Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

salat med mangofrugtArkiv

fredag

16

februar 2018

4

KOMMENTARER

rosenkålssalat med fennikel, mango, valnødder og blåbær

Skrevet af , Posted in salater

.

denne salat er ren hjernemad

Hvis du ikke kender rå rosenkål i en salat, så prøv denne her. Når rosenkålen snittes papirtyndt, forsvinder den lidt stærke, svovlede smag. Men mængden af antioxidante og andre gode stoffer er intakt.

.

en salat der går til hovedet

Mangofrugten tilfører ikke blot sødme til salaten, den indeholder også lutein og zeaxanthin, der forebygger forkalkning af øjet og andre aldersrelaterede synsproblemer.

Valnødderne er også en fantastisk fødevare. De indholder de gode Omega 3 og 9 fedtsyrer, som vi nemt får for få af, masser af E-vitaminer og mange mineraler. Valnødder styrker hjernen (ligesom blåbærrene gør), de regulerer kolesterol, og de forebygger hjerte-karsygdomme.

Finthøvlet fennikel bibringer salaten – foruden vitaminer og mineraler – en let lakridsagtig smag. Og rosenkålen indeholder alle de mange gode sager, som findes i hele kålfamilien.

.

mango har også præbiotisk effekt

Der er omsider kommet stor forskningsmæssig fokus på det fantastiske økosystem, som vores tarmbakterier udgør, den såkaldte mikrobiota. Det ser ud, som om de 1-2 kg tarmbakterier, vi alle bærer rundt på, har enorm betydning for vores velbefindende.

Hvis du også interesserer dig for kommandocentralen i tarmsystemet, kan jeg anbefale dette interessante foredrag af professor Oluf Borbye Pedersen om vores billioner af personlige bakterier.

Det er god fornuft at spise mango så tit som muligt: spis den på morgengrøden, spis den i salater, i supper og som dessert.

 .

salat som superfood

rosenkålssalat med fennikel, mango, valnødder og blåbær 

(4 personer)

250 g rosenkål

250 g fennikel

1 mangofrugt

1-2 grønkålsblade

50 g valnødder

100 g blåbær

1 spsk fintsnittet estragon

dressing:

1 økologisk citron

2 spsk valnødde- eller olivenolie

1-2 spsk ahornsirup

salt, friskkværnet peber

.

Høvl rosenkål og fennikel til helt tynde skiver på et mandolinjern. Pas på fingrene!

Skær mangofrugten i små terninger. Hak grønkål og valnødder.

Bland alle ingredienserne til salaten.

Rør 4 spsk citronsaft sammen med olien og smag godt til med 1-2 tsk reven citronskal, sirup, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Smag på salaten og tilsæt evt. lidt mere estragon.

.

 

.

Share

mandag

20

marts 2017

10

KOMMENTARER

spidskålssslaw med beder, mango og mandel-kaperspesto

Skrevet af , Posted in salater

 

mon supermarkederne ikke skulle droppe kødet ?

– et eksempel på ekstremt hykleri

Nu vil supermarkederne fjerne avocadoer fra hylderne pga af vandforbrug. Hvornår mon de fjerner kødet?

Der er ingen ende på hykleriet, når det handler om at lukke øjnene for, at produktions-kød ødelægger kloden, klimaet og kroppen (for slet ikke at tale om dyrenes lidelser).

Nu går det ud over den ernæringsmæssigt geniale avocado. Den er meget vandkrævende. Det samme gælder for mandler. Det er selvfølgelig et problem. Det er så afgjort et problem, når en avocado i Chile har brug for 320 liter vand. Det er en katastrofe for den lokale befolkning, og det skal bestemt tages alvorligt.
Men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at 1 kg oksekød kræver mellem 13.000 og 100.000 liter vand afhængig af forholdene.
Eller sagt på en anden måde: 1 kg kød forbruger samme mængde vand som du gør ved at tage brusebad hver dag i et år.

Er det ikke på tide, der kommer lidt proportion i tingene?

Hvis vi vil hjælpe mindre priviligerede mennesker på kloden (og lade være at udnytte deres dyrebare drikkevand), er det bedste vi kan gøre at spise plantebaseret mad – så er der nemlig også mad nok til os alle. Så nyd med god samvittighed en avocadotatar.

.

avocadotatar

Avocado er spækket med gode fedtstoffer – i modsætning til kød. 

.

danske grøntsager er selvfølgelig det klimamæssigt bedste!

beder er bare bedst

En salat med forskellige farver beder, mangofrugt og mandelpesto er et mættende tilbehør – eller god som madpakkke.

Jeg har i samme omgang lavet en dejlig spidskålsslaw, som du kan kombinere med bedesalaten – eller servere for sig selv. Til begge salater passer en mandel-kaperspesto godt.

.

spidskålsslaw med mandel-kaperspesto

Spidskålen snittes meget fint og trækker lidt i salt. Så bliver kålen blød og lækker.

Mandelpestoen med hakkede kapers og rosiner giver et godt modspil til spidskålsslaw’en – og måske allermest til bederne.

.

beder og spidskålsslaw 

Det er en smagssag om man kan lide rå beder, det være sig den almindelige røde rødbede, som jeg også har brugt i salaten, og gule og bolsjestribede beder.

Jeg har valgt rå beder her, men egentlig kan jeg bedst lide dem, hvis de er kogt eller bagt. Du vælger selv, vigtigt er blot at skiverne skal være meget tynde, især hvis du vælger rå beder.

