne tomater i terninger. Skær 1/2 agurk i terninger og riv et lille forårsløg fint. Tilsæt 2-3 dl kogte store, hvide bønner og en god håndfuld basilikumblade.

Rør en dressing af 1/2 dl olivenolie, 2-3 spsk kryddereddike, 4 spsk hakkede kapers og et par spsk vand. Smag til med salt og peber. Hæld dressingen over grøntagerne og vend godt rundt.

Riv 2-3 skiver godt, sejt brød, fx ciabatta i stykker. Læg halvdelen af brødet i en salatskål.

Læg halvdelen af grøntsagerne over. Læg resten af brødet på og dæk med resten af grøntsagerne.

Dæk skålen og sæt den i køleskabet em halv times tid.

Vend rundt i salaten. Smag til igen og tilsæt evt. mere olivenolie og flere basilikumblade.


Share