Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegetariske pandekagerArkiv

mandag

10

august 2020

20

KOMMENTARER

squash-pandekager med svampe/spidskålsfyld

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

squash og pandekager er et godt mix

Hvad skal man dog gøre med alle de squash?

En af de gode ideer er som fyld i en pandekagedej.

.

squash kan nydes på tusind måder

Heldigvis – den store høst taget i betragtning – så kan squash bruges i utallige retter, fordi grøntsagen er så nem og mild og kan blandes med stort set alt.

Her er reven squash kommet i en pandekagedej. Jeg har valgt kikærtemel og rismel til dejen, men du kan også bruge den pandekagedej, du plejer, fx med hvedemel. Hvis du bruger hvedemel, så vælg gerne halvt hvidt mel/halvt fuldkornsmel.

.

mange slags fyld kan bruges

Jeg har brugt et fyld af svitsede løg, svampe og spidskål, men du kan vælge mange andre slags fyld.

Kikærtemelet er proteinrigt, men hvis du vil have flere proteiner ind i retten, så svits små terninger af tofu eller tempeh og bland fx med små buketter af broccoli eller blomkål. Kogte kidneybønner eller linser i en spicy tomatsovs med terninger af fennikel eller aubergine vil også være et godt valg.

.

pikant sovs

Du kan vælge forskellige slags sovs eller dip til pandekagerne. I opskriften er det en sovs med den sunde miso, men du kan også lynhurtigt lave en sovs af havrefløde eller anden fløde og smage den til med tamari og citronsaft. Det er altid en lynhurtig vinder, når det handler om dip eller sovs.

Du kan også vælge en miso/tahinsovs. Se opskriften her.

.

fermenteret sundhed på glas

Hvis du vil forkæle dine tarmbakterier, er det en rigtig god idé altid at have et glas eller to stående af den pasta, der hedder miso. Miso holder sig lang tid i køleskabet.

Miso er mælkesyregærede sojabønner og ris, evt. med boghvede og/eller hvede/byg. Pastaen kan give smag til mange retter som supper, dressinger, sovse etc. Man kan også blot opløse 1 tsk miso i meget varmt vand. Så har man en hurtig og nærende suppe (miso skal ikke koge – så ødelægges enzymerne).

Glassene på billedet er den originale japanske miso, som produceres af Clearspring. Forhandlere finder du hos NatureSource, som har været så venlige at sende mig disse to glas.

Du kan læse mere om miso her.

.

squashpandekager med svampe/spidskålsfyld

(4 personer)

300 g squash

150 g kikærtemel

50 g ris- eller majsmel

3 ½ dl vand

salt, friskkværnet peber

kokos- eller olivenolie til stegning

fyld:

evt. 1 spsk spidskommenfrø og/eller lidt hakket chili

150 g løg

250 g champignon eller andre svampe

2 spsk citronsaft

1 lille spidskål

sovs:

2 dl havrefløde eller anden fløde

1 spsk lys miso

3-4 spsk tomatpuré

evt. 1 fed hvidløg

Riv squashen og tilsæt et lille drys salt. Arbejd saltet ind i squashen og læg den i en sigte. Lad squashen trække en halv times tid.

Lav imens dejen: pisk de to slags mel ud i vandet og tilsæt et lille drys salt og peber.

Skyl squashen og pres al væden ud.

Rør squashen i pandekagedejen. Det er muligt, at der skal tilsættes lidt mere vand. Dejen skal være som til en almindelig pandekagedej.

Steg ca. 10 pandekager af dejen. Vend pandekagerne, når overfladen virker tør, og der er kommet lidt bobler. Vær sikker på, at pandekagerne bliver helt gennemstegte.

.

Du kan lave pandekagerne i god tid og varme dem op i ovnen eller på panden. Hvis du steger dem igen i olie på panden, bliver de lidt sprøde.

Skær løgene i både. Hvis du vælger at bruge spidskommen og/eller chili så svits begge dele i et par spsk olie.

Tilsæt løgene og svits til de er bløde.

Skær svampene i skiver og tilsæt dem. Svits endnu 4-5 minutter. Tilsæt citronsaften.

Skær spidskålen i strimler og kom dem på panden. Vend rundt, til kålen er blød. Smag til med salt og peber.

Til sovsen røres havrefløden med misoen. Vær sikker på, at misoen bliver helt opløst. Du kan evt. røre 1 spsk varmt vand i, inden du kommer misoen i fløden.

Tilsæt tomatpureen og smag til med salt og peber, evt. også et fed knust hvidløg.

Servér pandekagerne som ”omslag” til fyldet  og giv sovsen til separat.

.

Share

mandag

23

april 2018

11

KOMMENTARER

marokkanske pandekager med svampe, kikærter og spicy sovs

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, hovedretter

.

endnu en delikatesse fra Marokko

 

For en god måneds tid siden var jeg i Marokko igen. Jeg har rejst i Marokko gennem mere end 25 år, og jeg holder rigtig meget af det smukke og farverige land – og af den nordafrikanske mad.

