Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

æblerArkiv

tirsdag

20

februar 2018

4

KOMMENTARER

jordskokkepaté med æble og mandler

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

fra  en islandsk kok i verdensklasse

 

Nogle af de store glæder ved at rejse er, at man kan blive klogere, få nye indsigter, smage ny mad og måske falde over en artikel, man ellers aldrig ville have set.

Sådan er det med ideen til denne paté med jordskokker, æbler og mandler. Inspirationen stammer fra de højeste gastronomiske cirkler, som jeg faldt over i et islandsk magasin, da jeg var på den smukke og magiske ø i efteråret.

.

med en hilsen fra Bocuse d’Or – nu på vegansk

Hvert år dyster toppen af poppen indenfor kokkekunsten i Lyon i Frankrig. De talentfulde kokke konkurrerer om at lave verdens mest sublime mad og blive kåret som nogle af verdens bedste i den konkurrence, der hedder Bocuse d’Or. Vores egen stjernekok Rasmus Kofoed fra Geranium er i parentes bemærket den enste kok, der nogensinde har vundet både bronze, sølv og guld i den prestigefyldte konkurrence.

Men lige nu handler det om den islandske kok Viktor Ørn Andrésson, der deltog i Bocuse d’Or sidste år og vandt en bronzemedalje. Alt det her ville jeg selvfølgelig ikke fortælle, hvis det handlede om mad med kød eller fisk. Disse animalske produkter er (endnu!) obligatoriske i konkurrencen, men som den islandske kok fortæller: “I oktober blev det offentliggjort, at for første gang i konkurrencens historie, skulle der indgå en vegansk ret i bedømmelserne. Kom så ikke og sig, at der ikke sker noget!

.

inspiration fra en Bocuse d’Or-ret

Jeg ved ikke, hvordan Victor lavede sin veganske vinderret, men jeg har ladet mig inspirere, for jeg ved, at den bestod af en terrine eller paté af jordskokker, æbler, mandler, sorte hvidløg, agurker, dild og peberrod.  Næsten alle skønne, nordiske råvarer.

Ingredienserne har helt sikkert været sammensat på en anden og mere kunstfærdig måde end her, men jordskokkepateen er min tolkning. Jeg har dog valgt at holde agurkerne for sig selv som en slags salat, og jeg har tilføjet fennikel. Sorte hvidløg har jeg desværre ikke kunnet finde.

I stedet for dild har jeg brugt merian og timian til agurke-tilbehøret. Men prøv selv at eksperimentere!

Pateen hænger ikke super-godt sammen, når den skæres i skiver. Så vær forsigtig og koncentrér dig om at nyde smagen.

Jeg har brugt bindemidlet “no egg”, men du kan også bruge 3 spsk hørfrøskum – eller helt udelade det. Hvis du spiser æg, kan du tilsætte 2 æg.

Pateen passer som en frokostret. Hvis du vil servere den som hovedret, så servér en fyldig salat til af bønner eller med korn.

.

jordskokkepaté med æble og mandler

(4 personer)

100 g mandler

1 limefrugt

400 g jordskokker

300 g søde æbler, fx Ingrid Marie

100 g løg

1 helt hvidløg

3 blade grønkål

2 dl havre- eller sojafløde

2 spsk gærflager

2 tsk ægerstatning (“no egg” – fås i helsekostbutikker) eller 2 æg

1 mellemstærk chili

salt, friskkværnet peber, ahornsirup

olivenolie

frisk merian eller timian

.

Skær mandlerne i tykke skiver og rist dem let brune på en tør pande. Sæt dem til side.

Pres saften af 1/2 limefrugt i en skål med vand.

Børst jordskokkerne helt rene. De skal ikke skrælles. Men fjern evt. mørke ”øjne”.

Høvl jordskokker og æbler i meget tynde skiver på et mandolinjern. Læg straks skiverne i limevandet, så de ikke misfarves.

Skær løgene og hvidløgsfeddene i tynde skiver.

