Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

rejserArkiv

mandag

14

maj 2018

24

KOMMENTARER

Draculas kartoffelbrød – et brød med bid i!

Skrevet af , Posted in brød, rejser

.

bondebrød fra Centraleuropas hjerte

Jeg står højt oppe i den befæstede kirkeborg i Harman, bygget af saxerne i det 13. århundrede. Når jeg kigger ud gennem skydeskåret, ser jeg forårsgrønne kornmarker og solgyldne rapsmarker, og kunne lige så godt være i Danmark. Men så rejser Karpaterne sig brat i baggrunden og fortæller, at scenen er Draculas eget land, Transsylvanien. Jeg rejste i denne kulturelt rige del af Rumænien sidste sommer og har netop været tilbage. Måske er det Dracula der lokker? Men nej, det er de tre smukke gamle byer Sibiu, Brasov og Sighisoara – og omegnen hvor kirker og kirkefæstninger ligger som perler på en snor. Harman er en af dem, Prejmer en anden og endnu mere imponerende.

.

kirkefæstningen i Prejmer

De mange fæstninger i dette område vidner om, at man har måttet forsvare sig mod en strøm af indtrængende hære, ofte tyrkere. Landsbyen Prejmer blev således udslettet hele 50 gange fra det 13. til det 17. århundrede, så intet under at man byggede de stærke borge og fæstninger – ofte rundt om en kirke. Og faktisk blev kirkefæstningen i Prejmer aldrig rigtig indtaget. Dog måtte man i 1611 overgive sig til en transsylvansk prins, da vandbeholdningen slap op.

Den største fæstningskirke i Sydøsteuropa er denne i Prejmer, hvor kirken blev bygget af korsridderne allerede i begyndelsen af år 1200, mens fæstningen udenom blev opført af tyske indvandrere, der kom til området i løbet af det 15. århundrede.

I dag er det store bygningskompleks på Unescos verdensarvliste.

.

300 forrådsrum bag de 4,5 m tykke mure

Selve fæstningen, der omgiver kirken, består af næsten 300 forrådsrum fordelt på fire etager. Her opbevarede man korn, bønner, kartofler og mel (se kartoffelbrødet nedenfor) – og mange andre madvarer, så befolkningen kunne overleve i tilfælde af langvarig belejring. Forrådene kunne række til op mod 6 måneders belejring.

.

i dag har roen sænket sig

I dag er der ingen fjender, som kommer marcherende gennem landskabet. I dag har roen sænket sig over kirkeborgen i Prejmer. Her er meget smukt og stille, og der hersker en nærmest meditativ ro. Turisterne har heller ikke for alvor fundet frem til det skatkammer af historiske oplevelser, som Transsylvanien tilbyder.

.

museet rummer gamle brugsting

Den blå fajance er typisk for området. Jeg kunne godt bruge et par af de tallerkener!

.

De håndmalede træsenge og alkover fortæller om mennesker, der ikke var meget højere end 150 cm. Der er farveglæde overalt, også i det hjemmevævede linned.

.

velbevarede kalkmalerier 

I kirken, der blev bygget i begyndelsen af 1200-tallet, kan man beundre de velbevarede kalkmalerier. Malerierne med motiver fra himmel og helvede – og alt det midt imellem – går tilbage til det 15. århundrede.

.

… og man er næppe faldet i søvn i kirken på de hårde træbænke, som stammer fra 1700-tallet. Man sparede rygstøtten, fordi kvindernes omfangsrige og stive kjoler holdt dem oprette – og måske også forhindrede dem i at nikke med hovedet, hvis prædikenen blev for kedelig.

I dag bliver kirkegængerne forkælet med farveglade puder.

.

Sighisoara – et levende museum

De tre byer, der især lokker i Transsylvanien er Sibiu, Brasov og Sighisoara – hovedsagelig grundlagt af tyske håndværkere og købmænd, der kom til området i løbet af det 12. århundrede. De middelalderlige bykerner er smukt restaurerede, og især den gamle del af Sighisoara byder på en charmerende tidsrejse århundreder tilbage i tiden. Det er som at vandre i et levende museum.

.

Toppede brosten, huse i mange kulører og masser af potteplanter i vinduerne er karakteristiske for Sighisoara. Her kan man slentre i fred og ro. Her er ingen trafik, og lægger man øret til de gamle mure, kan man fornemme historiens vingesus.

