Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

jordnøddesmørArkiv

mandag

21

november 2016

24

KOMMENTARER

bagt blomkål med quinoa, kantareller og misosovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

bagt blomkål er bare bedst

bagt-blomkaal-m-kantaeller-3

forvandlingskålen

Blomkål er en grøntsag med flere personligheder. Alt efter tilberedningsform skifter kålen smag. Hvis du spiser den rå, har den en let nøddeagtig smag, river du den fint til “sne” får den en helt anden mild smag. Koger du den, får  du den klassiske blomkålssmag, og bager du den, åbenbarer den endnu en smagsvariant, nu mere fortættet.

.

grøn eller hvid kål

 romescokål.blomkål

Du kan bruge den kendte hvide blomkål til retten – eller vælge den nye grønne “fætter”, romanescokålen.

.

nyd årets sidste kantareller

bagt-blomkaal-m-kantareller-1

Der er formentlig ikke flere kantareller derude i skovene, men de kan stadig købes hos grønthandleren 0g i nogle supermarkeder. Så nyd årets sidste små guldklumper i denne ret. Men du kan også vælge alle mulige andre svampe. Både champignon, kejserhatte og østershatte egner sig fortrinligt.

 .

hvad med quinoa?

bagt-blomkaal-m-kantareller-2

Jeg har valgt quinoa som proteinrigt tilbehør til den bagte blomkål. Men hvordan er det nu med quinoa – har vi ikke ødelagt livsgrundlaget for de lokale indianere, der dyrker det sunde frø på de stejle bjergsider i Andesbjergene?

Jo, det har vi til en vis grad. Quinoa er blevet så succesrigt og dyrt et produkt i Vesten, at de lokale avlere, de fattige bønder i bl.a. Bolivia, ikke mere har råd til selv at spise sig mætte i qunoa, der har været deres basisføde i årtusinder. Det må vi tage ansvar for, og jeg tør også kun anbefale quinoa, fordi jeg ved, der er dansk dyrket quinoa på vej. Det er glædeligt, at dette supersunde frø nu også dyrkes i Danmark.

Når det er sagt, vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at dem, der kritiserer vores indtag af quinoa, ikke taler om den afbrændning af regnskov, udpining af jord og fordrivelse af fattige bønder i Sydøstasien og Sydamerika, der foregår for at skaffe soja til vores produktionsdyr i Vesten. Det er i en helt, helt anden målestok (der tilmed ødelægger klimaet også), men de mange, der fordømmer vores forbrug  af quinoa (med rette!), glemmer at tænke på natur og mennesker, når det handler om at producere dyr. Det er trods alt mere etisk forsvarligt og klimavenligt at spise et produkt direkte end først at sende det gennem dyrene. Med ødelæggelse af natur, klima og store lidelser for dyrene til følge. Og heldigvis er quinoa nu et produkt, vi snart kan spise med god samvittighed.

quinoa-i-sigte

et supersundt lille frø

Quinoa er et lille frø, der vokser på de magreste jorder i Sydamerika, specielt i Bolivia, og ikke desto mindre indeholder en masse næring.

Quinoa betyder moderkorn på de lokale indianeres sprog, og som vegetar og veganer er det et fantastisk næringsmiddel, fordi det er så proteinrigt.

Quinoa er ikke et korn men et frø fra en etårig plante, som har været dyrket i Andesbjergene i tusindvis af år. Man siger, at quinoa var selve grundlaget for inkakulturen.

Quinoa indeholder, foruden proteiner (alle essentielle aminosyrer), mange antioxidanter samt mineraler som kalk og jern – og de essentielle omega 3 fedtsyrer.

.

bagt blomkål med quinoa, kantareller og misosovs

1 stort eller 2 mindre blomkålshoveder, ca. 3/4 kg

oliven- eller rapsolie

50 g hasselnødder

150 g quinoa

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

3 spsk kokos- eller olivenolie

250 g kantareller eller andre svampe

2 spsk lime- eller citronsaft

salt, friskkværnet peber

1 spsk friske timianblade + ekstra til pynt

sovs:

1 spsk brun miso – læs evt. mere om miso her

3-4 spsk kogende vand

2 spsk tahin (sesampasta), kan erstattes af jordnøddesmør

2 dl sojafløde eller anden fløde

tamari

 

Pensl blomkålen godt med olie og sæt den i en bageform. Bag kålen i en 200 grader varm ovn 25-30 minutter. Hold øje med kålen, den må ikke blive for mørk.

Skær hasselnødderne i flager og rist dem gyldne i lidt olie. Sæt dem til side.

