solgylden salat med mirabeller og hummusdressing
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in salater
.
majs og mirabeller i solskinssalat
Her er en salat med diskret smagende ingredienser. De får til gengæld power af smagsstærke tilsætninger som marinerede mirabeller, saltsyltede citroner og en spicy hummusdressing.
Det er højsæson for majs – og mirabeller! Mirabellerne nærmest drysser ned i hovedet på mig i mit sommerhus, men desværre har jeg altid syntes, at mirabeller er nogle sure små blommer, som det er svært at holde af. Men det er jo ikke til at holde ud at se alle de frugter gå til spilde, så jeg har arbejdet lidt på at finde gode anvendelser for dem. Så at sige gøre dem mere spiselige.
Til salaten her har jeg simpelt hen marineret mirabellerne natten over i en sød dressing, og så passer de pludselig fint til at pifte den søde, men lidt neutrale majs op – og den heller ikke alt for påtrængende squash kan også behøve lidt udfordring på smagen.
Hvis du også svømmer i mirabeller, så frys nogle ned. De er fine til dressinger. Det kommer jeg tilbage til..
.
vælg saftige kolber
Hvis du ikke skal komme hjem med nogle udtørrede majskolber, er du nødt til at lette lidt på dækbladene. For majs skal være faste og fulde af saft, men ligger de længe i butikken, mister de pusten. Men kig lidt diskret. Det er måske ikke helt velset i butikken!
Kan du ikke finde saftige, økologiske majskolber, så vælg frosne majs i stedet.
Majs indeholder en del proteiner, og de bliver yderligere optimeret med de sorte linser.
.
majs og mirabeller
Salaten er holdt i gule nuancer. Gult – og masser af skøn smag – kommer også fra en saltsyltet citron.
Saltsyltede citroner er en velsignelse i køkkenet med deres helt specielle syrligt/salte smag. Brug dem som krydderi på linje med alle de andre gode smagsgivere, du plejer at bruge.
.
saltsyltet citron
Du kan sagtens lave salaten uden den finthakkede, saltsyltede citron, men har du mod på at saltsylte, er det supernemt. Og det er dejligt at have et glas stående, fordi citronen er så velegnet som smagsgiver til mange salater – og desuden til marokkanske retter som fx en tagine.
Du kan se her, hvor nemt det er at lave sine egne saltsyltede citroner.
Jeg har lavet en lidt speciel dressing baseret på hummus. Nu er det jo ikke sådan at alle lige har en portion hummus stående, og du behøver ikke at have ulejlighed med hummus, hvis du vil lave salaten nogenlunde hurtigt.
Vælg så i stedet en helt almindelig dressing med en god olivenolie og citron/limesaft eller frugteddike. Du kan evt. tilsætte et fed presset hvidløg og lidt hakket koriander.
.
solskinssalat med hummusdressing
(4 personer)
100 g gule mirabeller
1/2 dl ris- eller frugteddike
4-5 spsk rørsukker
salt, friskkværnet peber
50 g belugalinser
2 majskolber (eller frosne majskerner)
1/2 kg gul squash
100 g friske ærter (evt. frosne)
4 spsk hakket saltsyltet citron (kan udelades)
dressing:
4 spsk hummus
finthakket chili efter smag
2 spsk citronsaft
3 spsk koldpresset jomfruolivenolie
.
Del mirabellerne og fjern stenene. Smag eddiken til med sukker, salt og peber. Marinaden skal være temmelig sød. Læg mirabellerne i lagen og lad dem marinere nogle timer, gerne til næste dag.
Kog linserne i ca. 20 minutter og afkøl dem.
Læg majskolberne i kogende vand og kog dem 2 minutter. Afkøl dem.
Du kan skære kolberne i mindre stykker, eller du kan skære kernerne af kolberne.
Høvl squashen i tynde skiver på den lange led. Brug et mandolinjern.
Bland alle ingredienserne. Ærterne bruges rå.
Rør hummus’en med chili, citronsaft, olivenolie og 3-4 spsk vand, så dressingen bliver tyktflydende.
Smag til med salt og peber.
Hæld dressingen over salaten og vend rundt.
Her er de to gode smagsgivere: saltsyltede citroner og hummus som grundlag for en lækker dressing.
.