Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

tirsdag

31

januar 2017

8

KOMMENTARER

Marrakech over Atlasbjergene til Aid Benhaddou

Skrevet af , Posted in hovedretter, rejser

.

fra brød i souk’en til sug i maven

Smut i snabelskoene, sæt dig på det flyvende tæppe og tag med en tur over de høje Atlasbjerge fra Marrakech til kasbah’en, Ait Benhaddou (se også her).

.

når brød betyder liv

Men inden den halsbrækkende bjergtur må jeg lige først et smut igennem souk’en i Marrakech, igen, igen …

Mine forskellige rejsefæller driller mig altid med min hang til brød og bagerier. Jeg kan ikke se et bageri på mine rejser, hvor jeg ikke må ind og blive gode venner med bagerne. Det lykkes heldigvis ofte. Jeg tror, jeg er forlovet med mindst hundrede bagere rundt om på kloden. Her er jeg  på besøg i et bageri dybt inde i souk’en i Marrakech. Jeg er ikke sikker på, at fødevaremyndighederne i Danmark ville være helt tilfredse!

Når jeg er så optaget af brød, er det fordi det danner livsgrundlaget for så mange mennesker jorden rundt. Det bevæger mig at se, hvordan brødet æres og prises i kulturer, hvor mad ikke er nogen selvfølgelighed. For en velfærdseuropæer, der er vant til at kunne spise sig mæt hver dag og have frit valg på alle hylder, er det tankevækkende og smukt at se brødets betydning for mindre priviligerede mennesker.

De mange  bagerier i souk’en fordeler brødene i kasser eller kurve, der lastes på æsler eller cykler, som omdeler brødene til de mange små selvstændige “butikker”. Og ingen behøver at mangle brød, for på ethvert hjørne støder man på stoute kvinder, som passer bager-biksen, der som regel er en papkasse vendt på hovedet. Og så kan man jo altid få sig en god snak kvinde-til-kvinde, mens man venter på kunderne!

.

.

gyderne gemmer på stor skønhed

.

.

alle nordafrikanske fugle anbefaler marokkansk brød!

.

en anden lille gyde i souk’en

Det betaler sig at lade sig opsluge af souk’en. Man farer under alle omstændigheder vild, så jeg lader mig bare føre af sted på må og få. Omkring hvert et hjørne er der nye farver, lynsindfald og måske nogle smukke vægmalerier.

Men nu kalder Atlasbjergene.

.

af sted over stok og sten

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg tager turen fra souk’en og solvarme Marrakech over de høje Atlasbjerge. Det er langt fra første gang, men turen føles hver gang unik. Alt efter vejr og vind, sol og skyer, regn eller slud, åbenbarer bjergene sig på vidt forskellige måder. Jeg har passeret mange af verdens store bjergpas, men denne tour de force gennem Atlasbjergene rangerer som en af de mest sublime naturoplevelser, jeg har haft. Busturen fra Marrakech over Atlasbjergene til Ouarzatate tager ca. 5 timer, men det er naturligvis også muligt at gøre holdt i en af de små bjergbyer. Denne gang stod jeg af i kasbah’en, Ait Benhaddou.

Fra Marrakech stiger vejen langsomt opad, mens den halsbrækkende udsigt byder på dybe slugter og 3-4.000 meter høje snedryssede bjergtoppe. Her er goldt og øde. Farverne veksler mellem rødbrun, brun og grå – og pludselig hænger skyerne truende lavt over bjergkammene.

.

Livet er barskt for de mennesker, der frister skæbnen på de stejle bjergsider. Husene er bygget af den jord og det ler, der er for hånden. Derfor skal man se godt efter for at få øje på de rødbrune boliger, som ligner skotøjsæsker, der er limet direkte på bjergsiderne. Husene ligger – eller rettere – hænger i klynger de steder, hvor der findes vand. Ved en lille bæk sidder kvinderne og renser grøntsager i det knap eksisterende vand. På de næsten lodrette bjergsider vogter gamle mænd eller unge drenge de store brune og hvide fåreflokke. De små jordlodder er lagt ud i terrasser, der klamrer sig til bjergets sider, og her pløjer de yngre mænd jorden med en enkel træplov og to æsler.

 

.

der arbejdes for føden

I de små bjerglandsbyer hersker der ikke blot en almen streng moralkodeks. alle har tjek på alle, og her er der heller ingen flirt mellem kønnene før ægteskabet. For slet ikke at tale om at kunne vælge selv. Her skal der også arbejdes hårdt for føden. Den stenede sandjord giver ikke sine gaver fra sig uden videre.

