Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mad fra UzbekistanArkiv

fredag

29

april 2016

12

KOMMENTARER

bryllupssuppe fra Uzbekistan

Skrevet af , Posted in rejser, supper

 

det er bryllupssæson i Uzbekistan

Uzbekistan.brudepar.Bukh

Vi har nu rejst et par uger i Uzbekistan, og det er tydeligt i bybilledet, at foråret er den store bryllupssæson. Landet står klædt i lysende lysegrønt, alt spirer og gror. Også kærligheden. Men der er stor forskel på, hvordan man fejrer den skelsættende begivenhed, som et bryllup er, i byen og på landet. En ting synes dog at være fælles, nemlig at de unge i dag selv vælger hinanden af kærlighed og ikke fordi forældrene arrangerer ægteskabet.

Billedet ovenfor er taget i byen Bukhara med en mosaikbeklædt moské som dekorativ baggrund. Det viser et sofistikeret par med en helt anden baggrund end unge brudepar på landet. Vi ser masser af brudepar i byerne posere foran blitzende kameraer og åbent vise deres forelskelse overfor omverdenen. Helt anderledes opfører man sig på landet. Her er en helt anden moralkodeks.

 

til bryllup i landsbyen

Uzbekistan.bryllup-B+K

Rejsekammeraten og jeg er så heldige at blive inviteret til en stort bryllup i landsbyen Jartepa 40 km udenfor Samarkand. Først hører vi, at der kommer 300 mennesker. Det synes vi er temmelig mange. Men da vi ankommer, viser det sig at være 600 gæster, der er bænket i en gigantisk bygning til samme formål. Men det forslår heller ikke, for på grund af pladsmangel fortsætter brylluppet dagen efter med de 200 gæster, som der ikke var plads til i bryllupshallen den første dag. Og det er så kun de nærmeste!

Brudeparrene er to søstre, der er blevet viet til to brødre. Vi undrer os over, at de ikke ser forelskede, glade og lykkelige ud. Men sådan flasher man ikke sine følelser på landet. Det er ikke som med parret i byen ovenfor. Herude på landet med bomulds- og rismarker så langt øjet rækker, er det vigtigt at være ærbar. En brud skal altid vise sig bly og genert, helst med nedslåede øjne. Ellers kan man ikke vide, om hun er en letlevende pige, der måske kunne finde på at være sin mand utro. Også de nygifte mænd skal udstråle, at det her er en alvorlig sag!

 

40 nye kjoler

Vi er nysgerrige efter at høre lidt om økonomien i et bryllup her i Centralasien. I Indien kræver man f.eks., at brudens familie giver en stor medgift og afholder brylluppet. Har en fattig familie i Indien 2-3 døtre, kan det fuldstændig ruinere familien og sætte dem fra hus og hjem, når pigerne skal giftes. For giftes SKAL de. Enlige kvinder over 25 år er en ulykke og et mislykket liv på disse kanter. Også i Uzbekistan.

I forhold til Indien forholder det sig dog nærmest modsat i Uzbekistan med hensyn til medgift. Brudgommen skal inden brylluppet levere smukke brudekister med 40 forskellige kjoler. Disse kjoler skal bruden bære de kommende 40 dage efter brylluppet. Desuden betaler gommens familie for selve brylluppet, som kan koste en mindre formue. Til gengæld sørger brudens familie for møbler, tæpper, hvidevarer og andre fornødenheder til det nye hjem. I gamle dage krævedes det, at bruden også forsynede det nye bo med klassisk broderede duge, sengetøj, tæpper etc. På den måde kunne man se, om det drejede sig om en dygtig kone, der kunne håndtere nål og tråd. I dag køber man dette udstyr i bazaren. Både før og nu er det de klassiske suzanis-broderier, der er populære.

