Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

saltsyltede citronerArkiv

lørdag

18

august 2018

6

KOMMENTARER

solgylden salat med mirabeller og hummusdressing

Skrevet af , Posted in salater

.

majs og mirabeller i solskinssalat

Her er en salat med diskret smagende ingredienser. De får til gengæld power af smagsstærke tilsætninger som marinerede mirabeller, saltsyltede citroner og en spicy hummusdressing.

Det er højsæson for majs – og mirabeller! Mirabellerne nærmest drysser ned i hovedet på mig i mit sommerhus, men desværre har jeg altid syntes, at mirabeller er nogle sure små blommer, som det er svært at holde af. Men det er jo ikke til at holde ud at se alle de frugter gå til spilde, så jeg har arbejdet lidt på at finde gode anvendelser for dem. Så at sige gøre dem mere spiselige.

Til salaten her har jeg simpelt hen marineret mirabellerne natten over i en sød dressing, og så passer de pludselig fint til at pifte den søde, men lidt neutrale majs op – og den heller ikke alt for påtrængende squash kan også behøve lidt udfordring på smagen.

Hvis du også svømmer i mirabeller, så frys nogle ned. De er fine til dressinger. Det kommer jeg tilbage til..

.

vælg saftige kolber

Hvis du ikke skal komme hjem med nogle udtørrede majskolber, er du nødt til at lette lidt på dækbladene. For majs skal være faste og fulde af saft, men ligger de længe i butikken, mister de pusten. Men kig lidt diskret. Det er måske ikke helt velset i butikken!

Kan du ikke finde saftige, økologiske majskolber, så vælg frosne majs i stedet.

Majs indeholder en del proteiner, og de bliver yderligere optimeret med de sorte linser.

.

majs og mirabeller

Salaten er holdt i gule nuancer. Gult – og masser af skøn smag – kommer også fra en saltsyltet citron.

Saltsyltede citroner er en velsignelse i køkkenet med deres helt specielle syrligt/salte smag. Brug dem som krydderi på linje med alle de andre gode smagsgivere, du plejer at bruge.

.

saltsyltet citron

Du kan sagtens lave salaten uden den finthakkede, saltsyltede citron, men har du mod på at saltsylte, er det supernemt. Og det er dejligt at have et glas stående, fordi citronen er så velegnet som smagsgiver til mange salater – og desuden til marokkanske retter som fx en tagine.

Du kan se her, hvor nemt det er at lave sine egne saltsyltede citroner.

Jeg har lavet en lidt speciel dressing baseret på hummus. Nu er det jo ikke sådan at alle lige har en portion hummus stående, og du behøver ikke at have ulejlighed med hummus, hvis du vil lave salaten nogenlunde hurtigt.

Vælg så i stedet en helt almindelig dressing med en god olivenolie og citron/limesaft eller frugteddike. Du kan evt. tilsætte et fed presset hvidløg og lidt hakket koriander.

.

solskinssalat med hummusdressing

(4 personer)

100 g gule mirabeller

1/2 dl ris- eller frugteddike

4-5 spsk rørsukker

salt, friskkværnet peber

50 g belugalinser

2 majskolber (eller frosne majskerner)

1/2 kg gul squash

100 g friske ærter (evt. frosne)

4 spsk hakket saltsyltet citron (kan udelades)

dressing:

4 spsk hummus

finthakket chili efter smag

2 spsk citronsaft

3 spsk koldpresset jomfruolivenolie

.

Del mirabellerne og fjern stenene. Smag eddiken til med sukker, salt og peber. Marinaden skal være temmelig sød. Læg mirabellerne i lagen og lad dem marinere nogle timer, gerne til næste dag.

Kog linserne i ca. 20 minutter og afkøl dem.

Læg majskolberne i kogende vand og kog dem 2 minutter. Afkøl dem.

Du kan skære kolberne i mindre stykker, eller du kan skære kernerne af kolberne.

Høvl squashen i tynde skiver på den lange led. Brug et mandolinjern.

Bland alle ingredienserne. Ærterne bruges rå.

Rør hummus’en med chili, citronsaft, olivenolie og 3-4 spsk vand, så dressingen bliver tyktflydende.

