quinoasuppe fra Titikakasøen i Peru – ugens suppe
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in supper
.
en ægte peruvianer med kartofler og quinoa
Denne suppe har jeg importeret fra en lille ø i Titikakasøen i Peru. Den indeholder de klassiske ingredienser i sydamerikansk mad: kartofler, squash, peberfrugt, tomater – og quinoa.
.
suppen fra Soløen
Da jeg for mange år siden rejste rundt i Sydamerika med rygsækken på nakken, boede jeg en tid hos en traditionel peruviansk familie på den lille ø, Isla del Sol, i Titikakasøen.
Jeg var i al hast flygtet fra La Paz i Bolivia, hvor jeg led af svær højdesyge. La Paz ligger 3.640 meter over havets overflade, så jeg var klar over risikoen. Derfor var jeg rejst til Bolivia med tog over Andesbjergene fra det nordlige Chile. Det var mit håb, at jeg kunne vænne mig til højdeforskellen på den døgnlange rumlende togfærd med udsigt til snedækkede tinder og svævende kondorer.
Den langsomme tur virkede ikke, så jeg forlod i stor hast verdens højest beliggende hovedstad med verdens værste hovedpine. Og hvis ikke, havde jeg måske slet ikke mødt de gæstfrie mennesker på øen i Titikasøen – og havde så heller ikke fået denne opskrift.
.
sivøerne i Titikakasøen
Foruden de “rigtige” øer i Titikakasøen er der de ældgamle, selvbyggede flydende sivøer. Her lever befolkningen stadig, som de har gjort i århundreder. De brænder deres eget lertøj, og her maler en kvinde majsmel med en kæmpesten.
.
quinoa kommer fra Sydamerika
Da jeg smagte suppen på Soløen i Titikakasøen, havde jeg aldrig før smagt quinoa. Frøet var dengang ukendt i Danmark, og jeg var vildt begejstret og ønskede mig quinoa hjem til køkkenet i Danmark. Dengang kunne jeg ikke vide, at det skulle blive min gode gamle ven Jørn Ussing Larsen fra Bageriet Aurion i Hjørring, der en del år senere startede import til Danmark af de små frø fra bjergsiderne i Andesbjergene.
I dag dyrkes quinoa også i Danmark.
Quinoa, de proteinrige små frø, er supersunde, se mere om quinoa her.
.
quinoasuppe fra Titikakasøen
(4 personer)
75 g sort quinoa
100 g løg
4 fed hvidløg
1 chili, evt. tørrede chiliflager
2 spsk kokos- eller olivenolie
8-10 dl grøntsagsbouillon
200 g kartofler
200 g søde kartofler
200 g grøn squash
1 rød peberfrugt
8-10 små kulørte tomater
1 dl hakket koriander
1 økologisk limefrugt
salt, friskkværnet peber, rørsukker
Læg quinoaen i vand et kvarters tid, skyl den og afdryp den.
Hak løg, hvidløg og chili (fjern kernerne).
Svits de tre ting i olien 3-4 minutter.
Tilsæt quinoa og bouillon. Læg låg på gryden og lad quinoaen simre 10 minutter.
Skær begge slags kartofler, squash og peberfrugt i små terninger (fjern frøstol og kerner fra peberfrugten). Skær tomaterne i mindre stykker (gem lidt til pynt).
Kom alle grøntsagerne i gryden.
Læg låg på gryden og lad suppen koge færdig, 8-10 minutter. Tilsæt det meste koriander og evt. mere bouillon.
Riv ca. 1 spsk af limeskallen og rør den i suppen. Smag til med limesaft, salt og peber, evt. også et nip sukker.
Servér suppen med lidt hakkede tomater og frisk koriander på toppen.
.
som hovedret
Lav dobbelt portion og spis kogte majskolber (i sæsonen) eller majstortillas til. Du kan også tilsætte majs, ærter, kogte bønner og/eller kikærter til suppen.
.
– jeg var i Peru i 2008 og igen i 2018. Hverken i 08 eller i 18 syntes jeg nu, at de på sivøerne levede som de altid havde gjort: der var TV, mobiltelefoner, moderne bekvemmeligheder etc. På de ti år var kulturen mærkbart forandret: sivbådene var i 18 ikke længere bare af siv, men de var malet lysende gule med plasticmaling. Nå, bortset fra det, så fik vi faktisk et fantastisk måltid hos en ung kone – og netop quinoa-suppen (med hvid quinoa) husker jeg som virkelig velsmagende, ligesom små grøntsagsomeletter lavet over åben ild i stuen. I det hele taget er Peru et fantastisk madland – også gourmetrestauranter i Lima er uovertrufne.
Kære Kirsten,
Det er jeg ked af at høre. Jeg var på sivøerne 25 år før dig. Mobilen var knapt opfundet. I al fald var det kun James Bond, der havde en, og den var stor som en skotøjsæske.
Den såkaldte udvikling kan selvfølgelig ikke stoppe, men det smerter mig at høre, at der måske nærmest er gået cirkus i livet på sivøerne.
Men Peru ER et fantastik land med en rig kultur og dejlig mad.
Kh Kirsten
Ej, har du været på Titicasøen og Soløen, jeg har set så mange billeder og hørt flere beretninger derfra, det må virkelig have været så fantastisk en oplevelse af de unikke.
Til gengæld har jeg været i Quito og på Galapagosøerne, hvor vi også fik fantastisk mad med skønne eksotiske modne frugter og fremmedartede grøntsager.
Men nu skal din suppe da printes og på programmet en af dagene 🙂
VH Dorit
Kære Dorit,
Ja, det har jeg. Det var heldigvis tilbage i 80’erne, hvor søen og øerne endnu var uberørt af turister. Jeg hører, at stedet nu er temmelig hærget, men dengang var der ikke noget, der hed mobiltelefoner eller andet nymodens! Folkene levede endnu på sivøerne, som de havde gjort i tusind år.
Jeg har dengang også i Quito og på Galapagos. Jeg rejste i nogle måneder med rygsæk i Sydamerika. Jeg er taknemmelig for, at jeg var ude i god tid!
Kh Kirsten
jeg synes, at det var en fantastisk oplevelse, selvom anden gang (for godt to år siden) var præget af, at der var mange forandringer, men forandringer behøver jo ikke at være af det onde. Mennesker får det jo måske også bedre. Det er imidlertid lidt ærgerligt, hvis kulturer går helt tabt. Vi var også i det nordlige Peru, som er alt andet end turistland, men hvor den oprindelige kultur stadig er. Den del af Peru vil gerne have flere turister aht udviklingen og velfærden, hvad der også er nødvendigt. Jeg var meget betaget af den lokale mad, både med og uden kød. Bl.a. spiser man som festmiddag marsvin (altså de små pelsdyr), jeg var skeptisk, men kastede mig ud i det hos en gammel kone, der stod og stegte dyrene i en interimistisk stenovn ved vejen. Det var godt. Men det nordlige Peru er præget af stor fattigdom og mangel på uddannelse.
Kære Kirsten,
Ja, det ER en fantastisk oplevelse at besøge Titikakasøen og øerne, hvadenten de er solide eller lavet af siv. Og udviklingen går jo ubønhørligt sin gang. Det giver sikkert et bedre liv for beboerne på øerne, men der går også væsentlige ting tabt. Jeg var så heldig at være der i 1985, hvor alt stadig fungerede som for hundredvis af år siden. Men det er jo egoisme ikke at unde de menensker et lettere liv.
Lad os håbe, at flere finder vej til det nordlige Peru, når grænserne atter åbnes.
Kh Kirsten