Marrakech over Atlasbjergene til Aid Benhaddou
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter, rejser
.
fra brød i souk’en til sug i maven
Smut i snabelskoene, sæt dig på det flyvende tæppe og tag med en tur over de høje Atlasbjerge fra Marrakech til kasbah’en, Ait Benhaddou (se også her).
.
når brød betyder liv
Men inden den halsbrækkende bjergtur må jeg lige først et smut igennem souk’en i Marrakech, igen, igen …
Mine forskellige rejsefæller driller mig altid med min hang til brød og bagerier. Jeg kan ikke se et bageri på mine rejser, hvor jeg ikke må ind og blive gode venner med bagerne. Det lykkes heldigvis ofte. Jeg tror, jeg er forlovet med mindst hundrede bagere rundt om på kloden. Her er jeg på besøg i et bageri dybt inde i souk’en i Marrakech. Jeg er ikke sikker på, at fødevaremyndighederne i Danmark ville være helt tilfredse!
Når jeg er så optaget af brød, er det fordi det danner livsgrundlaget for så mange mennesker jorden rundt. Det bevæger mig at se, hvordan brødet æres og prises i kulturer, hvor mad ikke er nogen selvfølgelighed. For en velfærdseuropæer, der er vant til at kunne spise sig mæt hver dag og have frit valg på alle hylder, er det tankevækkende og smukt at se brødets betydning for mindre priviligerede mennesker.
De mange bagerier i souk’en fordeler brødene i kasser eller kurve, der lastes på æsler eller cykler, som omdeler brødene til de mange små selvstændige “butikker”. Og ingen behøver at mangle brød, for på ethvert hjørne støder man på stoute kvinder, som passer bager-biksen, der som regel er en papkasse vendt på hovedet. Og så kan man jo altid få sig en god snak kvinde-til-kvinde, mens man venter på kunderne!
.
.
gyderne gemmer på stor skønhed
.
.
alle nordafrikanske fugle anbefaler marokkansk brød!
.
en anden lille gyde i souk’en
Det betaler sig at lade sig opsluge af souk’en. Man farer under alle omstændigheder vild, så jeg lader mig bare føre af sted på må og få. Omkring hvert et hjørne er der nye farver, lynsindfald og måske nogle smukke vægmalerier.
Men nu kalder Atlasbjergene.
.
af sted over stok og sten
Jeg tager turen fra souk’en og solvarme Marrakech over de høje Atlasbjerge. Det er langt fra første gang, men turen føles hver gang unik. Alt efter vejr og vind, sol og skyer, regn eller slud, åbenbarer bjergene sig på vidt forskellige måder. Jeg har passeret mange af verdens store bjergpas, men denne tour de force gennem Atlasbjergene rangerer som en af de mest sublime naturoplevelser, jeg har haft. Busturen fra Marrakech over Atlasbjergene til Ouarzatate tager ca. 5 timer, men det er naturligvis også muligt at gøre holdt i en af de små bjergbyer. Denne gang stod jeg af i kasbah’en, Ait Benhaddou.
Fra Marrakech stiger vejen langsomt opad, mens den halsbrækkende udsigt byder på dybe slugter og 3-4.000 meter høje snedryssede bjergtoppe. Her er goldt og øde. Farverne veksler mellem rødbrun, brun og grå – og pludselig hænger skyerne truende lavt over bjergkammene.
.
Livet er barskt for de mennesker, der frister skæbnen på de stejle bjergsider. Husene er bygget af den jord og det ler, der er for hånden. Derfor skal man se godt efter for at få øje på de rødbrune boliger, som ligner skotøjsæsker, der er limet direkte på bjergsiderne. Husene ligger – eller rettere – hænger i klynger de steder, hvor der findes vand. Ved en lille bæk sidder kvinderne og renser grøntsager i det knap eksisterende vand. På de næsten lodrette bjergsider vogter gamle mænd eller unge drenge de store brune og hvide fåreflokke. De små jordlodder er lagt ud i terrasser, der klamrer sig til bjergets sider, og her pløjer de yngre mænd jorden med en enkel træplov og to æsler.
