pyt-i-pande med asparges, nye kartofler og hel boghvede
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
4. juni 2015
med kærlig hilsen fra Samsø
I flere år tog jeg til Samsø i maj, for at nyde de første nyopgravede kartofler netop på kartoffeløen par excellence. Her var jeg ude med både kartoffel- og aspargesavlere og høste de friske grøntsager direkte fra Moder Jord. Og så skulle de nydes. Troede jeg …
Men ak, det var ikke nemt at få restauranterne til at servere dét, øen er så kendt for. For et par år siden havde man holdt en konkurrence om hvilken restaurant, der kunne lave den bedste kartoffelmad. Det lød skønt, og veninden og jeg drog straks af sted mod restauranten med førstepladsen. Men nej, det stykke smørrebrød havde man ikke på kortet! Vi drog videre til anden og tredjepladsen – med samme negative resultat. Jeg havde også drømt om mange lækre serveringer med asparges. Men nej …
Da jeg kom hjem, skrev jeg til Samsøs Turistbureau og foreslog, at de arbejder på at få øens restauranter til at sætte de fantastiske grøntsager på menuen. Er der nogen der ved, om det er sket? Jeg har ikke været på Samsø siden. Jeg opgav simpelt hen traditionen med forårsturen til grøntsagsøen.
Den grøntsagsdyrkende ø har ikke desto mindre inspireret mig til denne salat med mange af øens dejlige friske råvarer – her med dip af gedeost.
3. juni 2015
nyt, nyt, nyt – det vælter frem
Nu vælter det mildest talt op af jorden med velsmag. De nye kartofler og aspargesene er her, gulerødder og ærter er på vej. Mange af de nye grøntsager kan spises rå, men kartofler SKAL koges. Derfor er de velegnede i en suppe.
Her er en sommersuppe med nye kartofler og ærter, som kan spises både varm og kold. Sådan kan den afpasses efter det danske vejr!
.
1. juni 2015
.
powerfood på panden
Hvis du vil forkæle dig selv med en lynhurtig ret sprængfyldt med gode næringsstoffer, så hop på her. Retten er en slags pyt-i-pande – dog ikke med rester. Det er tværtimod spritnye grøntsager som asparges og nye kartofler samt et par oldgamle ingredienser.
De nye kartofler indeholder masser af C-vitaminer – og så smager de guddommeligt, synes jeg. Læs om asparges´velsignelser her.
broccoli er ren medicin
Med på panden er også kålens konge, broccoli, som indeholder imponerende mange vitaminer og mineraler, bl.a. C-vitaminer og meget kalk. Men allervigtigst er formentlig de plantestoffer, som kaldes glucosinolater. Der er især fokus på stoffet sulforaphan, som broccoli (og blomkål) er rigt på. Dette stof beskytter kålen mod angreb fra insekter og sygomme, der kan svække planten. Laboratorieforsøg tyder på, at det er sulforaphan, der på samme måde i kroppen beskytter mod flere former for kræft.
shiitakesvampe – medicin i Kina
Shiitakesvampen er min yndlingssvamp. Den er meget delikat og indeholder den eftertragtede umamismag (en grundsmag. På japansk betyder umami velsmag).
Jeg har altid tørrede shiitakesvampe på lager og kommer svampen i rigtig mange retter, ikke mindst i supper, som ofte er min hovedret, når det skal gå stærkt. Og jeg er ikke alene om at være vild med shiitakesvampen. I Kina har man brugt shiitake medicinsk i årtusinder. Faktisk kalder kineserne den for “Guds svamp”. I Japan regnes shiitake for ren livseleksir.
Shiitakesvampens indhold af lentinan øger produktionen af kroppens naturlige dræberceller og virker dermed kræftforebyggende. Svampene indeholder desuden mange antioxidanter i form af A-, C- og E-vitaminer og mineralet selen. Shiitakesvampe ser ud til at sænke blodtryk og kolesterol.
gammel klassiker fortjener opmærksomhed
tag fat i boghveden igen
De små “korn” eller “perler” i retten er hel boghvede. Engang var boghvede basismad i Danmark. Ikke mindst var det dagligmad på Fyn. Nu er boghvede som morgengrød blevet fortrængt af de nye smarte chiafrø. Og ikke et ondt ord om de små frø. De er meget sunde og bør bl.a. spises på grund af deres indhold af Omega 3 fedtsyren.
Men boghvede har også meget godt at byde på. Og så synes jeg, de er en dejlig afveksling til hele korn som ris, spelt, hvedekerner eller rugkerner som tilbehør. Ikke mindst hvis man ikke tåler gluten.
Boghvede indholder mange B- og E-vitaminer og mineraler og sporstoffer som kalk, magnesium, kalium, jod, mangan, fluor, kisel m.fl. De små kantede frø er også rigt forsynet med antioxidanter, herunder stoffet rutin (findes også i bl.a. æbler og løg), som har en lang række positive helsemæssige effekter. Rutin virker bl.a. betændelseshæmmende, og det forebygger blodpropper og andre hjerte-karsygdomme.
Boghvede er fiberrig og virker rensende og vanddrivende. Boghvede er rigitg detox-mad.
Proteinet, især lysin, i boghvede har en høj biologisk værdi, næsten dobbelt så meget som i hvede. Boghvede er ikke en kornsort, men tilhører pileurtfamilien. Dermed indeholder boghvede ikke gluten og er derfor velegnet for folk, der ikke tåler gluten.
Boghvede kan spises hel som tilbehør som i denne ret, eller den kan som mel bruges i de små russiske pandekager, blinis. Knækket boghvede er fint som morgengrød.
.
.
pyt-i-pande med asparges, nye kartofler og hel boghvede
100 g hel boghvede
4 store tørrede shiitakesvampe
250 g små nye kartofler
100 g løg
4 fed hvidløg
2 spsk olivenolie eller kokosolie
2 spsk citronsaft
300 g asparges
200 g broccoli
1 håndfuld frisk timian
2 spsk tamari (soja)
Skyl boghveden i kogende vand. Kog den i knap dobbelt mængde nyt vand med et lille drys salt ca. 15 minutter. Lad den afdryppe hvis der er mere væde til overs.
Læg svampene i blød i vand en times tid.
Kog kartoflerne knapt møre i vand tilsat 1 tsk sukker. Afkøl kartoflerne og skær dem i skiver.
Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er klare.
Skær svampene i strimler eller i kvarte. Tilsæt dem sammen med citronsaft og svits et par minutter mere.
Skræl aspargesene og skær broccolien i små buketter. Skær stokken i terninger.
Svits aspargesene med et par minutter. Tilsæt broccoli og timian og svits endnu et par minutter.
Kom tamari på grøntsagerne sammen en friskkværnet peber. Smag til og tilsæt ca. halvdelen af den kogte boghvede.
Servér resten af boghveden til separat.
hel boghvede som tilbehør
tip
Du kan erstatte boghvede som tilbehør med quinoa, brune ris, perlespelt, perlebyg, perlerug etc.
Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.