Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

salat med linserArkiv

lørdag

18

august 2018

6

KOMMENTARER

solgylden salat med mirabeller og hummusdressing

Skrevet af , Posted in salater

.

majs og mirabeller i solskinssalat

Her er en salat med diskret smagende ingredienser. De får til gengæld power af smagsstærke tilsætninger som marinerede mirabeller, saltsyltede citroner og en spicy hummusdressing.

Det er højsæson for majs – og mirabeller! Mirabellerne nærmest drysser ned i hovedet på mig i mit sommerhus, men desværre har jeg altid syntes, at mirabeller er nogle sure små blommer, som det er svært at holde af. Men det er jo ikke til at holde ud at se alle de frugter gå til spilde, så jeg har arbejdet lidt på at finde gode anvendelser for dem. Så at sige gøre dem mere spiselige.

Til salaten her har jeg simpelt hen marineret mirabellerne natten over i en sød dressing, og så passer de pludselig fint til at pifte den søde, men lidt neutrale majs op – og den heller ikke alt for påtrængende squash kan også behøve lidt udfordring på smagen.

Hvis du også svømmer i mirabeller, så frys nogle ned. De er fine til dressinger. Det kommer jeg tilbage til..

.

vælg saftige kolber

Hvis du ikke skal komme hjem med nogle udtørrede majskolber, er du nødt til at lette lidt på dækbladene. For majs skal være faste og fulde af saft, men ligger de længe i butikken, mister de pusten. Men kig lidt diskret. Det er måske ikke helt velset i butikken!

Kan du ikke finde saftige, økologiske majskolber, så vælg frosne majs i stedet.

Majs indeholder en del proteiner, og de bliver yderligere optimeret med de sorte linser.

.

majs og mirabeller

Salaten er holdt i gule nuancer. Gult – og masser af skøn smag – kommer også fra en saltsyltet citron.

Saltsyltede citroner er en velsignelse i køkkenet med deres helt specielle syrligt/salte smag. Brug dem som krydderi på linje med alle de andre gode smagsgivere, du plejer at bruge.

.

saltsyltet citron

Du kan sagtens lave salaten uden den finthakkede, saltsyltede citron, men har du mod på at saltsylte, er det supernemt. Og det er dejligt at have et glas stående, fordi citronen er så velegnet som smagsgiver til mange salater – og desuden til marokkanske retter som fx en tagine.

Du kan se her, hvor nemt det er at lave sine egne saltsyltede citroner.

Jeg har lavet en lidt speciel dressing baseret på hummus. Nu er det jo ikke sådan at alle lige har en portion hummus stående, og du behøver ikke at have ulejlighed med hummus, hvis du vil lave salaten nogenlunde hurtigt.

Vælg så i stedet en helt almindelig dressing med en god olivenolie og citron/limesaft eller frugteddike. Du kan evt. tilsætte et fed presset hvidløg og lidt hakket koriander.

.

solskinssalat med hummusdressing

(4 personer)

100 g gule mirabeller

1/2 dl ris- eller frugteddike

4-5 spsk rørsukker

salt, friskkværnet peber

50 g belugalinser

2 majskolber (eller frosne majskerner)

1/2 kg gul squash

100 g friske ærter (evt. frosne)

4 spsk hakket saltsyltet citron (kan udelades)

dressing:

4 spsk hummus

finthakket chili efter smag

2 spsk citronsaft

3 spsk koldpresset jomfruolivenolie

.

Del mirabellerne og fjern stenene. Smag eddiken til med sukker, salt og peber. Marinaden skal være temmelig sød. Læg mirabellerne i lagen og lad dem marinere nogle timer, gerne til næste dag.

Kog linserne i ca. 20 minutter og afkøl dem.

Læg majskolberne i kogende vand og kog dem 2 minutter. Afkøl dem.

Du kan skære kolberne i mindre stykker, eller du kan skære kernerne af kolberne.

Høvl squashen i tynde skiver på den lange led. Brug et mandolinjern.

Bland alle ingredienserne. Ærterne bruges rå.

Rør hummus’en med chili, citronsaft, olivenolie og 3-4 spsk vand, så dressingen bliver tyktflydende.

Smag til med salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Her er de to gode smagsgivere: saltsyltede citroner og hummus som grundlag for en lækker dressing.

 

.

Share

mandag

4

april 2016

14

KOMMENTARER

romersk bønnesalat

Skrevet af , Posted in salater

.

en salat-hilsen fra Rom

Tesio-Rombog

Denne salat med både friske grønne bønner, tørrede bønner, linser og kikærter har jeg fået lov at bringe fra denne nye bog af Helle og Alfredo Tesio. Se omtalen af bogen her.

Salaten er ikke blot lækker, den er også propfyldt med proteiner, og den er derfor velegnet som en mættende frokostsalat eller som tilbehør til lette grøntsagsretter.

