Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

gule ærter version 2.0Arkiv

mandag

20

november 2023

6

KOMMENTARER

gule ærter version 2.0, mormor-mad – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper, Uncategorized

.

uhmmm … comfort food

Gule ærter er god gammeldags dansk comfort food – eller som det ville hedde på dansk, “trøstemad”. Det er lige hvad vi har brug for på en råkold vinterdag.

Trøstemad er karakteriseret ved at fremkalde nostalgi og rare følelser, fx mormor-mad. Det kan også være noget hjemmelavet, noget der nærer både krop og sanser. Men det kan også være et modsatte: noget fedt, salt eller sødt. Alt det, vores reptilhjerne elsker. Men denne suppe hører hjemme på den supersunde side.

Før vi tænkte på, hvilken ødelæggende effekt kød har på krop og klima, spiste vi gule ærter med mængder af fedt flæsk og medister. Det er ikke klogt, hvis man vil være krop- og klimasmart.

Denne nye version af gule ærter smager rent og godt af dét, den skal: ærter og timian.

De tørrede gule ærter er proteinrige, og de indeholder specielt mange B-vitaminer samt meget kalk, fosfor og magnesium.

Vi skal hurtigst muligt udskifte de animalske proteiner med planteproteiner, og her kommer de flækkede ærter ind som et rigtig godt bud på linje med linser, bønner, kikærter etc.

.

flere kloge proteiner

Hvis du vil supplere de gule ærter med ekstra protein, kan jeg anbefale at tilsætte en håndfuld plantestykker fra PlantMate.

Hvis man har et par forskellige slags stående af de tørrede plantestykker, løber man aldrig tør for proteiner. Plantestykkerne udblødes i vand, der dækker, 10-15 minutter. Herefter kan de knuges fri for væde og lægges i en marinade, der giver den smag, man ønsker.

.

hummus af flækkede ærter

Gule flækærter kan også bruges til hummus eller spred, altså smørepålæg, se opskriften her.

..

klimakærlige gule ærter

(4 personer)

150 g flækkede gule ærter

ca. 1 l grøntsagsbouillon

100 g løg

100 g porre

4 fed hvidløg

300 g kartofler

200 g selleri eller pastinak

2 laurbærblade

en lille buket timianstilke

salt, friskkværnet peber

300 g gulerødder

1-2 spsk tamari

1/2 dl olivenolie

 

Kog ærterne i ca. halvdelen af bouillonen 15 minutter.

Hæld halvdelen i blenderen og purér ærterne.

Hak/snit løg, porre og hvidløg. Skær kartofler og selleri eller pastinak i små terninger.

Kom grøntsagerne i gryden med de ærter, der ikke er pureret. Tilsæt resten af bouillonen, laurbærblade og timianstilke. Drys med lidt salt og peber.

Kog suppen under låg 10 minutter.

Skær gulerødderne igennem på langs og derefter i skiver. Kom dem i gryden sammen med de purerede ærter og kog suppen færdig, endnu ca. 10 minutter.

Smag til med tamari, salt og peber. Rør olivenolien i suppen og servér den portionsvis med lidt frisk timian.

 .

som hovedret:

Lav dobbelt portion og servér suppen med ristet rugbrød.¨

.

Share