fyldt sommerkål med krydrede kejserhatte og kartoffelsalat
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in festmad, hovedretter
.
de skønne sommerkål er landet
Den grønne fest på tallerknen er godt i gang med nye kartofler og asparges. Nu er også de lækre sommerkål fremme.
Sommerkål er en mellemting mellem spidskål og hvidkål. Men finder du ikke sommerkål til denne opskrift, kan du sagtens benytte en af de andre to typer kål.
.
spis dig frisk og slank
Kål er gudernes gave til folket!
Kål hører til en af de allerbedste grøntsager, når det handler om sundhed. Kål er kalorielet, og det er forlængst slået fast, at kål forebygger bl.a. kræft og hjerte-karsygdomme. Kål er vitamin- og mineralrig og indeholder mange potente stoffer, der styrker immunforsvaret. Og så kan kål nydes i utallige variationer.
Jeg kan anbefale at inddrage mindst en slags kål i de daglige måltider – hver dag.
.
forseglet med krydrede svampe
Hvis du bliver træt bare af at læse ingredienslisten, kan du sagtens lave retten på en hurtigere måde: du kan undlade at pakke de små kålpakker sammen med svampene. Hak i så fald alle svampene og brug dem til fyldet.
Du kan også bytte dressingen ud med havrefløde smagt til med tamari. Hurtigere sovs findes ikke.
.
chewy kejserhatte
Kejserhatten er en dejlig svamp. Den er lidt gummiagtig at tygge i, og savner du fornemmelsen af at tygge i kød, er kejserhatten den perfekte (bæredygtige) erstatning.
.
spidskålspakker med kejserhatte og røget dressing
(4 personer)
12-16 blade sommerkål eller spidskål
50 g linser
50 g basmatiris
50 g rosiner eller hakkede abrikoser
250 g kejserhatte eller andre svampe
100 g løg
4 fed hvidløg
1 spsk spidskommenfrø
2 spsk olivenolie
50 g valnødder eller pecannødder
2 spsk klippet dild eller koriander
1 spsk kanel
2 spsk tamari
røget paprikadressing:
1 ½ dl tomatpuré
1 dl appelsinsaft
4 spsk rørsukker
4 fed hvidløg
1 spsk reven ingefær
1/2 spsk røget paprika
salt, friskkværnet peber
evt. bomuldsgarn
Tag så mange blade af kålen, som du ønsker. Skær det nederste tykke stykke af ribberne. Hak ribberne fint.
Læg kålbladene i kogende vand ca. 1 minut. Afdryp bladene.
Kog linserne i dobbelt mængde vand med et drys salt, ca. 10 minutter. Tilsæt risene og måske lidt mere vand.
Kog linser og ris endnu 10 minutter. Tilsæt rosiner eller abrikoser de sidste par minutter af kogetiden.
Hvis du vil pynte kålpakkerne med svampe, så skær så mange skiver af kejserhattene, som du har kålblade.
Grill evt. svampeskiverne på en grillpande – eller steg dem gyldne i lidt olie på en almindelig pande. Sæt dem til side.
Hak resten af svampene.
Hak løg og hvidløg.
Svits spidskommenfrøene i olien, til de dufter. Tilsæt de hakkede løg, de hakkede svampe og de hakkede ribber af kålen. Svits til løgene er gyldne.
Bland linser, ris og de svitsede løg/svampe í en skål.
Hak valnødderne og tilsæt dem sammen med den valgte krydderurt, kanel og tamari.
Smag godt til med krydderierne, tamari og peber.
Fordel et par spsk fyld på kålbladene. Fold siderne ind og fold pakken sammen.
Hvis du ønsker at lægge en skive svamp øverst, så bind pakkerne sammen med bomuldsgarn.
Du kan lave retten færdig hertil, evt. dagen før, den skal serveres.
Rør dressingen sammen og smag den godt til.
Pensl kålpakkerne med lidt af dressingen og sæt dem i en 200 grader varm ovn, til de er gennemvarme, ca. 10 minutter.
Servér resten af dressingen til kålpakkerne separat.
.
.
kartoffelsalat som tilbehør
Der ligger opskrifter på flere kartoffelsalater på bloggen. Find dem i søgefeltet, eller prøv denne her med flødedressing og estragon.
.