Måske er det unge par på billedet på vej med byggematerialer til deres første hus – eller måske rettere hytte.

.

fra snedækket bjergtinde til frodige terrasser

De snedækkede tinder veksler med dybe dale udlagt som frodige terrasser. Foråret er allerede her i januar ved at indfinde sig med de første grønne nuancer, der trodser den tørre røde jord.

Turen over Atlasbjergene byder på synsindtryk, der for evigt vil være prentet på nethinden. Hvis man altså kan klare hårnålesvingene, de dybe slugter og chaufførens fod på speederen, der er helt i overensstemmelse med hans tro på Muhammed.

.

velbeholden i kasbah’en

Efter 4-5 timer er vi fremme ved  Aït Benhaddou. Ligesom dyrene tilpasser sig farvemæssigt til den natur, de lever i, sådan har fortidens arkitekter valgt at bygge den tids forsvarsværn ind i klipper i farver, der matcher omgivelserne. Det er ikke nemt for fjender at se denne by på afstand!

Og zoomer man lidt ind, ser husene sådan ud:

.

Kasbah’en Aït Benhaddou fra det 17. århundrede er en lille befæstet by bygget op ad bjerget som forsvarsværk for området. Bygningsværket er et fremragende eksempel på, hvad før-saharisk arkitektur formåede at forme med ler. Men ler er et skrøbeligt materiale, og de store regnskyl i regntiden tærer så meget på leret, at kasbah’en må lerklines hvert år.

Inde i kasbah’en er der små og store “huse”, der er tårne og der er fællesarealer – og bygningsværket afspejler således hierakiet i enhver anden landsby. Her er huse for dem, der bestemmer, og her er huse for dem, ser servicerer.

De fleste “huse” er uden vinduer, men af og til trænger lyset alligevel gennem en sprække og afslører høje stabler af tæpper (her må være hundekoldt om vinteren) og en væg med nødvendigheder som flagermuselygte, vanddunk, kameltasker mm. Billedet fortæller også, at her i de små lerklinede rum kender man ikke til en luksus som et skab. Eneste møbel er et rundt lavt bord med små buttede fødder – og nogle puder. Her indtages taginen eller couscous’en liggende eller siddende på gulvet.

 

Aït Benhaddou ligger på den gamle karavanevej mellem Sahara og Marrakech og er nu på Unescos verdensarvsliste. Her er kamelerne blevet vandet gennem århundreder. Og salt, den tids guld, er blevet udvekslet med perler, krydderier og korn.

.

den nye by

I dag bor der kun en snes familier i selve kasbah’en. De fleste indbyggere er flyttet til “rigtige” huse nedenfor forsvarsværket. Her er et par af de maleriske gyder.

 

Og hvem trænger ikke til en middagslur i forårssolen?

.

hotel Bagdad Café – det er her man bor!

Hvis du nogen sinde kommer på disse kanter, vil jeg varmt anbefale Hotel Bagdad Café. Det er ikke fordi, der er meget at tage sig til i Aït Benhaddou, når først man har klatret i kasbah’en et par timer, men jeg tør alligevel godt foreslå en overnatning. Ene og alene for at møde det fantastiske værtspar på dette hotel: franske Rose og marokkanske Mohamad. De er to usædvanlige mennesker: søde, hjælpsomme og gæstfri. De har så at sige bygget hotellet op med egne hænder, og det er en skøn perle med smukt indrettede værelser, swimmingpool, flere tagterrasser og dejlig mad. Både til morgen og aften.

Og nu er det tid til en bid marokkansk mad. Jeg foreslår en lækker grillet salat med min yndlingssovs, chermoula, og ægte marokkanske brød til.

.

grillet marokkansk salat

Se opskriften her. Spis gerne marokkanske brød til.

.

marokkanske brød

Se opskriften her.

 

Share

lørdag

28

januar 2017

22

KOMMENTARER

januar i Marokko

Skrevet af , Posted in hovedretter, rejser

.

farverige, solbeskinnede og duftende Marokko


Så tit det er muligt, prøver jeg altid at opsnuse nye opskrifter og lidt sol i januar. Jeg synes, det er den mest trælse måned i Danmark. Alle de skønne julelys, der kastede glans over land og by er slukkede, himlen hænger tung og mørk, og lyset viser sig kun i alt for korte timer over et vejrmæssigt plaget folk. Der er lidt for længe til anemoner og martsvioler, for slet ikke at tale om asparges og nye kartofler.

