tomat/abrikossuppe med kardemomme, lime og ristede mandler – ugens suppe
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, supper
.
sommeren kommer retur i denne uge
Netop som vi er kommet ind i den første efterårsmåned, bliver der lovet varme sommerdage. Det er skønt, så kan vi nemlig lige nå endnu en kold suppe, måske årets sidste.
Tomatplanterne er stadig tunge af frugter, så det er oplagt med en kold tomatsuppe. Men du kan også vælge en karton hakkede tomater, hvis du ikke selv er tomatavler.
Suppen minder om den spanske, rå suppe, gazpacho, men denne er med udelukkende tomater og abrikoser, og er smagt til med den eksotiske kardemomme.
.
supersuppe på få minutter
Suppen er som skabt til en travl dag. Den er lavet på få minutter. Det hele foregår i blenderen.
Har du mange tomater, som det kniber med at få brugt, kan jeg anbefale at lave en stor portion suppe og fryse den ned i mindre portioner. Den er også lækker varm senere på sæsonen.
.
alle slags tomater kan bruges
Tomater findes i utallige farver, faconer og sorter – ja, faktisk omkring 15.000! De varierer i smag og kødfuldhed, men til denne suppe kan du bruge alle slags tomater. De gyldne abrikoser, der er i sæson samtidig med tomaterne, giver suppen lidt sødme.
Tomaten er en frugt, og ikke en grøntsag. Ligesom kartoflen kan man nemt tro, at de to altid har vokset i Danmark. Men faktisk kom de begge først til Europa, da Spanien havde erobret Sydamerika midt i 1500-tallet. Den gang – og i et par århundreder efter – troede man, at både tomaten og kartoflen var giftige. Og der er faktisk noget om det, for begge – og peberfrugten – hører til natskyggefamilien, som indeholder giftstoffet solanin.
Men mon ikke vi er blevet immune? Tomater og kartofler nydes i al fald i dag i enorme mængder over hele verden.
.
sunde er de også
Tomater indeholder A-, C-, og E-vitaminer og er stærkt antioxidante. Vigtigst er nok stoffet lycopen (der er det stof, som giver tomaten dens røde farve). Lycopen menes at have en kræfthæmmende virkning og forebygger hjerte-karsygdomme, grå stær, aldring af huden og andre degenerative sygdomme.
For at få det bedste udbytte af lycopen skal tomaterne dog varmebehandles.
.
tomat/abrikossuppe med kardemomme, lime og ristede mandler
(4 personer)
4-5 kardemommekapsler
25 g mandler
200 g abrikoser
400 g tomater, evt. fra karton
grøntsagsbouillon
½ dl olivenolie
1-2 skiver lyst brød
2 fed hvidløg
1 tsk røget paprika
½ limefrugt
tamari, friskkværnet peber, rørsukker
evt. lidt plantefløde
frisk koriander, mynte eller basilikum
Denne suppe er i udgangspunktet rå, og kan nydes kold. Men på kølige dage er den også fin at servere varm.
Smut mandlerne og del dem i to. Rist dem gyldne i lidt olie. Sæt dem til side.
Tag kardemommefrøene ud af kapslerne og stød dem i en morter.
Kom frøene i en blender sammen med abrikoser og tomater. Hvis du bruger tomater fra karton, så tilsæt ca. 1 ½ dl bouillon. Hvis du bruger friske tomater så tilsæt lidt mere samt evt. lidt tomatpuré.
Kom også olie, brød, hvidløg og paprika i blenderen samt saft af ca. en halv limefrugt.
Blend suppen, til den er helt ensartet. Tilsæt om nødvendigt mere bouillon.
Smag godt til med tamari og peber samt evt. mere paprika og limesaft, evt. også en smule sukker.
Servér suppen portionsvis med tre små skiver friske tomater på toppen samt dryp af olivenolie og evt. fløde – og den valgte krydderurt.
.
.