Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegetarisk julemiddagArkiv

tirsdag

16

december 2025

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2025, låge nr. 16: mock duck med brunede kartofler og appelsinsovs

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

det er simpelt hen en “and” (avis-and!) – perfekt til julemiddagen

Er man til and juleaften, men er gået ud af det animalske køkken og har smækket med døren, er denne mock duck et glimrende alternativ.

Mock duck serveres med de uundværlige brunede kartofler og den brune julesovs – eller som her med appelsinsovs. Og så har jeg tilføjet braiseret julesalat.

.

det er en 100% planteand!

Mock duck er et produkt lavet af hvedegluten (seitan), olie, sukker, sojasovs og salt. På overfladen har mock duck et tyndt, nopret ”skind” af tofu, der får produktet til at ligne and.

Mock duck købes på dåse i butikker, der handler med orientalske varer – eller på nettet.

Normalt anbefaler jeg ikke mad på dåse, men i dette tilfælde synes jeg, at det kan forsvares.

Er man glutenallergiker, skal man dog holde sig helt fra mock duck.

Mock duck har sin oprindelse i buddhistiske klostre i Kina. Buddhisterne anser alt liv for helligt, og mange spiser derfor ikke kød. Det betyder, at man måtte opfinde erstatninger, og det blev bl.a. til sojabønneproduktet, tofu, som stammer tilbage til 800-tallet – og seitanproduktet, mock duck.

Servér den forlorne and med brunede kartofler, appelsinsovs og braiseret julesalat.

.

mock duck med appelsinsovs, brunede kartofler og braiseret julesalat

(4 personer)

2-3 dåser mock duck a 280 g

olie til stegning

marinade:

3 spsk olivenolie

3 spsk hoisinsovs

2 spsk riseddike eller frugteddike

2 spsk tamari

2 spsk rørsukker

evt. 1 tsk flydende røg

appelsinsovs:

1-2 økologiske appelsiner

2½ dl plantefløde

1-2 spsk citronsaft

2-3 tsk kanel

tamari

maizenamel

brunede kartofler:

600 g små pillekartofler

50 g rørsukker

50 g smørbar

julesalat:

2 julesalat

50 g rosiner

25 g pistacienødder eller valnødder

.

Afdryp mock duck’en og skær den evt. i mindre stykker.

Rør marinaden sammen og smag den godt til.

Læg plantestykkerne i marinaden nogle timer, evt. til næste dag. Vend rundt i dem engang imellem.

Steg plantestykkerne gyldne i godt varm olie på en pande. Hold dem varme – eller varm dem senere op i ovnen. Gem marinaden.

.

applsinsovs

Riv 1-2 spsk skal af appelsinerne. Høvl evt. også nogle strimler til pynt.

Pres ca. 1 dl saft af appelsinerne.

Kom saften i en gryde sammen med den revne skal, fløde, citronsaft og kanel.

Smag sovsen til med lidt af marinaden, reven skal, kanel og evt. lidt ekstra tamari.

Bring sovsen til kogepunktet og jævn den med lidt maizenamel rørt ud i vand.

.

brunede kartofler

Kog kartoflerne møre. Det kan med fordel gøres dagen i forvejen.

Pil kartoflerne.

Smelt sukkeret på en pande. Tilsæt smørret og lad det smelte.

Kom kartoflerne på panden og vend dem i sukkermassen, til de er gyldne.

.

braiseret julesalat

Skær julesalaten igennem på langs.

Steg de fire stykker i godt varm olie på en pande, til de er gyldne.

Du kan bruge store gule rosiner eller de almindelige små brune.

Hak rosiner og nødder og drys dem på julesalaten.

Drys med en anelse salt og peber og dryp evt. med lidt appelsinsaft

.

Share

søndag

14

december 2025

2

KOMMENTARER

Julekalenderen 2025, låge nr. 14: julemiddagen er parat!

