Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegansk quinoasuppeArkiv

fredag

25

oktober 2024

0

KOMMENTARER

mexikansk majs- og quinoasuppe – forret eller hovedret

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

friske danske majs i spicy suppe

For mig hører de danske, økologiske majs til blandt årets store delikatesser på linje med asparges og nye kartofler. Vi kan selvfølgelig få frosne majs året rundt, men de friske er i en liga for sig selv.

.

majs og Mexiko hører uløseligt sammen

Denne suppe er et rent Sydamerika-trip. Både majs, kartofler, peberfrugt, squash og quinoa stammer fra denne del af verden. Og de produkter klæder hinanden rigtig godt.

.

mangel på økologiske majs

Ligesom rosenkål er majskolber sjældne gæster i de danske supermarkeder. Det er rigtig trist, og skyldes måske, at vi danskere spiser færre og færre økologiske produkter.

Hvad har vi gang i? Hvorfor vil vi absolut forgifte vores jord, vores vand, vores grøntsager og vores krop? Den seneste forskning viser, at sprøjtegifte sættes i forbindelse med udvikling af Parkinsons sygdom. Jeg hører næsten dagligt om mennesker, der nu har fået denne diagnose. Jeg ved godt, at der er mange andre faktorer, men lad os alligevel forlange meget mere økologi i vores butikker.

Gift i maden bliver aldrig en god idé.

.

masser af proteiner

Her er en lille skål med stor styrke.

Denne mexikanske suppe er proteinrig med både quinoa og majs. Den kan derfor nemt omstilles til en hovedret. Hvis du fordobler mængderne, burde alle blive mætte. Servér gerne brød til i så fald.

I det hele taget ville jeg ønske, at vi spiste meget mere suppe som hovedret, men det er som om, vi kun i vores hoveder kan rumme suppe som forret. Det er ærgerligt, for suppe er det hurtigste, man kan lave: alt er i én gryde – også proteinerne. Mulighederne er uendelige, og skal man tænke på kalorier, er supper også geniale. Suppe betyder slankekur uden sult.

.

mexikansk majs- og quinoasuppe – forret eller hovedret

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk olivenolie

1 spsk hakket jalapenochili (eller efter smag), evt. chiliflager

75 g quinoa

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

200 g kartofler

1 rød peberfrugt

300 g squash

200 g majskerner fra kolbe eller frost

1 økologisk limefrugt

salt, friskkværnet peber, tamari

1 avocado

frisk koriander

majschips

.

.

Hak løg og hvidløg.  Stød spidskommenfrøene i en morter, og svits de tre dele i olien, til løgene er bløde.

Skold quinoaen, og tilsæt den sammen med bouillonen.

Kog suppen under låg 10 minutter.

Skær kartofler og peberfrugt (fjern frø og frøstol) i små terninger. Kom dem i suppen. Kog den yderligere 5 minutter.

Skær squashen i terninger eller skiver, og kom dem i suppen sammen med majskernerne. Kog suppen endnu 5 minutter. Tilsæt om nødvendigt mere bouillon.

Smag suppen godt til med salt, peber, tamari, limesaft og reven limeskal. Måske skal der også lidt mere jalapenochili i.

Servér suppen portionsvis med skiver af avocado på toppen. Drys med koriander og majschips – eller giv chipsene til separat, da de hurtigt bliver bløde.

.

så kom den nye bog på gaden

Min nye bog, “Grøn gæstemad” udkom i tirsdags, og jeg har allerede fået mange positive tilkendegivelser. En læser skrev på Facebook: “Jeg er blæst bagover. Sikke en fantastisk bog der kom med posten idag. Du overrasker igen, Kirsten Skaarup”.

Hjertelig tak for det hele.

Jeg håber, at bogen kommer til at ligge under mange juletræer i år, men jeg håber også, at den bliver anskaffet inden jul, for der er mange lækre ideer til plantebaseret julemad i bogen. Netop julen er jo desværre et problem for de mange, der ikke er vant til at lave plantebaseret mad. Men her er altså julemenuens “førstehjælpskasse”!

