Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

marinerede rødbeder med hummusArkiv

fredag

4

februar 2022

0

KOMMENTARER

mad fra Mellemøsten: bagte, marinerede rødbeder med hummus

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

med hilsen fra et af vedens bedste køkkener

Meze kalder man det udvalg af småretter og salater, som er så typisk for mellemøstlig mad. Det er fx hummus, falafler, mange slags ost, afdryppet yoghurt, auberginer og mange andre grøntsager.

.

hummus med marinerede rødbeder

Denne ret med hummus og rødbeder er beregnet som hovedret.

Vinterens rødbeder får nyt liv, når de bages og marineres med balsamico og hvidløg.

Her er retten drysset med klippet purløg og lidt blade af endiviesalat.

Hvis du vil gøre serveringen mere mættende, kan du servere en anden mellemøstlig klassiker til: bulgursalaten, der hedder taboulleh, se opskriften her.

.

hummus er en livret – også i Danmark

De fleste elsker den proteinrige hummus. Hummus er velegnet både som pålæg og som ledsager til utallige grøntsagsretter.

Hummus er også et perfekt underlag for de marinerede rødbeder. Retten får et ekstra skud smag fra nøddedrysset, dukkah.

.

spis brød til

Brød er et uundværligt tilbehør til retterne fra Mellemøsten. Det kan være pitabrød eller – som på fotoet ovenfor – de sprøde lavashbrød, se opskriften her.

.

marinerede rødbeder med hummus – mad fra Mellemøsten 

(4 personer)

8-10 små runde rødbeder (ca. 3/4 kg)

4 spsk olivenolie + ekstra til servering

2 spsk god balsamico

4 fed hvidløg

salt, peber

1 portion hummus

1 dl dukkah

1 bdt persille

1 bdt purløg

brød, fx pittabrød eller lavash

Retten bliver bedst, hvis du forbereder rødbederne, dagen før de skal serveres.

Kog eller bag rødbederne møre, ca. 40  minutter, afhængig af størrelsen. Hvis du bager dem, så bag ved 200 grader.

Pil rødbederne og prik dem grundigt med en gaffel.

Rør olien og balsamicoen sammen og tilsæt presset hvidløg. Smag til med salt og peber.

Vend rødbederne i dressingen og lad dem trække nogle timer, gerne til næste dag. Vend rundt i dem engang imellem.

Lav hummus’en (du kan evt. udelade chilien i opskriften) og bred den ud på et stort fad. Dryp med olivenolie i midten.

Sæt rødbederne på fadet – du kan evt. dele dem i to – og drys med dukkah, hakket persille og klippet purløg.

Servér brød til rødbederetten, evt. brød fra Mellemøsten som pitta eller lavashbrød.

.

.

lavashbrød er fint som tilbehør

.

Share