Skrevet af , Posted in desserter, festmad, forretter, hovedretter, julemad

.

få tjek på den store aften

Selv om juletraditionerne hos mange er nagelfaste år for år, kommer her alligevel mit bud på årets julemiddag. Hovedretten er som sædvanlig en postej, men har du lyst til andre forslag, ligger der masser af opskrifter her på bloggen på postejer og pateer, der egner sig som julemad. Søg blot på postej eller paté.

Vi starter med små ruller af aubergine, som kan nydes sammen med et velkomstglas – eller være en lille forret.

Derefter en anden lille forret med rødbede. Så kommer hovedretten som i år er postej med æbler og svesker. Hertil serveres naturligvis brun sovs og brunede kartofler.

Måske er risalamanden en urokkelig gæst på menuen hjemme hos dig. Hvis ikke, foreslår jeg små æbleroser bagt med marcipan og serveret med nougatis.

.

aubergineruller til et lille glas

aubergineruller – snack eller forret

(4 personer)

1 aubergine, ca. 300 g

olivenolie

100 g rødløg

2 spsk ahornsirup

1 stor tomat

1 fast avocado

salt, friskkværnet peber

balsamicoglacé:

½ dl mørk balsamico

2 spsk rørsukker

timian eller anden krydderurt

.

Skær auberginen i meget tynde skiver på langs. Der bliver 24-25 skiver af en aubergine på omkring 300 g.

Du har brug for enten et mandolinjern eller en pålægsmaskine for at skære skiverne tynde nok.

Læg skiverne i godt varm olie på en pande og steg dem hurtigt på begge sider. De skal forblive bløde, så de kan rulles.

Lad skiverne afkøle. Du kan stege dem dagen før, de skal bruges.

Skær løget i tynde både og lad dem simre i 2 spsk olivenolie og 2 spsk sirup, til de er bløde og karamelliserede. Afkøl dem.

Skær tomaten i små terninger. Fjern kerner og saft.

Skær avocadoen i små terninger.

Bland løg, tomat og avocado og smag godt til med salt og peber.

Fordel fyldet på aubergineskiverne og rul dem sammen.

Kog balsamico og sukker sammen, til glaceen tykner. Afkøl den. Du kan evt. lave en større portion, da glaceen kan holde sig lang tid i køleskabet.

Læg rullerne på et fad og dryp med glaceen.

Pynt evt. med timian eller en anden krydderurt.

.

.

rødbede med cashewcreme

bagte rødbeder med cashewcreme, rød skovsyre og pistacienødder

(4 personer)

2 aflange rødbeder, ca. 300 g

100 g cashewnødder eller 2 dl havre cremefraiche

plantefløde

flydende røg eller dijonsennep

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

1 potte rød skovsyre

25 g pistacienødder eller andre nødder

.

Bag rødbederne i en 200 grader varm ovn – eller kog dem i vand i en gryde – til de er møre, 40-50 minutter afhængig af størrelsen.

Flå rødbederne og skær dem i fire lige lange og tykke skiver. Gem det overskydende rødbede til en anden ret, fx en suppe.

Læg stykkerne på fire tallerkener.

Findel cashewnødderne sammen med lidt fløde til en temmelig tyk creme.

Smag enten cashewcremen eller cremefraichen til med enten flydende røg eller sennep og/eller citronsaft, lidt reven -skal samt salt og peber.

Fordel cremen på de fire stykker rødbede og dæk dem med blade af rød skovsyre.

Hak nødderne og drys dem på.

.

.

årets julepostej

julepostej med æbler og svesker

(4-5 personer)

150 g tørrede kidney-, brune- eller borlottibønner (eller ca. 250 g afdryppet vægt fra dåse/brik)

20 g tørrede svampe

100 g løg

olivenolie

3-4 laurbærblade

½ kg renset selleri

150 g hasselnødder eller andre nødder/kerner

100 g havregryn

3 spsk gærflager (kan udelades)

3-4 spsk tahin

3-4 spsk tamari

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

100 g æbler

100 g svesker uden sten

.