 

Uzbekistan.zusanah

 

hvor der er hjerterum …

Uzbekistan.bryllup.gulv1

I den store bryllupshal er bordene stillet op i to afdelinger: i den ene ende er kvinderne bænket, i den anden sidder mændene og kigger dybt i vodkaflaskerne. Vi bliver budt op på balkonen, hvor vi kan se hele sceneriet udfolde sig. Musikken drøner øresønderrivende gennem lokalet, så al samtale er umulig. En smuk og veldrejet ung kvinde i stram guldkjole danser midt på gulvet og samler penge ind til de nygifte. Kvinderne rundt om ved bordene diskuterer livligt  – så vidt det er muligt for musikken – brudenes kyskhed og smukke kjoler, og mon ikke også der er en del lokal sladder ind imellem? Mændene er mere optaget af den seneste fodboldkamp og af hvem, der kan konsumere mest vodka uden at falde ned af stolen. Jeg tror, de store bryllupsfester fungerer som ventil for en hård og reguleret hverdag med strenge moralkrav.

Her er masser af mad og drikke. Bordene bugner af det helt uundværlige brød, af 25 forskellige slags slik, af flødeskumskager med giftigt udseende glasur. Her er rå grøntsager og krydderurter, ost, frisk og tørret frugt, mange slags saltede nødder og mandler, og så er der sød sodavand ad libitum til at skylle vodkaen ned med.

Efter nogen tid bliver suppen serveret. 15-20 unge drenge løber med 4-5 suppeskåle ad gangen, og senere kommer den klassiske festret, pilaf, i rigelige mængder. Ingen fest uden pilaf.

 

guld og glimmer

 Uzbekistan.bryllup.gulv

Herude på landet er livet hårdt og nøjsomt. Her er ikke megen underholdning og adspredelse fra det hårde arbejde i markerne. Derfor er alle mand (og kvinde) af huse, når et bryllup skal fejres. Det er et samfund med gamle normer og regler, der kræver at man opfører sig anstændigt. Men når de store bryllupsfester løber af stabelen, kan man for en stund sætte normerne til side, iklæde sig sit stiveste puds og slå sig løs. Damerne er i deres fineste kjoler med masser af glimtende stene og guld-plinge-ling. Ofte er det et specielt smukt tørklæde, der sætter prikken over i’et. Og disse tørklæder bæres ikke af religiøse grunde, men fordi det er gammel tradition at kvinder altid har noget på hovedet.

 

Uzbekistan.bryllup.3-kvinder

med svigermor i midten

Uzbekistan.Bente-til-bryllup

Vi er næppe kommet indenfor døren, før vi stjæler billedet fra brudeparrene. Alle vil fotograferes sammen med os. Her er det svigermor. Vi føler os som to prinsesser af Danmark. Der fotograferes og videofilmes på livet løs, og kvinderne diskuterer enhver detalje i vores påklædning, og især er de nysgerrige efter hvor gamle vi er, om vi er gift og om vi har børn. Det er vigtige ting på disse kanter.

 

svigerfar er i rigtig godt vodka-humør

Uzbekistan.bryllup.gruppefoto

Svigerfar, nr. to fra venstre med sort hat, er så glad for at have bortgiftet sine døtre, at han slet ikke kan styre begejstringen, som er godt hjulpet på vej med ikke så lidt vodka. Han danser og snakker og griner og er helt ude af sig selv af glæde.

 

jeg er populær her på egnen

Uzbekistan.bryllup.mig

Her er ingen smålig distance eller reservation overfor en fremmed. Jeg er ved at blive spist af søde skønne damer, der kysser på mig i ét væk. Begejstringen over at møde en ny ven er helt ustyrlig.

 

og så skal der danses

Uzbekistan.Bente-til-bryllup.1

Intet bryllup uden dans, masser af dans. Danseglæden er stor – og igen er kønnene delt i to: mændene danser i ring for sig selv, og kvinderne danser med hinanden. Bente og jeg må vise, hvad vi formår på et dansegulv, mens alle omkring os klapper begejstret. Musikken buldrer løs, og livsglæden får frit løb. Imens cirkulerer masser af pengesedler rundt mellem de dansende. Det er en del af bryllupsgaven, som efter dansen overrækkes parrene på podiet.