Sighisoara er på Unescos verdensarvliste.

.

.

et ordentligt brød …

På stationen i Sighisoara på vej til Sibiu bliver jeg kontaktet af denne kvinde, som kommer slæbende på en stor hjemmesyet vadsæk af brokade. Hun har været oppe i den gamle middelalderby for at sælge kobbertøj.

Vi sidder ved siden af hinanden på en bænk på stationen. Vi har ikke noget sprog tilfælles, men det er tydeligt, at kvinden vil i kontakt med mig. Hun snakker lidt, og efter nogen tid åbner hun vadsækken og hiver et gigantisk kartoffelbrød frem mellem alle de skramlende kobberting.

Hvorfor mon hun vil vise mig dét brød? Har hun mon intuitivt fornemmet min passion for mad? I al fald resulterer mit møde med den rumænske kvinde i, at jeg nu kan dele denne opskrift på et rumænsk kartoffelbrød med dig – et klassisk brød som har været basismad i Transsylvanien i århundreder. Et brød der helt sikkert har været med til at holde de belejrede indbyggere i Prejmer i live i månedsvis.

For hvis der er to ting, som altid er blevet spist i det fattige Rumænien, er det brød og kartofler. Her er kartoflerne brugt til at strække det dyrere mel. Samtidig giver de et fugtigt brød med lang holdbarhed og dejlig smag.

 

spis brød til

Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem, var selvfølgelig at bage denne basse af et brød. Så her er min egen udgave af det rumænske kartoffelbrød.

.

bondebrød fra Transsylvanien 

300 g kartofler

10 g gær

1/2 l lunkent vand

2 tsk salt

1 tsk sukker

2 spsk olivenolie + 1 spsk

evt. 2 spsk kommenfrø

200 g fuldkornshvedemel

400 g hvedemel + ekstra til æltning

.

Kog kartoflerne møre med skræl på. Pil kartoflerne og riv dem på et rivejern.

Rør gæren ud i det lune vand og tilsæt salt, sukker, 2 spsk olie og evt. kommen. Rør de revne kartofler ud i væden.

Tilsæt først fuldkornsmelet og derefter hvedemelet.

Tag dejen ud på bordet og ælt den godt igennem med så meget hvedemel, som den kan tage.

Læg dejen i en hæveskål og vend den i den sidste spsk olie.

Du kan lade dejen hæve 3-4 timer, men jeg anbefaler, at du lader den hæve mindst 8 timer. Sæt den tildækket ved stuetemperatur.

Ælt dejen igennem igen. Den vil være temmelig lind, hvis den har hævet i 8 timer. Tilsæt lidt mere mel, men dejen skal ikke blive for fast.

Form dejen til et rundt brød og læg det på en bageplade med bagepapir.

Sæt brødet i en 250 grader varm ovn 10 minutter.

Skru ned til 200 grader og bag brødet færdigt, endnu 20-25 minutter. Brødet er bagt, hvis det lyder hult, når du banker det i bunden.

Nyd evt. brødet med peberfrugtpureen ajvar, der også stammer fra Centraleuropa. Så kan du samtidig få brugt en del af de ramsløg, der er i sæson lige nu.

..

.

tak for et godt og gedigent brød

 

Hvis du er blevet interesseret i Transsylvanien kan du læse mere her – her og her.

.

Print Friendly, PDF & Email
It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

fredag

9

marts 2018

17

KOMMENTARER

marokkanske safranbrød – mød brød og bagere i Marrakech

Skrevet af , Posted in brød, rejser

.

brød er basismad i Marokko

På mine vandringer i souq’en i Marrakech møder jeg – foruden menneskemylderet – først og fremmest … brød! Jeg er fascineret af denne kærlighed til brød. Der er ikke mange meter mellem de små brødboder – eller indhyllede koner, der sidder på et hjørne på fortovet med deres lille brødudsalg i en kurv. Brød er basismad i Marokko, og på landet bruger man stadig brødet til at skovle maden op med i stedet for kniv og gaffel.

.

frisk brød dagen igennem

Og vi snakker om frisk brød! De mange brødmænd på cykel eller knallert drøner gennem gyderne med deres store kurve på bagagebæreren som fyren i midten. Det betyder, at der er friskbagt og lunt brød dagen igennem.

.

hvor kommer alle de brød fra?

