Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

bønnecremeArkiv

fredag

18

september 2026

1

KOMMENTARER

røde “bøffer” med bønnecreme og chimichurri

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

en plante”bøf” styrker immunforsvaret og pengepungen

Det plantebaserede køkken byder på uendelige smagsoplevelser. Her er det stegte skiver af søde kartofler med en syrlig bønnecreme på toppen sammen med den argentinske salsa, chimichurri.

“Bøfferne” er drysset med pistacienødder – du kan også vælge valnødder – og dryppet med ahornsirup.

De søde kartofler indeholder meget A-vitamin samt en del C-vitamin og mineraler som kalk, kalium, natrium og kobber. De virker antioxidante.

en pikant hilsen fra Sydamerika

Salsaen chimichurri er chili- og hvidløgsstærk og giver godt modspil til den milde kartoffel og cremen. Salsaen kan laves grov – som her – eller mere finthakket. En variation inkluderer tomater og rød peber.

Måske en idé til servering på danske hospitaler?

drømmer jeg eller er jeg vågen?

Jeg tror, jeg er vågen, men jeg har mareridt, for det kan umuligt være sandt.

Men jo: Det er nødvendigt for Vegetarisk Forening at føre sag mod Region Hovedstaden for at få rettens ord for, at det skal være en menneskeret at få serveret plantebaseret (vegansk) mad, når man er indlagt på et hospital i regionen.

Hvordan kan det være kommet hertil? Vi ved, at plantebaseret mad forebygger hjerte-karsygdomme, type 2 diabetes, overvægt, nogle former for kræft og mange andre sygdomme – samt at grøn mad generelt styrker immunforsvaret. Grøn mad er støttende, når man er syg – og helt uden bivirkninger.

Hertil kommer, at plantebaseret mad er billigere, og den medvirker til at nedbringe klimabelastningen og betyder, at færre dyr mishandles. Der er simpelt hen gevinst på alle hylder.

I Danmark beløb vores sundhedsudgifter sig i 2025 til 293 milliarder kr. Da vi ved, at plantebaseret mad forebygger de ovennævnte sygdomme, må man formode, at dette beløb kan nedbringes betragteligt med mere grønt på menuen, både på hospitalet og alle andre steder.

Finansministeren har netop annonceret, at nye reformveje skal indbefatte forebyggelse af sygdomme. Bedre sent end aldrig! Så nu bør regeringen sætte alle kræfter ind på at forklare danskerne, at god, helbredsstyrkende kost betyder en basis af økologiske plantebaserede produkter. Det bør være grundlaget på enhver dansk tallerken. Så kan den enkelte tilvælge proteiner fra bælgfrugter, korn og nødder – eller et lille tillæg af fisk eller kød.

Vi har brug for en immunforsvars-minister, og vi må alle sammen støtte op, men vi danskere lider af national nærighed, når det kommer til at betale for lødig mad. Vi er det land i Europa, der bruger færrest penge på selve grundlaget for vores liv: MADEN. For mange danskere er god mad ensbetydende med billig mad. Måske kunne det rykke noget, hvis hospitalerne og andre offentlige køkkener gik forrest i denne grønne omstilling, som jo også hænger sammen med landbrugets omstilling.

Siden 2022 har 100% plantebaseret mad været standarden på hospitaler i New York, både til frokost og aften. Hvis man ønsker kød og/eller mejeriprodukter kan det vælges til. Det er jo så indlysende rigtigt, at det er umuligt at forstå, at vi i Danmark skal føre retssager for de samme rettigheder. Der er jo ALT at vinde.

I New York steg patienternes tilfredshed med maden til over 90%. Den lækre mad på hospitalerne bliver fulgt op med en lille bog med opskrifter på den sunde og sygdomsforebyggende mad, som patienterne får med hjem. Det giver patienterne et rigtig godt incitament til at forbedre deres madvaner. For det er jo ofte sådan, at hvis man har en alvorlig sygdom, er man mere motiveret til at skifte til sundere mad, især når man ved, at plantebaseret mad både kan forebygge og være med til at helbrede – og smager forrygende!