 

Uzbekistan.bryllup.dans

 

tak for i dag

Uzbekistan.bryllup.1

Efter nogle timer er vi møre og øre af al den virak – og lidt halvdøve af musikken. Vi siger tak for i dag. Og det blev en dag, vi aldrig glemmer. Men jeg tror også, det betød noget for de gæstfrie mennesker på landet, at vi kom og delte deres glæde. Uzbekistan er endnu ikke noget stort turistland, og dem der rejser i landet, kommer sjældent ud til de små landsbyer. Derfor tror jeg, vi var særligt velkomne som en sjælden og eksotisk art fra en anden del af verden.

 

bryllupssuppen var med bønner og ris

Uzbekistan.marked.sække1

En bryllupssuppe er naturligvis noget ganske særligt. Suppen til bryllupsfesten var med mungbønner og ris, grøntsager og krydderurter. Heldigvis er der to af mine yndlingsurter, der går igen og igen i uzbekisk mad: dild og koriander.

I sækkene på markedet ses bl.a. mungbønner og knækkede og hele majs, der spises en del af på disse kanter. Fuglene synes også korn, bønner og kerner smager dejligt.

 

mungbønner sælges i sækkevis

Uzbekistan.mungbønner

Her er ikke noget med 1/2 kg bønner i en forseglet plasticpose. Nej, her sælges bønnerne fra store sække. Bortset fra at være en proteinrig og lækker bønne, har mungbønnen den fordel, at den ikke som andre bønner skal udblødes 8-10 timer. Bønnerne skal blot koges 20-25 minutter.

 .

duftende krydderier

Uzbekistan.spidskommen

Ingen suppe uden krydderier. Og noget af det dejlige ved at rejse i lande, hvor krydderierne endnu ikke er vakkumpakket og lagt i poser og flere lag emballage, er at man kan se, smage og dufte, hvad man køber. Det er tilladt at snuppe nogle små smagsprøver og tjekke, om spidskommen, chili, gurkemeje eller koriander nu også er helt friske.

 

det er også sæson for hvidløg

Uzbekistan.hvidløg

På markedet i Samarkand er de første nye hvidløg fremme. De frister overalt i opsatser, i bundter eller som hele bunker på æseltrukne kærrer. Det er en stor fornøjelse at se sådan et overflod for en hvidløgselsker som mig.

 

krydderurter må der til

Uzbekistan.krydderurter

Mængden af krydderurter imponerer. Mens vi i Danmark ofte drysser lidt persille på maden, hvis det skal være rigtig festligt, så spiser uzbekerne urter i rå mængder. På restauranterne – selv på morgenbordet – står store skåle proppet med persille, koriander, purløg, dild og andre urter. Og det er en rigtig god idé at tage for sig af urterne, for krydderurter indeholder mange gode plantenæringsstoffer og virker både antiinflammatoriske og antioxidante.

 

og glem ikke radiserne

Uzbekistan.radiser.mrked

Radiser nydes lige så meget som krydderurter. De spises enten som det ekstra grønne sammen med krydderurterne, eller de bruges i salater. Prøv f.eks. radisesalaten, som jeg blev inspireret til for et par år siden i Iran.

 

mobilen tjekkes på en travl dag i bazaren

Uzbekistan.marked.2kvinder

Det er i Uzbekistan som de fleste andre steder i verden: mobilen er den tro følgesvend, også her mellem kartofler og gulerødder, to grundingredienser i mange uzbekiske retter.

I bryllupssuppen kan du således bruge gulerødder i stedet for glaskål.

 

bryllupssuppe med mange gode bønner

 Uzbekistan.bønnesuppe.3

Jeg har valgt at purere suppen, men den kan også spises “klar”.