Skyl quinoaen og kog den i dobbelt mængde vand med et lille drys salt ca. 20 minutter. Tilsæt mere vand om nødvendigt. Hæld evt. overskydende vand væk, når quinoaen er kogt.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien til løgene er klare.

Skær kantarellerne i halve eller kvarte og kom dem på panden. Svits ved rask varme, til svampene afgiver væde. Tilsæt lidt citrussaft og et drys salt og peber samt timianblade.

Tag panden af varmen.

.

sovs

Rør misoen til sovsen med lidt kogende vand. Tilsæt tahin og evt. væde fra de stegte svampe. Rør fløden i og smag til med tamari, peber og citrussaft. Varm sovsen op i en gryde inden serveringen. Den må ikke koge.

Rør quinoaen i de stegte svampe og læg blandingen i et fad. Sæt den bagte blomkål på quinoaen og pynt med lidt frisk timian og de ristede nødder.

Servér sovsen til separat.

 

bagt-blomkaal

 

 

Share

fredag

7

august 2015

8

KOMMENTARER

bagt blomkål med kulørte tomater og jordnøddesovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

blomkål med små søde tomater og “fregner”

blomkål-bagt-m-tomat.2

om at bruge hovedet på den gode måde …

Forleden stod jeg med et kæmpestort blomkålshoved, der kunne mætte en hel familie. Jeg funderede lidt over, hvad det kunne blive til som hovedret. Da jeg er vokset op med blomkål kogt til mos, var det ikke svært at udelukke kogt blomkål. Kogning af blomkål er en af de sikreste måder at tage livet og smagen af den fine kål på – med mindre, selvfølgelig, den skal blive til suppe.

Jeg valgte at bage kålen i ovnen. Og for at få en hovedret ud af det med proteiner og det hele, lagde jeg en bund af sorte belugalinser, men du kan bruge alle slags linser (eller bønner eller kikærter).

De små søde tomater, der er fremme nu, sætter både kulør og smag på retten, og jordnøddesovsen sørger for at “spice” det hele op.

Servér gerne en salat til, se nederst på siden.

 .

blomkål-bagt-m-tomater.4

bagt blomkål med kulørte tomater og jordnøddesovs

100 g sorte belugalinser

olivenolie

citronsaft

1 stort blomkålshoved eller 2 mindre

400 g små tomater, gerne i forskellige farver

50 g solsikkekerner

ca. 2 spsk råsukker

krydderurter, fx smalbladet basilikum og lidt salvie

jordnøddesovs:

1/2 dl groft jordnøddesmør

evt. kokosmælk (kan erstattes af vand)

1 spsk finthakket skalotteløg

chili efter smag

2 fed hvidløg

1-2 spsk røget sesamolie (kan erstattes af anden olie)

2-3 spsk citronsaft

2-3 spsk tamari (soja)

 

blomkål-bagt-m-tomater.1

 

Kog linserne i rigeligt vand 20 minutter. Afdryp dem.

Rør 4 spsk olivenolie med 2 spsk citronsaft og smag til med salt og peber. Vend dressingen i linserne og læg dem i et lavt ovnfast fad (gem evt. lidt til at drysse på toppen af retten).

Del blomkålen i buketter. Skær stokken i små terninger. Hæld kogende vand over kålen og lad den stå et par minutter. Afdryp den (drik vandet eller brug det i en suppe).

Læg kålen over linserne og sæt tomaterne ned i retten.

Drys med solsikkekernerne og dryp med lidt olie. Sæt fadet i en 190 grader varm ovn i 15 minutter.

Tag fadet ud og prik lidt i tomaterne. Drys sukkeret på og sæt fadet i ovenen igen, ca. 10 minutter eller til overfladen er gylden.

jordnøddesovs

 

Lav imens jordnøddesovsen: rør jordnøddesmørret lindt med kogende vand. Kom små portioner i ad gangen, da smørret pludselig kan blive meget flydende. Rør evt. også 1/2-1 dl kokosmælk i.

Tilsæt skalotteløg, evt. finthakket chili (eller tørret chili) samt presset hvidløg.

Smag til med sesamolie, citronsaft og tamari.

Drys krydderurterne og evt. overskydende linser på retten ved serveringen.

Giv jordnøddesovsen til separat.

Servér også gerne en salat til med hele korn, se nedenfor.

 

blomkål,-bagt-m-tomater

 

salat af pelebyg, squash og tranebær

salat-af-perlebyg-m-squash-680x1024

Squashene vælter frem fra planterne i øjeblikket. Så en salat med squash er oplagt til blomkålsretten.

 

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.