Den 5. oktober falder dommen ved Østre Landsret. Lad os håbe, at fornuften sejrer. Det vil være til stor gavn for alle indlagte – og for statskassen.

jeg har selv prøvet det

Her er en middagsret, som jeg fik serveret på Herlev Hospital under en indlæggelse. Jeg ved ikke, hvad den indeholder, for den var uspiselig, dog angiveligt vegetarisk. Alene udseendet er ikke tillokkende, hverken for syge eller raske.

En anden ret jeg fik præsenteret, var terninger af rå aubergine i tomatsovs. Som bekendt er aubergine en af de få grøntsager, man ikke kan spise rå. Jeg tabte 6 kg under indlæggelsen.

Retfærdigvis skal det siges, at mine oplevelser går 5 år tilbage, så det er mit håb, at der i mellemtiden er sket forbedringer i køkkenet i Herlev.

Immunsystemet vil helt sikkert have glæde af denne røde kartoffel”bøf”:

.

“bøffer” af søde kartofler

 røde ”bøffer” med bønnecreme og chimichurri

(4 personer)

100 g tørrede limabønner (butterbeans) eller 200 g kogte, evt. i brik

1 dl afdryppet plantebaseret yoghurt

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

1 portion chimichurri

ca. ½ kg søde kartofler, så store og runde som muligt

olie til stegning

ahornsirup

25 g pistacienødder eller valnødder

Sæt bønnerne i blød ca. 8 timer. Kog dem møre i nyt vand, 35-40 minutter. Afdryp dem. Eller afdryp bønner i brik. Skyl dem.

Blend bønnerne med yoghurten.

Smag bønnecremen til med citronsaft, reven citronskal, salt og peber. Cremen skal være let syrlig.

Lav chimichurrien.

Skræl kartoflerne og skær dem i otte ca. 2 cm tykke skiver. Rids dem evt. som på fotoet.

Brug det resterende af kartoflerne i fx en suppe.

Sæt skiverne i godt varm olie på en pande. Skru ned for varmen og steg skiverne gyldne og næsten møre, 6-7 minutter på hver side. Midten skal forblive fast, da ”bøfferne”ellers kan virke lidt melede.

Anret ”bøfferne” med et par skefulde bønnecreme på toppen og fordel chimichurrien ovenpå.

Dryp med lidt ahornsirup og drys med hakkede nødder.

Servér evt. kogte majskolber eller taboulleh til.

Der skal masser af krydderurter i en taboulleh.

.

.

Share

fredag

31

januar 2025

2

KOMMENTARER

stegte jordskokker og chilisvampe på bønnecreme – og et rigtig godt tilbud

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

grønt smørrebrød på tilbud

I denne uge er min bog, Grønt smørrebrød, på tilbud hos Saxo. Bogen indeholder forslag til mere end 100 forskellige slags smørrebrød, altsammen 100% plantebaseret. Her er plantesild og -laks og mange slags højtbelagt. Her er postej- og “makrel”madder samt forskelligt tilbehør som fx plantebacon.

Grønt smørrebrød er netop solgt til udgivelse i Tyskland.

Grønt smørrebrød koster normalt kr. 249,-, men i denne uge (indtil søndag den 2. februar) kan du købe bogen til kr. 119,-. Du finder bogen her.

.

middagsret eller et flot stykke smørrebrød 

Denne ret er tænkt som en hovedret, men a propos smørrebrød, så vil de stegte jordskokker og chilimarinerede svampe udgøre et lækkert og smukt stykke smørrebrød. Så lav evt. ekstra af retten og brug noget til et stykke højtbelagt smørrebrød.

.

sprøde jordskokker og bløde svampe

Hvis jordskokkerne steges lidt hårdt på panden, bliver de sprøde i kanten, og det giver dejligt modspil til de bløde svampe. I bunden findes proteinerne i form af en urte/bønnecreme.

.

masser af umami

Retten har masser af smag fra de chilimarinerede svampe, fra ristet sesamolie, saltsyltet citron og kapers. Så hvem var det lige, der sagde, at plantemad ikke smager?

Servér denne ret for de skeptiske. Den burde kunne omvende selv de største modstandere af grøn mad.

.

guf for blodsukkerbalancen og tarmbakterierne

Generelt elsker tarmbakterier grøntsager på grund af deres store fiberindhold. Men nogle grøntsager og produkter er bedre end andre. Fx er jordskokker, som i denne ret, guf for bakterierne.

