Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

linserArkiv

onsdag

2

november 2016

24

KOMMENTARER

linsepostej med sprød boghvede

Skrevet af , Posted in hovedretter, julemad

5. november 2016

 

sundheden er løs

henrik-co

Hos Løs Market møder du disse to charmerende ildsjæle, som er kræfterne bag butikken.

 

Jeg bliver nødt til at dele en åbenbaring med jer: den nye butik Løs Market, Saxogade 77 på Vesterbro i København.

Ideen er, at vi skal spare på emballagen, så du medbringer enten dine egne beholdere, poser, flasker etc., eller du kan købe dine produkter i en papirspose og – som navnet siger: alting er i løs vægt.

Det er ikke blot et fantastisk initiativ, at vi skal undgå det enorme emballagespild, vi oplever i øjeblikket. Nogle varer er emballeret i helt op til 3-4 forskellige former for indpakning. Men lige så vigtig er butikkens udvalg af fantastiske økologiske råvarer. Løs Market har et meget stort udvalg af korn-, linse- og bønneprodukter. Deres valnøddeolie er af en kaliber, så englene synger. Hasselnødderne fra Frankrig smager som nutella, sveskerne er søde og fede, de håndlavede sæber skærer du selv på en gammel brødmaskine – og jeg kunne blive ved. Grøntsager kan du også få, og selvfølgelig kan du tappe din egen vin.

 

loes-market-1

Krydderiafdelingen sender straks én tilbage til et nordafrikansk marked. Her kan du få både ras el hanut, za’atar og mange andre krydderier, som ikke findes i supermarkedet.

.

med hænderne fulde

loes-market

Tag rigeligt med emballage med i Løs Market. Der er så mange fristelser, at du hurtigt får hænderne fulde. Her er det bror Hans, der går amok i bønner og linser.

Hvis du ikke bor i københavns-området, så skriv Løs market på din liste over oplevelser, når du besøger hovedstaden. Her er både sundheden og fantasien sluppet løs.

.

 


2. november 2016

.

en herlig hverdagspostej

linsepostej-1 

Julen nærmer sig så småt. Snart vil masser af udendørs lyskæder fortrænge novembermørket, og mange af os begynder så småt at tænke på julemaden! Faktisk er min gode veninde Anette Harbech Olesen, Mad for livet, i gang med at forberede en E-bog med opskrifter på julemad, hvor jeg bidrager med grønne opskrifter. E-bogen vil kunne downloades gratis, når den er færdig. Det hører du mere om.

For grøntsagsspiserne er klassisk julemad en nøddepostej eller mandelpaté. Her er forslag til en helt almindelig hverdags-linsepostej, som jeg nok ikke ville vælge til julemiddagen, men der er mange andre dejlige dage inden jul, og her vil postejen gøre god fyldest, måske serveret med vores allesammens yndlingstilbehør: ovnbagte rodfrugter. Hvis du vil være med på det nyeste beat, så drys med lidt lakridspulver!

Linsepostejen er også dejlig som pålæg.

 

ovnbagte rodfrugter med svampe og lakrids

rodfrugter-ovnbagte

De fleste elsker bagte rodfrugter. I denne blanding har rodfrugterne fået selskab af svampe og tomater. Det er et skønt tilbehør til postejen. Se opskriften her.

 

ovnbagte rodfrugter med hvidløg

rodfrugter-bagte

Denne blanding af rodfrugter med masser af hvidløg er også et godt valg. Sammen med opskriften på rodfrugterne finder du også opskrift på en misodip, der kan bruges som tilbehør til postejen og begge slags bagte rodfrugter.

 

postej med boghvede på toppen

linsepostej-3

Jeg har dækket postejen med boghvedekerner. Det giver en lidt sprød overflade, men først og fremmest leverer de små frø en masse gode stoffer, som kroppen higer efter. Bl.a. virker boghvede antioxidant og betændelseshæmmende. Frøene er rensende for kroppen og indeholder mange vitaminer og mineraler. Se om alle de gode stoffer i boghvede her.