Hak grønkålen fint.

Rør fløden sammen med gærflager og “no egg” eller æg. Hak chilien fint og tilsæt så meget, du har lyst til. Smag godt til med salt og peber samt evt. lidt sirup.

Læg et stykke bagepapir i en postejform og pensl med lidt olie.

Læg først et lag jordskokker i formen, derefter æble, mandler, løg og hvidløg samt grønkål. Dryp med fløden mellem lagene. Måske skal du også drysse med en smule ekstra salt.

Fortsæt til alle ingredienserne er brugt og pres dem godt sammen. Det øverste lag skal være jordskokkeskiver.

Pensl overfladen og læg evt. lidt friske krydderurter øverst.

.

Pateen er parat til at komme i ovnen.

.

Bag pateen i en 200 grader varm ovn ca. 40 minutter. Sluk for varmen og lad pateen stå i ovnen endnu en halv times tid.

Læg pres på pateen og lad den stå nogle timer, gerne til næste dag.

Tag forsigtigt pateen op af formen og skær skiver af den. Vær forsigtig: skiverne hænger ikke solidt sammen!

.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pateen er bagt.

.

agurk- og fennikelslaw

Servér fx agurke- og fennikelslaw til pateen.

.

Share

lørdag

12

december 2015

0

KOMMENTARER

grønkålssalat med granatæble og sennepsdressing

Skrevet af , Posted in salater

 .

en rød og grøn jul

grønkålssalat-m-granat.1

Hvis du har lyst til at skifte den klassiske rødkålssalat ud med en grønkålssalat, så prøv denne her.

Rødkål og grønkål er næsten lige sunde, og her får kålen yderligere opbakning af de antioxidante kerner fra granatæble.

 

granatæble

 

grønkålssalat med granatæble og sennepsdressing

6-8 blade grønkål

2 æbler, gerne 1 rødt og 1 gult

2 stængler bladselleri

1 granatæble

dressing:

1/2 dl sojafløde eller anden fløde

2 spsk olivenolie

1 fed hvidløg

ca. 1 spsk dijonsennep

 

Riv kålen af midterribberne og hak kålen fint.

Skær æblerne i små terninger. Skær bladsellerien i skiver.

Tag kernerne ud af granatæblet. Det gøres bedst sådan: skær æblet igennem, læg halvdelene ned i en plasticpose én ad gangen og bank kernerne ud nede i posen, så undgår du rød saft i hele køkkenet. Evt. overskydende kerner og saft kan fryses.

Bland alle ingredienserne til salaten.

Rør fløden med olie, presset hvidløg og sennep. Smag godt til med salt, peber, sennep og evt. lidt rørsukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

 

grønkålssalat-m-granat.2

 

Share

søndag

20

september 2015

0

KOMMENTARER

æblefestival i Sakskøbing

Skrevet af , Posted in salater

 

22. september 2015

 .

fignerne er modne
figner-fejø

Da jeg i sidste uge var til frugtfestival i Sakskøbing, besøgte jeg også en god bekendt på Fejø. Hanne er en spændende  kvinde med en urtehave med helbredende urter, hun er også massør og akupunktør. Hannes figentræ bugner lige nu med modne frugter, og jeg fik en portion med hjem.

Man kan nyde frugterne naturel, men har man mange, kan man også bage dem i en tærte med bladselleri og blåskimmelost.

Klik på billedet, så får du opskriften.

 

figentærte

figentærte

 


 

 

 

20. september 2015

 

en festlig fest for frugterne

Sakskøbing.æbler 

I Sakskøbing på Lolland fejrer man hvert år i september frugterne, især æblerne, med en festival. Jeg har lige været nede og kigge på løjerne, og jeg er meget imponeret. Der var masser af boder med frugt, men også med Claus Meyers gode nybagte brød, olier og eddiker, havtorn i både flydende og fast form, oste, chokolade og meget, meget mere, ikke mindst æblemost i lange baner.

