Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

salat med semitørret rødbedeArkiv

fredag

4

september 2020

4

KOMMENTARER

fra grov agurk til gourmetsalat

Skrevet af , Posted in frokostretter, salater

.

når salater går agurk

Hvad gør man, når man er så heldig at få en velvoksen portion sylteagurker forærende af vennerne i Gilleleje? Men desværre ikke er nogen syltedronning, ikke engang prinsesse!

Da jeg altså ikke er skrap til at sylte – men slet ikke kan overveje at smide noget spiseligt ud, faldt det mig ind at lade agurkerne tro, at de var helt almindelige slanke slangeagurker, og så var de jo som skabt til et par salater.

.

ceviche – nu uden fisk

Ceviche er en ret, der stammer fra Sydamerika. Den pikante salat eller forret laves traditionelt med fisk. Her har agurken fået lov at erstatte fisken. Den friske, knasende agurk udgør sammen med den fede avocado og den sødlige mango et perfekt match af smagsnuancer.

Limesaft, hvidløg, chili og koriander er andre uundværlige ingredienser i salaten.

.

ceviche med agurk, avocado og mango

(4 personer)

ca. 400 g sylteagurker eller 1 slangeagurk

1 stor mangofrugt

2 avocadoer

citron- eller limesaft

frisk mynte eller koriander

dressing:

4 spsk olivenolie

2-3 spsk limesaft

1 fed  presset hvidløg

finthakket frisk chili efter smag

salt, friskkværnet peber, ahornsirup

Da sylteagurkerne er mere eller mindre kernefyldte, må du selv bedømme mængden. Hvis der er mange kerner, er der ikke så meget “kød” tilbage.

Hvis du bruger de grove sylteagurker så skræl dem, skær dem igennem og fjern kernerne.

Skær dem i meget tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Hvis du bruger en almindelig slangeagurk så skær også den i tynde skiver på langs, men her behøver du ikke at fjerne kernerne.

Skræl mangofrugten og skær den i tynde skiver.

Del avocadoerne og skær kødet i skiver. Vend dem straks i lidt citrussaft.

Servér salaten portionsvis eller arrangér den på et stort fad. Drys med den valgte krydderurt.

Rør dressingen sammen og smag godt til med hvidløg, chili, salt, peber og evt. en smule sirup.

Dryp dressingen over salaten.

.

når rødbeder går agurk 

Et par af agurkerne endte i denne salat med semi-tørrede rødbeder og feta.

Her har jeg valgt ikke at skrælle agurkerne. Så kan man glæde sig over den smukke  grøn/gule farve, men den er også en smule grov, så du kan evt. skrælle agurkerne, før du skærer dem i terninger.

.

semi-tørret rødbede

Jeg anbefalede for kort tid siden de semi-tørrede rødbeder til salaten med tomater og brombær. Og jeg blev virkelig begejstret for både den søde, koncentrerede smag og den lidt seje konsistens, som var resultatet af tørringen.

Disse lækre, søde rødbeder passer også fint sammen med den sprøde agurk.

.

agurke/rødbedesalat med feta og brøndkarse

(4 personer)

1/2 kg rødbeder

ca. 400 g  g sylteagurker eller 1 slangeagurk

100 g plantebaseret feta

en god håndfuld brøndkarse

dressing:

4 spsk olivenolie

2-3 spsk citronsaft

reven peberrod  eller dijonsennep efter smag

salt, friskkværnet peber, ahornsirup

 

Jeg har brugt semitørrede rødbeder til denne salat, men du kan også nøjes med blot at koge rødbederne.

Rødbederne krymper en del under tørringen, så hvis du ikke tørrer dem, så vælg en mindre portion.

Kog rødbederne møre, 35-40 minutter afhængig af størrelsen.

Flå rødbederne og skær dem i både.

Hvis du vil tørre rødbederne, så læg bådene på en bageplade.

Tør rødbederne i en 130 grader varm ovn ca. 1 time. Lad ovendøren stå lidt åben ind imellem.

Du kan vælge at beholde skrællen på agurkerne, eller du kan skrælle dem. Skær agurkerne igennem og fjern kernerne.

Skær agurkerne i små terninger.

Skær også fetaen i små terninger.

Bland rødbeder, agurker og feta.

Rør olie og citronsaft sammen og smag til med enten reven peberrod eller sennep samt salt, peber og evt. lidt sirup.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys med rigeligt brøndkarse.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share