Jeg har sagt det før: hvis der er mennesker jeg kommer i god kontakt med jorden rundt, er det  bagere. Faktisk er det så slemt, at når jeg på de lange rejser følges med min gode rejsekammerat Bente, er jeg under stærk rationering. Bente synes, hun har set rigeligt mange bagerier, så når vi vandrer rundt i Shiraz, i Mumbai eller i Tashkent, har hun udviklet en fintfølende næse for duften af frisk brød. Hver gang hun fornemmer den lokkende duft, hiver hun mig resolut i en anden retning. Hun gider simpelt hen ikke se ét eneste bageri mere! Så meget desto mere glæder jeg mig over de rare bagere, jeg møder i Marrakech.

.

brødene bages på gammeldags facon

Den første bager, jeg møder, er denne gentleman. Han skubber hundredvis af runde flade brød ind og ud af sin ovn dagen igennem.

Den hvide  pind, bageren har i munden, bruges til at prikke i dejen med, inden brødene skubbes ind i den glohede ovn.

.

endnu et bageri

I det næste bageri, jeg bliver inviteret ind i, er medhjælperen travlt beskæftiget med at pakke de varme brød i kasser og kurve, som straks bringes ud til det brødhungrende folk.

.

et klassisk gadebillede i Marokko

Sådan er det i gaderne i Marrakech: friskbagt brød og flagrende sorte kvinder. Om der er brødene, er har suget byens gyldne farver til sig – eller er det omvendt. Det er svært at sige!

.

den næste bager tager imod

De lange træspader med dej skubbes ind og ud af ovnen dagen lang.

.

sælgere og kunder flokkes om brødene

.

.

brød fra Safranparadiset

Godt 30 km kilometer udenfor Marrakech i retning mod Oureka regerer denne skønne schweiziske kvinde, Christine Ferrari, i sin kæmpehave: Le Paradis du Safran.

Christine har købt et stort stykke land af regeringen og indrettet en lille botanisk have med eksotiske planter, duftplanter og krydderurter – og ikke mindst krokus til safranproduktion. Christine driver også en restaurant i sit lille paradis, og her smagte jeg dette brød sammen med en lækker safransuppe (opskrift kommer senere), en hovedret med grøntsager, ris og safransovs og som dessert en creme karamel med safran og revet chokolade.

Christine og hendes piger bager hver morgen frisk brød i ovnen her.

Jeg anbefaler varmt at spise frokost hos Christine, hvis du er på disse kanter. Husk at bestille i forvejen.

I november måned er det meste af den store have et farverigt lilla tæppe af blomstrende krokus.

.

safranbrød fra Le Paradis du Safran

Sådan ser det originale safranbrød ud. Jeg fik ingredienserne oplyst af Christine, men resten har jeg gættet mig til. Mine brød faldt dog nogenlunde ud som Christines.

Og  Marokko serveres brødet selvfølgelig med den supersunde og lækre arganolie.

.

min egen udgave af safranbrødet

marokkanske safranbrød

(5 stk.)

10 g gær

3 dl lunkent vand

1 tsk salt

1 tsk sukker

1 nip safran

1 tsk knust anis

2 tsk tørret timian

2 tsk spidskommenfrø

2 tsk kommenfrø

4 spsk sesamfrø

2 spsk fintklippet frisk rosmarin (eller 1 spsk tørret)

4 spsk olivenolie

250 g durummel

ca. 150 g hvedemel

.

Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt salt og sukker.

Kom safranen i en morter sammen med et nip salt. Stød safranen til et pulver sammen med saltet og hæld 2 spsk kogende vand på. Opløs safranen og hæld den i væden.

Tilsæt de øvrige krydderier og olien. Gem lidt til at pensle brødene med og tilsæt resten til dejen.

Rør durummelet godt ud i væden og tilsæt så meget hvedemel, at dejen kan æltes.

Ælt dejen grundigt – eller kør dejen i en røremaskine 4-5 minutter.

Sæt dejen til hævning et lunt sted et par timer, evt. længere.

Ælt dejen igennem igen og del den i fem portioner. Tril dem til kugler og rul dem ud med en kagerulle. Størrelsen skal være lidt større end til pitabrød – og dejen skal være lidt tyndere rullet ud.

Læg brødene på bagepapir på en bageplade og prik i dejen med en våd finger.

Pensl med resten af olieblandingen med krydderurter og safran.