Uzbekistan.bønnesuppe.1

mungbønnesuppe fra Uzbekistan

200 g løg

4 fed hvidløg

3 spsk kokos- eller olivenolie

100 g mungbønner

1 liter grøntsagsbouillon

1/2 spsk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

1/2 kg glaskål eller kålrabi (kan erstattes af gulerødder)

50 g ris

4 spsk klippet dild

1/2 dl klippet purløg eller top af forårsløg

1/2 dl snittet koriander

2-3 spsk riseddike eller citronsaft

 

Uzbekistan.bønnesuppe..2

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien 4-5 minutter.

Tilsæt bønnerne og det meste af bouillonen. Kog suppen under låg 10 minutter.

Tilsæt gurkemeje og peber.

Skær den valgte grøntsag i små terninger og kom dem i suppen sammen med risene. Kog suppen yderligere ca. 10 minutter. Bønner og ris skal være helt møre. Hvis du bruger brune ris, skal suppen koge ca. 20 minutter længere.

Tilsæt krydderurterne (gem lidt til pynt) og lad suppen koge op. Sluk for varmen og lad suppen afkøle lidt, inden du purerer den. Tilsæt eddike eller citronsaft – og mere bouillon hvis suppen er for tyk.

Smag suppen til med salt, peber, eddike, et nip sukker og evt. flere krydderurter.

Servér suppen portionsvis drysset med lidt flere krydderurter.

 

Uzbekistan.bønnesuppe

Hvis du bruger gulerødder i stedet for glaskål, bliver suppen mere gul.

 

Share

mandag

25

april 2016

23

KOMMENTARER

mandelpilaf fra Uzbekistan

Skrevet af , Posted in hovedretter, rejser

 

velkommen til Bukhara – den åndelige by

Uzbekistand.ddørhåndtag

Nogle rejseskribenter og historikere betegner Bukhara som en spirituel by, en vidunderlig by, som troens grundpille, som en by indhyllet i en særlig smuk atmosfære, ja, nogle mener, at Bukhara faktisk er den mest interessante by i verden. Det kan selvfølgelig diskuteres, for der er mange flere sande perler alene i Uzbekistan, men det er en vederkvægende oplevelse at tilbringe nogle dage i Bukhara. Det skyldes ikke mindst byens mange træer, der får én til at tro, man er på vandring i en gigantisk park. Solen spiller i træernes grønne og sølvfarvede nuancer, og bladene synger deres sagte sang gennem vindens susen.

Byen daterer sig helt tilbage til det 6. århundrede f.Kr. Her føler man historiens vingesus. Utallige erobrere har gennem tiderne lagt byen næsten øde, og kamelkaravaner lastet med silke og krydderier har hvilet ud i byens mange karavanserarier.

I dag står Bukhara som en smuk, statelig og flot renoveret by.

 

åndelig føde

Uzbekistan.moske.Bukhara

Det er først og fremmest moskeerne, der fungerer som museer, som imponerer med deres fantastiske håndværk. I dag er de åbne for alle, og kvinderne er ikke mere henvist til specielle afdelinger som dengang moskeerne fungerede som hellige steder.

Jeg tænker på de mange krumme rygge, bøjede nakker og ødelagte øjne, der er gået til for at skabe disse kunstværker til ære for guddommen. Så megen skønhed kan man kun være taknemmelig og ærbødig overfor.

Uzbekerne selv sætter også pris på deres gamle kultur. Gamle og unge, mødre og fædre, børn og bedsteforældre valfarter til moskeer og andre kulturelle bygninger i deres land. På en søndag trænges uzbekerne om deres kulturelle bygninger som danskerne i butikkerne dagen før jul.

 

Uzbekistan.moske-m-pers

 

fast føde

Uzbekistand-mand-m-due

I dag handler det om uzbekernes nationalret: pilaf. Vi er på vej til en pilafmester for at lære at lave den  uprætentiøse ret, der viser sig slet ikke at være så enkel som jeg troede.

Først skal vi på markedet, og her møder vi denne mand, der fordriver tiden mellem handlerne med at håndfodre de små fugle.