Indenfor overkommelig rækkevidde er der heldigvis solbeskinnede og farvestrålende Marokko. Jeg er på min femte eller sjette rejse i landet, som jeg helt har tabt mit hjerte til. Her er al den sol og alle de kulører og krydderier, man kan ønske sig. Madmæssigt er oplevelserne dog begrænsede. Bevares, her er lækker mad, men for en vegetar/veganer er repertoiret hurtigt udtømt: men her er flere slags gode grøntsagssupper og salater, først og fremmest marokkansk salat, her er grøntsagscouscous og grøntsagstagine. Og selvfølgelig de forskellige slags brød. Jeg kunne dog godt ønske mig lidt mere groft mel i brødene, men engang imellem er der så alligevel virkeligt noget brød, jeg gerne vil efterligne. I går fik jeg, meget langt fra alfarvej i kasbah’en Ait Benhaddou i Atlasbjergene, stykker af et stort, cirkelrundt brød, der kunne ligne et kæmpestort, fladt pitabrød. Det vil jeg prøve at bage, når jeg kommer hjem.

Ait Benhaddou er en af de mest eksotiske og bedst bevarede kasbah’er i hele Atlas-regionen (kasbah’en var tidligere både et forsvarsværk og stedet, hvor den lokale leder residerede. En kasbah er ofte bygget på en bjergtop og består af lerklinede huse, som klynger sig til bjergsiden. Kasbah’en er omkranset af høje mure og har få eller ingen vinduer. Et rigtigt forsvarsværk i svundne tider.

Kasbah’en i Ait Benhaddou er yderligere berømt, fordi den har lagt location til storfilm som “Lawrence of Arabia”, “Gladiator”, “Babel” og mange andre film. Jeg vender tilbage med billeder fra det smukke og usædvanlige sted.

 

te og taginer

 t

Te og taginer definerer Marokko. Mynteteen flyder i rigelige mængder og nydes døgnet rundt af en befolkning, der ikke drikker alkohol. Her kaldes myntete for marokkansk whisky.

På gader og stræder, på pladser og under skyggefulde træer sidder mændene i deres lange djellaba’er og ordner verdenssituationen. Gad vide, hvor kvinderne er? Måske hjemme i køkkenet, hvor taginerne simrer over den åbne ild allerede fra om formiddagen.

.

.

teen brygges dagen lang

.

farvestrålende Marrakech

I Marrakech drejer hele verden sig om den centrale plads, Place Djemaa el-Fna. I dagtimerne domineres pladsen af gøglere og historiefortællere, af slangetæmmere, spåkoner, hennamalere og vandsælgere, som fyren på billedet. Det ser dog ud, som om den gamle profession at sælge vand er veget for stillingen som fotomodel. Plasticflaskerne har taget magten! Men de farvestrålende vandsælgere er yndede motiver for tidens turister.

.

madvognene kommer med aftensmaden

Når mørket falder på må gøglere og godtfolk vige pladsen for madvognene, der kommer trillende ind på pladsen med deres mobile køkkener. Her kan du smage på alt, hvad det marokkanske køkken har at byde på.

.

i røg og damp

Der er gang i taginerne – denne praktiske gryde med det koniske låg, hvor hele retten simrer i timevis.

 .

 .

livets brød

Som i alle islamiske lande er brød bogstavelig talt “livets” brød, og det behandles med ærbødighed. Og der er altid rigeligt af det. Her har jeg fanget to damer, der sælger brød dybt inde i souk’en i Marrakech.

.

der sælges små brød og store brød

En bid brød kan man vel altid spise?

..

krydderierne stødes

På krydderipladsen i souk’en stødes både krydderurter og henna. Henna bruges i store mængder til dekoration af især hænder og fødder.

.

skønhed omkring hvert et hjørne

Marrakech kaldes også for den lyserøde by, fordi de fleste huse i byen har en smuk rødbrun, brændt farve. De snævre gyder bag souk’en byder på nye synsindtryk og oplevelser omkring hvert et hjørne.

.

husk maden …

En af Marokkos signaturgrøntsager er auberginen. Derfor vil jeg gerne slutte denne lille billedhistorie med at anbefale en af de retter, du måske allerede kender: marokkansk tagine med “brændte” auberginer. Jeg har ikke mulighed for at udarbejde opskrifter “on location”. Derfor får du en tidligere opskrift, som sagtens tåler gentagelse, hvis du allerede skulle have smagt den.