Bogen ligger nu hos landets boghandlere, men du kan også købe den hos internetboghandlen Saxo.com. Her er prisen kr. 214,95. Den vejledende udsalgspris er kr. 249,95, så der er penge at spare hos Saxo.

.

Share

mandag

28

marts 2022

4

KOMMENTARER

ugens suppe – quinoasuppe fra Peru

Skrevet af , Posted in forretter, supper

 

en supersund suppe fra Sydamerika

Det er en god idé at starte ugen med en suppe, der strutter af sundhed og velsmag. Alt i én gryde på ingen tid. Opskriften har jeg selv hentet på en ø i Titikakasøen i Peru.

Da jeg for mange år siden rejste rundt i Sydamerika med min rygsæk, stødte jeg for første gang på det geniale lille frø, quinoa. Det kendte vi dengang ikke i Danmark. Faktisk skulle der en dansker til at “opdage” det og få det importeret fra Bolivia til Danmark, nemlig den visionære bager, Jørn Ussing Larsen fra Bageriet Aurion i Hjørring.

I dag dyrkes quinoa i Danmark. I det hele taget er det glædeligt, at der nu gøres forsøg med dyrkning af flere proteinrige produkter som quinoa, bønner etc. i Danmark. Det er fremtidens mad. Billig, velsmagende og propfuld af essentielle næringsstoffer. Disse proteiner har de fleste råd til at købe – og så belaster de hverken kroppen eller kloden.

.

quinoa – et genialt næringsmiddel

Quinoafrøene indeholder mange proteiner, de er kolesterolfrie og glutenfrie. Frøene fås lyse, sorte og røde.

Læs om næringsindhold og meget mere om quinoa her.

.

suppe fra en indianerfamilie på en ø i Titikakasøen

Peru

Hos denne indianerfamilie på en lille ø i Titikakasøen i Peru smagte jeg for første gang quinoa, de små proteinrige frø, der dengang var helt ukendte i Danmark.

Det er familiens opskrift, du får her.

Der er så at sige løbet meget vand i søen siden, men quinoa er og bliver et genialt næringsmiddel. I denne suppe følges det af andre klassikere fra Sydamerika, avocado, majs, kartofler, squash og peberfrugter. Produkter som vi ikke kendte i Europa, før spanierne i 1500-tallet bragte dem med hjem fra deres erobringer og plyndringer i Sydamerika.

..

quinoasuppe fra Peru 

(4 personer – forret)

100 g rød quinoa

100 g løg

4 fed hvidløg

1 chili – eller efter smag

4 spsk olivenolie

ca. 8 dl grøntsagsbouillon 

400 g kartofler

200 g grøn squash

1 rød peberfrugt

2 majskolber (evt. tilsvarende mængde frosne løse majs)

1 avocado

1 limefrugt

1 bdt koriander

 

De små quinoafrø indeholder et sæbelignende stof (saponin) ligesom hirse, og skal derfor skylles inden brugen.

Læg quinoaen i vand en halv times tid og afdryp den.

Skær løg, hvidløg og chili i små terninger (fjern kernerne fra chilien).

Svits de tre ting i olien, til løgene er let gyldne.

Tilsæt quinoaen og bouillonen. Læg låg på gryden og lad suppen simre ca. 8 minutter.

Skær kartofler, squash og peberfrugt i små terninger (fjern frøstol og kerner fra peberfrugten).

Skær majsene af kolberne og kom alle grøntsagerne i gryden.

Læg låg på gryden og lad suppen koge færdig, 8-10 minutter. Tilsæt evt. mere bouillon.

Smag til med limesaft, salt og peber.

Skær avocadoen i tynde skiver og vend dem straks i limesaft.

Servér suppen portionsvis med avocadoskiverne på toppen og drys med hakket koriander.

.