Nu er det ikke store mængder boghvede, du får med denne postej,  så brug gerne frøene som tilbehør og i salater – så meget som muligt. Boghvede er også en god løsning for glutenallergikere.

 .

flere slags linser

linser

Linser leverer gode og klimakærlige proteiner. Linser indeholder ca. 25 g proteiner pr. 100 g. Det er det samme som i kyllingekød, mere end i roastbeef og dobbelt så meget som i æg. Der er altså absolut ingen grund til at spise animalske produkter for at få sit proteinbehov dækket.

Den vestlige verdens overforbrug af kød betyder ikke blot udsultning af jord og mennesker i den fattige del af verden, det betyder også, at vi for at producere foder til de dyr, vi spiser, udrydder selve naturen, både de vilde planter og de vilde dyr.

Utallige plantearter er forsvundet fra vores natur, og mange vilde dyr er i tilbagegang. En del af dem vil vi fremover kun kunne møde i zoologiske haver. Mange mennesker ved ikke, at det hænger sådan sammen, men hvis  man tænker over det, er det jo helt sindssygt, at vi i den grad skærer den gren over, vi selv sidder på – bare fordi vi vil have kød på tallerkenen!

.

linsepostej med sprød boghvede

300 g linser

200 g gule løg

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

200 g champignon

2 spsk kokos- eller olivenolie

50 g hasselnødder

ca. 50 g havregryn

1 dl sojafløde

1-2 spsk lime- eller citronsaft

1 spsk tørret timian

1 spsk tørret salvie

4 spsk tamari

4 spsk olivenolie

50 g boghvedefrø

 

Kog linserne i rigeligt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem og findel dem i køkkenmaskinen.

Hak de tre slags løg og svampene. Svits dem i olien ca. 5 minutter.

Rør dem i de purerede linser. Hak nødderne fint og tilsæt dem sammen med havregrynene.

Smag til med citrussaft, krydderurter, tamari og friskkværnet peber. Lad farsen hvile en halv times tid. Vurdér konsistensen igen. Hvis farsen er for blød, så tilsæt lidt flere havregryn.

Rør 4 spsk olivenolie i farsen og læg den i en smurt postejform. Pres farsen sammen med en spatel.

Pensl overfladen med lidt olie og pres boghvedefrøene lidt ned i farsen.

Bag postejen i en 200 grader varm ovn ca. 40 minutter.

 

linsepostej-2

tip

Du kan også forme farsen til bøffer og sætte dem på en bageplade med bagepapir.

Bag bøfferne i en 200 grader varm ovn til de er gyldne, ca. 15 minutter.

 

linsepostej-m-salvie

 

Share

fredag

2

september 2016

16

KOMMENTARER

spidskålsruller – sæt kulør på kålen

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

kulørt kål med linsefars og sennepssovs

spidskålsruller-grønne-og-lilla

En af mine yndlingskål er spidskål. For mig er spidskål en sommerkål, så nu foreslår jeg at nyde den milde kål på alle mulige måder, inden de lidt grovere typer som hvidkål og savoykål tager over i efteråret.

Hvis du har lilla spidskål til overs fra salaten forleden, så brug den som “omslag” til lækre kålruller. Jeg havde også et gigantisk grønt spidskålshoved liggende, så jeg har brugt begge farver, men du kan sagtens bruge enten lilla eller grøn spidskål.

Som fyld er der utallige muligheder. Jeg har her valgt en fars af linser og svampe, men du kan også bruge disse typer fars som fyld: valnøddefalafler, nøddefrikadeller, mandelfrikadeller, squashburgere, linsefrikadeller og mange andre slags plantefars. Gå selv på opdagelse på bloggen.

Du kan “bladre” under “kategori” i over 1.000 opskrifter i spalten th. Dér kan du finde flere ideer til fyld i dolmerne.

 

lilla spidskål

lilla spidskålSom jeg skrev om forleden er der mange helbredsmæssige gevinster ved at spise frugt og grønt med lilla, blåsorte og rødlige nuancer.

