urtepandekager (æg- og glutenfri)
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in tilbehør
pandekager med masser af urter
Pandekagerne er bagt af rismel og kikærtemel. De to slags mel indeholder ikke gluten, så pandekagerne er velegnede for glutenallergikere.
Hvis du tåler gluten, kan du erstatte de to slags mel med hvedemel og fuldkornshvedemel.
Hvis du spiser æg, kan du tilsætte et æg eller to til dejen.
Pandekagerne har fået ekstra vitaminer og antioxidanter med en god portion vilde urter og krydderurter.
Pandekagerne spises som tilbehør til grøntsagsretter eller salater, fx. denne kartoffelsalat med ærter og valnødder.
urtepandekager (æg- og glutenfri)
75 g fuldkornsrismel
75 g kikærtemel
ca. 3 dl vand
2 spsk olivenolie
1 tsk bagepulver
6 fed hvidløg
2 dl hakkede vilde urter, fx skvalderkål, mælkebøtte, ramsløg, løgkarse
2 dl hakkede krydderurter, fx timian, mynte, basilikum, salvie etc.
kokosolie eller anden olie til stegning
Rør de to slags mel ud i vandet og tilsæt olien og et drys salt. Lad gerne dejen stå nogle timer, evt. natten over.
Pisk bagepulveret i. Skær hvidløgsfeddene i skiver og tilsæt dem sammen med de hakkede urter.
Vurdér konsistensen af dejen og tilsæt evt. lidt mere vand. Hvis dejen er forholdsvis tynd, kan du stege store pandekager. Hvis dejen er tykkere, kan du stege ca. 8 lidt tykke pandekager med en diameter på ca. 10 cm.
Hold evt. pandekagerne varme i ovnen. Servér dem fx til en salat af nye kartofler. Du kan lave kartoffelsalaten i forvejen og servere pandekagerne nybagte.
Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.
Skal det være rismel? Har det en speciel effekt? Kan man ikke bare bruge kikærtemel? Har det indflydelse på smagen?
Venligst
Susan
Bruxelles
Kære Susan,
Nej, det behøver ikke at være rismel. Du kan også bruge almindeligt hvedemel eller boghvedemel. Jeg synes ikke, det er optimalt at bruge kikærtemel alene.
God fornøjelse!
Kh Kirsten