Denne hverdagsret er lavet med et par af vinterens sidste grøntsager. Hvis du ikke er vild med balsamico, så udelad glaceen og dryp i stedet 1/2-1 dl olivenolie over grøntsagerne.
For at få proteinregnskabet i orden, kan der spises en salat med korn, kerner eller bønner til retten, se nedenfor.
pastinakker og rosenkål glaseret m balsamico
1/2 kg rosenkål
1/2 kg pastinakker (evt. persillerødder eller rødbeder – eller en blanding)
evt. 1 spsk tørret timian eller anden krydderurt
50 g søde tranebær
50 g pecannødder (evt. valnødder)
1 1/2 dl balsamico
3-4 tsk råsukker
2 spsk olivenolie
frisk timian eller anden krydderurt
Rens rosenkålen og skær den igennem. Læg kålen i kogende vand og sluk for varmen. Lad kålen ligge i vandet 3 minutter og afdryp den derefter.
Skær pastinakkerne i ca. 2 mm tynde skiver på langs. Brug gerne et mandolinjern.
Læg pastinakskiverne i et par lag i et ovnfast fad. Læg de halve rosenkål på i et pænt mønster. Drys med lidt salt og friskkværnet peber, evt. også en tørret krydderurt.
Kog balsamicoen ind sammen med sukkeret, til det tykner. Rør olien i sammen med 3-4 spsk vand. Smag til og hæld straks glaceen over grøntsagerne i fadet. Hvis glaceen størkner, må du varme den op igen og evt. tilsætte en smule vand.
Drys tranebær og nødder på og læg folie over fadet.
Sæt retten i en 200 grader varm ovn 20 minutter. Fjern folien og lad fadet stå i ovnen endnu 10-15 minutter.
Drys gerne med en frisk krydderurt.
Giv kogt quinoa eller brune ris til, evt. også en salat, fx en orientalsk taboulleh med bulgur.
taboulleh – bulgursalat
Taboulleh er en salat fra Mellemøsten med bulgur (knækket hvede), små terninger af tomat og agurk samt masser af persille og mynte.
Du kan også vælge en salat med de proteinrige quinoafrø.
Der er sket det glædelige, at der nu sælges flere æg fra fritgående og økologiske høns. Men der mangler stadig næsten 50% for at komme helt over på den gode side af burhønseburet.
Vil du helt undgå æg, fx når du bager, findes der udmærkede alternativer:
alternativer til æg
Du skal også være opmærksom på det produkt, der hedder “No egg”. Det er et glimrende alternativ til æg og fås i helsekostbutikker.
28. oktober
nu er det nemt at printe
Mange af bloggens følgere har haft problemer med at printe opskrifterne ud på bloggen. Der er kommet op til 20 ark ud af printeren med farvebilleder og det hele. Og det er både alt for dyrt og ressourcekrævende.
Klik på share/save under de enkelte indlæg. Klik her på “print friendly”, så kan du fjerne fotoene. Det vil sige, du får kun teksten printet ud.
lav din egen opskriftssamling
Hvis du har lyst til at gemme nogle af opskrifterne, måske med billeder, kan du gøre som en af bloggens trofaste læsere, Erika.
Erika fortæller, at hun gør sådan:
“Via copy/paste henter jeg hele teksten samt fotos over til et word-dokument. Under overskriften indsætter jeg en “tabel” (bare to felter ved siden af hinanden). I det ene kommer ét af dine smukke fotos og ved siden af ingredienserne. Selve teksten placeres under den lille kasse. Nogle gange formindsker jeg skriften for at få plads til hele opskriften på én A4-side, således kan jeg kigge på opskriften mens jeg laver maden uden at jeg skal bladre videre. Plastomslaget beskytter opskriften – det har vist sig at være yderst praktisk.
Desværre må jeg jo begrænse mig til 1 foto, men på bloggen nyder jeg alle dine fotos, som har inspireret mig ikke bare til madlavning men også når jeg selv tager fotos i helt andre sammenhænge.”
Tusind tak til Erika.
flere opskrifter
På den nye blog er det min plan at udsende opskrifter og kommentarer to-tre gange om ugen i stedet for to opskrifter på én gang og om torsdagen. Det betyder, at ugens menu bliver afløst af nyheder et par gange om ugen.
Skriv gerne, hvad du synes om nyheder flere gange om ugen. Tryk på “Kommentarer” tv. under datoen.
spidskålssalat m figner og hasselnødder
der er stadig friske figner
Da jeg for mange år siden for første gang satte tænderne i en figen i Grækenland, var det en åbenbaring.
Den violette, solmodne frugt var sød og blød og smagsmæssig en helt ny knasende oplevelse..
Mange har i år sikkert selv høstet solmodne figner i Danmark, men ellers er de importerede frugter ofte uden stor personlighed, fordi de er høstet alt for tidligt. Men kan du skaffe gode figner, er denne salat en herlig himmerigsmundfuld.
lilla spidskål
Lilla spidskål er et forholdsvis nyt medlem af kålfamilien. Kålen ligner rødkål men smager som spidsksål. Jeg har taget den med i salaten på grund af farven, som spiller fint med de violette figner. Du kan dog sagtens nøjes med en af de to slags spidskål.
Prikken over i’et i salaten er de ristede hasselnødder.
mit egern anbefaler nødder på salaten
Lige uden for køkkenvinduet kommer det lille egern på besøg. Og det synes, det er ekstra dejligt, når der også vanker en nød eller to. Se blot hvordan den lille fyr smiler lykkeligt og fiffigt på billedet tv.
tofarvet spidskålssalat m figner og hasselnødder
1/2 rød spidskål
1/2 grøn spidskål
4 friske figner
50 g hasselnødder
rød eller alm. basilikum
dressing:
4 spsk oliven- eller hasselnøddeolie
2-3 spsk limesaft
2 tsk dijonsennep
evt. ahornsirup
Snit de to slags spidskål fint og bland kålen.
Skær hver figen i 6 både.
Skær nødderne i flager og rist dem gyldne i 1 spsk olie.
Rør dressingen sammen og smag til med sennep, salt, peber, limesaft og evt. sirup.
Hæld dressingen over kålen og vend godt rundt.
Læg fignerne på salaten og drys med nødder og basilikumblade.
tip
Du kan evt. bruge hakkede, tørrede figner i stedet for friske.
Hvis du tilsætter 1 spsk ristede spidskommenfrø i stedet for sennep, får du en anden, interessant smag i salaten.
. blomkålsbøf med mild kokos og stærk karry Blomkålen konkurrerer med sellerien om at være på menuen, når animalsk baserede restauranter serverer plantemad. Det kan […]
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy