Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

11

marts 2022

14

KOMMENTARER

frikadeller med grov remoulade

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, madpakke, smørrebrød

.

100% hjertemad 

Man kan godt kalde disse frikadeller for hjertemad. Det er de nemlig på flere måder. Dels kan de laves med palmehjerter, dels er de gode for (hjerte)sundheden, og dels bruger man hjertet, når man vælger plantemad i stedet for kød.

.

at smage – eller ikke smage – af kød

Behovet for protein verden over er stigende. Men kloden er ikke i stand til at levere de enorme mængder protein fra dyr. Hvis vi mennesker selv skal være her på planeten, må vi gå over til proteiner fra planter. Det indser nu også de store kødfabrikanter.

Verdens største af slagsen, JBS i Brasilien, har netop lanceret en vegansk “kylling”. Det er godt nyt for de milliarder af kyllinger, der frister korte og lidelsesfyldte liv.

Den plantebaserede “kylling” findes som strimler og som en slags kotelet og er fremstillet af ærte- og risprotein, der er fermenteret sammen med shiitakesvampe. Produkterne skulle angiveligt smage som kylling.

Men så er det jeg ikke kan være med. Jeg synes det er fantastisk, at der kommer gode plantebaserede proteinprodukter på markedet, men hvis de smager bare det mindste af kød, må jeg sige nej tak.

I det hele taget foretrækker jeg mere naturlige proteiner, som jeg selv kan sætte smag på. Det er disse plantefrikadeller et eksempel på. Hvis du vil have ekstra proteiner i frikadellerne, kan du tilsætte 100 g kogte linser til farsen. Så får du en større portion.

Diskussionen om plantebaseret mad skal ligne og smage som kød er en fortløbende diskussion. Hvad synes du?

.

billig mad

Er budgettet stramt – og de stadig stigende fødevarepriser snærende – kan jeg også anbefale plantefrikadeller. Du kan næppe finde billigere mad, der samtidig er lækkert, sundt og klimavenligt.

.

med dild og remoulade

Frikadellerne kan nydes med kogte kartofler og sovs, hvis du er til det traditionelle. Jeg har valgt en rå, grov remoulade.

.

med sennepssovs og bagte jordskokker

Frikadellerne kan også serveres med bagte jordskokker og en sovs smagt til med ristede sennepsfrø eller dijonsennep. Her er yderligere drysset med valnødder. Uden at en ret skal ende som en rodebutik, er det værd at tænke på, hvor mange lækre næringsstoffer, der kan tilføjes for at optimere det samlede måltid.

.

højtbelagt smørrebrød

Frikadeller er også populære på smørrebrød, både det højtbelagte og det mindre prangende i madpakken.

A apropos smørrebrød kan jeg glæde dig med, at min nye bog, “Grønt smørrebrød”, nu er ved at gå i trykken. Bogen har været længe undervejs, men nu udkommer den medio maj.

Frikadellerne her kan fryses, så du kan lave en stor portion. Det er rart at have et lille lager af frikadeller som pålæg – eller til middagsret på en travl dag, hvor du kan hente en portion frikadeller i fryseren. Varm dem evt. op i ovnen.

Smørrebrødet ovenfor er med salatblade, frikadeller, rå remoulade, marineret rød spidskål og fennikel samt brøndkarse.

..

frikadeller med grov remoulade

(10-12 stk.)

1 dåse palmehjerter eller bambusskud (280 g drænet vægt)

100 g rå kartoffel

2 forårsløg med grøn top

4 fed hvidløg

50 g hasselnødder

75-100 g havregryn

ca. 2 spsk kikærtemel eller hvedemel

1 bdt dild

evt. 1-2 spsk dijonsennep

salt, friskkværnet peber

olie til stegning

.

Skær palmehjerter eller bambusskud og kartoflen i mindre stykker.

Hak hvidløgene og snit forårsløget. Hak nødderne groft.

Kom grøntsagerne i en food processor sammen med nødder, havregryn og mel.

Blend ingredienserne til en fars. Den skal ikke være alt for findelt.

Tag farsen over i en skål og tilsæt om nødvendigt flere havregryn og/eller mel.

Klip dilden og rør den i farsen.

Smag godt til med sennep, salt og peber.

Lad farsen hvile en halv times tid og vurdér konsistensen igen. Måske skal der tilsættes lidt flere havregryn, men farsen er forholdsvis lind.

Form 10-12 frikadeller med melede hænder og sæt dem på en pande med godt varm olie. Skru lidt ned for varmen og steg frikadellerne, ca. 8 minutter på hver side.

rå remoulade

1 dl mayo

citronsaft

1 tsk gurkemeje

 salt, friskkværnet peber

2 spsk finthakket rå gulerod

2 spsk finthakket rå squash

2 spsk finthakket rå blomkål

2 spsk finthakket bladselleri, gerne med top

 

Lav mayoen og smag den til med citronsaft, salt, peber og gurkemeje.

Rør grøntsagerne i mayoen og smag til igen.

. 

Share

14 Kommentarer

  1. Grith
  2. Pernille
  3. Winnie van der Loo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.