.

tilbehør: ris eller perlebyg?

perlebygsalat-m-tranebær.2

Jeg har serveret almindelige brune ris til kålrullerne, men ris er klimabelastende og skal derfor nydes med måde. Det er klogere at spise korn dyrket i vores egen del af verden. Det kan være hele korn af spelt, byg, hvede eller rug, også hel boghvede er en god idé. Ovenfor er en lækker salat med perlebyg, som vil passe fint til kålrullerne.

Hvis du har mange squash, kan du også vælge denne salat med korn og squash.

Jeg sværger til hurtige sovse eller dips. Det kan være yoghurt eller fløde (eller begge dele) smagt til med forskellige ting som hvidløg, chili, sennep, krydderurter, krydderier etc. Sådan en sovs er lavet på to minutter og er (næsten) kun fed på den fede måde!

.

kålruller med svampe- og linsefars

spidskålsruller.1

spidskålsruller med sennepssovs

75 g linser (brune, sorte eller røde)

100 g sojaflager eller sojafars (kan erstattes af havregryn)

1 1/2-2 dl grøntsagsbouillon

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

250 g champignon

2 spsk fintsnittet salvie

2 spsk citronsaft

1 1/2-2 dl mandelmælk eller anden mælk/fløde

tamari

8 blade grøn spidskål

8 blade lilla spidskål

evt. purløg

sovs:

2 dl sojayoghurt eller anden yoghurt, evt. også lidt kokos- eller sojafløde

ca. 1 spsk dijonsennep

 

spidskålsruller.4

Kog linserne møre, ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Overhæld sojaflagerne med kogende bouillon og lad dem trække en halv times tid.

Purér linser og sojaflager i en foodprocessor  eller blend dem.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er klare.

Hak svampene fint og tilsæt dem sammen med salvie og citronsaft. Svits til svampene afgiver lidt væde.

Rør svampeblandingen i de purerede linser og flager. Smag godt til med salt, peber og tamari.

Fjern det nederste grove af ribberne på kålbladene (gem det til en suppe).

Læg kålbladene i kogende vand og damp dem så meget, at de blot bliver bløde. Afdryp kålbladene (gem væden til en suppe eller brug den som start på en bouillon).

Fordel farsen i kålbladene, fold siderne ind og rul kålen sammen. Læg rullerne i en ovnfast form med en smule bouillon i bunden. Bind evt. et “bånd” af purløg omkring rullerne.

Varm kålrullerne i en 200 grader varm ovn 10-15 minutter. Sæt dem evt. under grillen til sidst.

 

spidskålsruller.2

sovs

Smag yoghurten til med sennep og tamari. Du kan også røre lidt fløde i.

Servér dippet eller sovsen til separat. Du kan give bagte eller kogte kartofler til eller, som her, løskogte brune ris. Eller endnu bedre: hele korn som omtalt ovenfor.

 

spidskålsruller.3

Her er der brune ris i skålen nederst tv. Men som nævnt er det mere klimakærligt at spise korn fra vores egne breddegrader.

 

 

Share

mandag

23

maj 2016

16

KOMMENTARER

opdaterede boller i karry

Skrevet af , Posted in hovedretter

 

mormormad på den kærlige måde

boller-i-karry.4

Mormormad er hipt lige nu. Måske er det en reaktion på det nye nordiske køkken. Hvis du også har fået lyst til en gammel nordisk ret, så er her en klassiker.

Jeg undrer mig altid over, hvorfor så mange vælger at spise kød, når det er muligt at lave de fleste retter uden at det belaster dyrene og klimaet. Her er forslag til, hvordan du kan lave boller til den gamle klassisker. Jeg har tidligere bragt en opskrift på boller i karry. Her var bollerne lavet af bønner, men nogle kunne ikke få bollerne til at hænge ordentlig sammen. Derfor har jeg nu lavet denne opdaterede og forbedrede udgave af boller i karry.

Du kan også vælge disse valnøddefalafler.

