langtidsbagte tomater
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in tilbehør
langtidsbagte tomater
Langtidsbagte tomater er en udsøgt lækkerbisken.
De bagte tomater kan indgå i mange slags retter, men de er også lækre som en lille »haps« til en drink inden middagen.
Bag gerne tomaterne en dag, du alligevel har ovnen tændt. Ellers er det alt for energikrævende.
Sæt pladen med tomater ind i ovnen lige før det, du allerede har i gang, er ved at være færdigt, og skru ned for varmen.
Skær små tomater igennem, gerne blomme- eller cherrytomater. Fjern kernerne og læg tomaterne på bagepapir.
Gem gerne kerner og væde og brug væden i en rå tomatsuppe. Si evt. væden gennem et klæde for at fjerne kernerne.
Drys tomaterne med tørrede krydderurter som basilikum, oregano, timian etc. Drys med salt og sukker (sukker er vigtigt for at få den runde smag frem i tomaterne).
Rør olivenolie med rigeligt presset eller hakket hvidløg og dryp olien over tomaterne.
Bag tomaterne ved 110-120 grader, til de er »skrumpet« og halvtørre, 1 1/2 – 2 timer.
Hvis du vil spare mere på energien, kan du bage tomaterne ved lidt højere temperatur. Du kan også sætte pladen nederst i ovnen samtidig med at du fx bager knækbrød og skrue ned til 110 grader, når knækbrødet er bagt.
Tomaterne kan holde sig i et glas i køleskabet 1-2 uger.
ideer
Du kan finde opskrift på tærte med langtidbagte tomater her – og på snack med langtidsbagte tomater og kapers her.