kartoffel/jordskokkefad med svampe – ”ruskomsnusk”
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
en omgang ruskomsnusk

Indenfor den næste uges tid dukker dronningen af alt grønt op: de danske asparges. Så kommer der lethed og sommer på tallerkenerne.
Men mange har sikkert stadig et lille lager af vinterens rødder: kartofler, jordskokker, selleri etc. De finder god anvendelse i denne sæsonens sidste vinterret.
Jeg kalder retten for ruskomsnusk. Det lyder lidt rodet, og der er da også tale om en slags biksemad. Ordet stammer fra nedertysk husk und snusk, og betyder noget, der er “hurtigt sammenblandet”.
Ruskomsnusk er en gammel dansk ret, især kendt som egnsret fra Slesvig og Sønderjylland. Retten består af hvad, man har: rodfrugter, kartofler, svampe etc. Du kan også blande marinerede og stegte terninger af tofu i retten – eller kogte bønner, linser etc.
.
smovseret eller comfort food

På mere moderne “dansk” kan man kalde retten for comfort food. De venner, som jeg serverede den for, mente at det var “smovsemad”. Og det er jo en god anbefaling.
.
har svineriet trods alt en udløbsdato?

Når jeg føler det nødvendigt at tale svinenes sag, er det fordi jeg har set, hvordan mishandlingen af især grise er steget støt og stadigt i takt med fremgangen i velfærd efter 2. verdenskrig. Der skete en økonomisk udvikling til gavn og glæde for mange fattige danskere i de år. For svinene var der desværre tale om en afvikling, desværre ikke i antal, men en afvikling af etik og medfølelse med levende væsener. Dyr blev til produktionsenheder. Dyrenes lidelser blev vekslet til klingende mønt.
Da jeg var barn i 1950’erne havde grisene et acceptabelt liv, i al fald hos de bønder, jeg er vokset op iblandt på Falster. Men i takt med den generelle velstandsstigning tog grådigheden over, og levende og følende væseners lidelser blev negligeret til fordel for indtjening.
Ingen – hverken årtiers skiftende landbrugsministre, bønderne selv eller forbrugerne – har været uvidende om, hvad der foregår i det, jeg kalder svinenes koncentrationslejre. Men hvem vil sige nej til en billig flæskesteg, en skive forpint bacon eller danskernes livret: stegt flæsk med persillesovs, når det kommer til stykket? Vi har slugt dyrenes lidelser samtidig med, at skyklapperne er vokset år for år.
Men måske er vi danskere ved at finde vores moralske kompas. Ved det netop overståede valg stemte vi for bedre dyrevelfærd, og – måske endnu vigtigere – Rigsrevisionen har i denne uge rettet en sønderlemmende kritik mod Fødevareministeriet og dets styrelser for at svigte deres ansvar for de 40 millioner grise, der årligt producers i Danmark. Det er svært at forestille sig, at en ny regering ikke omgående må tage skridt til at stoppe den konsekvente mishandling af dyrene.
Som mange ved, bestemmes landets landbrugspolitik, og dermed dyrenes vilkår, fra Axelborg i København, hovedkvarteret for organisationen Landbrug & Fødevarer. Denne organisation har i årtier accepteret omgåelsen af loven og oprettet finter, der har snøret Fødevarestyrelsen, der tilsyneladende heller ikke har haft trang til at tale dyrenes sag. Det må stoppe nu. Og for første gang i mange, mange år er der måske en ende på nogle af grisenes lidelser.
Jeg håber, 2026 bliver året, hvor politikerne omsider sætter en stopper for den ulovlige behandling af dyrene. Samtidig må vi ikke glemme, at vi forbrugere har en kæmpe indflydelse på, hvad der ligger i køledisken. Vi bærer alle et ansvar!
.

kartoffel/jordskokkefad med svampe – ”ruskomsnusk”
(4 personer)
200 g kejserhatte eller andre svampe
olivenolie
100 g løg
150 g renset porre
6 fed hvidløg
400 g kartofler
400 g jordskokker
300 g squash
salt, friskkværnet peber
sovs:
2 spsk plantesmør eller olie
2 spsk hvedemel
ca. 3 dl plantemælk
1 dl plante cremefriache
1 tsk reven muskatnød
1 knivspids cayennepeber eller chili efter smag
evt. frisk timian
.
Skær kejserhattene i skiver og steg dem gyldne i 2 spsk olie. Sæt dem til side.
Skær løgene i både og snit porren. Skær hvidløgene i skiver.
Skær kartofler, jordskokker og squash i små terninger.
Svits løg, porre og hvidløg i lidt olie, til de er bløde.
Tilsæt kartofler og jordskokker og lidt mere olie. Steg begge dele, til de er gyldne. Svits squashen med et par minutter. Læg låg på panden, mens blandingen simrer. Drys med lidt salt og peber. Smag til.
Smelt fedtstoffet til sovsen i en gryde og tilsæt melet. Bag op med plantemælk. Kog sovsen godt igennem og rør cremefraichen i.
Smag godt til med muskatnød, cayennepeber eller chili og salt.
Vend grøntsagerne i sovsen og servér retten med svampene på toppen.
.

.