Desuden er jordskokker en gave til både blodsukkerbalancen og fordøjelsen.  Stoffet inulin i jordskokker holder blodsukkeret i ro og styrker tarmbakterierne – det gør den ikke mindst egnet for diabetikere. Når vi tænker på, hvad vi somme tider byder vores mave, er der god grund til at gribe til jordskokkerne, både rå og bagte, stegte, i salater og i kogte retter, fx. i en suppe.

..

stegte jordskokker og chilisvampe på bønnecreme

(4 personer)

bønnecreme:

150 g frosne edamamebønner (købes i supermarkedet)

1 håndfud friske krydderurter: persille, purløg, timian etc.

2 spsk tahin (sesampasta)

ca. 1 dl plantefløde eller -yoghurt, kan udelades

1-2 spsk ristet sesamolie

salt, friskkværnet peber

grøntsager:

200 g østershatte

olivenolie

2 spsk sød chilisovs

1 spsk tamari

1 spsk ristet sesamolie

600 g jordskokker

2 spsk finthakket syltet citronskal (kan erstattes af lidt frisk reven citronskal)

4 spsk kapers

frisk timian

 .

Lav først bønnecremen:

Tø bønnerne op, og hak krydderurterne fint. Blend bønner og urter.

Rør tahinen blød med lidt varmt vand, og tilsæt plantefløde eller -yoghurt til en passende konsistens.

Rør sesamolien og bønnemosen i, og smag til med salt, peber og tamari. Sæt cremen til side.

Skrab jordskokkerne helt rene. Du behøver ikke at skrælle dem. Skær dem igennem på langs.

Du kan bage jordskokkerne i ovnen: Læg dem på en smurt bageplade med skærefladen nedad. Dryp med olivenolie.

Bag jordskokkerne ca. 10 minutter i en 200 grader varm ovn. Du kan vende jordskokkerne og sætte dem under grillen, hvis de ikke er gyldne nok.

Du kan også stege jordskokkerne ved rask varme på en pande i rigeligt olie.

Skær østershattene i strimler og steg dem gyldne i godt varm olie. Drys med lidt salt og peber.

Rør chilisovs, tamari og sesamolie sammen i en skål. Vend de stegte svampe i blandingen.

Du kan servere retten portionsvis med bønnecremen i bunden (hold den evt. varm i ovnen) og jordskokker og svampe fordelt ovenpå.

Drys med finthakket syltet citron eller reven citronskal og kapers – eller servér retten i et fad og giv cremen til separat.

Giv gerne brød til.

.

.

Share

fredag

26

juli 2024

6

KOMMENTARER

squashlasagne med bønnecreme og broccoli – jeg fatter ikke en bønne

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

lasagne – grøn og glutenfri helt igennem

Her er en helt igennem klima- og kropsvenlig lasagne. Squashplanterne leverer frugter, så man skulle tro, de var betalt for det. Så jeg har skiftet de sædvanlige lasagneplader af mel og vand ud med skiver af squash. Det giver en noget mere “blød” ret end man er vant til med de almindelige lasagneplader. Men skønt smager det. Og så koster retten næsten ingenting, hvis du køber squash i sæsonen – eller selv dyrker dem.

.

bønnecreme binder lasagnen sammen

Bønner kan anvendes på mange måder. Her er lasagnen lagt sammen med en blendet creme af bønner og plantefløde. Så er proteinerne på plads.

Hvis du ikke ønsker at bruge edamamebønner som i opskriften, kan du vælge alle mulige andre former for kogte bønner, kikærter eller danske Ingridærter.

Broccoli og valnødder giver fylde, og tørrede tomater tilfører ekstra umami (smag).

Når der er tilsat alger (eller gærflager) til cremen, er det dels på grund af de gode næringsstoffer, dels fordi de to produkter giver en lidt “oste”agtig smag.

Algerne er temmelig dyre, og kan undværes.

Hvis du er mere til en squashlasagne lagt sammen med en klassisk bolognesesovs, så se opskriften her.

