thailandsk nudelsuppe – Guay Teow
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in rejser, supper
en hilsen fra det thailandske gadekøkken
thailandsk nudelsuppe – Guay Teow
1 “lag” tynde risnudler
6-8 fed hvidløg
1 spsk kokosolie
2 forårsløg
8-10 dl grøntsagsbouillon
ca. 1/2 tsk sukker
2 spsk vegetarisk fiskesovs
150 g bønnespirer
frisk koriander
saltede, hakkede jordnødder
tørrede chiliflager
Læg risnudlerne i blød. De helt tynde skal blot udblødes et kvarters tid. Brede nudler skal stå lidt længere – eller lad dem udbløde i meget varmt vand.
Hak hvidløgene meget fint. Varm olien op i en wok eller gryde og svits hvidløgene for god varme, indtil de er gyldne og sprøde. Fjern hvidløgene fra wokken.
Snit forårsløgene fint.
Bring bouillonen i kog, tilsæt sukker og fiskesovs. Smag til. Vend forårsløg, bønnespirer og de udblødte nudler i den kogende suppe. Varm det hele igennem og hæld straks suppen i fire serveringsskåle.
Drys med hakket koriander, evt. lidt frisk hakket forårsløg, hakkede jordnødder og ristede hvidløg. Giv den tørrede chili til separat.
tip
I stedet for at riste hvidløgene selv kan du i orientalske butikker købe små breve med tørrede, ristede hvidløg.
mere thaimad
Hvis du har fået lyst til mere thaimad, så kig i min bog: “Vegetarisk køkken. Thailand – med en mundsmag af Laos og Cambodia. Papirudgaven er ganske vist udsolgt, men bogen kan købes som E-bog hos Saxo.