Sæt brødene i en 250 grader varm ovn og bag dem ca. 5 minutter. Skru ned til 225 grader og bag brødene færdige, til de er gyldne på overfladen, 6-7 minutter. Overbag ikke brødene, så bliver de tørre.

Læg et fugtigt klæde over brødene, når de er bagt, så de bevarer blødheden.

.

Jeg har også bagt nogle bittesmå boller af dejen. De er fine at servere til en lille aperitif. Flæk i givet fald bollerne næsten helt, men sådan at de stadig hænger sammen.

Læg en teskefuld fyld ind i de små boller. Det kan være ristede auberginer, stegte svampe, hakkede artiskokhjerter, karamelliserede løg – eller hvad du selv foretrækker.

..

safranbrød med marokkansk nutella

Brødene smager også godt med marokkansk nutella, du kan vælge enten den søde eller den salte udgave.

 

.

Print Friendly, PDF & Email
It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

mandag

5

marts 2018

32

KOMMENTARER

klassisk marokkansk suppe – tag med i riad’en

Skrevet af , Posted in rejser, supper

en riad er gemt godt væk

Hvis man ikke er meget velbevandret i souq’en i Marrakech, er det nogenlunde umuligt at finde de gamle riad’er, som nu er omdannet til hoteller.

Man skal gennem utallige små gyder og smøger, før man kommer frem til en dør – ofte uden skilt – der slet ikke afslører noget af al den herlighed, der ofte findes indenfor. Velkommen til 1001 nat!

.

… velkommen til Riad Camilia

Jeg vil gerne byde på en lille rundtur i en meget smuk og nænsomt restaureret riad, Riad Camilia i Marrakech. Ovenfor bydes der velkommen i hall’en. De varme farver fra byen udenfor, gul, rød og okker er ført med ind i riad’en.

Nedenfor er husets hjerte, det åbne rum, og til sidst ender vi i køkkenet til en skøn suppe, harira, den mest klassiske af alle marokkanske supper.

.

her er riad’ens hjerte

En riad er en lukket bygning med vægge på alle fire sider og et lukket rum i midten, hvor der altid er enten et springvand eller et åbent bassin med vand. Rummet tjener som en slags have med blomster og træer. Dette åbne rum er så at sige husets hjerte, ikke mindst på grund af vandet, der ofte løber eller springer. Det er et sted med ro og stilhed. Her er man beskyttet mod verdens tummel og larm, omsluttet af høje vinduesløse mure på alle sider. Ned fra den blå himmel sænker sig kun fuglefløjt og en lav messen båret gennem luften fra den nærliggende moské.

Tidligere var riad’erne hjem for de rigeste. I dag er mange af dem omdannet til små hoteller, hvoraf nogle er overordentligt smukt restaurerede og smagfuldt indrettede. Det er sådan én jeg bor i! Den hedder Riad Camilia.

.

.

.

ægte marokkansk hygge – uden divan går det ikke!

Riad’erne som regel 3-4 etager høje. På hver etage findes komfortable møbler, så man overalt kan synke ned og nyde en kop marokkansk myntete.

Øverst oppe på taget er der altid et stort rekreativt område med solstole, magelige kurvemøbler og somme tider også en lille swimmingpool. Her serveres ofte morgenmaden.

.

Alle værelser i Riad Camilia er individuelle. Det er en parisisk kvinde, der står bag den smagfulde indretning. Hvert enkelt møbel, pude, tæppe, kunstgenstand og øvrige møblering – ikke mindst de smukke lamper – er foretaget med stor kærlighed til huset. Man føler sig øjeblikkeligt hjemme – selvfølgelig ikke mindst på grund af direktøren for det hele, franske Nicolas og hans helt fantastisk søde og hjælpsomme medarbejdere.

.

spisestuen – 1001 nat er ikke langt borte!

I spisestuen kan man nyde kokken Hourias tryllerier. I pejsen, som ikke ses på billedet, knitrer en livlig brændeild.

.

den klassiske harira serveret i riad’ens spisestue

.

her kan man “slå mave”

Skulle man have forspist sig på kokkens fristelser, kan man slå sig ned i en behagelig lænestol og nyde den smukke indretning i spisestuen.

.

men vi må i køkkenet

Intet køkken i Marokko med respekt for sig selv, er ikke forsynet med et righoldigt udvalg af taginer og keramikskåle i mange mønstre og farver.

