Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

ovnbagt selleriArkiv

onsdag

11

december 2019

27

KOMMENTARER

selleri bagt a la Hasselback med grønlangkål

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

en UFO er landet – selleri spækket med julekrydderier

Hvis du synes UFO’en på billedet også ligner et pindsvin, der rækker tunge, må jeg give dig ret. Men faktisk er det en helt ny tolkning af en selleri. Denne velsignede knold fuld af velsmag og utallige anvendelsesmuligheder. Her har jeg skåret den i tynde skiver, som man gør med Hasselback-kartofler. Og her viser sellerien sig så fra sin allermest velsmagende vinkel. Og så tager det ingen tid at tilberede den.

Brugen af selleri har i sandhed undergået en fantastisk udvikling de senere år. Fra at være udskammet som selleribøf (hvilket jo rent faktisk smager dejligt) og spist som små ulækre, udkogte terninger i en klar suppe, er sellerien steget til nye gastronomiske højder. Tænk på tynde grillede skiver af selleri lagt sammen med svampe eller en lasagne med selleriskiver som lasagne”plader” eller selleri-karrygratin – eller små kræmmerhuse af selleri med valnøddecreme og, og, og ….

.

med smag af jul … eller?

I anledning af julen har jeg spækket sellerien med julekrydderier, men da denne selleri vil være lækker at sætte på menuen året rundt, kan man udenfor juletiden bruge krydring som chili, spidskommen og korianderfrø samt frisk koriander. Og så vil en drænet sovs af yoghurt smagt til med presset hvidløg være fin som tilbehør.

.

grønlangkål som juletilbehør

Grønlangkål har i mange familier status som julemad, og i andre familier er det den klassiske nytårsmad. Hvad du end vælger, passer grønlangkål godt til den bagte selleri. En salat med fx perlerug vil fuldende måltidet – eller du kan servere groft, ristet rugbrød til. Endelig er også brunede kartofler en mulighed.

.

selleri på frokostbordet

Skulle der mod forventning blive levnet nogle skiver selleri, udgør de et lækkert pålæg.

Her har jeg toppet selleri-smørrebrødet med hårdt stegte skiver af champignon og en blanding af meget fintsnittet rød spidskål og brøndkarse vendt i lidt olie-eddikedressing.

En rest af julerødkålen vil også være fint at placere på toppen – eller syltede agurker. Der er masser af muligheder.

.

selleri bagt a la Hasselback

(4 personer)

1 selleri, ca. 3/4 kg

marinade:

4 spsk olivenolie

2 spsk tamari (soja)

2 spsk ahorn- eller anden sirup

½ dl sød chilisovs

2 spsk citronsaft

1 tsk stødt allehånde

1 tsk stødt stjerneanis

salt, friskkværnet peber

en håndfuld hele nelliker (kan udelades)

3-4 laurbærblade

2-3 spsk rørsukker

 

Lav først marinaden: rør alle ingredienserne sammen undtagen nelliker, laurbærblade og sukker.

Smag godt til med sødt, salt og surt samt krydderierne. Marinaden må gerne smage af jul.

Skær selleriknolden over i to dele midt på den brede del. Skræl sellerien.

Skær ”skiver” ned i begge halvdele. Skær dem kun ¾ ned i sellerien. Skiverne skal hænge sammen i bunden. De skal være ca. 3 mm brede.

Sæt de halve selleri i en smurt bageform med skærefladen nedad. Pensl dem godt med marinaden. Stik så mange nelliker mellem skiverne, som du har lyst til. Sæt også laurbærbladene ned imellem et par skiver.

Bag sellerien i en 200 grader varm ovn 50-60 minutter. Pensl med marinaden ca. hvert kvarter. Når sellerien er lidt mør, og skiverne begynder at kunne skilles lidt ad, så pensl også ned mellem skiverne.

Når sellerien er ved at være mør (stik i den med en kniv), kan du drysse med sukker og sætte formen under grillen, til overfladen er helt gylden.

.

grønlangkål

(4 personer)

400 g frisk grønkål eller 200 g frossen

3 dl grøntsagsbouillon

3 spsk raps- eller olivenolie

3 spsk hvedemel eller boghvedemel

ca. 3 dl plantemælk + kogevand fra kålen

salt, friskkværnet peber, rørsukker

evt. kerner af granatæble

 

Fjern midterribberne på grønkålen, hvis du bruger frisk kål (riv dem fint og kom dem i en salat eller suppe). Tø frossen kål op. Hak kålen meget fint.

Bring bouillonen i kog og tilsæt grønkålen. Lad den simre 3-4 minutter. Pres al væden ud gennem en si og gem væden.

Varm olien op og tilsæt melet. Bag op med mælk og kogevandet fra kålen. Det skal være en forholdsvis tyk sovs. Lad den simre 4-5 minutter.

Tilsæt kålen og lad grønlangkålen simre endnu ca. 5 minutter.