 

boller-i-karry.2

røde ris

Jeg har valgt at servere en blanding af brune ris og røde ris til curryretten. Brune upolerede ris er meget mere næringsrige end de hvide polerede (indeholder mange B-vitaminer og fibre). Og de røde ris er så endnu en tand sundere end både de polerede og de brune.

Man har i årtusinder spist røde ris i Østen, og de er altid blevet anset for sunde.

Røde ris er ikke “født” røde. Den røde farve skyldes en gærsvamp, Monascus purpureus, som gror på risen. Når man køber risen, er svampen væk, men den har efterladt nogle sundhedsmæssigt aktive stoffer, de såkaldte statiner, som virker k0lesterolsænkende. Der er altså al mulig grund til at få de røde ris på menuen.

.

boller i karry

boller:

50 g røde linser

2 spsk HUSK (loppefrøskaller)

3/4 dl vand

100 g kartofler

200 g squash

2 spsk finthakket skalotteløg

4 spsk fuldkornsrismel

evt. 1/2 spsk spidskommenfrø

chiafrø, hørfrø, sesamfrø

sovs:

75 g æble

75 g gulerod

3 spsk olivenolie

2-3 tsk karry afhængig af styrken

2 tsk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

2 spsk hakket skalotteløg

3 spsk hvedemel eller rismel

ca. 2 dl grøntsagsbouillon

ca. 2 dl kokosmælk eller anden mælk

citronsaft

evt.chili

ris:

125 g hvide eller brune ris

125 g røde ris

50 g rosiner

 

boller-i-karry.1

Kog linserne i dobbelt mængde vand ca. 15 minutter. Afdryp dem, hvis der er mere væde tilbage.

Pisk imens loppefrøskallerne ud i vandet. Brug en elpisker og pisk et par minutter.

Riv squash og kartofler ned i en sigte. Drys 1/2 spsk salt på og vend det godt ind i grøntsagerne. Lad dem stå 15-20 minutter.

Skyl de revne grøntsager med koldt vand og pres så meget væde ud af dem som muligt.

Bland de kogte linser i loppefrøskallerne og pisk til massen hænger helt sammen. Tilsæt de revne grøntsager og pisk et øjeblik til farsen næsten slipper skålen.

Rør de hakkede løg i sammen med rismel, spidskommenfrø og lidt peber.

Smag godt til. Farsen vil formentlig være salt nok fra udblødningen. Hvis ikke, tilsættes også lidt salt.

Lad farsen stå i køleskabet en halv times tid, før den formes til 16-18 små boller.

Du kan trille bollerne i chiafrø, hørfrø eller sesamfrø eller alle tre slags frø. Jeg har valgt alle tre.

Sæt bollerne på bagepapir på en bageplade og sæt pladen i en 200 grader varm ovn. Bag bollerne 10 minutter. Vend dem og bag dem 15-20 minutter på den anden side.

 

boller-i-karry.3

Bollerne kan laves i forvejen, evt. dagen før retten skal serveres, og varmes op i ovnen.

Lav sovsen: skær æble og gulerod i meget små terninger eller riv dem på rivejernet.

Varm olien op i en lille gryde og tilsæt karry efter smag samt gurkemeje og peber. ”Brænd” krydderierne af og tilsæt skalotteløget. Svits det et par minutter.

Drys melet i og bag sovsen op med bouillon og mælk. Rør æble og gulerod i sovsen og lad den simre for svag varme 4-5 minutter.

Smag godt til med salt, citronsaft og et nip sukker. Hvis du er ”hard core”, kan du også tilsætte lidt frisk hakket chili eller tørrede chiliflager.

Kog de to slags ris efter anvisningen på pakkerne. Hvis du bruger brune ris, kan du koge de to slags ris i samme gryde, 30-35 minutter.

Tilsæt et lille drys salt og rosinerne, efter 20 minutters kogetid.

Ved serveringen sættes 2-3 varme boller i hver tallerken, og den varme sovs hældes over. Det er ikke nogen god idé at varme bollerne op i sovsen, da de så bliver for bløde.

 

boller-i-karry

Share