Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

dyrk grøntsager i krukkerArkiv

fredag

26

marts 2021

0

KOMMENTARER

gylden påskesuppe fra safranparadiset – ugens suppe

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, supper

.

solgylden suppe fra “Le Paradis du Safran”

I anledning af påsken er her en solgylden suppe lavet af så enkle ingredienser som kartofler, gulerødder, squash og græskar.

Suppen er en lille hilsen fra Marokko. Jeg smagte den for nogle år siden hos Christine Ferrari, der driver safran-farmen “Le Paradis du Safran”, og som jeg har omtalt tidligere under safranbrødene.

Foruden de lækre brød spiste jeg en dejlig frokost i Christines lille safran-paradis. Forretten var denne super-enkle suppe, som får sin elegance fra safran og et lille drys vanillekorn på toppen.

Er safran ikke lige ved hånden – eller synes du det er for dyrt – så brug en smule gurkemeje i stedet.

.

på markedet fås det hele

På markederne i Marokko bugner det med to af de mest populære grøntsager: gulerødder og græskar.

.

alle græskar kan bruges

Til safransuppen kan du vælge hokkaidogræskar eller et hvilket som helst andet græskar. Du kan evt. også udelade græskar.

.

et lille hvil mellem indkøbene

Det er hyggeligt med en lille sludder på vej hjem fra indkøb. I et land, hvor det sjældent er rigtig koldt, kan man sagtens hygge sig på det hårde fortov.

.

man klær’ sig vel efter forholdene!

I en lille smøge kan man sidde og overvåge “trafikken” – og når man vælger matchende farver, kan man næsten gå i ét med omgivelserne!

.

Christines safransuppe 

I “Le Paradis du Safran” blev suppen selvfølgelig serveret i et klassisk marokkansk glas. Christine har pyntet suppen med et lille geraniumsblad, men du kan vælge en anden krydderurt efter smag og behag.

Mange turister i Marrakech lægger vejen forbi “Le Paradis du Safran” (ca. 30 km udenfor Marrakech) for at smage på Christines lækre mad. Christine afholder også madkurser. Du kan læse mere her. Desværre ser det ud, som om det i øjeblikket kun er muligt at besøge urtehaven og vandre barfodet blandt helbredende urter i den smukke have.

Christine i sit Paradis

Schweiziske Christine Ferrari er en helt usædvanlig kvinde, der med de bare næver har opbygget sit paradis af en lille botanisk have med mange forskellige urter og eksotiske planter. Og så dyrker hun store mængder krokus, der høstes i november. Støvdragerne tørres derefter og bliver til det dyre krydderi, safran.

Christine og hendes folk bager hver dag friske brød i ovnen ovenfor.

Nu er Marokko nok ikke lige om hjørnet for de fleste af os. Men som mange af os har fundet ud af, er der heldigvis glæder uden ende, også i Danmark. Et par af dem er natur og planter. At glæden ved netop de to ting nu får et ekstra hak opad, skyldes den sprudlende havemand, Claus Dalby, som udgiver en ny bog i næste uge.

.

et specielt tilbud til bloggens læsere

Claus har gjort det igen!

Havegeniet Claus Dalby udgiver på mandag en bog, som mange af os ikke anede, at vi manglede. Det er et af Claus´ mange talenter at stikke fingeren i jorden og fornemme, hvad vi alle sammen går og ubevidst drømmer om, det være sig blomstrende bede, en slankekur uden sult eller kulørte kål i den køkkenhave, vi ikke har.

En bog om at dyrke sine egne grøntsager i krukker er jo genialt. Nu kan vi alle  være med, selv om vi kun råder over en altan eller en terrasse. For alle vi grønne madentusiaster uden køkkenhave drømmer jo om at kunne fiske vores egne økologiske, nye kartofler op af egen muld eller nyde de første hjemmeavlede asparges. Eller tænk at kunne stikke hånden udenfor døren i snestorm og plukke frisk grønkål midt om vinteren.

I Claus´nye bog “Krukke-Køkkenhaven” bliver alle drømmene til virkelighed. Jeg vil vove den påstand, at der ikke findes ét eneste spørgsmål om dyrkning af grøntsager, urter etc. i krukker, som ikke bliver besvaret i den store, smukt illustrerede bog. Jeg kender simpelt hen ikke noget menneske, der er så grundig som Claus. Det er en euforiserende bog, som giver et berusende sug i maven på den indre grøntsagsdyrker!

Du bliver simpelt hen taget ved hånden og (for)ført gennem alt fra de spæde frø og såning til plantning, pasning og æstetik. Mere end 80 planter fra kål, store rodfrugter og frugtbuske til små vækster som salater og krydderurter fylder bogens sider. Hvem kan mon styre sig med den bog i hånden? Hvis du ikke passer på, ender du med en lille bod på gaden!

Dette års påskeæg er med andre ord firkantet og hedder “Krukke-køkkenhaven”: det er en ordentlig basse på 318 sider med Claus´ letløbende pen og spækket med Mesters egne smukke farvebilleder. SÅ mange kalorier, der ikke feder. Det er virkelig årets forårsgave til os alle sammen.

Jeg har ekstraordinært fået lov at tilbyde bloggens læsere bogen med rabat.

Du kan bestille “Krukke-køkkenhaven” hos Bog & Idé. Bogens vejledende pris er kr. 269,95,-, men du får kr. 50,- i rabat, hvis du benytter rabatkoden DALBY. Tilbuddet gælder indtil den 15. april.

Rabatkoden indtastes først, når du kommer frem til betaling. Husk at koden DALBY er med VERSALER.

Hos Saxo koster bogen 249,95. Hos Tales.dk koster boge n kr. 235,95.

.

marokkansk safransuppe

vanilje giver suppen et eksotisk twist

marokkansk safransuppe med fløde og vanilje

(4 personer)

100 g løg

2 spsk kokos- eller olivenolie

200 g kartofler

200 g græskar

150 g gulerødder

150 g spuash

1 stor stang bladselleri

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

1 nip safran

1 nip salt

citronsaft

friskkværnet peber

1 dl piskbar plantebaseret soja- eller kokosfløde, evt. yoghurt

1/2 stang vanilje

krydderurt, fx rød syre eller basilikum

.

Hak løgene og svits dem i olien til de er let gyldne.

Skær alle grøntsagerne i små terninger og kom dem i gryden. Tilsæt bouillonen og bring suppen i kog.

Kom safranen i en morter med et lille nip salt og stød det til et pulver. Hæld 2 spsk kogende vand ved og opløs safranen. Kom den i suppen.

Lad suppen koge under låg 8-10 minutter eller til grøntsagerne er møre.

Afkøl suppen lidt og purér den.

Smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Pisk fløden stiv.

Skrab kornene  ud af vaniljestangen.

Varm suppen op igen og servér den fx i små glas, som i ”Le Paradis du Safran”. Sæt en spsk fløde eller yoghurt på toppen og drys med vanilje og en krydderurt, evt. også lidt friskkværnet peber.

Servér brød til suppen, det kan være safranbrød eller almindelige marokkanske brød – eller noget helt tredje.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share