Share

fredag

5

marts 2021

6

KOMMENTARER

quinoasuppe fra Titikakasøen i Peru – ugens suppe

Skrevet af , Posted in supper

.

en ægte peruvianer med kartofler og quinoa

Denne suppe har jeg importeret fra en lille ø i Titikakasøen i Peru. Den indeholder de klassiske ingredienser i sydamerikansk mad: kartofler, squash, peberfrugt, tomater – og quinoa.

.

suppen fra Soløen

Da jeg for mange år siden rejste rundt i Sydamerika med rygsækken på nakken, boede jeg en tid hos en traditionel peruviansk familie på den lille ø, Isla del Sol, i Titikakasøen.

Jeg var i al hast flygtet fra La Paz i Bolivia, hvor jeg led af svær højdesyge. La Paz ligger 3.640 meter over havets overflade, så jeg var klar over risikoen. Derfor var jeg rejst til Bolivia med tog over Andesbjergene fra det nordlige Chile. Det var mit håb, at jeg kunne vænne mig til højdeforskellen på den døgnlange rumlende togfærd med udsigt til snedækkede tinder og svævende kondorer.

Den langsomme tur virkede ikke, så jeg forlod i stor hast verdens højest beliggende hovedstad med verdens værste hovedpine. Og hvis ikke, havde jeg måske slet ikke mødt de gæstfrie mennesker på øen i Titikasøen – og havde så heller ikke fået denne opskrift.

.

sivøerne i Titikakasøen

Foruden de “rigtige” øer i Titikakasøen er der de ældgamle, selvbyggede flydende sivøer. Her lever befolkningen stadig, som de har gjort i århundreder. De brænder deres eget lertøj, og her maler en kvinde majsmel med en kæmpesten.

.

quinoa kommer fra Sydamerika

Da jeg smagte suppen på Soløen i Titikakasøen, havde jeg aldrig før smagt quinoa. Frøet var dengang ukendt i Danmark, og jeg var vildt begejstret og ønskede mig quinoa hjem til køkkenet i Danmark. Dengang kunne jeg ikke vide, at det skulle blive min gode gamle ven Jørn Ussing Larsen fra Bageriet Aurion i Hjørring, der en del år senere startede import til Danmark af de små frø fra bjergsiderne i Andesbjergene.

I dag dyrkes quinoa også i Danmark.

 

Quinoa, de proteinrige små frø, er supersunde, se mere om quinoa her.

.

quinoasuppe fra Titikakasøen

(4 personer)

75 g sort quinoa

100 g løg

4 fed hvidløg

1 chili, evt. tørrede chiliflager

2 spsk kokos- eller olivenolie

8-10 dl grøntsagsbouillon

200 g kartofler

200 g søde kartofler

200 g grøn squash

1 rød peberfrugt

8-10 små kulørte tomater

1 dl hakket koriander

1 økologisk limefrugt

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

Læg quinoaen i vand et kvarters tid, skyl den og afdryp den.

Hak løg, hvidløg og chili (fjern kernerne).

Svits de tre ting i olien 3-4 minutter.

Tilsæt quinoa og bouillon. Læg låg på gryden og lad quinoaen simre 10 minutter.

Skær begge slags kartofler, squash og peberfrugt i små terninger (fjern frøstol og kerner fra peberfrugten). Skær tomaterne i mindre stykker (gem lidt til pynt).

Kom alle grøntsagerne i gryden.

Læg låg på gryden og lad suppen koge færdig, 8-10 minutter. Tilsæt det meste koriander og evt. mere bouillon.

Riv ca. 1 spsk af limeskallen og rør den i suppen. Smag til med limesaft, salt og peber, evt. også et nip sukker.

Servér suppen med lidt hakkede tomater og frisk koriander på toppen.

.

som hovedret

Lav dobbelt portion og spis kogte majskolber (i sæsonen) eller majstortillas til. Du kan også tilsætte majs, ærter, kogte bønner og/eller kikærter til suppen.

 .

 

Share