Share

lørdag

2

maj 2015

4

KOMMENTARER

sprøde søde kartofler, selleri og kikærter med stærk jordnøddesovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

 .

forårsfesten starter!

asparges på bræt

nu er de her – de dejlige stilke

Endelig, endelig blev det så meget forår, at aspargesene dukkede op af den sorte jord. Det er foreløbig tyske, der er i butikkerne, men de økologiske er fine.

Asparges er sunde, vanddrivende og udrensende for kroppen. De indeholder B- og C-vitaminer samt kalk, fosfor og magnesium.

Asparges har mange af de eftertragtede kostfibre, som danserne får alt for få af. Kostfibrene er med til at fremme madens vej gennem tarmsystemet, og dermed føres også skadelige stoffer hurtigere gennem systemet uden at blive optaget i kroppen.

Den store aspargesfest er startet. Jeg er i fuld gang med at udvikle nye opskrifter. Men start foreløbig med en tærte med grønne og hvide asparges. Se opskriften her.

 

aspargestærte

aspargestærte 4

 

 


.

når kartofler er søde …

søde-kartofler-m-satay

… og supersunde 

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men søde kartofler er fantastiske. De hører til den gruppe fødevarer, der med rette kaldes superfood eller powerfood – det vil sige grøntsager der ikke blot er mad men også medicin. De orange rødder er rige på C-vitaminer og betacaroten (A-vitamin) samt B-vitaminer. Af mineraler indeholder de især mangan, jern, magnesium og kalium, som er regulerende for blodtrykket. De holder  desuden blodsukkeret i balance og er kolesterolsænkende.

Søde kartofler er også en grøntsag, der virker muskelafslappende og nervestyrkende. Og mange undersøgelser peger på, at kartoflerne beskytter mod flere forskellige former for kræft, bl.a. prostata- og brystkræft.

Søde kartofler er letfordøjelige og derfor også gode ved fordøjelsesproblemer. De indeholder et stof, der hedder phytochelatiner, der binder tungmetaller og andre giftstoffer i fordøjelseskanalen, således at disse går direkte gennem tarmsystemet uden at optages i kroppen.

Rødderne er meget fiberrige (mere end den almindelige kartoffel) og giver derfor en god mæthedsfornemmelse.

Den søde kartoffel er en knold eller rod og slet ikke nogen kartoffel, som den hvide, vi kender, og som tilhører natskyggefamilien. Den søde kartoffel hører til snerlefamilien og er ældgammel. Den har været spist i Sydamerika i mere end 10.000 år. Nu er det på tide, at vi for alvor tager den til os i Danmark.

Lige nu ser jeg mange søde kartofler i butikkerne. Nyd dem i mængde. De både smager og opbygger. Får du smag for flere søde kartofler så prøv også fyldte søde kartofler.

 

søde-kartofler-bagte.3

sprøde søde kartofler, selleri og kikærter med stærk jordnøddesovs

200 g kikærter (evt. 2 dåser)

400 g søde kartofler

700 g selleri

citronsaft

olivenolie

tamari

1 bdt persille

l bdt dild

sataysovs:

1 1/2 dl jordnøddesmør

2 fed hvidløg

2 spsk reven ingefær

chili efter smag, evt. tørret

1/2 dl kokosmælk eller sojafløde

1 spsk citronsaft

2-3 spsk tamari

 

søde-kartofler-m-papir søde-kartofler-satay.1

Sæt kikærterne i blød 6-8 timer og kog dem møre i nyt vand 15-20 minutter. Afdryp kikærterne.

Skær de søde kartofler i skiver på langs med en tykkelse på et par mm. Brug et mandolinjern.

Skær sellerien i skiver på knap 1 cm. Skræl skiverne og pensl dem med citronsaft.

Læg søde kartofler og selleriskiver på bagepapir på bageplader. Pensl med olie og drys med lidt salt.

Sæt pladerne i en 200 grader varm ovn og bag grøntsagerne gyldne. Vend dem og lad dem blive gyldne på den anden side.

De søde kartofler skal blive sprøde. Sellerierne bliver bløde.

Vend kikærterne i et par spsk tamari og et par spsk olie. Læg dem i et ovnfast fad og sæt det i ovnen de sidste ca. 10 minutter af grøntsagernes bagetid.

Lav jordnøddesovsen, mens grøntsagerne er i ovnen: rør jordnøddesmørret med presset hvidløg, reven ingefær og chili efter smag.

Tilsæt kokosmælk eller fløde samt citronsaft. Rør evt. også lidt vand i. Smag til med tamari, ingefær og citronsaft.

Læg de bagte grøntsager lagvis over kikærterne og drys med persille og dild. Servér sovsen til separat. Giv evt. også letdampet broccoli og brød til.

 

søde-kartofler-bagte.4

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på share/save nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.

 

 

Share