.

marokkansk tagine med “brændt” aubergine

Se opskriften her.

 

Share

fredag

20

januar 2017

4

KOMMENTARER

palmekålsruller på bund af persillerodspuré

Skrevet af , Posted in hovedretter

…

21. januar 2017

.

når empati rækker til dyrene

Det ser ud, som om vi er på vej ind i en tid, hvor empatien bliver mere og mere bundfrossen. En tid, hvor enhver er sig selv nok, hvor vi bygger mure omkring vores egne goder. En tid, hvor der ikke er plads til hjerterum eller overskud til at tænke på vores medskabninger – og da slet ikke på dyrene! Vi skal hver især rage til os og lade fanden tage de sidste.

Heldigvis er det sådan, at når mørket er dybest, er lyset nærmest. Et af de lys, der skinner klarest i disse år, er det stigende antal mennesker, der har så meget empati for dyrene og kloden, at de vælger at leve vegansk. På denne smukke himmel stråler ikke mindst en stjerne ved navn Karin Elrød.

Karin har netop udgivet bogen “Veganer – sådan kommer du i gang”. Dét er i den grad en bog “til tiden”, for hvad gør man, når det er gået op for én, at man ikke mere kan nænne hverken at spise eller bære noget, der kommer fra dyr? Helt enkelt er det ikke, for der er animalske produkter i langt flere ting, end de fleste af os tænker over til hverdag. Og så er der ikke mindst besværet med venner og familie, der tit har svært ved at forstå og acceptere dette kærlige valg.

Med denne smukke “veganerbibel” i hånden er der god og kærlig hjælp at hente. Man bliver ført gennem alt fra de etiske overvejelser, miljøet og klimaet, over sundhed til det sociale og alle dilemmaerne. Her er praktiske og kontante råd om at undgå faldgruberne, og Karin argumenterer overbevisende om, at veganerlivet er dét, vi alle bør vælge.

Jeg er helt enig, men jeg ville aldrig turde erklære mig selv for veganer. For, som Karin nævner, findes der nemlig noget, der hedder “veganerpolitiet”, og Gud hjælpe den stakkel, der træder en smule ved siden af. Det kan man selvfølgelig godt, men så er man ikke veganer, og der findes nidkære veganere, der ikke tolererer nogen form for fejltrin. Det er SÅ synd for den gode sag. Jeg ville sådan ønske, at “veganerpolitiet” ville have så meget empati, at de OGSÅ kunne se, at alle mennesker er på vej. Vi er alle på forskellige stadier af udvikling. Mennesker har spist kød i årtusinder, og nogle behøver længere tid end andre til helt at droppe de animalske produkter.

Og veganisme ER vejen frem. Det er fremtiden. Ingen tvivl om det. Selv om det ser mørkt ud i øjeblikket, vil vi med tiden ikke kunne nænne at ernære os af vore medskabninger. Men ting ta’r tid. Skal det gå lidt hurtigere, så læs Karins bog. Her er ingen løftede pegefingre. Forfatteren formidler kun glæde ved den veganske livsstil.

“Veganer – sådan kommer du i gang” er en bog, som jeg tror vil overbevise mange om det nødvendige, nyttige og  smagfulde ved at droppe alle animalske produkter. Især kan jeg forestille mig, at mange vegetarer vil gå ind i denne den ny tids spisevaner. Og det ER altså ikke så svært. Man skal lige møblere lidt om i hovedet, men det er en vidunderlig udfordring. Og så hjælper det ikke blot dyrene, men også kloden og dig selv.

Tak til Karin Elrød for en smuk og livsbekræftende bog,

“Veganer – sådan kommer du i gang” er udgivet af Forlaget Heart Planet. Den koster kr. 229,- og kan købes hos boghandlerne.

 


.

20. januar 2017

..

ruller der rykker – palmekål med fyld

Palmekål minder om grønkål men er ikke helt så almindelig i Danmark. De lancetformede blade ligner lidt en lille palmegren. Kålen er en smule mildere end grønkål.

Ernæringsmæssigt er kålen mindst lige så sund som grønkål, dvs. at den er et super boost for kroppen med indhold af mange vitaminer og mineraler. Især er kålen rig på magnesium, som er så vigtig for knoglerne sammen med kalk og D-vitamin. Ligesom de andre sorter kål, indeholder palmekål også stofferne glucosinolater og glukoraphaniner, der har vist sig virksomme mod kræftceller.