Smag til med salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Her er de to gode smagsgivere: saltsyltede citroner og hummus som grundlag for en lækker dressing.

 

.

Share

tirsdag

30

juni 2015

13

KOMMENTARER

grønt-i-grønt-lasagne (glutenfri)

Skrevet af , Posted in hovedretter

 .

2. juli 2015

.

mere skønt og syrligt

citroner-syltede

Jeg har skrevet lidt om citrusfrugternes velsignelser de seneste dage. I den forbindelse har en af bloggens læsere, Merete, mindet mig om Oscar Umahro Cadogans tip om citrusskal og -saft. Hvis du ikke allerede kender de gode ideer, så se her:

Merete skriver, at det er en god idé: “… at rive skallen på alle de indkøbte citroner for derefter at presse saften, blande skal og saft, hælde det i et glas med låg, som opbevares i køleskabet. Så har man en lækker smagfuld og sund citrussaft, lige til at tilsætte de retter, som lige skal have et pift. Det letter arbejdet, når man står midt i tilberedningen – og det, at man har den færdige saft stående klar til brug, gør at man også får tilsat citron til andre retter end bare lige dem, der nødvendigvis skal have det. Man kan gøre det samme med appelsiner, eller sågar mikse appelsin og citron – det er godt i dressinger, smoothies, kager og desserter, bl.a. sammen med udskåren frugt i frugtsalater eller i koldskålen. Limefrugt og -skal kan også tilsættes – det giver saften et meget lækkert twist. Husk blot at bruge økologiske frugter, som ikke er overfladebehandlede.

 

syltede citroner

Og så vil jeg i den forbindelse også lige minde om de saltsyltede marokkanske citroner. Den syltede skal er lækker i mange retter og salater, og saften kan anvendes i dressinger.

Se opskirften her – og fotoet øverst og nederst.

 

marokko-syltede-citroner1

 

 

 


 

30. juni 2015

.

sommerlet lasagne – kun med grøntsager

lasagne-grønt-i-grønt.2

I denne lette sommerlasagne er de traditionelle lasagneplader af hvede erstattet af skiver af squash. Du kan også vælge skiver af aubergine men de skal i så fald først steges eller bages i ovnen. Squashskiverne bruges rå.

Du kan bruge bønner eller kikærter i den enkle tomatsovs. Den hvide sovs er blot jævnet med maizenamel, så hvis du skal tænke på kalorierne, er her en ret, du kan spise med god samvittighed. Den er meget kalorielet.

Du kan lave en mere fyldig ret ved at lægge almindelige lasagneplader mellem grøntsagslagene. Se opskrift på en klassisk lasagne her.

Spis en kartoffelsalat med dild eller en salat med quinoa og pestodressing til.

 

brug gerne mange krydderurter

lasagne-grønt-i-grønt.1

… og husk citronen

citron-og-rivejern

Citrusfrugter, og ikke mindst citroner, er små bomber af kropskærlige stoffer. I denne ret er brugt både saft og skal, og begge dele er gavnlige for både kolesteroltallet og blodårerne og meget, meget mere, se om citronens lyksaligheder her.

 

grønt-i-grønt lasagne (glutenfri)

150 g kidneybønner eller kikærter (eller tilsvarende fra dåse)

400 g broccoli

150 g ærter i bælg

600 g squash

100 g løg

4 fed hvidløg

4 spsk olivenolie

3 dl hakkede tomater med væde (evt. fra glas)

1 dl finthakkede tørrede tomater i olie

1 spsk tørrer merian

1 spsk tørret oregano

1 økologisk citron

evt. frisk eller tørret chili

2 dl sojafløde

2 1/2 dl grøntsagsbouillon

1-2 spsk maizenamel

evt. frisk oregano

 

lasagne-grønt-i-grønt

Læg bønnerne i blød mindst 8 timer, hvis du ikke bruger bønner fra dåse.

Kog de udblødte bønner møre i nyt vand, 20-30 minutter. Afdryp dem.

Del broccolien i små buketter. Skræl stokken og skær den i terninger. Overhæld kålen med kogende vand, lad den stå 1 minut og afdryp den.

