grillet lilla spidskål med kantareller og cashew”ricotta”
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
lynhurtig mandagsret med kål og kantareller
Mandag sætter den nye uge i gang, og så skal man måske lige trække sig selv lidt op med hårene efter et par forhåbentlig gode fridage – sådan madmæssigt set! Derfor er det ingen dårlig idé med en lynhurtig ret.
Denne nemme ret klædt i efterårets toner består af skiver af spidskål lagt under grillen i ovnen (du kan også stege kålen på en pande). Hurtigere og nemmere bliver det vist ikke, med mindre du er råkostspiser! Og hvis du har været heldig at samle kantareller i skoven i weekenden, har du ganske gratis “toppingen”. Men alle andre svampe – også købte – kan sagtens bruges. På et af fotoene har jeg brugt kejserhatte.
.
den aristokratiske kål
Spidskål – både den grønne og den lilla – har i de senere år fundet vej til danskernes smagsløg (og hjerter – kål er også hjertemad!). Jeg er selv vokset op med spidskål, men den aristokratiske kål er først blevet almindelig brugt – og nu også elsket – indenfor de seneste år. Nu kan man så, foruden den lysegrønne, også få en smuk lilla spidskål. Og det er den, jeg har grillet. Men du kan lige så godt bruge den grønne. Den lilla farve indeholder dog nogle potente, antioxidante og antiinflammatoriske stoffer. Jeg skrev mere om farven lilla i forrige indlæg, se evt. her.
.
cashew-“ricotta” på toppen
Flere og flere vælger mælkeprodukterne fra, og hvis du hører til dem, så lav fx en hjemmelavet “ricotta”. Den kræver selvfølgelig lidt mere tid, så du kan også vælge en eller anden form for færdigkøbt planteost – eller helt udelade “ost”.
Du kan også i stedet dryppe retten med planteyoghurt naturel smagt til med presset hvidløg, salt, peber og krydderurter.
Vælg som proteinbærende del af middagen et tilbehør af fx linser eller quinoa. Begge dele skal koge ca. 20 minutter, så hvis du sætter linserne/frøene over, inden du skærer spidskålen i skiver, er de næsten færdige samtidig med kålen.
Du kan vælge quinoasalat med edamamebønner (bønnerne har du forhåbentlig i fryseren) eller linsesalat fra 1001 nat.
.
grillet lilla spidskål med kantareller og cashew”ricotta”
(4 personer)
cashew”ricotta”:
50 g cashewkerner
evt. 1/4-1/2 dl vand eller plantefløde
1 limefrugt
1 bdt persille
salt, friskkværnet peber
kål og svampe:
1 stort lilla eller grønt spidskålshoved
olivenolie
75 g løg
4 fed hvidløg
250 g kantareller eller andre svampe
frisk timian, persille
.
Læg cashewkernerne i blød i rigeligt vand ca. 8 timer. Afdryp dem og blend dem med ca. 1/2 dl af udblødningsvandet eller plantefløde. Tilsæt hakket persille og smag til med limesaft, salt og peber.
Sæt ”ricottaen” til side.
Skær spidskålen i så sammenhængende skiver som muligt. De skal være et par cm tykke.
Læg skiverne på en smurt bageplade og pensl dem med lidt olie. Drys også med lidt salt og peber.
Grill skiverne til de er gyldne og næsten møre. De må gerne have en smule ”bid”. Du kan evt. vende dem, men du risikerer i så fald, at kålen ”skiller”.
Skær løgene i både og hak hvidløgene. Svits dem ved rask varme i et par skefulde olie.
Skær store kantareller igennem. Bevar de små hele. Tilsæt svampene og svits et par minutter. Kom 2 spsk limesaft på panden sammen med lidt timian og et drys salt og peber.
Smag til.
Servér den grillede kål portionsvis med svampe og ”ricotta” på toppen. Drys evt. med lidt mere grønt.
.
.
Hvor lyder det bare lækkert. Jeg har kantareller i fryseren fra sidste år. Laver en lille hyggefest til weekenden
Det glæder mig! Så ønsker jeg rigtig god hyggeaften, og håber at I vil nyde maden.
Kh Kirsten
Hej Kirsten og tak for mad !
Jeg til må sige det var en af de opskrifter som ikke umiddelbart lå øverst i bunken af dem jeg ville afprøve- men dels havde jeg spidskål, godtnok hvid og så har jeg høstet ret mange kantareller. Jeg har ingen erfaring med at bruge dem- så det var bare at springe ud i det.
Det blev SÅ smadder lækkert !!! OG hurtigt ! Jeg er helt på halen over hvor enkelt og lækkert det blev.
Jeg er efterhånden blevet ret god til at justere opskrifter efter hvad jeg har ved hånden- og da jeg ikke havde lagt cachewnødder i blød, så blendede jeg bare en creme og smagte til. Timianen står på huskelisten, persillen er i drivhuset.
Super god opskrift også til en lille lækker forret. Tak !
Hi Janne,
Velbekomme! Det er da dejligt at blive glædeligt overrasket. Og faktisk ser retten måske ikke umiddelbart lokkende ud, men som bekendt skal man ikke skue hunden på hårene. Jeg er i al fald vældig glad for at høre, at du kan lide sammensætningen. Og så er det altid dejligt, når noget lækkert også er hurtigt at tilberede.
Det er lidt af en øvelsessag at erstatte ingredienser. Men det er enormt praktisk at kunne det. Så kan man også somme tider få endnu flere lækre smags-overraskelser!
Jeg er super glad for din hilsen og siger også tak.
Kh Kirsten