Smag godt til med salt, peber og sukker. Drys evt. med kerner af granatæble.

.

 

.

Share

tirsdag

15

marts 2016

14

KOMMENTARER

bagt selleri med svampe i flødesovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

 

selleri & svampe swinger godt sammen

selleri-i-flødesovs.3

Sellerien hører til de grovere rodfrugter, og der er meget billig mad og masser af velsmag i sådan en knold. Da jeg var barn, kendte jeg kun boller i selleri. Det var slet ikke sjovt. Senere fik jeg smag for selleribøf, og nu har jeg efterhånden udviklet mange opskrifter med den anvendelige knold: selleri-mad der smager skønt, og roden kan også spises rå som i den franske sellerisalat, som jeg er helt vild med.

Sellerien svulmer bogstavelig talt af gode smagsoplevelser, hvis den parres med de rigtige ingredienser. Her er det løg, svampe, tofu og rosmarin. Og rundt om det hele smyger sig en lækker flødesovs. Ingen dårlig løsning på en enkel hverdagsmiddag, skulle jeg mene . .

 

kejserhatte-svampeselleri

Jeg har bagt sellerien i ovnen. Det betyder, at den bevarer sin sellerismag i modsætning til hvis den koges. Så bliver den lidt kedelig og vandet. Jeg har afprøvet metoden med at saltbage selleri, men det gav en totalt oversaltet selleri, så jeg anbefaler, at du blot pakker sellerien i folie og bager den.

Det er tofu, der leverer proteinerne. Hvis du ikke er til tofu så vælg kogte kikærter, linser, kidneybønner, edamamebønner eller andre bønner i stedet for.

selleri-i-flødesovs.4

bagt selleri og svampe i flødesovs 

(4 personer)

1 selleri, ca. 3/4 kg

200 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

250 g kejserhatte eller andre svampe

2 1/2 dl plantefløde 

ca. 2 dl grøntsagsbouillon

2 spsk citronsaft

200 g tofu, gerne røget eller marineret, evt. plantepølser

2 spsk fintsnittet rosmarin

2 spsk hakkede kapers

salt, friskkværnet peber

persille og/eller timian

 

selleri i flødesovs.1.

Skrub sellerien helt ren. Skær den i to dele og sæt stykkerne på en bageplade.

Bag sellerien i en 200 grader varm ovn 50-60 minutter. Stik i sellerien med en kniv efter 40 minutter, for at mærke, hvor mør den er. Sellerien skal ikke være for blød.

Hvis du synes, det er for energikrævende at bage sellerien i ovnen, kan du i stedet skære sellerien i store terninger og dampe dem på en grøntsagsrist.

Skær imens løgene i både og hak hvidløgene. Svits dem i olien, til løgene er gyldne. Skær svampene i skiver og kom dem på panden. Svits svampene til de er let gyldne.

Hæld bouillon og fløde på panden. Bring det i kog og tilsæt citronsaften.

Skær tofuen i terninger (eller pølserne i mindre stykker) og tilsæt dem.

Skræl den bagte selleri og skær den i skiver og derefter i store trekanter.

Bland sellerien i retten og tilsæt rosmarin og kapers.

Smag til med citronsaft, salt, peber og evt. et nip sukker.

Servér retten drysset med lidt mere fintsnittet rosmarin, hakket persille og evt. timian.

Servér en salat med ris, bønner eller quinoa til selleriretten.

 

selleri-i-flødesovs

Share

tirsdag

7

oktober 2014

0

KOMMENTARER

salat af bagt selleri og rødbede m cremedressing

Skrevet af , Posted in salater

ovnbagt salat

rc3b8dbede-sellerisalat-2

Her er to rødder, som passer vældig godt sammen. Og både selleri og rødbeder får en dybere og mere intens smag, når de bliver bagt. Her er en rigtig vintersalat med de to dejlige rodfrugter.

rc3b8dbeder-m-toprc3b8dbede-sellerisalat-1

 

salat af bagt selleri og rødbede m cremedressing

300 g rødbeder

300 g selleri

1 bdt dild og/eller persille

dressing:

1 dl sojafløde eller anden fløde

1 spsk hakket skalotteløg

2 spsk hakkede kapers

1-2 tsk sennep

citronsaft

salt, peber, råsukker

 

Skær rødbederne igennem og læg dem på en bageplade med den runde side opad. Skær sellerien i tykke skiver og læg dem ligeledes på bagepladen.

Bag rodfrugterne i en 190 grader varm ovn 20-40 minutter. Stik i sellerien efter 15 minutter for at mærke, om den er mør. Rødbederne behøver lidt længere tid end sellerien.

Afkøl selleri og rødbede og skær dem i små stykker.

Rør dressingen sammen og smag den til med sennep, citronsaft, salt, peber og citronsaft – og måske et nip sukker.

Hæld dressingen over salaten lige før serveringen og drys med rigeligt klippet grønt.

rc3b8dbede-sellerisalat

Share