Den søde mangofrugt er en god makker til bederne med den svage jordsmag.

 .

spidskålssslaw med beder, mangofrugt og mandel-kaperspesto

(4 personer)

salat:

400 g spidskål

1 tsk salt

4 spsk olivenolie

1 økologisk limefrugt

friskkværnet peber

400 g beder: røde, gule og stribede

1 lille mangofrugt (kan erstattes af æble, pære eller fersken)

syre, persille eller lign.

mandel-kaperspesto:

50 g mandler

1 fed hvidløg

2 spsk hakkede kapers

2 spsk hakkede rosiner

3-4 spsk olivenolie

2 spsk limesaft

2 spsk gærflager (kan udelades)

2 tsk reven skal af limefrugten ovenfor

 

Snit spidskålen meget tyndt. Brug gerne et mandolinjern.

Drys saltet på kålen og gnid det ind i kålen. Lad kålen stå et kvarters tid.

Skyl kålen og vriden væden godt af. Bland 2 spsk olie og 1 spsk limesaft i kålen. Tilsæt lidt friskkværnet peber.

Skær bederne i papirtynde skiver. Brug et mandolinjern. Hvis du ikke bryder dig om rå beder, så bag eller kog dem først.

Rør 2 spsk olie sammen med 2 spsk limesaft og vend skiverne i dressingen. Hold rødbederne for sig selv, da det hele ellers vil blive rødt.

Skær mangofrugten i skiver.

Hak mandlerne fint til pestoen. Pres hvidløget og rør det i mandlerne sammen med kapers, rosiner, olivenolie, limesaft, gærflager og reven skal af limefrugten. Smag godt til.

Arrangér salaten på et fad – enten med bederne alene eller sammen med spidskålsslawen. Fordel pestoen på salaten eller servér den til separat.

Drys med syre og lidt grønt, persille eller anden krydderurt.

.

 

Share

mandag

25

juli 2016

12

KOMMENTARER

spidskålssalat med blåbær og mango

Skrevet af , Posted in salater

.

sommertid er salattid

blåbær-i-tallerken

det bugner med blåbær

Hvis man er heldig at bo i nærheden af et blåbærsted, så kan der høstes en masse af de supersunde powerfood-bær nu. Jeg fik selv en lille blåbærbusk af gode venner sidste år, men den bærer endnu ikke frugt. Så mine blåbær i dagens salat er købt.

Blåbær hører til noget af det allersundeste, man kan spise. De små blåsorte bær er bl.a. rige på antioxidanter i form af de fytokemikalier, der giver bærrene deres mørke farve på samme måde som brombær.

Forsøg har vist, at blåbær styrker korttidshukommelsen og ser i det hele taget ud til at være gavnlig for “de små grå”. Også synet nyder godt af de mange sunde indholdsstoffer, og det samme gør immunsystemet i al almindelighed. Det er altså om at guffe masser af de vilde bær i sig, mens tid er.

På den amerikanske ORAC-liste (indhold af antioxidanter), som er udarbejdet af amerikanske forskere, ligger blåbær som nr. 3 blandt frugter, kun overgået af tørrede svesker og rosiner.

blåbær

mango er også godt med

Det er også sund fornuft at spise meget mango. Og hvis du nyder denne salat, sker der endnu mere godt på øverste etage: mango er nemlig også rig på antioxidanter og indeholder bl.a. de to stoffer lutein og zeaxanthin, der er gode for synet og forebygger aldersrelaterede problemer med øjnene.

Og så er det ikke mindst vigtigt, at fibrene i mango har en præbiotisk virkning i tarmen. Efter den seneste danske forskning om den store betydning, bakteriefloraen i vores tarme spiller for vores helbred, er der god grund til at være opmærksom på produkter med præbiotisk virkning (det kan fx også være surkål eller andre syrnede produkter, jordskokker, asparges, artiskok, løg, hvidløg og mange andre grøntsager). Læs mere om præbiotika her.

For lige at give salaten en tand ekstra på sundhedsskalaen, har den fået et drys med de supersunde boghvedekerner. Når man rister kernerne eller frøene, bliver de sprøde og lækre.

Læs mere om boghvedens velsignelser her.  Og så er der jo også spidskålen. Kål er slet ikke til at komme udenom, hvis man både er gourmet og sundhedsapostel. Læs om kål her.

Alt i alt må jeg sige, at her er en salatskål fuld af kærlig føde til alle celler i kroppen. En rigtig sommergave til både smagsløgene og resten af kroppen. Glædelig sommer!

 

spidskålssalat-m-blåbær

spidskålssalat med blåbær og mango

1/2-1 spidskål afhængig af størrelsen

1 mangofrugt

100 g blåbær

50 g hel boghvede

1 håndfuld bredbladet persille

dressing:

4 spsk olivenolie

2-3 spsk citronsaft

2-3 spsk blåbær- eller ahornsirup

 

spidskålssalat-m-blåbær.2

Snit spidskålen fint.

Skær mangofrugten i små terninger.

Bland kål og frugt.

Rist boghveden på en tør pande, til den er gylden. Afkøl boghveden og kom den i salaten sammen med persillen.

Rør en dressing af olie, citronsaft og sirup.

Smag dressingen godt til med salt og peber samt sødt/syrligt.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

 

spidskålssalat-m-blåbær.1

 

Share