 

en fyldig bønnesalat 
bønnesalat.romersk.2

Tesio’ernes romerske bønnesalat  

(4-5 personer)

100 g hvide bønner (limabønner eller butter beans)

100 g kikærter

100 g linser

100 g grønne bønner

100 g dadeltomater

2 forårsløg

dressing:

1/2 dl olivenolie

2-3 spsk kryddereddike

1 fed hvidløg

 

bønnesalat.romersk.1

spis fx salaten som tilbehør til romerske broccolikarbonader eller broccoli bagt med panade.

 

Sæt bønner og kikærter i blød i hver deres skål natten over.

Kog begge dele i nyt vand i hver deres gryde. Kog de hvide bønner 40-45 minutter. Kog kikærterne ca. 20 minutter. Kog linserne (de skal ikke sættes i blød) ca. 20 minutter.

Læg de grønne bønner i kogende vand og kog dem ca. 4 minutter.

Afdryp alle bønner og linser og lad dem afkøle.

Skær tomaterne i kvarte og snit forårsløget fint.

Bland alle ingredienserne.

Rør en dressing af olie og eddike. Tilsæt presset hvidløg og smag til med salt, peber og evt. et nip sukker.

Hæd dressingen over salaten og vend rundt.

 

bønnesalat.romersk

Share

fredag

21

august 2015

2

KOMMENTARER

ratatouille (fransk auberginestuvning)

Skrevet af , Posted in hovedretter

en fransk klassiker med masser af smag

ratatouille.3

De franske grøntsagsret ratatouille er egentlig et tilbehør, men den kan nemt forvandles til en hovedret, hvis der tilføjes et par håndfulde (ca. 1/2 l) kogte bønner, linser eller kikærter. Du kan også vælge at servere en proteinrig salat til ratatouillen, se nedenfor.

 

tre eftersommer-klassikere i én gryde

peberfrugter.1

Det er nu, der kan høstes masser af – endelig – solmodne tomater, squash, peberfrugter og auberginer. Alle sammen ingredienser i den franske klassiker.

 

herlige ingredienser på markedet i Palma de Mallorca

 auberginer

Auberginer, tomater og squash er uundværlige i en fransk ratatouille.

 

ratatouillen er bagt færdig i ovnen

ratatouille

Hvis det skal gå hurtigt, og du vælger at komme proteiner i retten, så snup en dåse bønner eller linser. Ellers udblød bønner eller kikærter 8 timer og kog dem møre, 20-30 minutter. Linser koges ca. 20 minutter.

Jeg er ikke vild med dåsemad, men engang imellem er det en udmærket løsning. Det er ikke sagen at anbefale dåsetomater i august måned, hvor tomaterne rødmer overalt, men faktisk er det ikke nogen dårlig idé at bruge dåsetomater i netop denne ret. Det giver nemlig tilpas væde til retten.

 

ratatouille (fransk auberginestuvning)

2 auberginer (ca. 600 g)

150 g løg

4 fed hvidløg

4 spsk olivenolie

300 g squash

2 store peberfrugter

1 dåse hakkede tomater eller 400 g friske tomater + 2 dl tomatpuré, se ovenfor

1 spsk timian

1 spsk fintsnittet rosmarin + ekstra til pynt

citronsaft

1 klase små blommetomater (kan udelades)

evt. kogte bønner, kikærter eller linser (evt.  fra dåse), se ovenfor

 

ratatouille.2

Skær auberginerne i terninger og læg dem i saltvand ca. 1/2 time.

Skær løgene i både og hak hvidløgene.

Svits løgene til de er let gyldne.

Afdryp auberginerne og dup dem tørre på et viskestykke. Kom dem på panden og steg dem ved rask varme. Auberginer suger meget olie, men hvis du steger ved god varme, behøver du ikke at tilsætte mere olie.

Skær også squash og peberfrugter i terninger (fjern frøstol og kerner fra peberfrugterne).

Hæld tomaterne med væde på panden og tilsæt krydderurterne. Kom 1-2 spsk citronsaft i sammen med et drys salt og peber. Hvis du bruger friske tomater, skæres de i små terninger.

Lad retten simre et par minutter og smag til. Måske skal der også et nip sukker i. Vurdér om der er nok væde.

Du kan lade ratatouillen simre færdig ca. 15 minutter på panden/gryden.

Jeg har lavet min ratatouille færdig i ovnen. Hvis du vælger samme løsning, så læg evt. bønner/linser  i en ovnfast gryde eller fad. Hæld ratatouillen i.

Læg klasen med tomater øverst og pensl dem med lidt olie.

Læg låg på formen og lad retten stå i ovnen ca. 20 minutter.

Pynt med lidt frisk rosmarin.

Det passer fint at servere quinoa med edamamebønner og masser af krydderurter til – eller se forslaget nedenfor.

 

ratatouille.1

 

bønne- og linsesalat med radiser og valnødder

bønne-og linsesalat.1

Hvis du ikke kommer bønner eller linser i selve retten, så servér fx en salat til ratatouillen med edamamebønner og linser.

 

Share