 

kvinderne iler ind i bazaren

Uzbekistan.kvinde-bagfra

Når det gælder kvindernes farverigdom, kan man som dansker godt føle sig en anelse grå og kedelig.

 .

markedet byder på spændende ting i farverige sække og poser

Uzbekistan.marked.sække

Jeg er nysgerrig efter, hvad der mon gemmer sig i poser og sække. Her er mandler og tørrede frugter, saltede græskar- og abrikoskerner, adskillige slags spidskommen og andre eksotiske krydderier, 20 forskellige slags ris, tørrede abrikoser svøbt i valnødder til småbitte kunstværker, lange tørrede bananskiver rullet om nødder og kerner som roulader i ministørrelse. Hele 1001 nat åbenbarer sine herligheder i bazaren. Dufte, lyde og farver går i ét, og alle sanser aktiveres.

 

en pilaf kræver mange krydderier

Uzbekistan.Bukhara.krydderier

Selv om der efter min mening sagtens kunne være flere krydderier og mere chili i maden i Uzbekistan, er der et stort udvalg at finde på markedet.

Og faktisk skal der hele 14 forskellige krydderier til for at lave en helt rigtig pilaf. Som du vil se nedenfor, kan man dog sagtens klare sig med færre.

Men skal det være helt rigtigt, skal en pilaf tilberedes med 2 slags spidskommen, sort peber, tørrede berberis, paprika, gurkemeje, kardemomme, anis, ingefær, dildfrø, muskat, stødte nelliker, laurbærblade, koriander og tørrede tomater.

 

hos krydderimanden

Uzbekistan.krydderier

Sækkene her rummer paprika, tørrede morgenfrueblade og andre gode ting. “Stemplerne” nederst bruges til at lave mønstre i brødet med. Her forlader intet brød ovnen uden dets egen personlighed. Og brød er livsnerven i den uzbekiske mad. Brød anses for helligt, og det er meget uhøfligt at lægge et stykke brød fra sig med mønstret nedad. Jeg kom til at spilde et par krummer på gulvet på en restaurant, og straks blev gammelmor tilkaldt med kost og fejebakke.

Det kan jeg rigtig godt lide. Hos os går alt for meget til spilde, ikke mindst brød.

 .

a propos brød

Uzbekistan.brød

Et måltid uden brød er utænkeligt – og brød faldbydes fra ethvert gadehjørne og selvfølgelig også her på markedet. Jeg har benyttet turen til at være på bagekursus og glæder mig til at dele mine opskrifter på centralasiatisk brød.

 

brød så store som møllehjul

Uzbekistan-mig-m-brød

Brød fås i alle størrelser og tykkelser. Det mest bastante brød kan holde sig i 40 dage, siger uzbekerne. Så skal det bare stænkes med lidt vand, så bliver det som nyt! Jeg tror nu hellere, jeg vil bage det friskt lidt tiere.

Her har jeg købt et ekstra stort og tyndt brød, som skal være tilbehør til pilaffen. I Danmark ville vi nok ikke spise brød til en risret, det er 2 x korn, men her har man ikke fået mad, hvis man ikke har fået brød.

 

ris til pilaffen

Uzbekistan.ris-marked

Til en ægte pilaf hører en bestemt slags langkornet ris, som vi køber hos damen her. Jeg kender ikke denne type ris i Danmark, så du kan bruge den ris, du foretrækker, basmati eller brune ris efter smag og behag.

Ris er sammen med hvede hovednæringsmidlerne i Uzbekistan. Landet er selvforsynende med ris men må importere hvede.

 

ingen ret uden gulerødder

Uzbekistan.gulerødder.marked

Gulerødder må vist kaldes nationalgrøntsagen. Den er overalt! Og er selvfølgelig også en helt nødvendig ingrediens i pilaf, enten de orange som disse eller de solskinsgule, som vi ikke kender i Danmark,

 

løg og kartofler må der også til

Uzbekistan.marked.2kvinder

På markedet må vi også forbi damen med løg og kartofler. I en klassisk pilaf  er der kød, men til en vegetarisk pilaf bruger man kartofler og kvæder i stedet.