Æblespiserkonkurrencen blev ledet af master Fatman, og alle mand var af huse. Vinderen spiste 1,5 kg æbler på 12 minutter!

Det er en fantastisk folkefest. Festivalen fortsætter i dag, søndag, så du kan endnu nå at kigge forbi, hvis du ikke bor for langt borte.

Når du ikke til Sakskøbing i dag, fejrer de “Æblets dag” påFejø den 16. oktober. Det vil jeg varmt anbefale. Jeg har lige mødt de gode “æblefolk” på Fejø, og de er i fuld gang i at forberede mange spændende aktiviteter. Så snup chancen for at besøge en af vores små charmerende øer og få poserne fyldt med masser af skøn økologisk frugt. Jeg vender tilbage til begivenheden senere.

 

korn males til frisk mel

Sakskøbing.kornkværning

Der lægges kræfter i, når kernerne skal males til mel. Alt godt og sundt er repræsenteret på festivalen, og her er godt brød en selvfølge.

 

æbler, æbler, æbler …

Sakskøb.æble

Store og små er ude for at slå et slag for de lækre æbler, pærer og blommer fra Lolland, Fejø og Æbleø.

 

der er travlhed ved alle boder

Sakskøbing

 

æblerne arrangeres i masser af former

Sakskøbing.æbler.1

Æblerne går op i en spids her med Sakskøbing kirke i baggrunden. Selv om der et øjeblik er mørke skyer på himlen, var lørdagen velsignet med et strålende sensommervejr.

 

græskar er også en frugt

græskar.-Stubbek

Der er andet end æbler på festivalen. Også grønkål, rødbeder, gulerødder og ikke mindst solgyldne græskar byder sig til.

 

prøv en lækker græskarsuppe

Sakskøbing.mig

Hvis du er blevet fristet af de smukke græskar, så prøv en dejlig græskarsuppe. Den smager skønt og indeholder masser af A-vitaminer. Det er godt for øjnene!

 

men æblerne er hovedsagen
æblesalat-m-spidskål.-1

Æbler her og dér og alle vegne i Sakskøbing i denne weekend. Børnene laver marcipan med æbler, de bager pizzaer, granvoksne mænd presser æblesaft med pedalkraft på en snurrig cykel, og i Milde’s Café serverer de smagsprøver på en æblesalat med spidskål og tranebær.

Jeg har straks efterabet salaten og lavet lidt om på den, men den er stadig sprød og lækker. Jeg har bl.a. drysset med tørret havtorn, som jeg købte ved en af de mange stader. Havtorn er smækfyldt med C-vitaminer og er et hit i ny nordisk mad. Firmaet Høstet på Bornholm sælger til mange butikker rundt om i landet, både tørret havtorn, havtornjuice og havtornmarmelade.

Her kommer min udgave af den lollandske æblesalat. Jeg har foruden havtorn også tilføjet pistacienødder og snittet rosmarin. Rosmarin er nemlig rigtig god for hukommelsen, men du kan i stedet bruge tørret eller frossen ramsløg, som i salaten i cafeen.

 

æblesalat fra Sakskøbing

æblesalat-m-spidskål

æblesalat med spidskål og pistacienødder

dressing:

1 dl yoghurt

2-3 spsk lime- eller citronsaft

4 spsk olivenolie

2-3 spsk blåbærsirup

1/2 spsk snittet rosmarin eller

1 spsk tørret ramsløg

salat:

4 søde æbler

1/2 spidskål

25 g pistacienødder

25 g tranebær

lidt basilikumblade

evt. tørret havtorn

 

Rør dressingen sammen og smag godt til med citrussaft, blåbærsaft, salt og peber.

Skær æblerne i tynde skiver og derefter i mindre stykker. Vend straks æblerne i dressingen, så de ikke bliver mørke.

Snit spidskålen fint og hak pistacienødderne. Rør kål, nødder og tranebær i dressingen.

Drys med lidt basilikumblade og evt. tørret havtorn.

 

æblesalat-m-spidskål.3

 

 

Share