Bælg ærterne.

Skær squashene i tynde skiver på langs. Brug evt. et mandolinjern.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien til løgene er let gyldne. Tilsæt de kogte bønner (eller kikærter), de hakkede tomater og krydderurterne. Kog tomaterne igennem.

Riv 1-2 spsk (efter smag) af den gule skal på citronen og rør det i bønnesovsen.

Smag til med citronsaft, salt, peber og evt. lidt chili. Tilsæt evt. mere bouillon.

Bring sojafløde og bouillon i kog og jævn væden med maizenamel rørt ud i lidt vand eller bouillon. Smag sovsen til med salt og peber.

 

lasagne-grønt-i-grønt.4

Læg lasagnen sammen: læg først et lag squashskiver, derefter et lag bønner/løg og broccoli. Drys med ærter og dryp med lidt af den hvide sovs. Læg et nyt lag og afslut med et lag squashskiver øverst.

Fordel resten af den hvide sovs på squashene og bag lasagnen i en 200 grader varm ovn 25-30 minutter, til overfladen er gylden.

Drys evt. med frisk oregano. Jeg har også pyntet med lidt purløgsblomst og blomst fra brøndkarse.

 

lasagne-grønt-i-grønt.3

 

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.

 

Share

tirsdag

7

oktober 2014

0

KOMMENTARER

couscous m tørret frugt og mandler

Skrevet af , Posted in rejser, tilbehør

tilbehør til nordafrikansk mad

couscous-m-frugt

I Marokko kan couscous både være en hel ret og et tilbehør. Her er de små “kugler” af hvede beregnet som tilbehør til en tagine, en gryderet. Prøv bønnetagine med artiskokker eller tagine med “brændte” auberginer.

syltede citroner

bruges meget i Marokko, både i taginer og som her i en couscous som tilbehør. Det er nemt selv at saltsylte citronerne.

 

syltede-citroner-2couscous-m-frugt-2

couscous

I Nordafrika vil man ofte selv “nulre” de små korn af hvedemel og derefter dampe dem i en lufttæt sigte over kogende vand eller en hovedret. Vi kan nøjes med at købe færdig couscous og blot overhælde de små gryn med kogende vand. Det må være en af de hurtigst tilberedte tilbehør, der findes.

.

marokko-tc3b8rrede-frugter-1

tørret frugt

som dadler, rosiner, abrikoser og figner har en stor rolle i marokkansk mad. De søde frugter spiller fint sammen med både den milde couscous, men også med de mest brugte krydderier som kanel og spidskommen – og med den stærke pasta, harissa.

 

couscous-m-frugt-3

couscous m tørret frugt og mandler

25 g afskallede mandler

olivenolie

50 g skalotteløg

50 g dadler

50 g rosiner

2 spsk fintstrimlet, syltet citronskal (kan udelades)

25 g pistacienødder

200 g couscous

4 tsk kanel

 

Del mandlerne og steg dem i lidt olie til de er gyldne. Fjern dem fra panden.

Skær skalotteløgene i ringe og svits dem ligeledes på panden til de er gyldne.

Skær dadlerne i strimler og tilsæt dem sammen med rosinerne. Hæld ½ dl vand i panden og lad det koge væk. Fjern panden fra varmen og tilsæt citronskallen.

Hak pistacienødderne groft.

Kom couscousen i en skål og bland 2 tsk salt i. Hæld 5 dl kogende vand på grynene. Læg låg på skålen og lad dem trække 5 minutter. Vend rundt i couscousen med en gaffel og lad den trække endnu ca. 5 minutter.

Bland det meste af mandler/nødder, løg og frugt i couscousen (gem lidt til pynt). Hold evt. couscousen varm i ovnen, hvis den ikke skal serveres omgående.

Top couscousen op i et fad og drys med kanel. Læg resten af mandler/nødder, løg og frugt på toppen.

 

tørrede dadler på markedet

marokko-mandagsmarked

På Marokkos utallige markeder spiller tørret frugt en stor rolle. Det er tydeligt at her spiser man masser af dadler, abrikoser, rosiner, figner etc.

 

Share