 

Hr. Aka tager imod i sit smukke hjem

Uzbekistan.pilafmand

Vi bliver budt indenfor hos Aka Rahmon, der, foruden at beherske pilaf-kunsten, også er ejer af et af Uzbekistans største atelierer for fremstilling af de smukt håndbroderede suzanis. Både design og syning er normalt kvindearbejde, men Hr. Rahmon har lært kunsten af sin bedstemor og er en af de få mænd, der arbejder med denne kunstart. Han skaber selv hvert eneste mønster frit i hånden, og ikke to designs er ens.

 

pilaffen skal i gang

Uzbekistan.pilafmand

Men Hr. Rahmon kan mere end designe broderimønstre, han er også pilafmester. Pilaf er en ret, som traditionelt laves af mænd. Jeg tror, det svarer til, at det altid er mænd, der griller i Danmark.

Inden vi kan begynde på pilaffen, skal der tændes op i det udendørs komfur.

 

løg og gulerødder 

Uzbekistan.pilaf-gu,lerødder

Først svitses skivede løg i en god portion sesamolie. Efter 10-15 minutter tilsættes strimlede gulerødder i stor mængde sammen med hele kartofler og kvarte kvæder + hele hvidløg. Vand hældes ved sammen med de 14 krydderier, se ovenfor. Jeg har brugt færre i opskriften nedenfor, men du kan selv tilsætte flere efter smag og behag.

Låget lægges på gryden, og grøntsagerne simrer ca. 15 minutter.

Herefter tages de møre kartofler, hvidløg og kvæder op og sættes til side.

 

risen tilsættes

Uzbekistan.pilafpige.1

Først nu kommes risen i gryden sammen med rosiner og mere vand. Risen dampes herefter under låg 10-15 minutter.

At lave pilaf er som sagt et traditionelt mandejob her i landet. Men her får hr. Rahmon hjælp af en sine døtre.

 

hr. Aka underholder mens pilaffen simrer

Uzbekistan.pilafmand.1

 

pilaffen er færdig

Uzbekistan.pilafpige

Efter ca. tre kvarter er pilaffen færdig. Ris, gulerødder og rosiner øses op på et fad, og kartofler, hvidløg og kvæder lægges øverst.

Min opskrift på pilaf er en forenklet udgave af denne klassiske uzbekiske. Til gengæld er den hurtigere lavet, og jeg synes, at den smager rigtig dejligt også.

nationalretten fra Uzbekistan (på dansk)

Uzbekistan.pilaf.1

Pilaf er som sagt nationalretten i Uzbekistan. Den er på bordet ved alle store festligheder. Pilaf svarer til danskernes flæskesteg og brun sovs, men jeg må sige, at denne risret er noget sundere, og den smager fantastisk.

I Uzbekistan er det utænkeligt at holde et af de store bryllupper, der ofte indbefatter mere end 300 menensker, uden at der serveres pilaf. Og her vil det ALTID være mænd, der står for tilberedningen.

 

Uzbekistan.pilaf.2

mandelpilaf fra Uzbekistan 

50 g afskallede mandler

kokos- eller olivenolie

1 spsk spidskommenfrø

150 g løg

4 fed hvidløg

1 chili eller efter smag

300 g brune ris (eller andre efter smag)

5-6 dl grøntsagsbouillon

4-5 kardemommekapsler

2 tsk gurkemeje

1 tsk kværnet peber

1 kvæde (kan udelades)

1 rød peberfrugt

1 gul peberfrugt

250 g gulerødder eller 2-3 kvæder

50 g rosiner

en stor håndfuld frisk koriander

 

Uzbekistan.pilaf.3

Del mandlerne i to og rist dem gyldne i 1 spsk olie. Sæt dem til side.