.
der arbejdes for føden
I de små bjerglandsbyer hersker der ikke blot en almen streng moralkodeks. alle har tjek på alle, og her er der heller ingen flirt mellem kønnene før ægteskabet. For slet ikke at tale om at kunne vælge selv. Her skal der også arbejdes hårdt for føden. Den stenede sandjord giver ikke sine gaver fra sig uden videre.
Måske er det unge par på billedet på vej med byggematerialer til deres første hus – eller måske rettere hytte.
.
fra snedækket bjergtinde til frodige terrasser
De snedækkede tinder veksler med dybe dale udlagt som frodige terrasser. Foråret er allerede her i januar ved at indfinde sig med de første grønne nuancer, der trodser den tørre røde jord.
Turen over Atlasbjergene byder på synsindtryk, der for evigt vil være prentet på nethinden. Hvis man altså kan klare hårnålesvingene, de dybe slugter og chaufførens fod på speederen, der er helt i overensstemmelse med hans tro på Muhammed.
.
velbeholden i kasbah’en
Efter 4-5 timer er vi fremme ved Aït Benhaddou. Ligesom dyrene tilpasser sig farvemæssigt til den natur, de lever i, sådan har fortidens arkitekter valgt at bygge den tids forsvarsværn ind i klipper i farver, der matcher omgivelserne. Det er ikke nemt for fjender at se denne by på afstand!
Og zoomer man lidt ind, ser husene sådan ud:
.
Kasbah’en Aït Benhaddou fra det 17. århundrede er en lille befæstet by bygget op ad bjerget som forsvarsværk for området. Bygningsværket er et fremragende eksempel på, hvad før-saharisk arkitektur formåede at forme med ler. Men ler er et skrøbeligt materiale, og de store regnskyl i regntiden tærer så meget på leret, at kasbah’en må lerklines hvert år.
Inde i kasbah’en er der små og store “huse”, der er tårne og der er fællesarealer – og bygningsværket afspejler således hierakiet i enhver anden landsby. Her er huse for dem, der bestemmer, og her er huse for dem, ser servicerer.
De fleste “huse” er uden vinduer, men af og til trænger lyset alligevel gennem en sprække og afslører høje stabler af tæpper (her må være hundekoldt om vinteren) og en væg med nødvendigheder som flagermuselygte, vanddunk, kameltasker mm. Billedet fortæller også, at her i de små lerklinede rum kender man ikke til en luksus som et skab. Eneste møbel er et rundt lavt bord med små buttede fødder – og nogle puder. Her indtages taginen eller couscous’en liggende eller siddende på gulvet.
Aït Benhaddou ligger på den gamle karavanevej mellem Sahara og Marrakech og er nu på Unescos verdensarvsliste. Her er kamelerne blevet vandet gennem århundreder. Og salt, den tids guld, er blevet udvekslet med perler, krydderier og korn.
.
den nye by
I dag bor der kun en snes familier i selve kasbah’en. De fleste indbyggere er flyttet til “rigtige” huse nedenfor forsvarsværket. Her er et par af de maleriske gyder.
Og hvem trænger ikke til en middagslur i forårssolen?
.
hotel Bagdad Café – det er her man bor!
Hvis du nogen sinde kommer på disse kanter, vil jeg varmt anbefale Hotel Bagdad Café. Det er ikke fordi, der er meget at tage sig til i Aït Benhaddou, når først man har klatret i kasbah’en et par timer, men jeg tør alligevel godt foreslå en overnatning. Ene og alene for at møde det fantastiske værtspar på dette hotel: franske Rose og marokkanske Mohamad. De er to usædvanlige mennesker: søde, hjælpsomme og gæstfri. De har så at sige bygget hotellet op med egne hænder, og det er en skøn perle med smukt indrettede værelser, swimmingpool, flere tagterrasser og dejlig mad. Både til morgen og aften.
Og nu er det tid til en bid marokkansk mad. Jeg foreslår en lækker grillet salat med min yndlingssovs, chermoula, og ægte marokkanske brød til.
.
grillet marokkansk salat
Se opskriften her. Spis gerne marokkanske brød til.
.
marokkanske brød
t