.

bag eller tør selv tomaterne

Nu er vi i den dejlige tomattid. Hvis du har overflod, er det en god idé at tørre eller langtidsbage tomaterne. Du kan se her, hvordan du gør.

De bagte tomater kan opbevares i et glas med olie i køleskabet. De kan holde sig et par uger. Du kan også fryse tomaterne ned. Men mon ikke de har fået ben at gå på inden? Det er nemlig små søde lækkerbidskner. Det samme – lynhurtigt svind! – risikerer man, hvis man laver konfiterede tomater.

.

fatter du heller ikke en …  ja, bønne?

Hver eneste gang jeg sender en ny opskrift ud i verden, tænker jeg på, hvor dejligt det ville være, hvis jeg optimistisk kunne skrive, at nu lysner det omsider for vores forpinte klode, nu går landbruget med til at skære ned på produktionen af dyr, eller de har indvilliget i at standse forgiftningen af vores jord, drikkevand og vandmiljø. Men nej.

Jeg fatter ikke en bønne: den såkaldt grønne trepartsaftale om landbrugets ansvar for miljøet, stillede store forbedringer for klimaet, jorden, vandet eller dyrene i udsigt. Nu viser det sig så, at for at udbedre nogle af skaderne efter 40 års udledning af overskydende kvælstof i gødningen, skal landmændene have erstatning for at stoppe med deres nedbrydende virksomhed.

I aftalen er sat 40 milliarder kr. af til at købe den landbrugsjord, som skal omlægges til brak eller skov. Det skal sammenholdes med, at de omkring 7000 gældsatte danske landbrug hvert år modtager omkring 7 milliarder kr. i støtte fra EU.

Det er absurd ud over alle grænser, at landmændene i årevis har fået gigantisk støtte til at svine, forgifte og plage millioner af levende væsener. Nu skal de så betales for at formindske svineriet.

Jeg fatter ikke en bønne …

.

vi må selv tage gaflen i den anden hånd

Ret skal være ret: vi har som forbrugere også et kæmpeansvar for det, der sker med vores omgivelser. Ved at vælge plantebaseret og økologisk kan vi skubbe rigtig meget på.

Når vi ikke mere køber de forgiftede og forpinte produkter, vil de ikke blive fremstillet. Økologiske grøntsager og proteiner fra bælgplanter er vejen frem.

Hvis vi ikke er en del af løsningen, er vi en del af problemet. Der er mange ting i livet, vi ikke kan ændre, men de allerfleste af os bestemmer selv, hvad vi putter i munden.

.

squashlasagne med bønnecreme og broccoli

(4 personer)

600 g squash

250 g broccoli (kan erstattes af blomkål)

50 g valnødder 

100 g løg 

6 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

en håndfuld tørrede tomater, evt. hjemmelavede, se ovenfor

en stor håndfuld basilikumblade

olivenolie

bønnecreme:

200 g edamamebønner

2 1/2 dl plantefløde

2 spsk maizenamel

2 spsk lyst algepulver (blonde chorella), kan erstattes af gærflager

2 spsk tørret oregano eller basilikum

1 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

 

Skær squashen i ca. 2 mm tykke skiver på langs.

Del broccolien i små buketter. Skræl stokken og skær den i terninger.

Hak valnødderne, løgene og hvidløgene.

Svits løg og hvidløg, til de er let gyldne.

Blend bønnerne sammen med fløden og hæld blandingen sammen med løgene. Varm det op og jævn cremen med maizenamel rørt ud i lidt vand.

Tilsæt alger eller gærflager, oregano, valnødder og citronsaft samt et drys salt og peber.

Smag godt til.

Smør et ovnfast fad med lidt olivenolie og læg lasagnen sammen. Begynd med squashskiverne nederst, derefter broccoli, tørrede tomater og basilikum. Fordel bønnecremen mellem hvert lag.

.

et lag af lasagnen 

Det øverste lag skal være squashskiver og bønnecreme.

Jeg har dekoreret lasagnen med tynde strimler af den grønne skal på squashen samt basilikumblade. Det kan du naturligvis udelade. Så får du blot en ensartet gylden overflade.

.

lasagnen er klar til ovnen

Dryp med lidt olivenolie og sæt formen i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter eller til overfladen er gylden.

.

.

Share