.

alternativer til palmekål

Hvis din lokale butik ikke lige har palmekål i øjeblikket, kan du i stedet bruge blade af savoykål som “indpakning” til fyldet.

Du kan også vælge bladbeder. Med deres kulørte stilke er de lige til at blive i godt humør af på en grå vinterdag.

Til gengæld er grønkål ikke så velegnet, da midterribben er for grov og bladene ikke er store nok til at rulle om fyldet. Men du kan evt. lægge lag af fyldet sammen med letdampede grønkålsblade på samme måde som i grønkålslasagnen.

.

bladbeder vinder på udseendet

 .

kål med lækkert fyld

Fyldet består af proteinrig tofu, svampe og græskarkerner. Hvis du får fyld til overs, så servér det til retten separat.

.

persillerødder i bunden

Hvis du vil undgå fede sovse, er rodfrugter et udmærket bytte. Til denne puré eller “sovs” har jeg valgt persillerødder, men du kan også bruge pastinak, gulerod eller rødbede. Det bliver mere en puré end en sovs.

.

palmekålsruller i persillerodspuré (4 personer)

puré:

200 g persillerod

1 1/2 dl plantefløde (havre, mandel eller soja)

2 spsk gærflager (kan udelades)

evt. 1 spsk maizenamel

1/2 tsk reven muskatnød

1/2 dl hakket persille

1-2 spsk citronsaft

salt, peber, rørsukker

fyldt kål:

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

250 g champignon

1 rød peberfrugt

1/2 frisk chili eller et nip tørrede chiliflager

50 g græskarkerner, mandler eller valnødder

1 dl silketofu eller fast smuldret tofu

2-3 spsk boghvedemel, havremel eller rismel

12-16 blade palmekål (kan erstattes af savoykål eller bladbeder)

4 spsk sesamfrø

.

Lav først sovsen: skær persillerødderne i små terninger og kog dem møre i vand, der netop dækker, 8-10 minutter.

Hæld vandet fra (gem det) og purér persillerødderne med fløden, til pureen eller ”sovsen” er glat. Tilsæt muskatnød og den hakkede persille (gem evt. lidt til pynt), måske også lidt af kogevandet. Du kan evt. jævne ”sovsen” med lidt maizenamel rørt ud i vand, hvis den er for tynd.

Smag ”sovsen” til med citronsaft, salt, friskkværnet peber og sukker. Hæld den i et ovnfast fad.

Hak løg og hvidløg til fyldet. Svits de to ting i olien, til løgene er let gyldne.

Hak også svampene og peberfrugten (fjern kerner og frøstol og gem evt. lidt af frugtkødet til at drysse på retten senere).

Kom svampe og peberfrugt på panden og svits ved rask varme, til svampene er bløde. Tilsæt chili eller chiliflager. Hak de valgte kerner, mandler eller nødder fint. Bland dem i fyldet.

Rør tofuen i blandingen og tilsæt det valgte mel, til fyldet er sammenhængende, men det skal ikke være for fast.

Smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Kog kålbladene i rigeligt vand ca. 5 minutter. De er lidt seje at tygge, hvis de ikke koges nok. Afdryp bladene.

Skær det nederste ”nøgne” stykke af stilkene (op til hvor bladene begynder). Snit stilkene meget fint og rør dem i fyldet.

Fordel fyldet på bladene og rul dem sammen. Læg rullerne på persillerodspureen.

Pensl rullerne med lidt olivenolie og drys med sesamfrø.

Bag rullerne i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter. Hold øje med, at overfladen ikke bliver for mørk.

Drys evt. med små terninger af den røde peberfrugt og lidt persille.

.

.

rødbedesalat som tilbehør

Servér fx en rødbedesalat med cashewcreme til kålrullerne. Se opskriften her.

.

mere grønt i Rudersdal

I efteråret startede jeg sammen med ildsjælen Henrik Hjortdal et kødfrit folkekøkken i Holte. Det blev en stor succes med mange besøgende og lange ventelister.

Vi fortsætter med de kødfrie mandage i foråret – nu med adresse i Manziusgården i Birkerød. Den første folkemiddag er den 30. januar. Læs mere her. Det bliver forskellige foreninger, der kommer til at stå for arrangementerne.

Du sikrer dig en plads mandag den 30. januar ved at indbetale middagens pris, kr. 40,-, pr. mobil pay til 20 78 26 89.

 

Share