Hvis du bruger tørrede bønner, så sæt dem i blød ca. 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 30-35 minutter. Afdryp dem. Afdryp også evt. bønner fra dåse/brik.

Hæld lidt kogende vand på svampene, og lad dem udbløde en halv times tid. Afdryp dem, men gem væden, og hak dem groft.

Hak løgene, og svits dem i 2 spsk olie sammen med svampene og laurbærbladene.

Skær sellerien i små terninger, og kog dem møre 6-8 minutter i vand, der netop dækker. Afdryp sellerien – brug evt. vandet til brun sovs.

Findel først de kogte bønner (tilsæt evt. lidt væde fra svampene, men gem resten til den brune sovs) og derefter sellerien i en foodprocessor.

Rør de to ting sammen, og tilsæt de svitsede løg og svampe.

Hak nødderne. Hak halvdelen mellemfint med en kniv. Findel resten i foodprocessoren. Gem evt. nogle nøddeflager til pynt på postejen.

Rør nødder, havregryn, gærflager, tahin og tamari i farsen.

Riv et par tsk af citronskallen, og kom det i farsen sammen med 2 spsk citronsaft.

Smag godt til med salt og peber og evt. mere citronsaft.

Lad farsen hvile en halv times tid.

Skær æblet og sveskerne i skiver.

Smag på farsen igen, og læg halvdelen i en smurt ovnfast form. Læg æbler og svesker på farsen, og læg resten af farsen øverst.

Pres farsen godt sammen i formen. Læg evt. laurbærbladene på postejen som pynt sammen med nøddeflager.

Pensl overfladen med olivenolie, og læg aluminiumsfolie over fadet.

Bag postejen i en 200 grader varm ovn 20 minutter. Fjern folien, og bag den endnu ca. 20 minutter. Lad postejen stå i den slukkede ovn yderligere 8-10 minutter.

Servér brunede kartofler og brun julesovs til postejen.

.

.

den søde afslutning

æble- og marcipanroser med nougatis

(4 personer)

25 g mandelflager

4 æbler, ca. 350 g

75 g marcipan

olivenolie

rørsukker

flormelis

evt. spiselige blomster til pynt

.

Rist mandelflagerne gyldne i lidt olivenolie og sæt dem til side.

Fjern kernehusene fra æblerne og skær dem i tynde skiver på et mandolinjern.

Skær marcipanen i tynde skiver.

Saml skiverne af æble til en ”rose” og sæt skiverne af marcipan imellem skiverne af æble.

Sæt ”roserne” i en metalform, fx en form beregnet til muffins.

Pensl æblerne med lidt olie og drys med rørsukker.

Bag ”roserne” i en 200 grader varm ovn ca. 15 minutter. De skal være let gyldne.

Servér desserten lun. Drys med flormelis og de ristede mandler, evt. også lidt spiselige blomster.

Giv evt. nougatis til ”roserne”, se opskriften her.

.

.

Share

søndag

4

december 2022

6

KOMMENTARER

den grønne julekalender – låge nr. 4 – farseret butternut squash

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

ho ho ho: årets julesteg er klar: farseret Hasselback-butternutsquash

Årets julesteg skal bestemmes i god tid, for den er en af højtidens store madtraditioner. Jeg har i mange år opfundet en ny postej eller paté med mandler eller nødder  – hvert år. Der er dog grænser for variationerne, og for et par år siden opfandt jeg Hasselback-sellerien, som også er dejlig julemad.

I år har jeg forsøgt mig med det aflange græskar, der kaldes butternutsquash. Jeg har farseret græskarret med en fars, der også kan bages alene som en postej.

Mange har dog deres helt bestemte traditioner juleaften. Måske skal det være en mandelpostej, en nøddepaté – eller noget så eksotisk som ristaffel.

.

tilbehør til julestegen

Julestegen skal selvfølgelig serveres med brun sovs, rødkål og kartofler. Der kommer i løbet af december masser af forslag til tilbehør her i julekalenderen.