Rist spidskommenfrøene i 2 spsk olie, til de dufter.

Hak løg, hvidløg og chili (fjern kernerne) og svits dem i olien, til løgene er klare.

Tilsæt risene og svits dem et par minutter.

Tag kardemommefrøene ud af kapslerne og knus dem i en morter.

Hæld 3-4 dl bouillon i gryden sammen med kardemomme, gurkemeje og peber.

Hvis du bruger kvæde, så skær den i små terninger. Kom dem i risene.

Lad risene simre under låg 35-40 minutter (se kogetiden på pakningen – hvis du bruger hvide ris, er det kun ca. 10 minutter), til de er møre. Tilsæt mere væde efterhånden. Væden skal dog være kogt væk, når risene er møre.

Skær peberfrugterne i små terninger (fjern kerner og frøstole). Riv gulerødderne eller skær dem i tynde strimler, evt. halvt af hver.

Svits peberfrugter, gulerødder og rosiner i 2 spsk olie, til peberfrugterne er bløde.

Bland grøntsagerne godt rundt i risene, når de er møre, og varm det hele igennem.

Servér pilaffen med de ristede mandler og masser af frisk koriander på toppen.

 

Uzbekistan.pilaf

Share

mandag

18

april 2016

14

KOMMENTARER

tag med på rejse på Silkevejen

Skrevet af , Posted in hovedretter, rejser

 

masser af bønner – fra en tallerken og fra en minaret

Istanbul.selfie

En selfie hører til dagens orden! Her er jeg strandet i Tyrkiet på vej til Uzbekistan. Og så kan man jo lige så godt nyde en kop kaffe på en jugendstilcafé i Istanbul – samtidig får jeg lige tid til at flirte med en af byens mange brødsælgere. Der er ikke mange meter mellem vognene med brød i Tyrkiet.

 

brød er helligt – og tilgængeligt for hver 50 meter

Istanbul.brødmand

 

nye tider i Centralasien

I dag kommer der forslag til en ret fra den tidligere sovjetrepublik Uzbekistan. Det er et spændende land, der fik sin frihed, da Sovjetunionen brød sammen. Faktisk er det et sted, der giver udtrykket “Langbortistand” mening!

For et par år siden rejste jeg på Silkevejen i Iran. Nu er jeg på samme rute, men i Uzbekistan. Silkevejen fascinerer mig, fordi den gamle karavanevej har betydet handel mellem Europa og Asien helt tilbage til Marco Polos tid. Her har mennesker rejst med kameler og gigantiske, vuggende læs af varer gennem knastørre ørkener og svært tilgængelige bjergegne i århundreder. Djengis Khan og Alexander den Store har hærget her, og i dag byder området på både rige kulturminder, smuk natur og gæstfrie mennesker.

Uzbekerne har tidligere levet som nomader og flyttet deres hjem, de enorme telte, et par gange om året sammen med folk og fæ, potter og pander, de smukt broderede vægtæpper og de vævede ægte tæpper til “gulvene”, som bestod af den tørre steppejord.

Madmæssigt betød det, at nomaderne har levet af mad, der kunne holde sig og – desværre – ikke mindst store mængder kød. Men bønner og linser har også spillet en stor rolle, og de kommende uger vil du få opskrifter fra dette centralasiatiske land, som jeg håber også vil smage dejligt på danske tallerkner.

 

blå himmel og blå kupler

Uzbekistan.kuppel

Jeg starter rejsen i Tashkent sammen med min trofaste og seje rejsekammeret, Bente. Og vi kan ikke rejse i Uzbekistan eller for den sags skyld i Iran uden at falde i svime over moskeer, koranskoler og andre fantastiske bygningsværker.

Uzbekistan.Tashkent

 

på kvinderestaurant

Uzbekistan.kvinderestaurant

Men for mig handler det selvfølgelig mest om mad. Første dag på rejsen starter i hovedstaden Tashkent. Her spiser vi frokost på en kvinderestuarant. Veninderne eller flere generationer af kvindelige familiemedlemmer mødes her og hygger sig med god mad i en fristund fra mændene og de hjemlige sysler.

