Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegansk påskemadArkiv

tirsdag

7

april 2020

4

KOMMENTARER

ramsløgterrine med asparges og sennepsmayo

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter

.

fra skovbunden til frokostbordet

I øjeblikket er skoven – og naturen i det hele taget – et sted vi søger hen for at lade op og finde energi. Kulturoplevelserne er lukket ned, men naturen holder stadig åbent. Stadigvæk! Vi har ellers negligeret den i lang tid. Men nu er det naturen, der er med til at “læge” os i en tid med dødbringende virus. Lad os håbe, at mange i denne tid vil finde ud af, hvad naturen betyder for os mennesker. Den er faktisk selve livsgrundlaget.

Med dage foran os med solskin på næsen og anemoner i skovbunden er der god grund til at komme ud og nyde den friske luft og alt det grønne, der står på spring lige nu i påskeugen. Jeg håber alle får nogle dejlige dage, selv om det bliver en anderledes påske i år. Skulle du finde spiselige grønne blade og skud derude, kan de passende ende i en terrine.

.

powerfood – ganske gratis!

I øjeblikket har ramsløgene gavmildt bredt deres smukke grønne tæppe ud i mange skove og andre naturområder. Det er bare med at forsyne sig med denne enestående plante, der er sprængfyldt med C-vitamin. Her er antioxidanter i rå mængder.

Hvis du på din ramsløg-jagt også støder på skvalderkål, brændenælder og/eller mælkebøtteblade, så tag gerne et par håndfulde af dem med. Men vælg kun de nye spæde skud.

.

en lykkelig forening med agar agar

Jeg har haft virkelig store problemer med at få agar agar (plantebaseret gelatine-erstatning fremstillet af alger eller tang) til at virke efter hensigten. Som oftest er resultatet blevet noget halvstivnet juks. Heldigvis har jeg ikke givet op, og i denne terrine fungerer agar agar omsider fint. Det er helt sikkert ikke tangflagerne, der har været noget i vejen med. Formentlig har jeg ikke ladet dem koge længe nok.

.

aspargestid eller ej …

Jeg ved godt, at det endnu ikke er sæson for danske asparges. Men jeg havde ikke karakterstyrke nok, da jeg så disse nye økologiske asparges fra Sydeuropa. Jeg måtte have dem! Erindringen om den knasende lyd af forår, når man bider i en letkogt asparges, var simepelt hen for fristende.

Jeg tænker, at lidt forkælelse i disse vanskelige tider må være O.K. Og så passer de så fint til ramsløgterrinen.

På fotoet er en lidt festlig servering, som måske vil passe til påskebordet. Jeg har forsynet hver skive med en kogt asparges og bundet et bånd af porre omkring. Kog et par lag porre 4-5 minutter og afkøl dem. Derefter kan du skære dem i lange “bånd”, som bindes omkring en skive terrine og en enkelt asparges.

.

terrinen kan serveres på flere måder

Jeg har også lavet terrinen i små portionsforme som på fotoet ovenfor.

.

skærtorsdagssuppe

Har du samlet rigtig mange grønne planter, kan de passende nydes i en skærtorsdagssuppe. Naturens egen gavmilde vitamin- og mineralpille. Se opskriften her.

.

ramsløgterrine med asparges og sennepsmayo

(4 personer)

3-4 lag af en porre

250 g pastinakker eller persillerødder

50 g ramsløg

½ dl kogevand

1 1/2 spsk agar agar

2 dl havre cuisine eller soja cousine (plantefløde)

1-2 tsk reven mukatnød

2 økologiske citroner

½ kg asparges

evt. radiser

mayo:

2 dl mayo

citronsaft

tangsennep eller dijonsennep

 

Kog porrestykkerne 3-4 minutter. Afkøl dem.

Skær den valgte rodfrugt I små terninger og kog dem møre, 6-8 minutter.

Afdryp dem og gem kogevandet. Afkøl det.

Purér rodfrugten med en blender eller i en food processor.

Snit ramsløgene.

Rør agar agaren godt ud i ½ dl kogevand og kom det i en gryde. Tilsæt fløden og bring det i kog. Pisk i blandingen for svag varme ca. 4 minutter.

Tilsæt ramsløgene og lad dem koge med et øjeblik.

Rør flødeblandingen i pureen og smag godt til med muskatnød, 3-4 spsk citronsaft og ca. ½ spsk reven citronskal.

Rodfrugten er temmelig sød, så spar ikke på citronsaften. Smag også til med salt og peber.

Beklæd en lille form med porrestrimlerne og pres “farsen” godt sammen i formen. Jeg har brugt en form, der måler 10×10 cm, se nedenfor.