.

pas på skiverne

Når du skærer skiverne ned i græskarret, så vær opmærksom på kun at skære ned til farseringen.

.

sprød tofu

Hvis du sætter tynde skiver af tofu mellem græskarskiverne, får tofuen en sprød overflade.

Du kan først skille skiverne ad til tofuen, efter at græskarret har været ca. 20 minutter i ovnen.

Du kan vælge imellem to forskellige glaseringer til græskarret, en “julet” og en lidt spicy, se i ingredienslisten.

.

farseret Hasselback-butternutsquash

(4 personer)

glasering:

4 spsk tomatketchup

2 spsk olivenolie

2 spsk tamari

1-2 spsk ahornsirup eller anden sirup

1 spsk sennep

1-2 spsk balsamico eller citronsaft

plus evt. :

2 spsk sød chilisovs

og/eller:

2 tsk stødt kanel

1 tsk stødte nelliker

1 tsk stødt stjerneanis

græskar:

1 butternutsquash, ca. ¾ kg

50 g skalotteløg

100 g porre (kan byttes ud med mere løg)

4 fed hvidløg

4 spsk olivenolie

200 g svampe (champignon, østershatte, shiitake etc.)

100 g selleri eller kartoffel

2 spsk citronsaft

5 g tørrede svampe (kan udelades)

100 g mandler eller nødder

50-100 g rasp

½ dl plantefløde

salt, friskkværnet peber

evt. 100 g fast tofu

laurbærblade

 

Rør ingredienserne til glaseringen sammen. Smag den godt til.

Vælg om du vil lave græskarret ”julet” og dermed tilsætte krydderierne. Du kan også røre lidt sød chilisovs i, hvis du vil have stegen lidt spicy.

Du kan skrælle græskarret, som jeg har gjort. Men du kan også bevare skrællen på.

Skær enderne af græskarret og udhul det med en lang kniv. Du kan rive endestykkerne og komme dem i farseringen.

Lav farseringen:

Hak løg og hvidløg, snit porren.

Hak svampene eller skær dem i mindre stykker.

Riv sellerien (eller kartoflen) groft. Evt. også endestykkerne fra græskarret.

Svits løg, hvidløg og porre i olien, til løgene er bløde.

Tilsæt svampe, selleri eller kartoffel (+ evt. det revne græskar) og citronsaften. Smulder de tørrede svampe i blandingen.

Svits til svampene er bløde.

Hæld blandingen i en skål.

Hak mandlerne eller nødderne fint og tilsæt dem sammen med fløden og 50 g rasp.

Rør farseringen sammen med evt. mere rasp og fløde, til den er tilpas fast. Smag godt til med salt og peber.

Pres farseringen fast sammen i græskarret. Der er sikkert for meget fyld, så kom resten i en eller flere små ovnfaste forme.

Skær en tynd skive på langs af græskarret, så det kan stå i formen uden at vælte.

Skær skiver halvvejs ned i græskarret og sæt det i en ovnfast bageform.

Pensl græskarret med glaseringen, sæt laurbærblade mellem nogle af skiverne og sæt formen i en 200 grader varm ovn 20-25 minutter.

Hvis du vælger yderligere at tilføje tofu, så skær tynde skiver af tofuen og sæt dem ned mellem græskar”skiverne”, som efter 20 minutter i ovnen burde kunne skilles lidt ved hjælp af en kniv.

Pensl med mere glasering og sæt græskarret i ovnen igen, til det er færdigbagt, ca. 20 minutter. Sluk evt. for ovnen i god tid og lad græskarret bage færdig ved eftervarmen.

Græskarret kan tilberedes dagen før, det skal serveres. Bag det i givet fald ca. 25 minutter og varm det op før serveringen, 15-20 minutter.

OBS:

Læs gerne Lenas kommentarer nedenfor i forhold til bagetiden. Den kan variere, så tjek ind imellem om græskarret er mørt – og bag evt. længere tid ved 180 grader, som Lena anbefaler.

.

 

 

.

Share