Jeg er glædeligt overrasket over maden. Ganske vist sparer de på krydderierne, men maden er virkelig velsmagende og overraskende. Vi har ingen problemer med at få veganer/vegetarmad – og mængderne er mere end rigelige. Et måltid består altid af mindst 5 retter. Først salater, så en suppe, derefter en eller to hovedretter, frugt og til sidst is.

 

jordbærrene er modne

Uzbekistan.jordbær

Frugtsæsonen er ikke rigtig begyndt endnu. Det er endnu forår i Uzbekistan. Om en månedstid vil landet bugne af pærer, æbler, figner, abrikoser, granatæbler og næsten enhver anden tænkelig frugt. Men jordbærrene er modne. Ved vejsiden smagte vi i går dejlige solmodne, søde jordbær.

 

i ørkenland

Uzbekistan.gutter

Et par timers flyvning fra Tashkent ligger den autonome republik Karakalpakstan midt i en ørkesløs ørken. Man ser på befolkningen, som disse tre skønne gentlemen, at man er tæt på Mongoliet.

I hovedbyen Nukus bebygget med den grimmeste sovjettiske arkitektur, der findes, ligger et af verdens mest fantastiske museer med billeder samlet af den russiske maler Igor Savitsky. Det er absolut eneste grund til besøget her. Og det viste sig at være turen værd. Museet rummer en kæmpesamling af unikke billeder, dels af centralasiatiske malere, dels af russiske malere og af Savitsky selv.

 

penge både lugter og vejer

Uzbekistan.penge

I Uzbekistan er inflationen i frit fald. Disse stabler af pengesedler svarer til 650,- danske kroner. De vejer mindst et halvt kilo – og så lugter de!

.

bønner, bønner, bønner …

Uzbekistan.bønner-m-porrer.3

Uzbesisk mad er enkel men meget velsmagende. Her er eksempel på en hverdagsret uden mange dikkedarer.

.

braisserede porrer og bønner fra Uzbekistan

250 g kidneybønner

250 g løg

4 fed hvidløg

3/4 kg porrer

3 spsk kokos- eller olivenolie

1 chili

1 tsk knuste bukkehornsfrø (kan udelades)

2 tsk gurkemeje

1/2 tsk kværnet peber

1-2 dl grøntsagsbouillon

evt. maizenamel

2 dl hakket persille

1 dl hakket koriander

1 limefrugt

 

Uzbekistan.bønner-m-porrer.1

Sæt kidneybønnerne i blød mindst 8 timer. Kog dem i nyt vand 15 minutter og afdryp dem.

Skær løgene i tynde både, hak hvidløgene. Snit porrerne.

Svits de tre ting i olien, til porrerne er bløde. Hak chilien og tilsæt den. Brug chili efter smag. Det er vigtigt, at denne ret får en markant smag af chili. Chili er ganske vist ikke meget brugt i Uzbekistan, men her kommer den stærke frugt til sin ret.

Kom krydderierne i gryden sammen med de forkogte bønner og lidt bouillon.

Bukkehornsfrø er et lidt usædvanligt krydderi, som evt. kan udelades. Det kan være vanskeligt at finde. Gurkemeje er en af bestanddelene i karry, og du kan evt. i stedet for gurkemeje og bukkehornsfrø bruge 2 tsk karry.

Lad retten simre under låg ca. 10-20 minutter. Bønnerne  skal være møre. Du kan evt. jævne væden med lidt maizenamel rørt ud i vand.

Vend persille og koriander i retten.

Smag de braisserede porrer til med limesaft, salt og peber samt evt. et nip råsukker.

Servér kogte ris til porre-bønneretten.

 

 

Uzbekistan.bønner-m-porrer

Uzbekistan.bønner-m-porrer.2

Share