Kirstenskaarup.dk

ramsløg i salatArkiv

mandag

6

maj 2019

4

KOMMENTARER

forårssalat med ramsløg, broccoli og solsikkedressing

Skrevet af , Posted in frokostretter, salater

.

det SKAL grønnes – især på tallerknen

Det er det smukkeste lysegrønne forår derude. Nu er det bare om også at få grønt hevet ind i køkkenet og lagt på tallerknen. Meget grønt! Meget MERE grønt! Og det haster.

Endnu en rapport om vores misbrug af kloden har set dagens lys. Seks internationale institutioner (herunder danske KR Foundation) har kigget på, hvad vores udledning af drivhusgasser betyder frem mod 2050. Det er ikke opløftende læsning.

Der er ingen tvivl om, at vi skal forberede os på at lægge hele vores livsstil  om. Danmark er det syvende mest ressourceforbrugende land i verden, så vi er et af de steder, hvor der skal foretages virkelig radikalt anderledes valg. Og det er hvad enten det drejer sig om forbrug, transport – eller madvaner. Som forbruger kan vi gøre en stor forskel i vores valg af alt fra sæbe til køleskabe og biler – og ikke mindst madvarer. Men især skal vi i gang – NU – med at tænke os om hver eneste gang, vi handler. Det er helt slut med bevidstløst at hive ned fra hylderne. Hvis vi altså vil bevare vores smukke klode.

Hver eneste valg, vi foretager, har en effekt på klimaet. Hver gang du tager en bid mad i munden, kan det mærkes på den anden side af jorden.

Men vi kan som forbrugere ikke lave hele forandringen alene. Derfor er det af største vigtighed, hvilke politikere, vi vælger ved det forestående valg. Vi må kærve handling. NU! Og selv gå foran selvfølgelig. På den måde er vi et godt eksempel for børnene, vennerne, naboerne … Lad de klimakærlige valg brede sig som ringe i vandet.

.

grønt-i-grønt

Her er en salat, som kan optimeres til en frokostret eller måske ligefrem middagsret, hvis du tilføjer kogte korn, bønner etc., se under tip nedenfor. Det er gode proteinkilder. Og vi skåner klimaet kolossalt, når vi vælger planteproteiner frem for animalske proteiner.

De globale kost/klimaråd ser i dag sådan ud: der er plads til at spise 14 g okse-, lam- eller svinekød pr. dag. De danske kostråd anbefaler 70 g !!!

Når det drejer sig om kornprodukter (hele korn, gryn, ris etc.) er det klimakærligt at spise 232 g om dagen. De danske kostråd anbefaler 75 g. Mon ikke vi skulle til at vågne op i Danmark?

.

jeg giver gerne en hjælpende hånd

For alle dem, der gerne vil spise dyre- og klimavenligt har jeg udgivet bogen “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer og postejer”.

Bogen har fået  mange fine anmeldelser, men jeg vil især gerne dele et par anmeldelser med jer, skrevet af Helle, som har bloggen Veganermor.dk. Helle har taget imod bogen i nøjagtig den ånd, den er skrevet, og jeg er meget glad og stolt over Helles anmeldelser. Har du lyst til at se, hvad Helle skriver, så kig her og her. Hjertelig tak til Helle.

.

grønt-i-grønt – forårssalat med ramsløg og solsikkedressing

(4 personer)

6 kejserhatte eller andre svampe

rapsolie til stegning

200 g broccoli

1 stor håndfuld ramsløgblade

1 stor håndfuld grønkålsblade (kan erstattes af grøn salat eller spinat)

1 stor håndfuld solsikkespirer

50 g bælgede ærter

dressing:

4 spsk solsikkekerner

3-4 spsk plantefløde

2 spsk solsikkeolie eller olivenolie

tangsennep eller dijonsennep

1-2 spsk lime- eller citronsaft

salt, peber, ahornsirup

.

.

Skær svampene i tynde skiver og steg dem sprøde i godt varm olie. Lad dem afdryppe på fedtsugende papir.

Svampene er også lækre ovenpå pålæg som postejer og frikadeller eller som fyld i burgere.

.

.

.

Du kan evt. også stege svampene på almindelig vis, så de forbliver bløde.

Del broccolien i små buketter og læg dem i kogende vand 1-2 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Riv evt. ramsløgene i mindre stykker. Bland dem med broccoli, spirer og ærter.

Rist solsikkekernerne gyldne på en tør pande. Findel dem i food processoren og tilsæt fløde, olie, lidt sennep, citrussaft samt et drys salt og peber.

Blend dressingen og smag godt til med de forskellige ingredienser samt sirup.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys svampene på. Jeg har yderligere drysset med lidt ramsløg- og grønkålsblomster.

.

tip

Du kan undlade svampene.

Hvis du vil tilføre flere proteiner så tilsæt et par håndfulde kogte korn, quinoa, bønner, linser eller kikærter.

.

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

fredag

4

maj 2018

6

KOMMENTARER

radisesalat med valnødder og ramsløg – sæson for radiser i Transsylvanien

Skrevet af , Posted in rejser, salater

.

i Transsylvanien er radiserne så store som majroer!

Da jeg sidste år i august besøgte det område i Rumænien, der hedder Transsylvanien, tabte jeg mit hjerte til det smukke stykke land med de gamle maleriske middelalderbyer Sibiu, Brasov og Sigisuara – og ikke mindst de mange kirker og kirkeborge, slotte og forsvarsværker, nogle tilbage til 1300-tallet, som ligger spredt ud over landskabet som perler på en snor.

Transsylvanien er nok for de fleste danskere mest kendt for myten om Dracula. Som bekendt er hvidløg en ingrediens, der kan holde vampyrerne på afstand, men når man lige nu besøger et transsylvansk marked, er det radiser og ramsløg, der dominerer.

.

radiser så store som majroer

Radiserne er kæmpestore på markedet i Sibiu. De minder på ingen måde om de små rødder, vi kender i Danmark. Derfor er et lille bundt her nok til en hel salat, mens vi hos os må bruge 3-4 bundter for at få salat nok til 4 personer.

.

ramsløg er også i sæson i Transsylvanien

Der bliver også langet masser af ramsløg over disken på markederne i disse uger, så jeg syntes det var oplagt at sammensætte en salat med de to ingredienser plus valnødder, som også er en meget populær spise på disse kanter.

.

Salaten nedenfor er ikke specielt transsylvansk, men det skal ikke afholde dig fra at nyde den. Jeg er selv vild med radiser, og jeg synes, at de ofte spiller en alt for tilbagetrukket rolle i salater og andre retter. Her får de virkelig oprejsning! Og så må de nye danske radiser vel også være lige på trapperne.

.

en salathilsen fra Transsylvanien

radisesalat med valnødder og bladselleri

(4 personer)

50 g rosiner

50 g valnødder

2-3 bdt radiser

2-3 stilke bladselleri

en stor håndfuld ramsløg

dressing:

4 spsk olivenolie

2 spsk lime- eller citronsaft

2 fed presset hvidløg

salt, friskkværnet peber, rørsukker

.

Overhæld rosinerne med kogende vand og lad dem stå 10-15 minutter.

Hak valnødderne groft.

Skær radiserne i kvarte eller i skiver. Bevar evt. nogle af de grønne blade.

Snit bladsellerien i tynde skiver.

Snit ramsløgene.

Afdryp rosinerne og bland dem med radiser, bladselleri, ramsløg og valnødder.

Rør dressingen sammen og smag til med salt, peber og evt. lidt sukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

På dette billede har jeg lavet en variation af salaten med ristede mandler i stedet for valnødder.

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share