Der ligger adskillige opskrifter her på bloggen på marokkansk mad, men disse helt specielle marokkanske pandekager har jeg ikke skrevet om før. Pandekagerne hedder beghrir. De er bløde og svampede – og smelter nærmest i munden. Pandekagerne laves med semuljemel eller andet fint hvedemel og gær. De bages kun på undersiden, mens der på overfladen dannes hundredvis af små bobler.

Desværre er semuljemel ikke helt nemt at finde i Danmark. Det lykkedes mig dog at opdrive det i en Menu-butik.

.

kokken Houria lærer mig at bage pandekagerne

Jeg var heldig at bo i den smukke Riad Camilia i Marrakech, hvor skønne Houria regerer i køkkenregionerne. Og som jeg plejer, fik jeg tiltusket mig nogle gode madtip i køkkenet hos kokken. Denne dag var det de svampede pandekager, jeg gerne ville lære at bage til perfektion.

Houria fortalte, at det er vigtigt, at dejen har den perfekte, temmelig flydende konsistens for at opnå den hullede overflade og den svampede struktur.

.

sådan ser ægte marokkanske beghrir ud

Her har jeg bagt pandekager af Hourias dej i Riad’ens køkken. Som man kan se, er de meget hullede og svampede. Jeg fik ikke helt den perfekte udførelse, da jeg bagte pandekagerne hjemme hos mig selv. Men de var stadig lækre – og så kan de serveres med lige netop det fyld, man bedst kan lide. Jeg har her brugt løg, svampe og kikærter, men nu hvor aspargessæsonen er skudt i gang, er letdampede asparges med en krydderurtedressing også et godt bud.

I Marokko spises pandekagerne mest som morgenmad med fx syltetøj, men i Riad Camilia serverede de dem også som små snacks. Kokken stak pandekagerne ud i små cirkler med et glas og serverede de små mundrette stykker pandekage med ristet aubergine, løg og/eller svampe til et glas vin. Mulighederne er uendelige! Og jeg kan garantere, at pandekagerne også vil tage kegler som snacks.

Hvis du serverer pandekagerne som i opskriften, passer de bedst som en frokostret eller en forret. Hvis de spises som hovedret, så lav portionen større og servér en bønnesalat eller to som tilbehør.

.

udvalget af topping til pandekagerne er stort

Når man kigger sig omkring på et marokkansk marked, kommer ideerne til fyld i pandekagerne nærmest væltende af sig selv: jeg kan fx forestille mig grillede squash med ingefær, hvidløg, spidskommen og linser, bagte rødbeder i terninger vendt i havre-creme fraiche og smagt til med hvidløg og masser af krydderurter – eller cremestuvede porrer med hakkede oliven, citron og rosenpeber.

.

på vej til indkøb

Nu vi er i det farverige land igen, vil jeg lige dele et par billeder af et par ældre gentlemen, som jeg mødte på vej til markedet.

.

.

en smagfuld servering

BBQ-sovsen giver fint modspil til de sart smagende pandekager.

.

marokkanske pandekager med BBQ-svampe – beghrir

pandekager:

100 g semuljemel eller durummel

50 g hvedemel

1/2 tsk sukker

1 tsk salt

1 tsk bagepulver

1/2 spsk tørgær

3 dl lunkent vand

kokos- eller olivenolie

svampe:

100 g kikærter (evt. 1 dåse)

150 g løg

4 fed hvidløg

300 g svampe: champignon, portobello, kejserhatte, østershatte etc.

2 tsk ras el hanut (marokkansk krydderi typisk blandet af mere end 20 forskellige krydderier som spidskommen, kanel, stødt ingefær, koriander, nelliker, allehånde, kardemomme, cayennepeber + salt og peber)

2 spsk citronsaft

BBQ-sovs eller vegansk østerssovs (fås i butikker med orientalske varer, kaldes også “Vegetarian stir-fry sauce)

friskkværnet peber

.

Bland de to slags mel grundigt med sukker, salt, bagepulver og tørgær.

Pisk vandet i lidt ad gangen. Dejen skal have en konsistens, der er lidt tyndere end almindelig pandekagedej.

Pisk eller blend dejen 3-4 minutter. Læg låg på skålen og lad dejen hvile en halv times tid. Der skal danne sig bobler på overfladen.

Bag ca. 8 små tykke pandekager i en pande, der måler 12-14 cm i diameter.

Pandekagerne er stegte, når overfladen er boblet op og der er ”huller” i dejen. Pandekagerne skal ikke vendes.

Hvis du vil komme nemt om ved retten, kan du bruge kikærter fra dåse – eller måske har du kogte kikærter liggende i fryseren.

Ellers sæt kikærterne i blød ca. 8 timer.  Kog dem i nyt vand ca. 20 minutter og afdryp dem.

Hak løg og hvidløg og svits dem i 2 spsk olie. Skær svampene i skiver og tilsæt dem sammen med krydderiet og citronsaften.

Svits til svampene er bløde.

Lav BBQ-sovsen og vend den i svampene eller rør 3-4  spsk østerssovs + lidt vand i svampene. Tilsæt et drys peber og smag godt til med peber og citronsaft, om nødvendigt også et nip salt. Bland de kogte kikærter i og varm det hele igennem.

Servér pandekagerne portionsvis med svampe og kikærter på toppen.

.

 

.

Share