indisk curry med spidskål, Ingridærter (eller kikærter) og cashewnødder
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
nye danske bælgfrugter møder en indisk curry
En indisk curryret er dejlig vintermad. Selv om vi har en mild november, er det alligevel dejligt med noget, der varmer både krop og sjæl. Og i al sin gyldenhed lyser op på en grå dag. Og så er den lynhurtig at tilberede, hvis du har kogte Ingridærter eller kikærter stående.
Retten er lavet med spidskål, men du kan også bruge blomkål eller broccoli.
.
danske Ingridærter eller kikærter
Den originale ret laves med kikærter, men nu er vi så heldige i Danmark, at vi er begyndt at dyrke bælgfrugter, både bønner, ærter og linser, bl.a. Ingridærter. Og Ingridærter erstatter på glimrende vis kikærter. Derfor er der ingen grund til at købe importerede bønner og linser.
Jeg håber på, at mange danske landmænd til se lyset og begynde at dyrke proteiner fra bælgplanter til mennesker i stedet for først at sende dem gennem dyr, hvor mange af proteinerne går til spilde. Og stor lidelse hersker.
Dansk dyrkede bælgfrugter er godt nyt fra landmændene, men snart bliver komælken endnu mere inficeret. Hvad er det dog vi har gang i?
.
nu belastes køerne – og mælken – med ekstra kemi i foderet
Køerne med deres bøvsen og prutten er en af de store klimasyndere. Som led i den grønne trepartsaftale, skal køerne derfor bøvse mindre. Det gøres ved at pålægge landmændene at fodre køerne med enten et mere fedtholdigt foder eller det kemiske stof, Bovaer. Ingen kender konsekvenserne af de to metoder. Vi ved ikke, hvordan de indvirker på dyrene, og vi ved ikke, hvordan de indvirker på dem, der drikker eller spiser mælkeprodukterne.
Er du mælkeforbruger, så trøst dig med, at de økologiske landmænd ikke pålægges disse krav. Ellers kan jeg blot varmt anbefale at bruge plantemælk eller -fløde i madlavningen. I denne curry er brugt kokosmælk.
Vil du helt undgå tilsætningsstoffer i “mælken”, så blend selv fx økologiske havregryn, cashewkerner eller mandler til “mælk'” eller “fløde”.
Politikerne vil jeg anbefale at skære Danmarks produktion af køer og svin ned til det antal, som klimaet, jorden og vandet kan omsætte. Det er en af de mest fornuftige måder at håndtere landbrugets enorme CO2-, gift- og kvælstofudledninger på. Det er nu engang billigere at forhindre forureningen end at skulle rydde op og udbedre skader på klimaet, på jorden og på vandet, der koster så enorme summer, at jeg slet ikke kan finde tilstrækkeligt mange nuller.
Det, der foregår i øjeblikket, er historiens største molbohistorie.
.
cashew og koriander – prikken over i’et
Salte, sprøde cashewnødder og hvidløgsflager på toppen af curryen giver retten en ekstra dimension.
Og så den, for mig, uundværlige koriander, som jeg synes hører hjemme på næsten enhver orientalsk ret. Men der er delte meninger om smagen: enten elsker man koriander, eller man hader den. Koriander-haderne, der indtil nu måske er blevet beskyldt for kræsenhed, kan trøste sig med, at det videnskabeligt er blevet bevist, at den manglende lyst til koriander kan være genetisk betinget. Men jeg føler virkelig med jer, for koriander kan noget helt specielt.
.
indisk curry med spidskål og Ingridærter (eller kikærter)
(4 personer)
125 g tørrede Ingridærter eller 1 brik kikærter, 230 g afdryppet vægt (eller 125 g tørrede, udblødte og kogte kikærter)
6 fed hvidløg
50 g cashewnødder
olivenolie
50 g skalotteløg
1 spsk stødte korianderfrø
1 spsk stødte spidskommenfrø
1 tsk stødte kardemommefrø
frisk hakket chili eller chiliflager efter smag
2 tsk sennepsfrø
4 dl kokosmælk
1 stort spidskålshoved
400 g squash
reven ingefær efter smag
citronsaft, salt, tamari
frisk koriander eller mynte
Sæt de valgte ærter i blød 6-8 timer og kog dem møre i nyt vand 20-25 minutter. Afdryp dem.
Skær hvidløgene i skiver og rist dem gyldne i 1 spsk olie sammen med cashewnødderne. Sæt dem til side.
Hak løget og svits det i 2 spsk olie sammen med krydderierne. Tilsæt de afdryppede ærter og svits dem med, til løgene er gyldne.
Tag en lille portion ærter fra til pynt.
Tilsæt kokosmælken.
Skær kålen og squashen i terninger. Lad dem simre 3-4 minutter. Begge dele må gerne bevare lidt bid.
Smag curryen til med reven ingefær, citronsaft, salt og tamari.
Pynt curryen med de ristede hvidløg, cashewnødder og ristede ærter. Drys med frisk koriander eller mynte.
Servér gerne brune ris til curryen. Drys evt. med lidt kanel.
.
.