Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

karljohanmayoArkiv

torsdag

2

december 2021

5

KOMMENTARER

shawarma af selleri med karljohan-mayo

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, julemad

.

luk street food ind på frokostbordet

De små spyd her er en plantebaseret udgave af shawarma, der er en stor klump kød, som man snitter små stykker af og spiser i fx en wrap. Det er mad, man så at sige spiser “på farten”. Men i den klimakærlige udgave kan shawarma med fornøjelse nydes som forret eller som en del af et frokostbord.

Mon ikke de fleste kender de såkaldte shawarma-tårne (shawarma kaldes også kebab eller gyros) med kød, der drejer rundt, i tyrkiske cafeer eller restauranter?

Kød fra okse, kylling, lam etc. trækkes på spyd og bliver langtidsgrillet, mens spyddet roterer. Når det er mørt, skæres der flager eller strimler af kødbjerget.

Hvis du også synes, det lyder klamt, så prøv shawarma af selleri. Det er sund fornuft på alle planer!

Aldrig har kloden sukket mere efter et mindre kødindtag end nu, og derfor er det rart at vide, at de allerfleste kødbaserede retter kan laves i en klima- og dyrevenlig udgave.

.

til forret eller frokost

De små tynde stykker selleri får smag af en spicy marinade af krydderier, chilisovs, tamari mv. Rettens mellemøstlige oprindelse giver en anden smagsoplevelse til afveksling fra de danske julekrydderier.

Spyddene kan serveres som forret med mayoen – eller de kan bruges som del af en frokost med flere forskellige små retter.

Du kan lave spyddene færdige i god tid og varme dem op i ovnen, lige før serveringen.

.

med svampemayo

Mayo med karljohan-svampe er noget, man nemt kan blive lidt afhængig af, så lav gerne en stor portion. Mayoen kan helt sikkert også nydes til andre af retterne på julens frokostbord.

.

.

du kan også lave shawarma på denne måde …

Se opskrift på denne type shawarma her.

.

… eller servere dem i wraps

Se opskrift på wraps her.

.

selleri-shawarma med karljohan-mayo

(4 personer)

5 g tørrede karljohan-svampe

½ dl rapsolie

1½ dl mayo

250 g renset selleri

shawarma-marinade:

1 tsk stødt kardemomme

2 tsk stødt spidskommen

2 tsk stødt kanel

2 tsk røget paprika

½ dl sød chilisovs

1-2 spsk tamari

1 fed hvidløg

agavesirup eller rørsukker efter smag

salt, friskkværnet peber

4 grillspyd

.

Hæld kogende vand på svampene, så det dækker. Lad dem trække en times tid.

Hak svampene og lad dem simre i olien 5 minutter ved svag varme. Lad dem afkøle.

Pres al olien ud af svampene. Gem svampene og brug olien til at lave mayoen af. Tilsæt svampene når mayoen er færdig.

Eller:

Rør lidt af olien samt svampene i en mayo, du allerede har rørt (eller købt). Resten af olien er fint til stegning eller en dressing.

Skræl sellerien og skær den i meget tynde skiver på et mandolinjern. Skær skiverne i kvadrater på ca. 3×3 cm.

Rør marinaden sammen og smag den godt til. Vend sellerien i marinaden og lad den stå nogle timer, gerne til næste dag. Vend rundt i skiverne engang imellem.

Hvis du bruger grillspyd af træ eller bambus så lad dem trække i vand en times tid, så de ikke bliver brændte i ovnen. Eller brug metalspyd.

Del selleriskiverne i fire portioner og træk dem på grillspyddene.

Læg spyddene i en ovnfast form og dryp med lidt af marinaden.

Sæt spyddene i en 200 grader varm ovn 10 minutter. Tænd for grillen og lad skiverne blive gyldne på begge sider.

Servér spyddene med svampemayoen. Drys evt. med lidt grønt. Jeg kan brugt brøndkarse, men det kan også være persille eller purløg.

.

.

Share