.

der er gang i persillehakkeren

.

… men nu til hovedretten

Jeg laver både en suppe og en hovedret sammen med kokken Houria. Her er vi i gang med hovedretten. Den minder lidt om de krydrede marokkanske grøntsager, som der er opskrift på her.

.

… og så til suppen

Sådan ser den marokkanske suppe ud, når jeg har lavet den i mit eget køkken. Her er suppen pureret, men du kan også lave den uden purering, se nedenfor.

Harira er en suppe, hvor der er plads til eksperimenter. Harira er suppen over alle supper i Marokko. Det er fx den suppe, man under ramadanen bryder fasten med om aftenen, når solen er gået ned, og det atter er tilladt at spise.

Hver eneste husholdning har sin egen opskrift på harira. Du skal derfor ikke fortvivle, hvis du lige står og mangler græskar eller gulerødder. Brug så fx udelukkende søde kartofler i stedet – eller omvendt.

Marokkanerne bruger meget af det dyre krydderi, safran. Der er også safran i denne suppe, men synes du, det er for kostbart, så udelad det. Suppen smager også dejligt uden. Hvis du trods alt ønsker suppen rød-gylden, så tilsæt 2 tsk gurkemeje i stedet for safran.

.

upureret harira

harira – en marokkansk suppeklassiker

I køkkenet i Riad Camilia brugte Houria brøndkarse i suppen. Det er ikke altid nemt at finde, og det kan sagtens udelades. Det giver ikke alverdens til smagen, til gengæld er det en af de sundeste planter, man overhovedet kan spise, så tag den med, hvis det er muligt.

Suppen er så protein- og vitaminrig – og vældig mættende – at den kan serveres som hovedret. Gør i givet fald portionen lidt større og spis et godt stykke brød til.

Det er en dejlig suppe på en travl dag, fordi hele måltidet tilberedes i én gryde.

.

Brødet er et safranbrød, som jeg smagte på det skønne landsted “Le Paradis du Safran” udenfor Marrakech. Der kommer en lille historie om marokkanske brød senere – og også opskrift på dette lækre safranbrød.

Hvis du vil have brød til suppen, kan du finde et andet marokkansk brød her.

.

harira – marokkansk suppe 

(4 personer)

100 g kikærter (evt. fra dåse)

1 spsk spidskommenfrø

100 g løg

2 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

50 g linser

8-10 dl grøntsagsbouillon

200 g kartofler

200 g gulerødder

200 g græskar

150 g søde kartofler

2 stilke bladselleri

1 bdt persille

1 bdt brøndkarse

1 nip safran

2 tsk røget paprika (evt. alm. paprika)

2 spsk frisk reven ingefær

1 glas hakkede tomater med væde

50 g supertynd pasta

citronsaft

salt, peber

evt. frisk koriander

.

Læg kikærterne i blød ca. 8 timer og kog dem i nyt vand 10 minutter. Afdryp dem. Eller afdryp kikærter fra dåse.

Rist spidskommenfrøene i en gryde, indtil de dufter.

Hak løg og hvidløg og kom dem i gryden sammen med olien. Svits til løgene er let gyldne.

Tilsæt linserne, de forkogte kikærter og 7-8 dl bouillon. Kog suppen 10 minutter.

Skær alle grøntsagerne i små terninger og kom dem i suppen sammen med hakket persille og hakket brøndkarse.

Kom safranen i en morter sammen med et nip salt. Stød safranen til pulver med saltet. Hæld 2 spsk kogende vand på og opløs safranen. Hæld det i suppen og tilsæt også paprika, ingefær og de hakkede tomater med væden.

Lad suppen simre under låg til linser, kikærter og grøntsager er møre, endnu ca. 10 minutter.

Hvis du ikke vil purere suppen, tilsættes pastaen nu og koges med et par minutter, til den er blød.

Hvis du vil purere suppen, så kog pastaen i et smule vand 3-4 minutter og afdryp den.

Smag suppen godt til med salt, peber, citronsaft og evt. mere ingefær og/eller paprika.

Servér suppen portionsvis, evt. drysset med lidt frisk koriander.

Hvis du ønsker suppen pureret, så blend den og servér den ligeledes portionsvis med pastaen, lidt kikærter og grønt på toppen.

.

 

 .

Print Friendly, PDF & Email
It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share