.

Dæk overfladen med et stykke porre og sæt formen i køleskabet, gerne til dagen efter.

Lav mayoen og smag den godt til med citronsaft, sennep, salt og peber.

Skær skiver af terrinen med en meget skarp kniv. Servér dem med friske blade af ramsløg, mayoen og letkogte asparges. Pynt evt. med skiver af radiser.

.

.

Share

onsdag

28

marts 2018

8

KOMMENTARER

mandelfarserede svampe – glædelig påske!

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter

.

påske på planetens præmisser

Så er det påske. I år tidligt og koldt. Ikke desto mindre er det helligdagene, hvor vi fejrer ægget, genfødslen og selve livet. Det er tiden, hvor det grønnes og gror. Ligesom med julen er det også en højtid, hvor der verden rundt slagtes milliarder af dyr som en slags slagtoffer. Vi vil mødes med familie og venner og nyde god mad sammen. Det er mit ønske, at en stor del af påskemaden i år bliver på planetens og dyrenes betingelser: plantebaseret, lækker og naturlig mad.

Er dét trods alt for stor en mundfuld, er hvert eneste skridt på den grønne vej en fejring af foråret og livet.

Supermarkedet Rema 1000 siger i disse dage i store annoncer: “Vær god ved dyrene”. Tak for det, Rema. Jeg er helt enig. Jeg vil dog gerne udbygge med: “Vær god ved dyrene: hold op med at spise de forpinte væsener”.

Rema 1000’s tiltag går ud på en mærkning med tre hjerter, afhængig af graden af dyrevelfærd!!! (eller mishandling?) Tænk at dyrevelfærd kan gradbøjes. Selv med tre hjerter ville jeg betakke mig, og tænk også på, hvordan en gris opdrættet med ét hjerte har levet sit (heldigvis) korte liv. Jeg er temmelig sikker på, at det er helt HJERTE-løst.

.

en ret til dem, der ikke kan undvære kød

Svampe minder i konsistens og umami-smag lidt om kød. Derfor er retter med svampe fine at servere til gæster, der ikke synes, de har fået mad, hvis de ikke har spist kød.

Disse mandelfarserede portobellosvampe er i al fald velsmagende, og de kan enten være en forret til en middag eller en del af forskellige frokostretter.

Hvis du serverer dem som forret, så halvér ingredienserne.

.

lækkerier til påskebordet

Jeg har de seneste par uger givet ideer til påskemaden, bl.a. selleriravioli med trøffelsvampe og safrangul påskesuppe, men jeg kan også anbefale den verdensberømte gulerodstarter, rosenkål med ristede hasselnødder og dildsovs eller squashtærte med jordnøddebund.

Og så kan du finde endnu flere ideer her fra sidste års påske.

 .

mandelfarserede svampe

(4 personer)

8 portobellosvampe eller andre meget store svampe (4 stk. hvis det skal være en forret)

25 g skalotteløg

2 fed hvidløg

2 spsk oliven- eller kokosolie

100 g tofu (kan erstattes af 1 æg)

50 g mandler

1 stilk bladselleri med blade

2 tsk tørret timian eller fintklippet rosmarin

3 spsk mandelmel (kan erstattes af mere rasp)

1/2 dl plantefløde eller anden fløde

3-4 spsk rasp

salt, friskkværnet peber

1 økologisk citron

ca. 2 dl grøntsagsbouillon

ærteskud eller en krydderurt

.

Bræk stilkene af svampene og hak dem. Hak også løg og hvidløg.

Svits de tre dele i olien, til løgene er let gyldne. Hæld dem i en skål.

Pres al væden ud af tofuen og mos den med en gaffel eller blend den.

Hak mandlerne fint. Skær bladsellerien i meget små terninger. Hak bladene.

Bland løg, tofu, mandler og bladselleri.

Tilsæt den valgte krydderurt, mandelmel, fløde og rasp. Rør farsen godt sammen og smag til med 1-2 spsk citronsaft, lidt reven skal samt salt og peber.

Lad farsen hvile lidt. Den skal være forholdsvis sammenhængende. Tilsæt evt. mere fløde eller mere rasp.

Sæt svampehattene i et ovnfast fad med ca. 2 dl kogende grøntsagsbouillon.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn 5 minutter.

Tag fadet ud og top fyldet op i svampene. Pres det godt sammen.

Læg evt. overskydende fars i en lille ovnfast skål.

Bag begge dele færdige i ovnen endnu ca. 20 minutter.

Drys med lidt ærteskud eller en krydderurt ved serveringen.

Svampene kan spises varme eller kolde. Servér evt. lidt grøn salat til.

.

Share